10 år efter murens fald er Tyskland begyndt at formulere en
fælles kulturpolitik.
Sidste efterårs politiske kursskifte i Tyskland blev den ydre anledning
til at der blev plads til at diskutere kulturpolitik på forbundsplan. Op til
Forbundsdagsvalget havde det tyske socialdemokrati, SPD,
slagkraftigt markeret ønsket om et kulturministerium (Se Søndag
Aften Arkiv). Efter valgsejren har den socialdemokratisk-grønne regering igangsat en
kulturpolitisk process, som ikke ser ud til at kunne stoppes.
Første siden Goebbels
Det har været en del af det konstitutionelle grundlag for
Forbundsrepublikken Tyskland, at kulturpolitikken blev ført af delstaterne. Delstaterne
har haft behov for at finde egen identitet gennem selvstændig kulturpolitik,
Forbundsrepublikken har haft behov for at distancere sig fra Det Tredje Rige - hvor
begrebet kulturpolitik ikke just var positivt.
Gennem de senere år er den fælles tyske kulturpolitik blevet udfordret
af to forskelligrettede krav: annekteringen af det tidligere DDR og stigende konflikter
med EU.
Begge udfordringer har været håndteret af Forbundsregeringen, men slet
ikke offensivt. Man har været bange, fordi de historiske spor skræmmer - og man har ikke
haft mod til de nødvendige diskussioner med og om delstatsregeringernes kompetence.
Derfor blev SPD's krav om et kulturministerium i valgkampen mødt negativt
fra CDU/CSU. Der skulle et systemskifte til - og det kom med valget.
Begrænset kulturministerium
Den tyske forfatning giver ikke mulighed for uden videre at etablere et
nyt ministerium. Derfor har forbundsregeringen udpeget en såkaldt Staatsminister für
Kultur under Kansleren.
Kulturministeren har overtaget en række forvaltningsområder fra
forskellige ministerier, ialt 200 medarbejdere til at styre et budget på 2 mia D-mark.
De fleste medarbejdere og penge kommer fra Indenrigsministeriet, herfra
har man støttet en række nationale institutioner - først og fremmest af stor historisk
betydning. For eksempel: Buchenwald og andre mindesteder, Bayreuther Festspiele, Deutsche
Historische Museen og andre nationale museer samt udlandsradiofonien, Deutsche Welle.
Altsammen steder som forvalter væsentlige dele af den samlede tyske kulturarv.
Desuden har kulturministeriet overtaget mindre områder fra en række
andre ministerier, for eksempel:
filmområdet fra industriministeriet,
kulturstøtte i hovedstaden Berlin og i den gamle hovedstad Bonn
fra Trafik-, Bygge- og Boligministeriet,
mediepolitik fra Undervisningsministeriet.
SPD's valgoplæg var, at også hele kulturudvekslingen med udlandet, som
ligger i udenrigsministeriet, skulle med i
det nye kulturministerium. Dette er ikke lykkedes.
På dette punkt har De Grønne
udenrigsminister sat sig fast. Dels for at holde på en del af egen forvaltning, men i nok
så høj grad fordi en Grøn udenrigsminister har brug for at kunne pege på mere
humanitære felter for den udenrigspolitiske indsats. Netop den grønne ideologi vil have
det skidt, hvis man kun kan bruge posten til diplomati (og bomber). Den grønne
udenrigsminister fremhæver tit og ofte netop det vigtige fredsbevarende arbejde og kampen
for menneskerettighederne som et mål der bedst nås gennem kulturudveksling. Dette kan
være en del af redningsplanken for de Grønnes regerinsgambitioner, når kongressen i maj
vil sætte kraftige spørgsmålstegn ved regeringsdeltagelsen.
Den største og vigtigste institution i kulturudvekslingen er Goethe-instituttet. Et konkret resultat af denne
prioritering er, at budgettet for kulturudveksling nu er øget - for første gang siden
1993.
Der er aftalt et tæt samarbejde mellem det nye kulturministerium og
udenrigsministeriet. Eksempelvis bliver kulturministeren vært ved EU-kulturministermødet
i Weimar i maj.
