Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juli 1998


Kunstværket som ikke er


Hein Heinsens udsmykning til Store Torv i Århus bliver sikkert aldrig til virkelighed. Men nu kan du i hvert fald på et indtryk af værket - her på nettet.

Husker du debatten om Hein Heinsens kunstværk Ringen, Vogterne og Kilen som blev lavet til Store Torv i Århus. Efter en voldsom debat blev det besluttet ikke at gennemføre udsmykningen.

På Søndag Aftens redaktion synes vi det er synd at væsentlige værker, som det offentlige har sat millionbeløb af til, kun kan findes i skrivebordsskuffer. Derfor har vi valgt at vise nogle fotovisualiseringer af værket. Vi har desværre ikke pengene til at lave computeranimationer der viser værket fra alle tænkelige vinkler - som man laver af målene ved fodbold-VM. Men om få år er det sikkert en helt almindelig måde at præsentere kunsten på. Fotografierne er fremstillet af Cadpeople.

Lars Lundbye Møller har i sin store undersøgelse af de sidste års polemik
om kunst i det offentlige rum, "Monumentet i den tekniske forvaltnings
tidsalder",  bl.a. været inde på sagen om Store Torv i Århus. Med Lars Lundbye Møllers tilladelse bringer vi her et uddrag, der beskriver forløbet omkring den store
debat om udsmykningen. Uddraget er redigeret af Søndag Aften.

Ringen, Vogterne og Kilen
Af Lars Lundbye Møller

Sagen om udsmykningen af Store Torv er kompleks, lang og meget livlig. Over en periode på godt to år kører en engageret debat i de lokale aviser (især Århus Stiftstidende) med deltagelse af et meget bredt spektrum af borgere, kunstprofessionelle og andre. Godt trehundrede artikler bliver skrevet i sagen, herunder en stor mængde ikke-redaktionelt stof. Store Torv billede

Baggrund og tilblivelse
Store Torvs udformning har siden 1972, hvor sporvognene blev nedlagt, været diskuteret i Århus. I princippet har byrådet været ansvarlig, men det har fremfor alt været den tekniske forvaltning, mere specifikt Stadsarkitektens Kontor under Magistratens 2. Afdeling, der har overvejet udformningen. Således er der ikke taget nogle lokalplanbeslutninger om pladsen. I slutningen af 80’erne beslutter man i Stadsarkitektens Kontor, at "tiden er moden" og begynder at arbejde med en udformning. Iflg. Stadsarkitektens Kontor er det fra starten tænkt, at kunstnerisk udsmykning og arkitektur skal udformes som en helhed, men da tiden går uden, at man kan få "de nødvendige bevillinger", beslutter forvaltningen, at skille udsmykning og plads-design ad og starte udformningen af pladsen. Dette får et skub, da en lokal sponsor med arkitekterne 3 x Nielsen i ryggen vil være med. Dette samarbejde falder dog til jorden, men i mellemtiden er Stadsarkitektens Kontor igang og får lavet sit eget design af pladsen. I designet er intentionerne iflg. Stadsarkitektens Kontor fremfor alt, at pladsen skal holdes tom og ren ud fra en forestilling om, at "pladsen skal være et stringent rum, en riddersal". I den nye belægning laves en cirkel, der markerer "pladsens tyngdepunkt" og hvor en kunstnerisk udsmykning evt. kan stå.

Det formelle sagsforløb
18.2.94 sender teknisk direktør Carl Nielsen (Magistratens 2. Afdeling) en ansøgning til Statens Kunstfond om støtte til udsmykning af Store Torv.

17.5.94 afholdes møde hos Statens Kunstfond med deltagelse af formand for Statens Kunstfonds Udsmykningsudvalg  Margrethe Sørensen, sekretariatsleder for Statens Kunstfond Vibeke Jakobsen, og som repræsentant for Århus, teknisk direktør Carl Nielsen. Margrethe Sørensen opfatter det som aftalen af Statens Kunstfond herefter udpeger kunstner. Carl Nielsen mener ikke, han bad om dette.

24.6.94 sender Statens Kunstfond brev til Århus Kommune og meddeler, at Statens Kunstfond har udpeget Hein Heinsen og vil bede denne lave skitse til godkendelse.

1.7.94 sender kommunen et brev til Statens Kunstfond og beder Statens Kunstfond overveje om Per Kirkeby kan bruges i stedet, da det er denne kunstner, den lokale sponsor, Rømerfonden, har peget på.

