cronik08 part 2

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler

Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter

august 1997

Folkebiblioteket en velfærdsmodel, 3

Et marginaliseret bibliotekstilbud

Når man betragter biblioteksudviklingen de sidste 15 år, må det konstateres at den forventede udvikling på landsplan ikke kom. Tanken var, at HEI E hetolkningen skulle møde et nogenlunden acceptabelt bibliotekstilbud, et såkaldt "heltidshiblioteksniveau". Men på et tidspunkt, hvor gennemsnitsudgiften pr. indbygger i 1995 var 368, -, da kan man registrere at ca. 600.000 indbyggeve bor i kommuner med en driftsudgift på under 250, - årligt i 1995. I 1990-priser var udgiften på landsplan i 1982 427, -.

Nogle få eksempler på kommuncr med under 250,- årligt i 1995 pr. indbygger til folkebibliotek: NR.SNEDE, 7.387 indb. 110, - årligt i biblioteksudgift, årligt udlån 4,5 pr. indb. Samlet personale: 1,7, deraf 0,8 bibliotckar.
VINDERUP,8225 indb. 163, - årligt i biblioteksudgifter, årligt udlån 6,2 pr. indb. Sanlet personale 2,3, 1,1 deltidshibliotekar, 0 bibliotekar.
GEDVED, 9.640 indb. 166, - årligt i biblioteksudgift, årligt udlån 6,8 pr. indb. Samlet personale 2,4, 0 bibliotekar.
SALLINGSUND, 14.117 indb., 72,- årligt i biblioteksudgift, årligt udlån 2,0 pr. indb. Samlet personale: 1,4. 0,3 bibliotekar, 0,6 deltidsbibl., 0,2 HJC og 0,3 øvrigt personale.

Københavns Kommune, der har en meget lav personalenormering har "kun" mistet 3,1% af personalet, men til gengæld er bibliotekets materialekonto blevet det store offer.Fra 1988 - 1995 har materialekontoen pr. indb. bevæget sig fra 52, - til 54,- pr. indb., medenslandsgennemsnittet har flyttet sig fra 59, - til64,-. I denne periode steg bogprindexet fra 120 til 128. Biblioteksvæsenet har flot sagt: købt nyt hovedbibliotek og indført edb "indenfor rarnmen'. Som så mange andre biblioteker: Vi løftcr os selv ved håret, enten vi er tyndhårede, rødhårede- eller 47-57årige.

Sammenfattende: Folkebibliotekstilbuddet er blevet meget forringet i perioden 1982/83 - 1994/95. Der er sket en kraftig reduktion af betjeningssteder og personale og en særdeles stærknedskæring på materialeområdet.

Reaktionsmensteret

REAKTIONSMØNSTERET overfor den usikre situation har været forskelligt. Som jeg ser det, er valgt - måske ikke bevidst - mellem tre-fire modeller, som jeg med grove karakteriseringer vil kalde: teknokratimodellen, elitemodellen, valg-fra-modellen og betalingsmodellen.

Teknokratimodellen

TEKNOKRATIMODELLEN kender vi til hudløshed i folkebibliotekssektoren, og den er anvendt siden midten 60erne. Fotonotering, centrale løsninger, edb-styring af udlån og hjemkaldelse osv skulle redde os. Hvad der er anvendt af økonomi og optagethed af nye teknikker, det er ikke småting. I perioder synes håndteringen og styringcn af materialerne næsten vigtigere end deres indhold og befolkningens brug af tilbuddet. Teknokratimodellens skingre form har været dårligere rengøring, manglende vedligeholdelse af lokaler og inventar. Dejlige kortsigtede nødløsninger. Teknokratimodellen har gjort folkebibliotekerne meget rationelle, men den glemmer at den rent fysiske håndtering af materialer, ganske almindelig bogopsætning, oprydning og lign. kræver et omsorgsfuldt personale, hvorfor den elsker personalereduktion, der ligner omkostningsdæmpning. Faren ved teknokratimodellen er, at den er kulturløs. Den operer med udlevering, tilbagelevering af enheder, men ikke med umålelige størrelser som venlighed, omsorg og social forståelse.

