Af Lars Lundbye Møller
Sagen om udsmykningen af Store Torv er kompleks, lang og meget livlig.
Over en periode på godt to år kører en engageret debat i de lokale aviser (især Århus
Stiftstidende) med deltagelse af et meget bredt spektrum af borgere, kunstprofessionelle
og andre. Godt trehundrede artikler bliver skrevet i sagen, herunder en stor mængde
ikke-redaktionelt stof. |
|
Baggrund og tilblivelse
Store Torvs udformning har siden 1972, hvor sporvognene blev nedlagt, været diskuteret i
Århus. I princippet har byrådet været ansvarlig, men det har fremfor alt været den
tekniske forvaltning, mere specifikt Stadsarkitektens Kontor under Magistratens 2.
Afdeling, der har overvejet udformningen. Således er der ikke taget nogle
lokalplanbeslutninger om pladsen. I slutningen af 80erne beslutter man i
Stadsarkitektens Kontor, at "tiden er moden" og begynder at arbejde med
en udformning. Iflg. Stadsarkitektens Kontor er det fra starten tænkt, at kunstnerisk
udsmykning og arkitektur skal udformes som en helhed, men da tiden går uden, at man kan
få "de nødvendige bevillinger", beslutter forvaltningen, at skille
udsmykning og plads-design ad og starte udformningen af pladsen. Dette får et skub, da en
lokal sponsor med arkitekterne 3 x Nielsen i ryggen vil være med. Dette samarbejde falder
dog til jorden, men i mellemtiden er Stadsarkitektens Kontor igang og får lavet sit eget
design af pladsen. I designet er intentionerne iflg. Stadsarkitektens Kontor fremfor alt,
at pladsen skal holdes tom og ren ud fra en forestilling om, at "pladsen skal
være et stringent rum, en riddersal". I den nye belægning laves en cirkel, der
markerer "pladsens tyngdepunkt" og hvor en kunstnerisk udsmykning evt.
kan stå.
Det formelle sagsforløb
18.2.94 sender teknisk direktør Carl Nielsen (Magistratens 2. Afdeling) en ansøgning til
Statens Kunstfond om støtte til udsmykning af Store Torv.
17.5.94 afholdes møde hos Statens Kunstfond med deltagelse af formand for Statens
Kunstfonds Udsmykningsudvalg Margrethe Sørensen, sekretariatsleder for Statens
Kunstfond Vibeke Jakobsen, og som repræsentant for Århus, teknisk direktør Carl
Nielsen. Margrethe Sørensen opfatter det som aftalen af Statens Kunstfond herefter
udpeger kunstner. Carl Nielsen mener ikke, han bad om dette.
24.6.94 sender Statens Kunstfond brev til Århus Kommune og meddeler, at Statens
Kunstfond har udpeget Hein Heinsen og vil bede denne lave skitse til godkendelse.
1.7.94 sender kommunen et brev til Statens Kunstfond og beder Statens Kunstfond
overveje om Per Kirkeby kan bruges i stedet, da det er denne kunstner, den lokale sponsor,
Rømerfonden, har peget på.
27.7.94 sender Statens Kunstfond brev til kommunen med svar: Nej, forslaget er ikke til
debat. Hvis Statens Kunstfond skal støtte udsmykningen, skal den foretages af Heinsen.
Valget er taget på grundlag af udsmykningsudvalgets vurdering, at "Hein Heinsen
er den bedste til jobbet" uden nærmere angivelser.
Dette ultimatum kommer den lokale avis Århus Stiftstidende for øre og så starter
debatten. I løbet af resten af 94 vokser bunken af indlæg især i Århus
Stiftstidende i en stadig mere kritisk debat om rimeligheden af Statens Kunstfonds
dispositioner.
11.10.94 afholdes et møde hos Statens Kunstfond, hvor kommunerepræsentanter Carl
Nielsen og Hans Schiøtt præsenteres for tidl. arbejder af Heinsen, hvorefter de to siger
god for Heinsen.
19.12.94 sender kommunen brev til Statens Kunstfond med endelig godkendelse af Heinsen.
Hein Heinsen går igang med sit skitseforslag. Han holder et enkelt møde med
Stadsarkitektens Kontor, hvor Stadaarkitekten fremlægger tankerne om "det tomme
rum". Stadsarkitekten har den opfattelse, at Statens Kunstfond ønsker, at
kunstneren skal arbejde alene, hvorfor der ikke laves et egentligt samarbejde som
oprindeligt tænkt.