27.7.94 sender Statens Kunstfond brev til kommunen med svar: Nej, forslaget er ikke til debat. Hvis Statens Kunstfond skal støtte udsmykningen, skal den foretages af Heinsen. Valget er taget på grundlag af udsmykningsudvalgets vurdering, at "Hein Heinsen er den bedste til jobbet" uden nærmere angivelser.

Dette ultimatum kommer den lokale avis Århus Stiftstidende for øre og så starter debatten. I løbet af resten af ‘94 vokser bunken af indlæg især i Århus Stiftstidende i en stadig mere kritisk debat om rimeligheden af Statens Kunstfonds dispositioner.

11.10.94 afholdes et møde hos Statens Kunstfond, hvor kommunerepræsentanter Carl Nielsen og Hans Schiøtt præsenteres for tidl. arbejder af Heinsen, hvorefter de to siger god for Heinsen.

19.12.94 sender kommunen brev til Statens Kunstfond med endelig godkendelse af Heinsen.

Hein Heinsen går igang med sit skitseforslag. Han holder et enkelt møde med Stadsarkitektens Kontor, hvor Stadaarkitekten fremlægger tankerne om "det tomme rum". Stadsarkitekten har den opfattelse, at Statens Kunstfond ønsker, at kunstneren skal arbejde alene, hvorfor der ikke laves et egentligt samarbejde som oprindeligt tænkt.

Debatten vokser
28.10.95 afleverer Heinsen skitsen til sit udsmykningsforslag til Statens Kunstfond og det præsenteres i medierne. Gik det meste af kritikken før på procedurerne omkring udsmykningen, så vælter den nu ned over Heinsens Ringen, Vogterne og Kilen som udsmykningen hedder. Skitseforslaget beskyldes for at være "koldt", "en demonstration af gold teori", "lukket", "afvisende" og "elitært".

Århus Byråd beslutter nu at indkalde til et borgermøde. Til borgermødet i slutningen af januar 1996 møder 800 århusianere op og balkoner og trapper må tages i brug i Rådhushallen. Til mødet har Hein Heinsen forberedt en forklaring af sit forslag, som han viser frem, og rådmand Hans Schiøtt forsvarer valget af Hein Heinsen. Borgermødet domineres dog af kritikerne.

Den ret entydige folkestemning understreges af en meningsmåling i februar, der viser, at kun 7% af befolkningen støtter op om Heinsens forslag.

I løbet af foråret ‘96 fortsætter debatten, mens byrådsmedlemmerne "tænker sig om". Enkelte byrådsmedlemmer forsøger at lave kompromis’er, og foreslår bl.a., at man kunne droppe Kilen, der synes at provokere så meget, eller udskyde beslutningen til stormen har lagt sig. Budgettet falder på plads med en pris for "kunstværket" på 3,217 mio, betalt af Statens Kunstfond og en lokal privat fond, Rømerfonden, og øvrige udgifter udregnet af Magistratens 2. Afd. til at være på ca. 900.000. Et beløb der skal sammenlignes med de ca. 15 mio som pladsens nye design ialt kostede.

Debatten bliver uventet sat i perspektiv, da journalist Bjarne Bækgaard fra Århus Stiftstidende i slutningen af februar kan afsløre, at Statens Kunstfond i flere år og også mht. Store Torv har overtrådt sine egne paragraffer. I §4, stykke 5 i Loven om Statens Kunstfond står der nemlig, at tremandsudvalget under Kunstfonden ved enhver udsmykningsopgave skal udvides med to lokale repræsentanter samt anlæggets arkitekt, hvilket ikke er sket.

Den 6.6.96 foretager byrådet den endegyldige afstemning og et flertal i byrådet stemmer mod Heinsens udsmykning. Og dagen efter bliver et brev med et nej tak sendt til Statens Kunstfond.

Værkets udseende og intentioner
Hein Heinsen bestemte suverænt tema, indhold og udsmykningens udseende. Der var ingen dialog omkring værkets udformning. Dog var der som nævnt et møde i begyndelsen af processen samt en "uformel" og ikke-offentlig dialog mellem Magistratens 2. Afd. og Heinsen før skitsen blev offentliggjort, der resulterede i, at belægningen på Lille Torv blev lavet med henblik på Heinsens Kilen.

