Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2011


Billedkunstskolernes økonomiske fald


Billedkunstskolerne er i frit fald efter finansloven for 2011, er påstanden. Nej - der er kun skåret 1% siden VK-regeringen trådte til.

Kunstakademiets Billedkunstskoler har ondt i økonomien. Rigtigt ondt. I februar blev man nødt til at afskedige 6 medarbejdere, foruden at man besluttede at lukke for en række værksteder: plastværksted, metalværksted, computerværksted og en malerskole. Materialepenge og studierejser til eleverne er stoppet øjeblikkeligt. Og man opsiger et lejemål på Frederiksholms Kanal.

Det er ganske kraftige reduktioner i virksomheden. Med rektors ord skulle dette resultere i en samlet besparelse i 2012 på 4 mio. kr., hvorved skolens økonomi skulle være på ret køl i 2013 - og have god plads til nye initiativer fra 2014.

Reaktionerne på disse nedskæringer har ikke ladet vente på sig. Elever har demonstreret, pressen har kommenteret, og oppositionens udsagn om regeringens nedskæringer har fået spalteplads.

Alle danske avisredaktioner ved selvfølgelig godt, at hvis man trænger til et slag i bolledejen, skal man blot ringe til billedkunstneren Bjørn Nørgaard. Om besparelserne på Kunstakademiets Billedkunstskoler siger han til Information:
Det er helt ubegribeligt, at en konservativ kulturminister som Per Stig Møller slår en af Danmarks kulturbærende institutioner totalt i stykker på den her måde. Det svarer til at fjerne alle hjulene fra en bil og så tro, at den alligevel kan køre.
Kulturministeriet har hævdet at der ikke er skåret mere på Billedkunstskolerne end alle andre kulturinstitutioner. Det er Billedskolernes rektor citeret for at afvise: Bevillingerne er i lang tid ikke fulgt med det reelle udgiftsniveau. Jeg har blot forsøgt at trække besparelserne så længe som overhovedet muligt af hensyn til skolen og mine medarbejdere, siger han til Information.

Sagen er fulgt op af et spørgsmål fra Mogens Jensen (S) til Kulturministeren: Ministeren bedes redegøre for, om han mener, at Kunstakademiet kan opretholde den nødvendige høje kvalitet, når de nu på grund af regeringens nedskæringer tvinges til at fyre hver syvende medarbejder, lukke en af to malerskoler, samt opsige lejemålet på et traditionsrigt værksted?.

I offentligheden er der ingen tvivl om, at regeringen har skåret på Billedkunstskolernes budget, både i den seneste finanslov og ved at udhule budgetterne gennem en længere årrække.

1% sparet på 10 år

Besynderligt nok har ikke en eneste af de mange aviskommentarer til nedskæringen på Billedkunstskolerne refereret til de faktiske bevillinger i Finanslovene. Skolens rektor er i februar i Information citeret for ikke at ønske nogen talpolemik med ministeriet. Det kan man godt forstå!

Da VK-regeringen trådte til i 2001 var udgiften på Kunstakademiets Billedkunstskoler på Finansloven 31,7 mio. kr., i 2011 er udgiften 37,5 mio. kr. Med Statens almindelige pris- og lønfremskrivning, ville de 31,7 mio. kr. i 2001 være blevet fremskrevet til 38,9 mio. kr. Der mangler således 1,4 mio. kr. for at opretholde samme driftsniveau som i 2001. Den væsentligste del af forklaringen på dette er dog, at Billedkunstskolerne i april 2010 bad om at få overført 1,0 mio. kr. som lån fra 2011 til 2010. Dette blev givet som en tillægsbevilling i november 2010. Ifølge budgetoverslaget for 2012 i Finansloven for 2011, er den forventede ramme i 2012 38,2 mio. kr.

Sammenlignet med Finansloven i 2001 er der således sparet 0,4 mio. kr. på Billedkunstskolerne i løbet af de seneste ti år. Besparelsen svarer til 1% af budgettet.

Dette er naturligvis en besparelse - men på ingen måde en besparelse der kan forklare afskedigelse af 6 medarbejdere, lukning af værksteder og ophør af lejemål. De fleste statslige institutioner vil ganske glimrende være i stand til at gennemføre en besparelse på 1% i løbet af en tiårig periode.

