Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2012


Cultur Clip 04/2012


Guggenheim i finsk modvind
Mange troede det var en formssag, da den amerikanske Guggenheimstiftelse tilbød at etablere sit 6. museum i den finske hovedstad, Helsinki. Museet skal koste godt 1 mia. dkk at etablere.
Men Helsinkis byråd nærmer sig et "ei". Det skyldes dels usikkerhed om fremtiden for Helsinkis store kunstmuseum Helsingin taidemuseo, som vil få uforholdsmæssig stærk konkurrence af et Guggenheimmuseum, dels at byrådet ikke ønsker at finansiere museet alene. Byrådet skal tage endelig stilling til projektet i løbet af foråret.

Tidsskriftsstøtte genopstår
Efter et års forsinkelse, adskillige folketingsspørgsmål til ministeren, utallige mails frem og tilbage mellem Styrelsen for Biblioteker og Medier og Kulturministeriet, har ministeren nu besluttet at genoplive tidsskriftsstøtten. Tidsskrifter, der ønsker at søge om tilskud til 2011 (!), skal ansøge inden 30. april (2012). Vi venter spændt på, hvornår ministeren finder en varig løsning - han er velkommen at læse Søndag Aftens arkiv.

Australsk TV-arkiv i fri licens
Den nationale australske TV-station, Australian Broadcasting Company (ABC), er begyndt at lægge arkivstof ud på nettet. Til forskel fra fx Danmarks Radio har ABC valgt at benytte Creative Commons som licensmodel, så alle frit kan benytte materialet. Man lægger arkivet ud på den omfattende Wikimedia Commons database, hvor der i forvejen er over 12 millioner mediefiler. Nu altså med lidt mere public service-produceret indhold.

Titanic-feber
Du kan lige så godt få advarslen nu: Medierne kommer til at svømme over af Titanic-historier i de næste uger, når 100-året for skibets forlis markeres den 15. april.  
Den mest langtidsholdbare markering er nok Titanic Belfast, et kombineret museum og oplevelsescenter opført dér, hvor skibsværftet Harland & Wolff engang stod for bygningen af Titanic. Titanic Belfast rummer 11.000 m2 fordelt på 6 etager, der både gengiver det oprindelige skib og fortæller historier om skibets skæbne. Siden Titanic blev bygget i netop Belfast, er det naturligt, at der er meget fokus på selve skibsbyggeriet - og altså ikke kun forliset.

Storbritannien letter visumregler for kunstnere
Storbritannien har et relativt indviklet pointsystem til at regulere indrejse fra borgere fra lande udenfor EU. Efter stærkt pres fra store museer og kunstinstitutioner, letter man nu reglerne, så kunstnere fra disse lande med en invitation til en engelsk institution kan få ophold i 1 måned. Dette vil dog fortsat give store vanskeligheder for kunstnere med længere engagementer, fx med fast optræden i længere tid eller som undervisere.

Fortsat fald i pladebranchen
Ifølge den årlige rapport fra pladebranchens internationale sammenslutning, Ifpi, er det globale salg af musik faldet med 3% fra 2010 til 2011. Den samlede omsætning var i 2011 16,6 mia. $. Omsætningen på CD'er faldt fra 11,1 mia. $ til 10,2 mia. $. Dette fald blev i nogen grad opvejet af en stigende omsætning på digitale platforme fra 4,8 mia. $. til 5,2 mia. $. For første gang udgør det digitale salg således mere end halvdelen af CD-salget. Man må forvente, at denne udvikling vil accelerere i de kommende år, når der bliver færre fysiske salgssteder, og dermed tilgængeligheden af CD'er bliver dårligere.
Man skal dog huske, at sådanne forudsigelser ikke altid holder. Fx er omsætningen på vinylplader næsten tredoblet fra 2006 til 2011. Fra 2010 til 2011 steg omsætningen af vinylplader mere end den digitale omsætning af musik. Omsætningen af vinyl er dog kun 0,1 mia. $.

Forår for tysk piratparti
Det vakte berettiget opsigt, da det tyske Piratenpartei opnåede 9% af stemmerne ved delstatsvalget i Berlin september 2011. Dette forår har piraterne gode muligheder for at etablere sig som en landspolitisk faktor i Tyskland. Ved delstatsvalget i Saarland den 25. marts opnåede Die Piratenpartei 7,4% af stemmerne.
For få måneder siden ville ingen have troet, at piraterne kunne høste en sådan opbakning. Men især diskussionerne om ACTA-traktaten har givet piratpartiet medvind. Næste delstatsvalg er i Schleswig-Holstein den 6. maj. Her viser meningsmålingerne en tilslutning på 5-7%.

Den store prøve for Die Piratenpartei bliver forbundsvalget, som skal afholdes i september eller oktober i år. Tyske meningsmålinger giver for øjeblikket piraterne 5-7% af stemmerne, så partiet kan rent faktisk få afgørende indflydelse på de efterfølgende regeringsgforhandlinger.

Real Madrid åbner i De Arabiske Emirater
Verdens første fodboldforlystelsespark åbner i 2015, når Real Madrid Resort Island åbner på en kunstig ø i De Arabiske Emirater. Stedets største attraktion bliver et fodboldstadion med en åben side ud til havet (hvilket stiller nye krav til bolddrengene!). De 50 hektar vil i øvrigt omfatte et fodboldmuseum, hotel, bungalows, strand, restauranter og andre tids- og pengeforbrugende muligheder.  

Søndag Aften 04/2012       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 

CulturClip arkiv:

Clip marts
Clip februar
Clip januar
Clip december 2011
Clip november 2011
Clip oktober 2011
Clip september 2011
Clip august 2011
Clip juni 2011
Clip maj 2011
Clip april 2011








 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2012 Søndag Aften. All rights reserved.