Fornyet netmusik
Bibliotekernes online-musiktjeneste netmusik.dk er kraftigt
fornyet: væk er begrænsningen på et maksimalt antal download
pr. bruger, og man kan vælge mellem over 1,6 mio. tracks
(officielt - men statistikken snyder - der er tonsvis
af dubletter). Brugerne klager dog fortsat over, at søgeproceduren
er vanskelig, man kan eksempelvis ikke filtrere søgninger,
hvilket giver rent ud sagt hulter til bulter søgesvar.
Bag kulissen er forbedringerne ikke uvæsentlige: samtlige
landets kommuner er nu med i det, der startede som et
lille forsøg blandt få frontløberkommuner, og der er aftalt
såkaldt flatrate-betaling med rettighedshaverne, så bibliotekerne
kender prisen på forhånd.
Det nye Munch-museum
 |
|
|
Med bidraget Lambda vandt spanske Herreros Arquitectos arkitektkonkurrencen om det nye Munch-museum og Stenersenmuseets samlinger i Oslos kommende kulturcentrum Bjørvika (se Søndag Aften arkiv).
|
Den samtidige konkurrence om det nye Deichmanske hovedbibliotek blev vundet af Lund Hagem Arkitekter og Atelier Oslo med projektet Diagonale (og en ærefuld andenplads til danske Schmidt Hammer Lassen). Vinderforslagene med juryens kommentarer er nu videresendt til Oslo Byråd til videre forhandling og endelig beslutning.
YouTube Symphony
Orchestra
Det kunne ligne en avanceret X-faktor:
YouTube Symphony Orchestra, et symfoniorkester sammensat
efter videoauditions, som over 3.000 amatører og musikstuderende
fra over 70 lande sendte videoer ind til. Gennem en
kombination af jury og brugerafstemninger nåede man
frem til de 80 vindere, som i april gennemførte en fælles
koncert i New Yorks Carnegie Hall. Koncerten var under
ledelse af dirigenten Michael Tilson Thomas, musikken
var bl.a. skrevet af den kinesiske komponist Tan Dun.
Hele herligheden kan ses på http://www.youtube.com/symphony.
Nationalmuseum lukker i 7 år
Sveriges Nationalmuseum i Stockholm skal gennemgå en omfattende renovering, som forventes at vare hele 7 år. Planen er at lukke museet i 2011 og genåbne samlingerne i 2018. De fleste af museets 700.000 genstande vil i de mellemliggende år blive udlånt til andre svenske museer, men man skal altså skynde sig, hvis man vil se samlingen komplet.
Renoveringen forventes at koste ½ mia. sek.
Lær 10 ord om dagen
Filosofien synes ganske simpel, til gengæld er udførelsen
imponerende: på websitet Learn
10 skal man dagligt lære 10 nye ord på et fremmedsprog.
Der er 20 sprog at vælge mellem. Tanken er at man ved
daglig øvelse i kort tid, ganske hurtigt kommer til
at mestre et sprog. Ordene skifter efter et ikke helt
gennemskueligt system, men fx kan de ti første danske
ord være: følge efter, punkt, mens, nat, imod, by, bemærke,
danne par, kyst, kylling. Tja, lærer man dansk af dette?
Måske ikke helt. Og alligevel: måske. Efter tre måneder
er man jo oppe på et ordforråd på næsten 1.000 ord,
og så begynder det sikkert at hjælpe.
Det, der er imponerende, er mængden af ekstra web 2.0
ressourcer, der er lagt i sitet: Learn 10 er koblet
sammen med facebook, så man kan lægge sine informationer
ud til almen beskuelse og invitere venner. Ved de enkelte
ord kan man se de absolut seneste anvendelser via Twitter,
der er henvisninger til ordbøger, man kan se videoer
med andre brugere, som udtaler de samme ord - og man
kan indspille egne videoer, mens man øver sig, der er
onlinetest og en hel del andre nyttige ressourcer. Man
modtager en daglig mail med de ti ord - om kort tid
også en daglig sms. Og selvfølgelig findes der også
en version af Learn 10 til iPhone.
3 strikes-nederlag i Frankrig
Det har været et vigtigt element i den franske regerings
bestræbelser på at bekæmpe fildeling på internet, at
etablere en 3 strikes-ordning, hvor netbrugere mister
adgang til nettet, tredje gang de bliver snuppet. Sidste
år godkendte senatet lovforslaget, men til regeringens
åbenlyse overraskelse har nationalforsamlingen stemt
forslaget ned. Det skete med stemmetallene 21 mod 15
(ud af nationalforsamlingens 577 medlemmer).
Det er sandsynligt, at regeringen vil genfremsætte forslaget i let ændret form.
3 strikes-forslaget kan også møde EU-modstand, idet
EU-parlamentet netop har vedtaget et tillæg til en lovpakke
om teleområdet, som ulovliggør spærring for borgeres
internetadgang, med mindre der foreligger en domstolskendelse.
Pirate Bays server
på museum
"Server for brug til Internet. Intel processor PENTIUM
4, 2,88 GHz. 2 x 512 MB RAM. 2 stk. Hitachi harddiske
41,1 GB henh. 82,3 GB." er den lakoniske montretekst,
man nu kan læse på Tekniska
Museet i Stockholm. Her udstiller man den server
Pirate Bay brugte, indtil politiet beslaglagde den
i maj 2006. |
|
|
 |
Ministerens Tour de Danmark
Da den nuværende kulturminister tiltrådte, blev det markeret meget tydeligt, at hun ville rundt i kommunerne for at tale med involverede landet rundt. Denne intention er nu søsat som "Kulturministerens Danmarksturne" med i alt 6 dialogmøder af 3 timers varighed, 1 møde i hver region. Det er de færreste rockorkestre, der ville lade en Danmarksturne begrænse til 6 koncerter. Men måske bliver der ekstra-dialogmøder, hvis turneen bliver udsolgt?
Søndag Aften
05/2009
Må gerne kopieres
eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
|