Elitemodellen

ELITEMODELLEN findes i flere former. "Befolkningen er ikke veluddannet nok, den spørger efter underholdning og oplevelse, og kvaliteten af det den spørger efter, er for ringe." Jeg vil medgive elitemodellen at reklamekampagner, medie-ræset er stærke kræfter, der kan påvirke bibliotekstilbuddet. Men omvendt er jeg ikke parat til at drage den konsekvens. at vi fravælger den såkaldt almindelige befolkning. Enhver praktiserende "gulv-bibliatekar" oplever den almindelige låners sammensatte brug af et bibliotek, og bibliotekets præsentation og aktive formidling er et "umisteligt gode", også for en demokratisk samfundsudvikling. Det er - for at være grov - karakteristisk for en del af elitemodellens fortalere, at de har fjernet sig fra almindeligt dagligt biblioteksarbejde. Ligesom en øget tilgang til en gymnasielignende uddannelse måske har medført en svag niveausænkning, betyder den jo også en ønskelig demokratisering på linie med hibliotekstilbuddet til HELE befolkningen.

Vælg-fra-modellen

Eftersom det er så svært - ovenikøbet i en økonomisk presset situation - at opretholde både informationsdelen og formidlingsdelen, så lad os vælge formidlingsdelen fra, evt. lade den overlevc som lejebibliotek. Ovenstående firkantede gengivelse af nogle biblioteksfolks anskuelse mener jeg dækker en del af holdningen p.t. i det trangte folkebiblioteksvæsen Der er nogct tilsyneladende fristendc i at opgive væsentlige dele af den hidtidige virksomhed: den socialt-kulturelle, der dels søger at udbrede det mærkelige begreb kultur og kunst og dels søger at hjælpe dc gamle, de arbcjdsløse. de marginaliserede, de almindeligt oplevelsessøgende. "Information, det er lige os. Med edb-søgninger kan vi oprette nogle gode informationscentraler, der har politisk bevågenhed, lige fra forsknings-ministeriet til AKP og Industrirådct."

Indrømmet. Dropper man, de hidtil løste opgaver med formidling; oplevelse og socialkulturelle tiltag, da bliver opgaven nemmere. Man svigter så bare store dele af befolkningen, som fortjente nogct andet. At de dele af befolknirgen, man ønsker at droppe sorn brugere, er medfinancierende, det er kun et argument, jeg tøvende nævner.
(Et godt eksempel på vælg-fra-metoden findes i Elsebeth Tanks: Folkebibliotekerne på det politiske marked, 1996)

Betalingsmodellen

LAD DEM BETALE. Denne model kombineres ofte med vælg-fra-model1cn, og unægtelig: betalingsmodellen passer fint til fravalg. Itvad der kan undre, er at det især er fagets egne fo1k, dcr så ivrigt ønsker debat om betalingsmodeller. Partiet Venstre får selvfølgelig stadig bcdre galluptal, men selvom sektoren er kommunaliseret kunne man godt opretholde en sidste rest af faglig stolthed.

Det kan også undre mig lidt at betalingstilhængerne ikke drager konsekvensen, nemlig at gå ind for rene betalingsbiblioteker i lighed med privathospitaler. Hvis sundhedssektoren sagde: Vi er nu i stand til at udføre dyre hjerteoperationer, det cr vi meget interesscrct i, men da vi ikke får flere midler, må de banale knæoperationer betalingslægges. Da ville man nok - lidt endnu- sige stop fra det øvrige samfunds sidc. Man kan blive nødt til at dæmpe brugen af de allerdyrestc edb-søgninger, ligesom enhver erfaren almindeligt udøvendc bibliotekar ikke skriver dyre værker hjem fra udenlandske biblioteker, hvis en elev i 8. klasse skal skrive en stil om snogen.

Velfærdsmodellen

"Begreber som kundskabselite, kastesamfund og informationssamfundets proletariat afspejler reelle tendenser også i det danske samfund. Det blev påvist af både Socialkommissionen og Velfærdskommissionen... Det er ikke længere kun et amerikansk problem. der er tale om."

Peter Johannes Schjødt.: Hvad med de andre ? 1996, side 90.

Det almindelige folkcbibliotek, hvis det er nogenlunde velfungerende, er eet af de steder, hvor der opfyldes nogle af de krav, som samfundsudviklingen stiller. Man kan søge hjælp til uddannelse. Man kan søge hjælp til information. Man kan søge hjælp til oplevelse. Jeg ønsker ikke på nogen måde at omdanne folkebiblioteket til et socialkontor, men heller ikke til et digitaliseret informationscenter og ej heller se det omdannet til kunstens hellige haller.

Det svære kunststykke for folkebibliotekerne, er at fastholde et flerstrenget tilbud. Svagheden ved det flerstrengede er, at det kan kritiseres på alle leder. "Hvorfor er der ikke mere stilhed på dette bihliotek ? Hvad skal alle de indvandrere i avisområdet, når jeg skal vente på min avis. Hvorfor holder 1 stadig Kristeligt Dagblad, som kun sjældent er i brug ? Hvad skal I med alle de romaner ? Behøver børnebiblioteket virkelig at være så stort ?"