Kulturpolitiske prioriteter
Det nye tyske kulturministerium har fra starten én absolut
hovedprioritering: flere penge til kulturaktiviteter i det tidligere DDR. Det østlige
Tyskland er klart underforsynet med kulturelle institutioner - og de der er, trænger til
omfattende moderniseringer. Allerede budgettet for 1999 øger pengesummen til øst. En
indsats som i nogen grad bryder tysk tradition for at delstaterne selv skal prioritere
kulturaktiviteterne.
En anden hovedprioritet er at skabe en sammenhængende tysk filmpolitik.
De enkelte deltater har hver sin filmstøtte, ofte afhængig af om filmen foregår i
delstaten. Dette har fået kritikere til at pege på, at den ideelle tyske film er en
roadmovie, som kører gennem alle tyske delstater!
Dette vil kulturministeriet bryde. I første omgang ved at invitere
delstaterne til samarbejde og dialog. Men det vil givetvis blive et konfliktfyldt farvand,
delstaterne vil hævde sin ret til selvstændig filmpolitik og nødigt afgive kompetence.
I første omgang lanceres konsensusskabende forslag som at samlet finde flere private
investorer til filmstøtte og at samlet hæve priserne overfor TV-selskaberne. En af de
større opgaver for en central filmpolitik kan også blive udlandslancering af film. Disse
elementer er dog givetvis kun starten til en omfattende restrukturering af tysk
filmpolitik.
Kulturministeriet har desuden valgt at lægge en mere offensiv strategi i
forhold til EU. Aktuelt diskuteres de faste bogpriser og på dette punkt føler den tyske
bogbranche sig klart truet. Tyskland har nu kørt alle argumenter i stilling for at bevare
de faste bogpriser - kampagnen er så omfattende, at det danske kulturministerium bare kan
lægge sig i kølvandet på det tyske og vente på afgørelsen.
Men man må også forvente, at det tyske kulturministerium fremover vil
være mere aktive i formuleringen af krav til EU's kulturpolitik. Hidtil har der netop
ikke været formuleret samlede strategier. Man kan imødese tyske inititaiver på områder
som ophavsret, EU og Internet m.m.
Konflikterne
På det retoriske plan har Kulturministeriet især gjort EU til den
fælles fjende. Men i realiteten arbejdes især på at blødgøre delstaterne.
I Forbundsdagen har konflikterne indtil nu først og fremmest handlet om
konkrete bevillinger. Pengene til nye initiativer skal jo komme fra et eller andet sted.
Den tyske udlandssender, Deutsche Welle, er havnet i en orkan med
sparekrav på 40 mio D-Mark. Men også institutioner som Beyreuther Festspiele, Bamberger
Symphoniker, Deutsches Museum München stilles overfor hårde nedskæringer.
Sparekravene har givet CDU/CSU en kærkommen anledning til at markere sig
kulturpolitisk.
Mere end en minister
I offentligheden har den nye kulturminister, Michael Naumann, markeret sig
stærkt. Naumanns styrke er i høj grad hans politiske integritet (bogforlægger i USA) og
evne til at kunne vælge markante debattemaer.
Men valget af kulturminister handler om langt mere end en minister.
Forbundsdagen har nedstat et Kulturudvalg - med prominente politikere imellem. Og senest
har oppositionspartiet CDU besluttet at etablere en intern
Gesprächskreis Kultur. For et halvt år siden mente partiet ikke der var behov
for sammenhængende kulturpolitik - nu kan man se behovet for at udveksle tanker og
synspunkter om kulturpolitik internt i partiet. Også De Grønne lægger op til intern
diskussion om en mere offensiv kulturpolitik.
Det er ikke nyt at forbundsrepublikken udøver en kulturpolitik, men det
er nyt, at det er en del af den offentlige samtale. Det giver en kreativ uro som givetvis
vil fremprovokere nye ideer.
På overfladen kan det se ud som en politisk magtkamp mellem det centrale
og det decentrale Tyskland.
Under denne overflade gemmer sig et behov for at finde den nationale
identitet. Gensamlingen af Tyskland efter murens fald har sat én dagsorden. Placeringen
af Tyskland i et EU, som også udfordrer den tyske identitet, sætter en anden dagsorden.
Den europæiske debat skaber samme behov for at finde egen national identitet i Tyskland
som i andre EU-lande. Det nye i Tyskland er at kulturpolitikken vil blive en del af den
europæiske debat.