Debatten vokser
28.10.95 afleverer Heinsen skitsen til sit udsmykningsforslag til Statens Kunstfond og det
præsenteres i medierne. Gik det meste af kritikken før på procedurerne omkring
udsmykningen, så vælter den nu ned over Heinsens Ringen, Vogterne og Kilen som
udsmykningen hedder. Skitseforslaget beskyldes for at være "koldt",
"en demonstration af gold teori", "lukket", "afvisende"
og "elitært".
Århus Byråd beslutter nu at indkalde til et borgermøde. Til borgermødet i
slutningen af januar 1996 møder 800 århusianere op og balkoner og trapper må tages i
brug i Rådhushallen. Til mødet har Hein Heinsen forberedt en forklaring af sit forslag,
som han viser frem, og rådmand Hans Schiøtt forsvarer valget af Hein Heinsen.
Borgermødet domineres dog af kritikerne.
Den ret entydige folkestemning understreges af en meningsmåling i februar, der viser,
at kun 7% af befolkningen støtter op om Heinsens forslag.
I løbet af foråret 96 fortsætter debatten, mens byrådsmedlemmerne "tænker
sig om". Enkelte byrådsmedlemmer forsøger at lave kompromiser, og
foreslår bl.a., at man kunne droppe Kilen, der synes at provokere så meget, eller
udskyde beslutningen til stormen har lagt sig. Budgettet falder på plads med en pris for
"kunstværket" på 3,217 mio, betalt af Statens Kunstfond og en lokal privat
fond, Rømerfonden, og øvrige udgifter udregnet af Magistratens 2. Afd. til at være på
ca. 900.000. Et beløb der skal sammenlignes med de ca. 15 mio som pladsens nye design
ialt kostede.
Debatten bliver uventet sat i perspektiv, da journalist Bjarne Bækgaard fra Århus
Stiftstidende i slutningen af februar kan afsløre, at Statens Kunstfond i flere år og
også mht. Store Torv har overtrådt sine egne paragraffer. I §4, stykke 5 i Loven om
Statens Kunstfond står der nemlig, at tremandsudvalget under Kunstfonden ved enhver
udsmykningsopgave skal udvides med to lokale repræsentanter samt anlæggets arkitekt,
hvilket ikke er sket.
Den 6.6.96 foretager byrådet den endegyldige afstemning og et flertal i byrådet
stemmer mod Heinsens udsmykning. Og dagen efter bliver et brev med et nej tak sendt til
Statens Kunstfond.
Værkets udseende og intentioner
Hein Heinsen bestemte suverænt tema, indhold og udsmykningens udseende. Der var ingen
dialog omkring værkets udformning. Dog var der som nævnt et møde i begyndelsen af
processen samt en "uformel" og ikke-offentlig dialog mellem
Magistratens 2. Afd. og Heinsen før skitsen blev offentliggjort, der resulterede
i, at belægningen på Lille Torv blev lavet med henblik på Heinsens Kilen.
Fra kommunens side er der ganske få formuleringer af intentionen med udsmykningen. Kommunens
intentioner med udsmykningen er meget uklare, hvilket kommer til at præge hele
forløbet. Fremfor alt synes det at være en alment accepteret idé, at der bør være
kunst på Store Torv, at det hører sig til. Og når der nu skal være kunst der, så skal
det helst laves af "en berømt kunstner". Her var kommunen (udtrykt ved
Hans Schiøtt) enig med Rømerfonden, der ønskede, at den mest berømte danske kunstner,
Per Kirkeby, skulle lave udsmykningen. Det er ikke klart, hvorfor berømthed er vigtigt,
men senere i debatten bliver det argumenteret ud fra et turisthensyn ("det vil
tiltrække turister"). Der bliver ikke formuleret nogle krav til, hvilke
funktioner udsmykningen skal kunne tjene.
Hele forløbet styres af den tekniske forvaltning især Stadsarkitektens Kontor.
Hverken Kunst- og kulturudvalget eller resten af byrådet bliver inddraget i
beslutningsprocessen. Men selvom den tekniske forvaltning spiller en yderst vigtig rolle,
udtrykker den officielt ingen interesser. Forvaltningen foretager en række dispositioner,
som har stor betydning: designet af belægningen af Store Torv, der lægger stramme rammer
om en udsmykning, den senere belægning af Lille Torv, der sker efter Heinsens tegninger inden
Heinsens projekt bliver godkendt, monteringen af vandinstallationer under cirklen på
Store Torv m.v.