Danmark oplever i disse år en meget stor og meget hastig samfundsændring, der foreløbig har medført marginalisering af ihvertfald 250.000 indbyggerc. Tallet er sandsynligvis langt større, idet efterløn/overgangsydelse, førtidspension og kontanthjælp tilsammen omfatter næsten 600.000 (i 1994) Dertil kommer et stort behov for uddannelse af de 46-47% af arbejdsstyrken, der kun har en folkeskoleuddanelse. Folkebiblioteket er et neutralt mødested, hvor tilbuddet er stillet til rådighed. Mere end nogensinde er der et behov for ikke alene en informationsvirksomhed, men også et kulturelt tilbud, et socialt-kulturelt tilbud til hele befolkningen. At den tager imod det kan bevises med tørre tal.

De steder, hvor tilbuddet er rimeligt, er benyttel sen ikke alene god, men det er det mest benyttede
kulturtilbud. Svagheden ved velfærdsmodellen på biblioteksområdet er at den, ligesom velfærdssamfundet, ikke er smart og strømlinet. Ligesom demokratiet i vor del af Europa kan den kritiseres. Den er ikke hurtig,
den skærer ikke igennem. Med sin hensyntagen til de langsomme, de ældre, de arbejdsløse, de svage forekommer den gumpetung. Eliten, de unge, veluddannede, de smarte synes det "bare er for megot" at der skal vises så meget hensyn til "de andre". Derfor forekommer der, også blandt biblioteksfolk, ønsker om større rationalisering, elitetendenser og ønsker om betalingsordninger.

Jeg er ikke så naiv, at jeg vil påstå at et godt folkebibliotekstilbud alene løser landets sociale og uddannelsesmæssige problemer, samtidig med at det sørger for en kulturel standard af stor lødighed, men et godt bidrag er det nu.

Finansiering

Som altid i nyere tid bl!ver man mødt af spørgsmålet: "Og hvad skal det så koste ?" I de kommuner, der leverer et rimeligt tilbud til borgerne, koster det under 2% af kommunens driftsudgifter. Et enkelt eksempel: en udmærket bibliotekskommune som Gladsaxe bruger 511 mio i 1997 til undervisning, kultur og fritid. Deraf bruger biblioteket de 44 mio. Disse 44 mio udgør 1,7 % af kommunens driftsudgifter. De kommuner der svigter, klarer sig selvsagt med væsentligt mindre.

Således som samspillet mellcm stat og kommuner er i dag, kan man desværre ikke drømme sig tilbage til en statsrefusion. Omvendt er opgaven så stor og omfattende at et amtsligt biblioteksvæsen ikke var urimeligt, men dette forekommer desværre lige så usandsynligt.

Skulle man ønske sig noget, var det en genopliven af en statslig fond, der øremarkede vissc opgaver. I disse år synes informationsteknologien at skulle redde både eksport, uddannelse og kultur, og Statens BiblioteksTjeneste har da også en mindre fond til støtte, som desværre er skruet lidt krævende sammen. En øremærkning til klassisk musik, jazz og rytmisk musik ville være velkommen. Ligeledes en støtte til litteraturformidling. Men hvis staten overordnet ikke har godt indseende med kommunernes forvaltning af folkebiliotekslovgivningen, da vil loven ende som en tom skal.

Mellemkommunal udligning ? En nærliggende tanke var -i disse edb-tider, hvor det administrativt er muligt - at sende en regning til bopælskommunen for borgeres biblioteksbenytelse uden for hjemkommunen. Udenom de større provinsbyer ligger ofte en ring af fedtede bibliotekskommuner, der måske ville overveje situationen, hvis de blev præsenteret for en regning. Risikoen er selvfølgelig, at det bliver en sovepude, hvor man undlader udbygning af et børnebibliotekstilbud f.eks. og blot lader de mobile lånere blive betjent i den nærmeste centerby. Jeg vil gerne tro at nogle vil finde ønsket om en øget statslig indsats eller indseende med folkebibliotekerne for helt naiv eller politisk urealisabelt, men vil nedenfor citere en kompetent dataretsekspert., Peter Blume, der i bogen "Databaseret", 1996 skriver følgende side 133 og 134.

"Udfra den opfattelse, at det er uønskeligt, at der er geografisk betingede uligheder i befolkningens muligheder for at få adgang til databasesøgning, giver den øgede ressourcemæssige belastning anledning til at overveje, hvorvidt den måde, hvorpå bibliotekerne finansieres, bør ændres. Dct er et centralt punkt i organiseringen af folkebiblioteker, at disse betragtes som en kommunal opgave, jfr. lovens § 4, hvorefter en kommune skal have et folkebibliotek. Dette er på mange måder naturligt, da folkebibliotekerne bør have nær kontakt med den lokalbefolkning, de skal betjene, og da folkebiblioteket i praksis mange steder spiller en rolle som kulturinstitution med en vigtig placering i det lokale kulturelle liv.