Fra kommunens side er der ganske få formuleringer af intentionen med udsmykningen. Kommunens intentioner med udsmykningen er meget uklare, hvilket kommer til at præge hele forløbet. Fremfor alt synes det at være en alment accepteret idé, at der bør være kunst på Store Torv, at det hører sig til. Og når der nu skal være kunst der, så skal det helst laves af "en berømt kunstner". Her var kommunen (udtrykt ved Hans Schiøtt) enig med Rømerfonden, der ønskede, at den mest berømte danske kunstner, Per Kirkeby, skulle lave udsmykningen. Det er ikke klart, hvorfor berømthed er vigtigt, men senere i debatten bliver det argumenteret ud fra et turisthensyn ("det vil tiltrække turister"). Der bliver ikke formuleret nogle krav til, hvilke funktioner udsmykningen skal kunne tjene.

Hele forløbet styres af den tekniske forvaltning – især Stadsarkitektens Kontor. Hverken Kunst- og kulturudvalget eller resten af byrådet bliver inddraget i beslutningsprocessen. Men selvom den tekniske forvaltning spiller en yderst vigtig rolle, udtrykker den officielt ingen interesser. Forvaltningen foretager en række dispositioner, som har stor betydning: designet af belægningen af Store Torv, der lægger stramme rammer om en udsmykning, den senere belægning af Lille Torv, der sker efter Heinsens tegninger inden Heinsens projekt bliver godkendt, monteringen af vandinstallationer under cirklen på Store Torv m.v.

Det er således ikke Heinsen, men  Stadsarkitekten Kontor, der har lavet designet af pladsen. Idealet med den stringente tomme plads med det lavmælte kunstværk blev født i Stadsarkitekten Kontor, selvom Heinsen så iflg. Stadsarkitektens Kontor "heldigvis var enig i holdningen".

Fra kunstnerens side bliver der i forbindelse med afleveringen af forslaget vedlagt en redegørelse for de værdier, Heinsen tillægger værket. Disse har karakter af nogle generelle betragtninger over civilisationen, "skulpturens" plads i denne, samt enkelte karakteriseringer af Store Torvs historie. Denne beskrivelse henviser Heinsen flere gange til i det efterfølgende forløb, når han bliver interviewet. Heinsen udtrykker, at han føler sig meget engageret i projektet, bl.a. på grund af sin baggrund som teolog og sin interesse for domkirkens betydning.

Heinsen siger i sin beskrivelse til Statens Kunstfond:

Civilisationens problem er grænseløsheden. Byens problem er spredningen. Byen bliver tit tegn og information på facaderne, på skiltene. Alt bliver billede af noget andet, der skaber systemer, integrationer, strukturer og ornamenter. Byen bliver let. Store Torv er byens tunge plads. Det er projektets mål at gøre stedet endnu tungere.

Ud fra denne beskrivelse af Heinsens oplevelse af byens problemer, placerer Heinsen tre elementer med hver deres symbolske betydning, hvor

... Store Torv opfattes som samlingens sted, Borgporten som overgangens og reflektionens sted og Lille Torv som aktiviteternes og dynamikkens sted .... de tre skulpturelementer udtrykker tre helt grundlæggende bevægelser i rummet. Ringen, dvs. samlingen, Kilen, dvs. ud fra, og Vogterne, dvs. igennem.

På Store Torv placeres Ringen, en lav bronzering støbt i et stykke, 8,5 m diameter, omringet af en vandrende og lagt på fem klodser i rød Balmoral-granit. Heinsen formulerer sin intenderede betydning af Ringen som:

... nutidens svar på Vor Frue Kirkes historiske vægt.
Men i et demokratisk og moderne samfund findes ikke ét centrum som i enevældens Amalienborg. Derfor ligger ringen ikke i centrum, men er forskudt .... Ligeledes er ringen ikke entydig, men består af tre ens ringe med forskelligt centrum.... Ringen er et element for hele pladsen. Der må ikke være noget i den, for så ville den blive en ramme om et indhold. Udsmykningens brønd er derfor en fraværsfigur.

Inde i ringen er et trekantet snit i belægningen:

Over byens brønd fra 1500-årene hugges et snit i pladsen (som hugget af en kolossal økse).

Ringen er en ret klar figur, ikke mindst pga. belægningens relation til den. Brønd-referencen synes umiddelbart rimelig klar, men den lave kant og store diameter gør, at Ringen mere vil fremstå som just en ring og som sådan selvrefererende.

Kilen, en over fem meter høj og knapt tre meter bred kileformet monolit af bronze, placeres på Lille Torv lige ved indgangen til Store Torv.

Store Torv billede

Også denne har sin symbolske placering i det generelle billede:

Kilen knytter sig til det moderne. Den spalter, deler, analyserer og peger op mod Store Torv. Med sine tre retninger peger den udad og opad, hvor Den Store Ring peger indad og samler.