2010 i frit fald

I april 2010 ansøger Billedkunstskolerne Kulturministeriet om en midlertidig bevillingsforøgelse på 1 mio. kr. til tilbagebetaling i 2011. Dette begrundes bl.a. med, at "Billedkunstskolerne i 2010 har ekstraordinære udgifter, der dog vil bortfalde i 2011". Ansøgningen bliver imødekommet af Kulturministeriet.

Dette er den eneste gang i 2010, hvor Billedkunstskolerne føler sig foranlediget til at orientere Kulturministeriet om skolens økonomiske forhold.

Billedkunstskolernes regnskabet for 2010 ender med et underskud på godt 2 mio. kr. Uden tillægsbevillingen på 1 mio. kr. havde resultatet været et underskud på 3 mio. kr. Dette har Billedkunstskolerne først orienteret ministeriet om i februar 2011. I samme måned skriver skolen til ministeriet, at både økonomistyringen og budgetopfølgningen har været helt utilstrækkelig. Blandt budgetoverskridelserne finder man:
  • køb af tjenesteydelser i KC/ØSC, budgetteret udgift på 50.000 kr. bliver til et forbrug på 522.000 kr., en overskridelse på 945%!
  • IT-anlæg - afskrivninger var budgetteret med 75.000 kr., der bliver afskrevet for 342.000 kr., en overskridelse på 356%.
  • merudgift på studierejser, afgangsudstilling mm på 200.000 kr.
  • lønfremskrivning på professorer og lektorer overskrides med 491.000 kr.
  • timeløn til vagter overskrides med 215.000 kr.
  • bygningsbudget overskrides med 800.000 kr.

Langsom læsning af finansloven

Elever og medarbejdere blev ifølge ledelsen af Billedkunstskolerne orienteret om den kommende bevillings- og budgetreduktion... "efter offentliggørelsen af finanslovsforslaget for 2011 i slutningen af november 2010.

Der er her tale om en pudsig langsommelighed på skolen. Finansloven blev vedtaget i november 2010, finanslovsforslaget blev offentliggjort i august 2010 og har været fuldt offentligt tilgængelig. I disse tre måneder har der været alle muligheder for at gøre folketinget og ministeren opmærksom på økonomiske problemer. Men allerede i marts 2010 fik skolen i lighed med alle andre statslige institutioner orientering om den forventede økonomiske ramme for 2011. Det var sandsynligvis ud fra dette, at skolen i april 2010 ønskede at låne 1 mio. kr. fra 2011 til 2010.

Skolen - og alle interesserede - har kendt finanslovens økonomiske ramme for 2011 siden august 2009 - bortset fra at man i 2010 selv udtrykte ønske om at nedsætte rammen i 2011 for at redde skindet i 2010.

Februar 2011 har Billedkunstskolerne 191 aktive studerende. Det er 11 flere end det fremgår af resultatkontrakten med Kulturministeriet. Det betyder dels, at der er færre ressourcer pr. elev. Dels bruges der direkte midler til materialer, studierejser mv. pr. elev. Alt andet lige betyder et større elevtal også, at indtægtsmulighederne for de færdige elever bliver dårligere.

Billedkunstskolerne har inviteret folketingets kulturudvalg på besøg den 13. april. Her kunne det være relevant at spørge skolens ledelse om:
  • hvorfor man ikke orienterer Kulturministeriet om det forventede store underskud i løbet af 2010?
  • hvorfor man først påbegynder tilpasningen til finanslovens ramme for 2011 i november 2010, når samme ramme har været offentligt kendt siden august 2009?
  • hvorfor man optager flere elever end resultatkontrakten med skolen indebærer?
  • eller hvordan ledelsen kan hævde, at finanslovens rammer kan være et problem, når der på et tiår kun er sket en reel reduktion på 1% - og skolen selv på et enkelt år kan have budgetoverskridelser på 3 mio. kr. (8 gange så meget) i forhold til eget budget?
  Læs også:
Governance, selv

Søndag Aften 04/2011       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2011






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.