Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2005


En Anderledes Andersen


Ud fra H.C. Andersens mørke sider vil Hotel Pro Formas teaterstykke Jeg er kun skindød synliggøre det hyper-komplekse samfund vi lever i. Tilskueren bliver medproducent.

”Ak nej min rejse er ikke færdig” synges der på henholdsvis dansk, tysk og italiensk i den internationalt anerkendte teatergruppe Hotel Pro Formas seneste opførsel. Det er en poetisk, uhyggelig, men også humoristiske forestilling om H.C. Andersen, der får danmarkspremiere d. 18. august i Christiansborgs Ridehus stemningsskabende rum.

Performancens titel Jeg er kun skindød referer til den håndskrevne seddel H.C. Andersen havde liggende på sit sengebord om natten af frygt for at blive levende begravet. Det er et usædvanligt portræt af H.C. Andersen Hotel Pro Forma iscenesætter som lyd- og billedlandskab. Forestillingen inkorporerer citater fra H.C. Andersens dagbøger i modsætningen til de oftest behandlede ”eventyr for børn”. Det er H.C. Andersens mørke side, hvor tvivlen og angsten hersker, der føjes til billedet af den kendte eventyrdigter.

Hotel Pro Forma er som navnet angiver et nomadisk teater, der ikke arbejder med et fast ensemble, men for hvert enkelt projekt udvikler et samarbejde med diverse egnede kunstnere. Jeg er kun skindød er blevet til i samarbejde med 14 sangere fra DR Radiokoret, performer Ninna Steen, musikken er af Manos Tsangaris, mens den elektroniske bearbejdning er udført af Simon Stockhausen. Koncept og instruktion står lederen af Hotel Pro Forma Kirsten Dehlholm for, mens den visuelle dramaturgi er lagt i Ralf Strøbechs hænder.

Siden 1985 har Hotel Pro Formas hybride performances, der spænder over musik, dans, arkitektur, litteratur, videnskab, digitale medier, film osv., brudt med vante teaterforestillinger. Deres forestillinger har i modsætning til det traditionelle teater, hvor teksten er grundlaget for forestillingen, sideordnet teksten med aktørernes ageren/musikken/scenografien/lyset/tempoet osv. Der trækkes på asiatiske traditioner, hvor formudøvelsen er handlingen, frem for ideen om en bagvedliggende gemt betydning, der skal fortolkes frem.

Hotel Pro Formas forestillinger eksperimenterer med at gøre beskueren opmærksom på sig selv som medproducer af forestillingen. Og fokus bliver på hvorledes, der fremstilles og at bevidstgøre beskueren om sit eget blik og sin egen krop, der oplever i rummet.

Fx er billedkompositionen i Hotel Pro Formas operasucces Operation: Orfeo fra 1993 funderet på grafiske og geometriske mønstre snarere end på fortællingen. Via de medvirkendes dannelse af varierende mønstre i scenebilledet fremstår en bevægelse frem for et fortællende forløb. Der udtrykkes ikke en bestemt fortolkning af myten om Orfeus, men i stedet bliver formgivningen af bevægelsen central. En bevægelse som publikum selv fysisk kan tildele betydning i oplevelsen af billedernes rørelser, lyset, stilheden og ikke mindst musikken.

Jeg er kun skindød

I Jeg er kun skindød danner de medvirkende også afvekslende bevægelsesmønstre henover den 29 meter lange smalle scene. Scenografien består af dele, der som en række kort kan løftes op og flyttes rundt på og igen sættes ned i en metalskinne i gulvet. På kortene ses et eventyrligt landskab befolket af grønne heste, metalblå slotte, sommerfugle, computerikoner osv., der kan sætte sammen på nye måder til nye landskaber. Forestillingens lys, der er skabt af Jesper Konghaug, sættes til tider frontalt mod scenografien, der står frem som flader og til tider bagfra igennem scenografien, hvilket giver et magisk, gådefuldt skær.

Mellem scenografi kortene er der afstand nok til lamper, der tændes hen mod slutningen af forestillingen, og scenebilledet leder én hen på tanken om et løbebånd eller en filmstrimmel med lignende faste afvekslende billedindramninger. For scenografien som for forestillingen som sådan, findes et lignende princip som for filmen. Enkeltbillederne sangerne indtager i deres positurer, giver i formationernes vekslende serialitet netop bevægelsen. Og med bevægelsen når vi frem til allerførst nævnte rejse, der er ét af de billeder forestillingens kalejdoskop frembringer.