Kilen er udsmykningens mest konfronterende element. Set fra Immervad er det en ret stor figur, mens den set fra Store Torv får et stelepræg (ca. en gange fem meter). Også Kilen har belægningen med sig, hvilket medvirker til at forstørre effekten. Kilen er det enkeltelement, der fik størst kritik i debatten.

Og endeligt – mellem disse to elementer – placeres Vogterne i passagen mellem Store Torv og Lille Torv – to figurer i bronze, 2,5 m høje, med flad bagside og en moduleret delvist abstrakt forside.

Figurerne udtrykker overgang, transformation, grænseflade. Derfor er de komplekst modellerede i mange brudflader. De er refleksionens sted.

Vogterne er udsmykningens mest "skæve" element: de fremstår som klassiske modernistiske bronzefigurer og lader sig placere som sådanne, men med deres uventede placering i torvets indsnævring får de et komisk præg, der tager det højtidelige af dem.

De tre elementer er meget lavmålte. Vogtere fremstår som enkeltobjekter, mens både Kilen og Ringen, nok også er isolerede objekter placeret ovenpå pladsen, men også, pga. integrationen med belægningen udvider deres område til hele pladsen.

Set som et hele, er det pladsens overordnede design, der klart dominerer ud- og indtrykket, mens skulpturelementerne er ret forsvindende.

Reaktioner
Den store debat som udsmykningen af Store Torv affødte, havde kun for en del at gøre med Ringen, Vogterne og Kilen. Debatten startede lang tid før Heinsen overhovedet havde offentliggjort sin skitse og handlede i første omgang ikke om værket, men om proceduren for fremstillingen og valget af Heinsen som kunstner. Efter offentliggørelsen af Heinsens skitse blev en del af kritikken rettet mod værket.

En gennemgang af den store mængde materiale viser, at argumenterne falder indenfor tre hovedgrupper, der forholder sig til hhv. sagen generelt, specifikt til Heinsens værk og specifikt til Store Torv som plads.

Proceduren til debat
Om sagen generelt går langt den største del af debatten på proceduren. her ses et klart skel mellem kunstprofessionelle og borgere, om end med en del kunstprofessionelle på "folkets" side. På den ene side forsvarer en række kunstprofessionelle samt politikere Statens Kunstfonds ret til enerådigt at bestemme kunstneren og kunstnerens ret til enerådigt at bestemme udsmykningen. Her går udsagnet "man kan ikke stemme om kunst" igen mange steder og opsamler ganske godt hovedpointerne. På den anden side kritiseres denne holdning af næsten alle lægfolk samt en gruppe kunstprofessionelle som værende ude af trit med samfundet, arrogant og bedrevidende. Skellet illustreres ganske godt af forholdet mellem Århus Stiftstidendes kunstanmelder, der forsvarer Statens Kunstfonds diktatoriske ret, og samme avis’ ledere, der generelt forsvarer borgernes indflydelsesret. I stedet foreslås især åbne eller lukkede konkurrencer, gennemarbejdede helhedsløsninger med hensyntagen til brugerne, samt at man ikke tilfører nogen kunst overhovedet.

Med i billedet hører også Statens Kunstfonds noget uheldige optræden. Med sin konstante afvisning af dialog og kritik får særligt formanden for udmykningsudvalget under Statens Kunstfond, billedhuggeren Margrethe Sørensen, tiltrukket sig mange beskyldninger om lukkethed, nepotisme, bedreviden og endnu værre ting. Mange mener, at Statens Kunstfond må have noget at skjule, når den optræder så lukket. Ekstrabladets Alex Steen får i en artikel pustet til ilden, da han fortæller, at Hein Heinsen sad i Statens Kunstfonds repræsentantskab og umiddelbart før, han fik opgaven af Margrethe Sørensen, havde udpeget Margrethe Sørensens mand Torben Ebbesen til Statens Kunstfonds livsvarige legat. Flere taler om elitære kunstnerkliker, der hytter deres egne og eneste svar på tiltale fra Statens Kunstfond er, at det er Hein Heinsen eller intet. Beskyldningerne får lov at hænge i luften.

En del borgerindlæg tager fat på en anden iagttagelse, der er ret central, nemlig den disproportionalitet, der er mellem opmærksomheden om Heinsens få og små bronzefigurer og manglen på samme mht. de meget mere betydningsfulde beslutninger om byen i øvrigt. Således f.eks. Søren Egge Rasmussen, der påpeger det paradoksale i, at der er enorm debat og 800 mennesker til et borgermøde om "lidt bronze på torvet", mens der kommer 100 til et borgermøde om selve Århus’ fremtid, havneudvidelsen, Barnowgrunden, Centralværkstederne og "andre væsentlige, store sager".