Organisatorisk er kategoriseringen af folkebiblioteket som en kommunal institution under lokalpolitisk styring også i fremtiden naturlig. Den omstændighed, at elektroniske informationssystemer bliver mere fremtrædende, er ikke ensbetydende med, at det er nødvendigt at revidere bibliotekets nære og lokale funktion.

Organisatorisk placering og finansiering behøver dog ikke nødvendigvis at håndteres på en sammenfaldende måde. Der kan være en nærliggende risiko for, at kommunerne ikke prioriterer biblioteksområdet på samme måde, og at der opstår kommuner, hvor borgerne er underforsynede med hensyn til muligheder for databaseanvendelse. En sådan situation er klart uønskeligt og taler med styrke for, at folkebibliotekerne i hvert fald delvis bliver statsligt finansierede og at Statens Bibliotekstjeneste som den centrale statslige instans tillægges en styrket funktion med henblik på at koordinere og supervisere brugen af de statslige ressourcer.
En øget statslig indsigt og kontrol er nok en uundåelig konsekvens af en sådan reform, men dette er ikke det samme som, at den kommunale kontrol og styring bør forsvinde. Man kan således let forestille sig, at den statslige kontrol - udover den rent revisionsmæssige - udøves på generelt niveau. Beslutninger om f.eks. hvilke databaser, der konkret skal være tilgængelige på det enkelte bibliotek, bør fortsat træffes af det lokale folkebibliotek indenfor dets traditionelle styringsmæssige rammer. I betydeligt omfang kan der således blot være tale om en statslig »øremærket« bevilling til supplement af den sædvanlige biblioteksfinansiering. Et sådant skridt må idag betragtes som nødvendigt, hvis den ønskelige geografiske lighed skal opnås."

Som almindelig samfundsborger kan jeg kun give Peter Blume ret, men må samtidig minde om at der er en verden udenfor informationsvirksomheden.

Har folkebiblioteket en fremtid?

Ideen er så god, at der burde være fremtid for folkebibliotekernc. Som antydet tror jeg ikke på vælg-fra-modellen cller betalingsmodellen. En endnu større lydhørhed på bibliotekerne over for befolkningen, et øget samarbejde kommuncrne imellem, et fortsat - gerne øget - statsligt engagement er blandt mine ønsker for at gøre bibliotekcrne bcdre. En større lydhørhed kunne opnås ved at samtlige administratorer blev pålagt "gulv-vagter" min. 6 timer ugl. Biblioteksledere, edb-konsulenter, katalogfolk burdc møde publikum og konstant have en føling med fagets benytterc. Den enkelte bibliotekar burde nok også have kurser i lytte-teknik. Ligesom andre fagfolk, læger dommere osv. er drømmen at møde en opmærksom tilhører, der kan omstille sig fra sit fag til de
ønsker, brugercn fremsætter, mens det er en stor skuffelse at møde system-administratoren. De mange nye skxrme med deres gode søgemuligheder har en tendens til at fremmcdgøre betjeningen.

Et øget samarbejde mellem kommunerne ville kunne medføre mange fordele. Fælles netværk, kørselsordninger, indkøbssystem, erfaringsudveksling osv. Ccntralbihliotekssystemet vil nogen måske svare.

Ncj, langt mere vidtgåendc end de nuværende centralbibliotekssystemer. Jeg er selv ansat i Københavns Kommune, der måske snart er opdelt i 14 selvstændige bydele, men vi beholdcr fælles edb-system, indkøbssystem, erfaringsudveksling osv. Selvom vi endnu har små rcstcr af et bureaukrati, kan vi konstatcre, at vi med meget begrænsede midler er i stand til at givc et nogenlunde acceptabclt tilbud, langt bcdre end hvis de ca. 450.000 indbyggere var delt op i 14 enkeltstående enheder.

Folkebibliotekerne kan med deres kontakt til store dele af befolkningen være med til at afbøde eller mildne marginaliseringen, være med til at videreuddanne de mange, der har behov for det, være med til at integrere de mange nye danskere og ikke mindst være med til at udbrede forståelse for kunst og fantasi, kort sagt gøre samfundet mere menneskeligt. Mit store håb er vi ikke omdannes til elitebiblioteker samt at samfundet overordnet ikke blot indfører markedsmekanismerne.

Helge Scheuer Nielsen

Søndag Aften 0897

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2000

Check Søndag Aftens engelske boghandel