H.C. Andersen foretog i løbet af sit liv utallige rejser til udlandet for konstant at udfordre sit syn og for at opleve nyt. Han var et menneske, der undersøgte og udvekslede med verden præcis som Hotel Pro Formas teaterlaboratorium gør det. Men denne forestilling interesserer sig ikke kun for den ydre fysiske rejse, som den lange scene og det udstrakte landskab vidner om. Det er også en udformning af det indre mentale landskab, der for H. C. Andersens vedkommende udover det fantastiske og eventyrlige var præget af en skyggeside.

H.C. Andersen havde muligvis problemer med den psykiske udviklingsrejse. Han var en voksen, der, når verden syntes ham for skræmmende, tyede til at flygte mentalt ind i en barndommens verden, og måske forblev han et barn hele livet.

Den i forestillingen meget genkendelige H.C. Andersen figur med androgyne træk, høje skaldepande og dårlige tænder er under sin store frakke, der tages af og på i langsomme dansende bevægelser, iklædt et barns korte smækbukser. Og performancen stiller altså spørgsmål til jeg’ets udvikling eller rejse gennem livet.

Forskelsfiguren

I Jeg er kun skindød bruges den lange smalle scene af aktørerne som en catwalk set fra siden. De kommer ind fra venstre og går henover scenen og højre om bagved scenografi kortene og igen fra venstre ind på scenen. I kraft af scenens længde er det ikke muligt at overskue scenen i det centralperspektiviske blik, der ellers findes i traditionelt teater. Det bevirker, at man som tilskuer må dreje hovedet for at se aktørerne i henholdsvis højre og venstre side af scenen. Man ser fx en del af sangerne i venstre side af scenen, der ubehageligt nok samles om at børste sig af med skurebørster, mens hvis man drejer hovedet mod højre ser, en gruppe sangere mødes om at blæse sæbebobler. Der sameksisterer således to vidt forskellige tableauer på scenen, men hvorledes forestillingen i sidste ende sættes sammen og opleves afhænger af blikket, der ser.

Udover at forestillingen ikke behøver at ”forstås”, men kan opleves rent sanseligt, kan man sige, at den i kraft af påpegelsen af beskuerens blik som medproducer, synliggør det hyper-komplekse samfunds verden af verdener. Forestillingen er en undersøgelse af, hvordan vi kan sameksistere på trods af, at vi i vores tidsalder lever i hver vores separate verden, der er sidestillet med de andres.

Forestillingens æstetik med inddragelsen af flere forskellige kunstformer besvarer dette spørgsmål med, at det netop er ved opretholdelsen af de indbyrdes forskelligheder, at nye mønstre og nye sameksistensformer kan produceres.

Forskellenes betydning er central for Hotel Pro Formas forestillinger. Der skabes ny grafik eller nye sammenhænge via de forskellige elementer forestillingerne er sammensat af. Et tydeligt eksempel fra Jeg er kun skindød er scenografi kortene, der bogstaveligt i løbet af forestillingen sættes sammen til nye landskaber. De varierede bevægelser, aktørerne foretager hen over scenen i løbet af forestillingen, giver også nye mønstre til scenebilledet. Ligesom forskellene indlejret mellem den middelalderlige gregorianske sang og den elektroniske bearbejdning igen giver nye udtryksformer.

H.C. Andersens samtids fastfrosne opfattelse af jeg’et, der ikke tænkes i forskelle problematiseres i samme åndedrag. H.C. Andersen er i forestillingen anderledes i forhold til koret, der fremstår som en fasttømret enhed med deres hvidsminkede ansigter og hvide dragter. I en scene forsøger H.C. Andersen at indpasse sig. Han stiller sig bogstaveligt op foran medlemmerne af koret som for at indtage deres positioner, men han flytter sig hele tiden videre op foran en anden aktør, som om pladsen ikke passer til ham. Det påpeges altså, hvordan H.C. Andersen ikke befandt sig vel i datidens ensrettede borgerskab, og hvordan vor tids frisættelse af jeg’et er det til gavn.

Men som følge af den patos, der er indskrevet i forestillingens udtryk, gøres den almindelige handling rituel. Aktørerne i forestillingen drikker kaffe, læser breve, bærer rundt på tasker og udstoppede dyr fuldstændigt blottet for ironi og med en alvor, der gør at scenarierne opleves ceremonielle.

Forestillingen åbner for erfaringen af, at der er en verden af verdener, samtidig med det ceremonielle rum insisterer på deres forbundethed. Vi sidder i det samme lokale og oplever hver vores forestilling. Og man kommer derfor til at tænke over, hvordan de andres perspektiv på forestillingen er. Det pointeres altså, hvordan vi er fælles i vores forskellighed.

Hotel Pro Formas rejse fortsætter efter opholdet i Christiansborgs Ridehus til Venedig, hvor de som det første danske performance teater nogensinde er med på biennalen.

Søndag Aften 08/2005

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.