Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Marts 2013


Den kreative vækstplan


Med hele 27 (mere eller mindre) konkrete initiativer tager Regeringen dybere spadestik på at virkeliggøre de mange ambitioner om at styrke den kreative sektors vækstpotentiale.

Med Vækstplan for kreative erhverv og design, udarbejdet af erhvervs- og vækstministeriet i samarbejde med uddannelsesministeriet og kulturministeriet, forsøger Regeringen at udvikle bedre rammer for de kreative erhverv.

Fokus er især på arkitektur, design og mode. Men de kreative kompetencers betydning for innovation i øvrige dele af erhvervslivet understreges også. De kreative erhverv består også af brancher som bøger, presse, film, spil, musik, møbler, tv og reklame.

Opgørelse af disse brancher er altid behæftet med stor usikkerhed. Planens udgangspunkt er, at disse brancher tilsammen beskæftigede ca. 85.000 personer i 2010 og omsatte for omkring 200 mia. kr. Heraf står mode og beklædning for omkring 56 mia. kr., digital indholdsproduktion og computere for ca. 37 mia. kr., bøger og presse for 33 mia. kr., møbler og interiør for 22 mia. kr. og radio og tv for 21 mia. kr.

Vækstplanen for kreative erhverv og design følger fire spor:
  • styrkelse af forretningsmæssige kompetencer og finansieringsmuligheder,
  • hurtigere markedsmodning af nye produkter og løsninger,
  • bedre uddannelse og forskning,
  • Danmark skal fremstå som internationalt vækstcenter for arkitektur, mode og design.

Forretningsmæssig styrkelse

Små og mellemstore virksomheder har som regel vanskeligt ved at opnå finansiering. For de kreative erhverv er dette endnu mere udtalt.

Blandt nye initiativer vil Regeringen:
  • sikre at Vækstfonden understøtter de kreative virksomheder med mindst 200 mio. kr. i de kommende tre år,
  • prioritere, at Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi og Dansk Design Center opbygger og formidler viden til de kreative iværksættere,
  • aftale med KL om opprioritering af de kreative erhverv i de lokale Væksthuse,
  • sammen med Københavns kommune igangsætte pilotprojekt med fælles serviceplatform for kreative virksomheder. Her tænkes især på administrative funktioner, lager, logistik, økonomistyring etc.,
  • tilpasse Markedsmodningsfonden, så den også kan imødekomme behov fra de digitale kreative erhverv (fx computerspilbranchen),
  • iværksætte en undersøgelse af mulige forretningsmodeller for filmbranchen.
Herudover etableres styrket rådgivning i en række forskellige sammenhænge.

Hurtigere markedsmodning

Kreative virksomheder har ofte svært ved at få "hul igennem" til at få accepteret innovative løsninger til den offentlige sektor. Regeringens initiativer indebærer,
  • at den hidtidige Fornyelsesfond ændres til en Markedsmodningsfond med en årlig bevilling på 135 mio. kr.,
  • at krav til offentlige udbud ændres, så de bliver nemmere at imødekomme for mindre, kreative virksomheder også med henblik på i højere grad at lade virksomhederne fremlægge kreative forslag til nye løsninger,
  • at etablere et innovationsforum til at skabe øget dialog mellem de kreative brancher og indholdsleverandører og -udbydere.
Desuden systematiseres rådgivning vedr. immaterielle rettigheder og piratkopiering.

Styrket uddannelse

Grundlaget for de danske kreative erhverv hviler på et solidt uddannelsesfundament. Forretningstænkning og netværkstænkning skal i højere grad integreres i uddannelsesforløbene.

Blandt initiativerne er:
  • sikre at uddannelsesinstitutioner indenfor dansk arkitektur, mode og design i højere grad deltager i internationale messer og udstillinger,
  • etablere varige netværk med deltagelse af de udenlandske studerende, der er uddannet i Danmark, men typisk vælger at arbejde i andre lande,
  • øget og forbedret praktik,
  • mere efter- og videreuddannelse,
  • bedre muligheder for international akkreditering,
  • skabe initiativer, der øger uddannelsesøgendes tværfaglige kompetencer - "oveni" den faglige kernekompetence de har.

Internationalt vækstcenter

Danmark skal i højere grad brandes gennem de positioner, arkitektur, design og mode allerede har. Regeringen vil derfor:
  • etablere et såkaldt designpartnerskab med deltagelse af førende virksomheder og danske designbureauer,
  • etablering af grøn omstillingsfond til at støtte initiativer med bæredygtig mode og nye materialer i design,
  • udvikle Dansk Arkitektur Centers nye bygning i Chr. IV's Bryghus, til et fremtidigt fyrtårn for dansk byudvikling, arkitektur og design,
  • arbejde på at opnå status som World Design Capitol i 2016 eller 2018,
  • etablere Danish Design & Business Days som ramme for at tiltrække udenlandske investorer.

Søndag Aften 03/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.