Det er således ikke Heinsen, men Stadsarkitekten Kontor, der har lavet designet
af pladsen. Idealet med den stringente tomme plads med det lavmælte kunstværk blev født
i Stadsarkitekten Kontor, selvom Heinsen så iflg. Stadsarkitektens Kontor "heldigvis
var enig i holdningen".
Fra kunstnerens side bliver der i forbindelse med afleveringen af forslaget vedlagt en
redegørelse for de værdier, Heinsen tillægger værket. Disse har karakter af nogle
generelle betragtninger over civilisationen, "skulpturens" plads i
denne, samt enkelte karakteriseringer af Store Torvs historie. Denne beskrivelse henviser
Heinsen flere gange til i det efterfølgende forløb, når han bliver interviewet. Heinsen
udtrykker, at han føler sig meget engageret i projektet, bl.a. på grund af sin baggrund
som teolog og sin interesse for domkirkens betydning.
Heinsen siger i sin beskrivelse til Statens Kunstfond:
Civilisationens problem er grænseløsheden. Byens problem er spredningen. Byen
bliver tit tegn og information på facaderne, på skiltene. Alt bliver billede af noget
andet, der skaber systemer, integrationer, strukturer og ornamenter. Byen bliver let.
Store Torv er byens tunge plads. Det er projektets mål at gøre stedet endnu tungere.
Ud fra denne beskrivelse af Heinsens oplevelse af byens problemer, placerer Heinsen tre
elementer med hver deres symbolske betydning, hvor
... Store Torv opfattes som samlingens sted, Borgporten som overgangens og
reflektionens sted og Lille Torv som aktiviteternes og dynamikkens sted .... de tre
skulpturelementer udtrykker tre helt grundlæggende bevægelser i rummet. Ringen, dvs.
samlingen, Kilen, dvs. ud fra, og Vogterne, dvs. igennem.
På Store Torv placeres Ringen, en lav bronzering støbt i et stykke, 8,5 m
diameter, omringet af en vandrende og lagt på fem klodser i rød Balmoral-granit. Heinsen
formulerer sin intenderede betydning af Ringen som:
... nutidens svar på Vor Frue Kirkes historiske vægt.
Men i et demokratisk og moderne samfund findes ikke ét centrum som i enevældens
Amalienborg. Derfor ligger ringen ikke i centrum, men er forskudt .... Ligeledes er ringen
ikke entydig, men består af tre ens ringe med forskelligt centrum.... Ringen er et
element for hele pladsen. Der må ikke være noget i den, for så ville den blive en ramme
om et indhold. Udsmykningens brønd er derfor en fraværsfigur.
Inde i ringen er et trekantet snit i belægningen:
Over byens brønd fra 1500-årene hugges et snit i pladsen (som hugget af en
kolossal økse).
Ringen er en ret klar figur, ikke mindst pga. belægningens
relation til den. Brønd-referencen synes umiddelbart rimelig klar, men den lave kant og
store diameter gør, at Ringen mere vil fremstå som just en ring og som sådan
selvrefererende. Kilen, en over fem meter høj og knapt tre meter bred kileformet
monolit af bronze, placeres på Lille Torv lige ved indgangen til Store Torv. |
|
Også denne har sin symbolske placering i det generelle billede:
Kilen knytter sig til det moderne. Den spalter, deler, analyserer og peger op mod
Store Torv. Med sine tre retninger peger den udad og opad, hvor Den Store Ring peger indad
og samler.
Kilen er udsmykningens mest konfronterende element. Set fra Immervad er det en
ret stor figur, mens den set fra Store Torv får et stelepræg (ca. en gange fem meter).
Også Kilen har belægningen med sig, hvilket medvirker til at forstørre effekten.
Kilen er det enkeltelement, der fik størst kritik i debatten.
Og endeligt mellem disse to elementer placeres Vogterne i passagen
mellem Store Torv og Lille Torv to figurer i bronze, 2,5 m høje, med flad bagside
og en moduleret delvist abstrakt forside.
Figurerne udtrykker overgang, transformation, grænseflade. Derfor er de komplekst
modellerede i mange brudflader. De er refleksionens sted.