Værket til debat
Indenfor den anden hovedgruppe (som er betydeligt mindre end den første) diskuteres specifikt Heinsens værk.

Store Torv billede Her forsvarer en del kunstprofes-
sionelle værket med ord som "lavmælt", "gennem-
arbejdet
", "viser respekt for byens historie", mens de fleste borgere samt en del kunstprofes-
sionelle kritiserer det som "koldt", "lukket", "ufolkeligt", "ufestligt" og "teoretisk".

 

Store Torv til debat
Og endeligt går en stor del af debatten på Store Torv som plads og behovet for udsmykning af den. Her kommer der en lang række bud.

Alternative forslag.
Mest prominent og ganske underholdende var ugeavisen Århus Onsdags serie "Skitser til Store Torv ...", hvortil avisen bad otte kunstnere lave et forslag til udsmykning. Avisen tænkte disse som debatoplæg, og var af den mening, at der "burde udskrives en konkurrence". Som en ekstra krølle på serien afholdte avisen en afstemning om forslagene. 15.2.95 blev alle forslag præsenteret og afstemningen indledt (med præmier til deltagerne). 10816 indsendte. 8641 mente, der skulle udskrives åben konkurrence. 12% at der ikke skulle være en konkurrence. De fleste stemmer gik til Per Kramer (34,2% for et 15 m højt grædende egetræ i bronze, der græder hver dag kl. 16), Jan Norman (25% tilsluttede sig, at der "ingenting" skulle laves på Store Torv), Teddy Sørensen (15% for en blodbøg på Store Torv og et springvand på Bispetorv) og Hans Oldau Krull (15% til et "funktionelt" forslag, der arbejdede med kunstnerisk bearbejdede lysstandere, bænke og en drikkefontæne). Alle disse var bemærkelsesværdig "ukunstneriske" og ikke traditionelle udsmykningsforslag, hvilket de resterende i langt højere grad var (bronze- og granit-skulpturer på torvet). En ikke uvæsentlig del af den kunstprofessionelle presse fortolkede efter denne serie hele debatten som et udtryk for "lokale kunstneres brødnid" og Kramers forslag som bevis på, at man "ikke kan overlade kunstneriske beslutninger til folket". Ingen af disse påstande kan man få bekræftet i debatten. Tværtimod, så er der meget få "københavner"-kommentarer (og mest som vittigheder), de lokale kunstnere er faktisk ikke særligt aktive i debatten og mest på direkte opfordring, og netop fravalgene af alle kunst-lignende forslag synes snarere at pege på, at de fleste borgere bevidst stemte på disse forslag (herunder Kramers absurde egetræ) som et udtryk for modstand eller evt. som en vittighed.

Også fra andre borgere og kunstprofessionelle kommer der en række konkrete bud på alternativer i løbet af debatten.

Problemet med den tomme plads
I den anden ende identificerer en meget lang række indlæg problemet med den tomme plads som det centrale. Da ingen ved, at det er Stadsarkitektens Kontor, der har valgt denne æstetiske løsning, rettes kritikken mod Heinsen (der dog tilslutter sig stadsarkitektens æstetiske syn). Heroverfor sættes behovet for mere funktionelle og "smukke" løsninger, således f.eks. i læserbrev af E. Pedersen:

... helt elementært drejer det sig om i udsmykningen at tage højde for, at der uden om denne befinder sig mennesker, der lever et liv i og sammen med byen. En bænk til at sidde på ... en café at frekventere ... en parasol der kan give skygge ... en skulptur at nyde ... nogle blomster der blomstrer.

Eller udtrykt af to lokale erhvervsdrivende:

- ... en mere livlig udsmykning af Torvene, Jeg synes Hein Heinsens forslag virker så sterilt.
- Pladsen er smukkest når den er fyldt med liv, og jeg så gerne en udsmykning med vand, træer og blomster.

Og udtrykt mere abstrakt af Kgl. Bygningsinspektør Niels Vium:

... selv om det er en hård tid vi lever i, så mener jeg faktisk godt, man kunne lave noget, der er lidt mere glad, smukt og livgivende på det sted. Jeg finder Heinsens projekt lidt opgivende. Han taler om fravær i forbindelse med sit forslag, men for mig har kunst først og fremmest noget med nærvær at gøre.

Det er ikke de enkelte skulpturelementer, kritikerne hæfter sig ved, men ved helhedsindtrykket: den tomme, "stringente" plads.

Af Lars Lundbye Møller

Søndag Aften 0798

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.