Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
April 2011
Hyldest til pladepusheren
Den 16. april markeres Record Store Day - en hyldest til de ofte små uafhængige pladebutikker. Her er nogle danske musikeres hyldest.
Enkelte yngre læsere skal måske starte forfra her. Men for ikke så mange år siden,
kunne man kun købe musik i såkaldte pladeforretninger, egentlig
grammofonpladeforretninger. De findes stadigvæk, men er ofte
gemt på sidegader og så små, at de kan være vanskelige at
få øje på. Og det er næsten kun i de største byer, man finder
dem.
Pladebutikkerne kan dog være en rejse værd, her finder man nemlig ikke kun musikken, men også inspiration. Generationer af musikere har nydt godt af pladebutikkerne. Og selv om de ikke længere har samme altafgørende betydning for formidling af musik, findes de stadig.
Blandt de musikere som har nydt godt af pladebutikkerne er fx Per Wium, nu foredragsholder, forfatter og bandcoach. Engang med i C.V. Jørgensen Band og Ache:
Året er 1964. Jeg var 10 år, var blevet forelsket i The Beatles og havde kun to singleplader. Jeg boede i Vejlby udenfor Århus. Flere gange om ugen cyklede jeg ind i varehuset Salling i Århus og tog rulletrapperne op i "plade-afdelingen".
Her havde de små "lytterum" med glasdøre og en lille stol at sidde på.
Det handlede om at komme, når der var rimelig mange andre
kunder, så man ikke blev alt for genkendt. På den anden
side heller ikke så mange at "lytterummene" hele tiden var
optaget af ældre teenagere!
Hver gang jeg var der simulerede jeg interesseret i en LP og bad om at høre et par sange fra den. I 1964 var det jo "A hard days night" og "Beatles for sale". Jeg stor-nød de to sange jeg fik lov at lytte til - og så var de 5 minutter gået. Alt for hurtigt!
På cyklen hjem til Vejlby var jeg optændt at dét, jeg lige havde hørt. Stemmerne og "Beatles-lyden" sad i kroppen og sindet på mig.
I en anden del af det musikalske spektrum finder vi Per Erik Veng, nu presse- og kulturchef ved den danske ambassade i Berlin, tidligere orkester- og korchef i DR:
Lige siden min studietid i 70'erne har Bånd og Pladecentret (nu
Danacord) været omdrejningspunktet for indkøb af klassiske
plader og siden CDer. Erik Læssøe-Stilling var indehaver
og ekspedient og skræmte mig ofte. Man så nogle udgivelser
igennem og pegede på een, hvorefter han udtalte, at det
var 'noget værre lort', den skulle jeg ikke købe...OK, så
pegede han på anden som regel helt ukendt inferiør indspilning
af samme værk, som skulle være fantastisk - og til halv
pris!
Jeg mindes en personlighed, der virkelig havde holdninger til musik og fortolkninger - og efterhånden som man blev mere garvet - forstod man hans meget tørre humor. Men med til at skærpe og forfine ens opfattelse af musik og fortolkninger var han. Han lærte mig at sætte pris på Sjostakovitj og dirigenten Günther Wand. Ærgerligt han nu har trukket sig tilbage! Man kan være sælger på mange måder. Hans blev en aldrig glemt 'educational' butiksoplevelse!
For pianisten Katrine Gislinge var det pladebutikken under studietiden, der satte
sig spor:
Da jeg studerede i New York for mange år siden, fandt jeg en lille bitte pladebutik, der hed Gryphon Records. De havde ALT!!
I hvert fald alt hvad jeg nogensinde spurgte indehaveren,
som nærmest boede i butikken, om. Sære, underlige indspilninger
af - som regel - klassisk musik. Den lå på Upperwest Side,
og jeg havde fået den anbefalet af en svensk guitarist.
Gad vide om den stadig findes. Og gad vide om det ikke var
før cd'en havde overtaget?
Det var vist ham, jeg havde en snak med, om det lækre ved
den lyd det giver, når en nål går ned i en rille på en plade...
Langt tid før nogen troede, at børn skulle konkurrere for at optræde med musik, slog det københavnske "børnerock"-orkester Parkering Forbudt sine slag for børnenes sag. Bandets trommeslager, Grev Lyhne, fortæller:
Min erfaring med pladebutikker ligger også helt tilbage til dengang man købte LP'er og især singleplader, som man pænt puttede ind i sin lille singlemappe. Og så, dengang vi udgav Parkering Forbudt med rigtige vejskilte til pladebutikkernes vinduesudstillinger. Det var lidt grineren, at et dekorationsfirma ville have 280 kr. for et skilt, men hos vejvæsenet kunne vi købe dem splinternye for 25 kr. stk.!
Saxofonisten Benjamin Kopppel fik sikkert lidt musik med hjemmefra, men uden pladebutikken var det ikke blevet det samme:
Da jeg som rødhåret, bebrillet og spirende jazzentusiastisk 9.-klasseelev
skulle i erhvervspraktik i en uge, gik en drøm i opfyldelse:
jeg fik lov til at arbejde i den legendariske pladebutik
Rille Dille på hjørnet af Nørre Voldgade og Nørregade i
København.
En uge i paradis, hvor jeg både fik lov til at rydde op
på lageret og dermed kom igennem et hav af fantastiske LPer
(vi skriver 1986, altså før CDen slog igennem), som i overvældende
grad pirrede min musikalske nysgerrighed og inspirerede
til at gå yderligere på jagt i den store verden af vidunderlig
musik. De mange musikalske rejser, drømme og historier,
jeg mødte i den ene uges meget koncentreret musikkonsumering,
har været trofaste og solide byggesten i min senere professionelle
musikkarriere.
Musikere kan lade sig inspirere, men for DJ's er pladebutikker selvfølgelig helt og aldeles uundværlige. Sådan fortæller DJ'en Katrine Ring:
Som musikmenneske skal man have en pusher - en pladepusher. Han er sådan en, der justerer mit behov efter forgodtbefindende. Til gengæld skaffer han mig den bedste musik, og hvis jeg er utilfreds, kan jeg faktisk få pladen byttet. Det er ikke alle pushere, der er med på den!
Med tiden har jeg haft mange pladepushere, og de bedste
er dem, der har forstået min musikalske tankegang, og kan
sælge mig det, jeg ikke var klar over, at jeg havde brug
for. Det har kostet dyrt mange gange, men trods det har
jeg kun gjort ganske få fejlkøb. Jeg har simpelthen haft
de bedste pushere og er dem meget taknemlig for, at de har
udvidet min musikalske horisont. Jeg er nødt til at nævne
Muus og Denner i Beatbop, Ole og Karsten i Loud og de tre
fyre, der alle hed Nicola, i Disfunzioni Musicali i Rom,
Italien.
Og så kan de alle sammen altid en masse røverhistorier!
Der arbejdes i disse år på et dansk rockmuseum. Vi må håbe at de husker den uundværlige
inspiration fra pladebutikkerne, når de skal indrette et levende
museum.
Men prøv selv...du bliver helt sikkert et rigere menneske.