|
Forlænget ophavsret for musikere
Et flertal i EU's ministerråd har besluttet at udvide musikeres og pladeproducenters beskyttelsestid fra 50 til 70 år. Det betyder, at musikerne er sikret eneretten over deres værker - statistisk set resten af kunstnernes levetid.
8 af EU's medlemslande, deriblandt Sverige, stemte imod. 2 lande undlod at stemme.
Christo vinder ophavsret
Den tyske domstol Landgericht Berlin har givet kunstneren Christo medhold i en sag mod et postkortfirma, som solgte postkort, hvorpå man kunne se Christos kunstneriske indpakning af rigsdagsbygningen i Berlin i 1995.
På et eller andet tidspunkt må der komme tilsvarende sager, hvor arkitekter hævder kunstnerisk ophavsret til bygninger.
Berlins pirater
Med hele 8,9 % af stemmerne ved delstatsvalget
har Berlins Piratparti vist, at der faktisk er en
international folkelig strømning blandt borgere,
der med afsæt i netværkssamfundet mener, der er
behov for bredere debat om ophavsret, sikkerhed,
transparens - og kulturpolitik. Piratpartierne er
faktisk noget så sjældent som partier, der tager
udgangspunkt i kulturpolitik (se Søndag Aften arkiv).
Farvel til FAST og BTS
To af de markante organisationer i teaterdanmark,
Foreningen Af Små Teatre (FAST) og Børneteatersammenslutningen
(BTS) slår nu kludene sammen. Så nu skal vi sige
goddag til TIO, Teatrenes Interesseorganisation.
Oversætterleksikon
Oversættere er en ofte overset men samtidig uvurderlig del af kulturproduktionen. I Sverige råder man lidt bod på anonymiteten gennem hjemmesiden Svenskt översättarlexikon.
Her finder man bl.a. biografier med værkfortegnelser for omkring 70 svenske oversættere. Foreløbig er kun afdøde oversættere med.
Medierapport
Den længe ventede rapport fra Mediestøtteudvalget er offentliggjort. Rapporten kan findes her. Hovedhensigten er at finde en model, der kan sikre støtte til internetbaserede nyhedsmedier.
AvenyT genopstanden
Siden 2010 har Frederiksberg kommune afsat 3 mio. kr. årligt til at "revitalisere" teaterlivet på Frederiksberg Allé. Før sommerferien besluttede kommunen at yde en ekstraordinær anlægsbevilling på 2 mio. kr. for at skabe de nødvendige rammer for denne ambition. Og efterfølgende har kommunen indgået aftale med ApS Teater på toppen om retablering af teater i Avenys gamle lokaler, som senest blev drevet under navnet AvenyT.
Kommunen har indgået en driftsaftale med ApS Teater
på toppen om tilskud til drift af et underholdningsteater.
Teater på toppen skal sikre, at der drives teater
af høj kvalitet med mindst 80 forestillinger årligt.
Et muligt overskud ved teaterdriften skal blive
i virksomheden eller gå til teaterformål.
CulturCitat: Boy George for masserne
"Jeg vil rigtig gerne se navne som Boy George og Bruce Springsteen spille på det her sted," udtaler Københavns overborgmester ifølge Politiken om den kommende multiarena i hovedstaden.
Boy George?
Forhåbentlig får ledelsen af multiarenaen større markedsindsigt end overborgmesteren.
Søndag Aften 10/2011
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
|