Vogterne er udsmykningens mest "skæve" element: de fremstår som
klassiske modernistiske bronzefigurer og lader sig placere som sådanne, men med deres
uventede placering i torvets indsnævring får de et komisk præg, der tager det
højtidelige af dem.
De tre elementer er meget lavmålte. Vogtere fremstår som enkeltobjekter, mens
både Kilen og Ringen, nok også er isolerede objekter placeret ovenpå
pladsen, men også, pga. integrationen med belægningen udvider deres område til hele
pladsen.
Set som et hele, er det pladsens overordnede design, der klart dominerer ud- og
indtrykket, mens skulpturelementerne er ret forsvindende.
Reaktioner
Den store debat som udsmykningen af Store Torv affødte, havde kun for en del at gøre med
Ringen, Vogterne og Kilen. Debatten startede lang tid før Heinsen overhovedet
havde offentliggjort sin skitse og handlede i første omgang ikke om værket, men om
proceduren for fremstillingen og valget af Heinsen som kunstner. Efter offentliggørelsen
af Heinsens skitse blev en del af kritikken rettet mod værket.
En gennemgang af den store mængde materiale viser, at argumenterne falder indenfor tre
hovedgrupper, der forholder sig til hhv. sagen generelt, specifikt til Heinsens værk
og specifikt til Store Torv som plads.
Proceduren til debat
Om sagen generelt går langt den største del af debatten på proceduren.
her ses et klart skel mellem kunstprofessionelle og borgere, om end med en del
kunstprofessionelle på "folkets" side. På den ene side forsvarer en
række kunstprofessionelle samt politikere Statens Kunstfonds ret til enerådigt at
bestemme kunstneren og kunstnerens ret til enerådigt at bestemme udsmykningen. Her går
udsagnet "man kan ikke stemme om kunst" igen mange steder og opsamler
ganske godt hovedpointerne. På den anden side kritiseres denne holdning af næsten alle
lægfolk samt en gruppe kunstprofessionelle som værende ude af trit med samfundet,
arrogant og bedrevidende. Skellet illustreres ganske godt af forholdet mellem Århus
Stiftstidendes kunstanmelder, der forsvarer Statens Kunstfonds diktatoriske ret, og samme
avis ledere, der generelt forsvarer borgernes indflydelsesret. I stedet foreslås
især åbne eller lukkede konkurrencer, gennemarbejdede helhedsløsninger med hensyntagen
til brugerne, samt at man ikke tilfører nogen kunst overhovedet.
Med i billedet hører også Statens Kunstfonds noget uheldige optræden. Med sin
konstante afvisning af dialog og kritik får særligt formanden for udmykningsudvalget
under Statens Kunstfond, billedhuggeren Margrethe Sørensen, tiltrukket sig mange
beskyldninger om lukkethed, nepotisme, bedreviden og endnu værre ting. Mange mener, at
Statens Kunstfond må have noget at skjule, når den optræder så lukket. Ekstrabladets
Alex Steen får i en artikel pustet til ilden, da han fortæller, at Hein Heinsen sad i
Statens Kunstfonds repræsentantskab og umiddelbart før, han fik opgaven af Margrethe
Sørensen, havde udpeget Margrethe Sørensens mand Torben Ebbesen til Statens Kunstfonds
livsvarige legat. Flere taler om elitære kunstnerkliker, der hytter deres egne og eneste
svar på tiltale fra Statens Kunstfond er, at det er Hein Heinsen eller intet.
Beskyldningerne får lov at hænge i luften.
En del borgerindlæg tager fat på en anden iagttagelse, der er ret central, nemlig den
disproportionalitet, der er mellem opmærksomheden om Heinsens få og små bronzefigurer
og manglen på samme mht. de meget mere betydningsfulde beslutninger om byen i øvrigt.
Således f.eks. Søren Egge Rasmussen, der påpeger det paradoksale i, at der er enorm
debat og 800 mennesker til et borgermøde om "lidt bronze på torvet",
mens der kommer 100 til et borgermøde om selve Århus fremtid, havneudvidelsen,
Barnowgrunden, Centralværkstederne og "andre væsentlige, store sager".
