Visionen for den nye Kulturstyrelse blafrer
i vinden. Ledelsen savner legitimitet. Medarbejderne undrer
sig.
CulturCommentar:
Der var ikke mange omkring de tre nu nedlagte styrelser, der
havde set den nye struktur komme. Der var næsten ikke nogen
ansatte i de tre styrelser, der havde set muligheden. At kulturministeren
valgte at etablere en helt ny struktur blot 2 måneder efter
sin tiltræden, vidner om stor beslutningskraft. Men det vidner
også om totalt fravær af den proces, man almindeligvis vil
foretrække forud for omfattende organisationsændringer.
Ministerens egentlige motiver synes uklare. Det eneste, der
fremstår tydeligt af hans presseudsagn, er, at han tror, man
bedre kan opnå administrative besparelser ved at lægge styrelser
sammen. Da de tre styrelser i forvejen boede i samme bygninger,
kunne det vel ikke udelukkes, at man lige så vel kunne spare
ved at intensivere administrative samarbejdsrutiner.
Og hvis den økonomiske logik er, at stort er billigt, er det
svært at forsvare, at man ikke fusionerede med Slots- og Kulturejendomsstyrelsen,
når man nu alligevel var i gang? Og hvis hensigten var at
spare, hvorfor har man så fortsat 3 direktører - det er især
på de lavere løntrin, man har begrænset i personale. Det gavner absolut heller ikke ledelsens legitimitet, at man ansætter en administrerende direktør uden opslag - ganske usædvanligt for direktører i den statslige administration.
Nysproglig vision
Ved offentliggørelsen af fusionen af de tre styrelser angav ministeriet en samlet vision for den nye Kulturstyrelse:
styrke samspillet mellem kunst, kulturarv, biblioteker og medier
styrke koordineringen af den statslige og kommunale indsats på kulturområdet
fremme udvikling og udnyttelse af den øgede digitalisering i kultur- og medielandskabet
udvikle nye tilbud og formidlingsformer til borgerne
styrke det internationale kultursamarbejde inden for alle fagområder
øge samarbejdet med bl.a. uddannelse, undervisning, forskning, miljø og natur samt erhvervsudvikling, herunder arkitektur og turisme
Umiddelbart er det en vision, der kan være svær at modsige. Der er så at sige
intet skidt i at have de ønsker, som markeres i den såkaldte
vision. Vi er sprogligt set indenfor tidens neutrale buzzwords,
også kaldet nysprog.
Udenfor helt snævre ledelseskredse er der ikke nogen, der
har formuleret visionspunkterne som et særligt ønske. Tag
blot det første og åbenlyst vigtigste punkt: at styrke samspillet
mellem de områder som tidligere udgjorde hver sin styrelse.
Et eller andet sted i en central ledelseskreds kan man naturligvis
ønske et større samspil mellem de områder, der indgår i ministeriets
ressort. Men der har aldrig været offentliggjort en eneste
rapport, et udviklings- eller strategipapir, som pegede på,
at det var vigtigt for nogen som helst, at disse områder samarbejder.
Nu beder man de 297 medarbejdere om at huske, at dette samarbejde
er det vigtigste i verden. De faglige områder medarbejderne
har ekspertise i, underordnes nogle for omverden aldeles ligegyldige
hensigter.
Kunst, hvor?
De mennesker, som måtte interessere sig for kunst, kan muligvis undre sig over,
at ordet kunst end ikke nævnes som en del af visionen. Forholdene
for de som skaber kunsten, kunstnerne, nævnes heller ikke.
Og for kunstnerne bliver de administrative veje også længere. Tidligere var kommandovejen fra en kunstner: kontakt til menig medarbejder - chef for fagligt område - direktør for Kunststyrelsen - departementschef - minister. I alt 5 led. Nu bliver kommandovejen: kontakt til menig medarbejder - medlem af chefteam - muligt møde i chefteam - områdedirektør - administrerende direktør - muligt møde i ministeriets nye koncernledelse - departementschef - minister. I alt 6 led, muligvis 8.
Ministeren styrer
I Kulturarvsstyrelsen er direktionssekretariatet naturligvis en central funktion.
Ud af sekretariatets 12 medarbejdere har 9 til opgave at arbejde
med ministersagskoordinering. Man må håbe, at de selv kan
koordinere arbejdet. Ministerbetjeningen kommer således til
at fylde ganske godt i organisationens ledelsesdele.
Ind i dette kommer så også kommunikationsmedarbejdere, der refererer til departementschef og ikke til hverken fagligt center eller områdedirektør i Kulturstyrelsen. Alle kommunikationsmedarbejdere er blevet en del af ministeriets ledelsessekretariat. Det vil eksempelvis sige, at styringen af Kulturstyrelsens web ligger i selve ministeriet.
Kulturministeren har skruet en koncernstruktur sammen. Visionen blafrer i vinden. Centralisering er en umiddelbar konsekvens. Uigennemskuelighed og vanskeligere kommunikationsveje er nærliggende konsekvenser.
For en sjælden gangs skyld gennemføres en organisationsændring
uden aftalt evaluering. Man skal ikke tale med særligt mange
medarbejdere i den nye Kulturarvsstyrelse, før man får et
tydeligt indtryk af, at der er tale om en endog meget skrøbelig
konstruktion. Kulturstyrelsen savner den helt fundamentale
legitimitet - der er tale om et top-down projekt, som medarbejdere
har været nødt til at sige javel til. Visionen er en ordre.
Ledelsen er udpeget oppefra. Når ting mislykkes, vil svaret
være: det er jeres egen skyld. Det er barnelærdom for enhver
proces- og udviklingskonsulent.