Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2007
UNESCO som spydspids
Med konventionen om kulturel mangfoldighed sætter UNESCO ny standard for internationalt samarbejde og respekt mellem forskellige kulturer.
UNESCO's
konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers
mangfoldighed er den fulde og uforkortede titel på det,
som i daglig tale vil blive UNESCO's kulturkonvention. Som
international konvention har den retsstatus svarende til andre
internationale retsdokumenter, og siden Danmark har ratificeret
konventionen med virkning fra marts 2007, er vi nu forpligtet
i bestemte samarbejdsformer med øvrige lande, ligesom Staten
er forpligtet til at efterleve konventionens mål og midler.
UNESCO's kulturkonvention er først og fremmest en fælles standard for kultursamarbejder på tværs af landegrænser. Samtidig er det en bremseklods i forhold til de internationale handelsaftaler, som forsøger at behandle kulturprodukter som alle andre varer og tjenesteydelser. Som i andre UNESCO-aktiviteter lægger konventionen desuden op til særlig prioritering af samarbejdet med udviklingslande.
Den praktiske og konkrete betydning af konventionen vil naturligvis
variere stærkt fra land til land. Konventionens markeringer
af, at kulturel mangfoldighed trives bedst i et "klima med
demokrati, tolerance, social retfærdighed og gensidig respekt
mellem folk og kulturer", bør ikke kunne vække debat i Danmark.
Om end der nok er en del, som mener at den gensidige respekt
i Danmark er for nedadgående, så er der ikke på nogen måde
tale om overtrædelser af konventionen. På samme måde understreger
konventionen ytringsfrihed og sproglig mangfoldighed som vigtige
forudsætninger for kulturel mangfoldighed.
Udviklingslandene
Med konventionen er Danmark forpligtet til at styrke kulturindustrierne i udviklingslandene.
Det kan være ved at gøre det nemmere for kulturprodukter og
-aktiviteter at få adgang til det danske marked. Konkret nævnes
også en opfordring til samarbejde mellem udviklede lande og
udviklingslande, navnlig inden for musik og film.
Hvor det meste af kulturkonventionen handler om mangfoldighed som lige behandling, går man dog skridtet videre og anbefaler positiv særbehandling til kunstnere og kulturarbejdere "ved hjælp afpassende institutionelle og retlige rammer". En sådan positiv særbehandling findes på ingen måde i dansk kulturpolitik i dag.
Det nationale perspektiv
Selv om hovedsigtet i konventionen er at sikre samarbejde og mangfoldighed på
tværs af grænser, giver konventionen også en del forpligtelser
på rent nationalt plan. De nationale forpligtelser handler
om kulturel mangfoldighed, og krav om at landene sikrer mangfoldighed
i alle dele af kulturlivet. Det er værd at bemærke, at Kulturministeren
i sine foreløbige udmeldinger om UNESCO's kulturkonvention
udelukkende forholder sig til de tværnationale aspekter. Kulturel
mangfoldighed eksisterer endnu ikke i ministerens vokabularium,
hvorfor UNESCO's kulturkonvention kan være et væsentligt rygstød
for de, som ønsker mangfoldighed som kulturpolitisk agenda
i de kommende år.
Konventionens Artikel 7, punkt 1 burde kunne give en vis debat i Danmark:
1. Parterne bestræber sig på at skabe et klima på deres område, der tilskynder enkeltpersoner og samfundsgrupper til:
a) at skabe, producere, formidle, udbrede og have adgang til deres egne kulturelle udtryksformer under behørig hensyntagen til de særlige vilkår og behov, der gør sig gældende for kvinder og forskellige andre samfundsgrupper, herunder personer, der tilhører mindretal, og oprindelige folk.
b) at have adgang til forskellige kulturelle udtryksformer fra deres eget område og fra de øvrige lande i verden.
Det kunne eksempelvis blive interessant at diskutere den danske biblioteksafgifts
relation til andre sprog end dansk. En simpel søgning på bibliotek.dk
viser, at der er godt 2.000 titler på danske biblioteker på
grønlandsk, men der er kun biblioteksafgift til forfattere,
der skriver på dansk. Selvfølgelig er det få grønlandske forfattere
og små beholdninger på bibliotekerne. Men danske forfattere
iværksatte protestbevægelse og retslige skridt, da regeringen
hævede bundloftet fra 25 kr. Hvis danske forfattere føler
sig berettigede til 25 kr., kan det samme sagtens gælde for
forfattere, der blot skriver på minoritetssprog. Og UNESCO's
kulturkonvention beskytter netop også nationale minoriteter.
Hvert fjerde år (næste gang 2011) skal Danmark aflægge rapport
til UNESCO. Kulturministeren har dog lagt op til, at konventionen
evalueres årligt.