Værket til debat
Indenfor den anden hovedgruppe (som er betydeligt mindre end den første) diskuteres
specifikt Heinsens værk.
|
Her forsvarer en del kunstprofes-
sionelle værket med ord som "lavmælt", "gennem-
arbejdet", "viser respekt for byens historie", mens de fleste
borgere samt en del kunstprofes-
sionelle kritiserer det som "koldt", "lukket",
"ufolkeligt", "ufestligt" og "teoretisk". |
Store Torv til debat
Og endeligt går en stor del af debatten på Store Torv som plads og behovet for
udsmykning af den. Her kommer der en lang række bud.
Alternative forslag.
Mest prominent og ganske underholdende var ugeavisen Århus Onsdags serie "Skitser
til Store Torv ...", hvortil avisen bad otte kunstnere lave et forslag til
udsmykning. Avisen tænkte disse som debatoplæg, og var af den mening, at der "burde
udskrives en konkurrence". Som en ekstra krølle på serien afholdte avisen en
afstemning om forslagene. 15.2.95 blev alle forslag præsenteret og afstemningen indledt
(med præmier til deltagerne). 10816 indsendte. 8641 mente, der skulle udskrives åben
konkurrence. 12% at der ikke skulle være en konkurrence. De fleste stemmer gik til Per
Kramer (34,2% for et 15 m højt grædende egetræ i bronze, der græder hver dag kl. 16),
Jan Norman (25% tilsluttede sig, at der "ingenting" skulle laves på
Store Torv), Teddy Sørensen (15% for en blodbøg på Store Torv og et springvand på
Bispetorv) og Hans Oldau Krull (15% til et "funktionelt" forslag, der arbejdede
med kunstnerisk bearbejdede lysstandere, bænke og en drikkefontæne). Alle disse var
bemærkelsesværdig "ukunstneriske" og ikke traditionelle
udsmykningsforslag, hvilket de resterende i langt højere grad var (bronze- og
granit-skulpturer på torvet). En ikke uvæsentlig del af den kunstprofessionelle presse
fortolkede efter denne serie hele debatten som et udtryk for "lokale kunstneres
brødnid" og Kramers forslag som bevis på, at man "ikke kan overlade
kunstneriske beslutninger til folket". Ingen af disse påstande kan man få
bekræftet i debatten. Tværtimod, så er der meget få "københavner"-kommentarer
(og mest som vittigheder), de lokale kunstnere er faktisk ikke særligt aktive i
debatten og mest på direkte opfordring, og netop fravalgene af alle kunst-lignende
forslag synes snarere at pege på, at de fleste borgere bevidst stemte på disse forslag
(herunder Kramers absurde egetræ) som et udtryk for modstand eller evt. som en
vittighed.
Også fra andre borgere og kunstprofessionelle kommer der en række konkrete bud på
alternativer i løbet af debatten.
Problemet med den tomme plads
I den anden ende identificerer en meget lang række indlæg problemet med den tomme
plads som det centrale. Da ingen ved, at det er Stadsarkitektens Kontor, der har valgt
denne æstetiske løsning, rettes kritikken mod Heinsen (der dog tilslutter sig
stadsarkitektens æstetiske syn). Heroverfor sættes behovet for mere funktionelle og
"smukke" løsninger, således f.eks. i læserbrev af E. Pedersen:
... helt elementært drejer det sig om i udsmykningen at tage højde for, at der
uden om denne befinder sig mennesker, der lever et liv i og sammen med byen. En bænk til
at sidde på ... en café at frekventere ... en parasol der kan give skygge ... en
skulptur at nyde ... nogle blomster der blomstrer.
Eller udtrykt af to lokale erhvervsdrivende:
- ... en mere livlig udsmykning af Torvene, Jeg synes Hein Heinsens forslag virker
så sterilt.
- Pladsen er smukkest når den er fyldt med liv, og jeg så gerne en udsmykning med vand,
træer og blomster.
Og udtrykt mere abstrakt af Kgl. Bygningsinspektør Niels Vium:
... selv om det er en hård tid vi lever i, så mener jeg faktisk godt, man kunne
lave noget, der er lidt mere glad, smukt og livgivende på det sted. Jeg finder Heinsens
projekt lidt opgivende. Han taler om fravær i forbindelse med sit forslag, men for mig
har kunst først og fremmest noget med nærvær at gøre.
Det er ikke de enkelte skulpturelementer, kritikerne hæfter sig ved, men ved
helhedsindtrykket: den tomme, "stringente" plads.
Af Lars Lundbye Møller