Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 2000


Manifest for det 21. århundrede
- Individernes Samfund

CulturCronik:

Af Ole Grünbaum

Det 20. århundrede store drivkraft var gruppen, bevægelsen. Det 21. Århundredes drivkraft bliver individet, den enkelte. Det betyder ikke, at ’samfundet’ forsvinder, blot at det redefineres. Individerne netværker.

Der går et spøgelse gennem verden. Det truer de gamle samfundsordener. Det har revet Jerntæppet ned mellem Øst og Vest. Det har væltet de kommunistiske regimer i Øst-Europa, og andre steder har det væltet andre diktaturer. I USA og Vest-Europa har det sat religionen ud på et sidespor og lige nu er det i igang med at sætte spørgsmålstegn ved selve de europæiske landes fortsatte eksistens som gammeldags suveræne stater.

På verdensplan er ældgamle såvel som nyere nationale og religiøse kulturer i delvis opløsning; i al fald ser man, at individerne ofte for første gang i kendt historisk tid får valgmuligheder med hensyn til livsstil, religion, uddannelse og beskæftigelse, bopæl, ægteskab m.m.

Den moderne produktionsteknologi og informationsteknologien gør, at mennesker ikke længere behøver være så afhængige af hinanden som tidligere. De får mere tid og plads til at dyrke sig selv. Måske får de ligefrem lyst til at opdage sig selv.

Spøgelset, som er skyld i al dette, bor inde i hvert eneste menneske, og det er derfor, det huserer med sådan en kraft - og det er også derfor, at det kun er den gamle orden på tingene, der opfatter det som et spøgelse. Og "den gamle orden" er lige så vel traditionel venstreorienteret tænkning som den nye nationale højrefløj.

Det er nu slet ikke et spøgelse, men såmænd bare individet, der nu vil frem på den historiske scene og spille sin rolle. I historien har vi set mange former for samfund, men fælles for stort set alle former har været, at individet bøjede sig for gruppen i form af en høvding, en herremand, en konge, en præsident, en religion, en stat, et parti, et firma eller en ideologi - og som oftest for en kombination af disse. Fælles har været, at gruppen, staten, kirken, ideologien var stærkere og vigtigere end individet. Individets frihed var begrænset af hensynet til det fælles. Og begrundelserne herfor var mange: f.eks. overlevelse i forhold til natur og fjender, men også religiøs eller politisk dogmatik.

Op gennem historien opstod der lejlighedsvist - f.eks. i Grækenland i Antikken og i revolutionens Frankrig og Amerika for to århundreder siden - en bevidsthed om, at samfundets regler var udtryk for en kontrakt mellem den enkelte og gruppen/staten. Dette synspunkt førte meget naturligt til tanker om borgernes aktive indflydelse på regeringsudøvelsen og dermed demokratiske forfatninger, hvor magten i princippet blev lagt ud til alle borgerne, som frit skulle kunne bestemme forholdet mellem individ og fællesskab.

Det er denne frihed, der først nu i informationsteknologiens tidsalder for alvor slår igennem, i vores personlige liv såvel som i politik, økonomi og ideologi. Men det er ikke blot en løsrevet og måske misforstået frihed, der gør os tøjlesløse og får os til at gå i alle mulige retninger. Nej, det er en frihed, som er udtryk for de allerstærkeste kræfter i historien; stærkere end gruppers overlevelse; stærkere end økonomiers skaben af velstand; og stærkere end alle mulige former for tro.

Individets frihed er nemlig baseret på den iboende trang i hvert eneste menneske til at realisere sit potentiale. Det er denne trang, der allerede har bragt os fra at leve i træer og huler og samle bær og jage dyr til at skabe en forfinet teknologi og kultur, altsammen i det håb, at "fremskridtet" ville gøre det nemmere for os, som individer, at nyde vores liv og realisere vor muligheder som mennesker.

Når op gennem historien kulturer, religioner, ideologier og stater havde magt, så var denne magt jo lånt fra individerne, som med rette eller urette pantsatte deres aspirationer hos fællesskabet. Kirken og staten kunne kun gøre noget, så længe tilstrækkelig mange individer ville følge trop. Uden individernes handlekraft var staten og kirken kolosser på lerfødder, hvilket af og til blev åbenbaret ved revolutioner.

Det er en kendt ting, at grise, der føres til slagtning, faktisk kunne gå til angreb og besejre slagterne, idet de kan løbe op til 60 km/t og bide meget kraftigt. Men grisene kender ikke deres egen kraft og lader sig derfor modstandsløst slagte. På samme måde har individerne endnu ikke i historien udnyttet deres kraft til at skabe et individernes samfund. De har gang på gang ladet sig kue, enten af frygt eller af overbevisning om, at fællesskabets bedste også var deres bedste. Individets kraft har derfor i de fleste menneskers eksistens levet et kuet liv. Den enkelte turde højst se på i beundring, når visse individer udfoldede sig og skabte mesterværker inden for musik, teater, design, teknologi, litteratur og andet.

Men de senere århundreders udfoldelser af enkelte individers skabertrang har beredt jordbunden for en frigørelse af hidtil usete dimensioner, hvor det store flertal af individer så at sige vil komme ud af skabet. Ikke som genier og kunstnere og videnskabsmænd. Det vil stadig være de færreste, som vil udmærke sig på denne måde - men flere og flere mennesker vil som ganske almindelige hverdagsindivider lægge vægt på og forsvare deres ret til individualitet på en helt anden måde end tidligere.

Allerede forbrugersamfundet indvarsler denne nye verdensorden. Forbrugersamfundet forudsætter nemlig visse ting. 1) At individerne besidder økonomiske resourcer (penge, ejendom, uddannelse, job) som gør dem i stand til at købe; 2) At der er et marked, hvor producenterne frit kan udbyde varer og hvor forbrugerne frit kan vælge mellem varerne. Og dette marked er nu blevet udvidet med den verdensomspændende informationsteknologi, som ikke kender geografiske grænser.

I længden vil dette marked have en tendens til at nedbryde fælles opsatte begrænsninger i individernes frihed med hensyn til tro, livsstil, personlig mål og organisering. Netop forbrugersamfundets forudsætning, at individerne kan forfølge personlige mål, bliver i længden grænseoverskridende.

At individerne kan erhverve forbrugsgoder og deltage i fritidsaktiviteter er ikke i sig selv frigørende og ej heller bare lykkeskabende, men trolden er sluppet ud af æsken i forhold til de tidligere samfund, hvor meget snævre grænser fastholdt individer inden for en kaste, et lag, en gruppe, en religion, en kultur, ideologi eller stat.

At individerne kan forfølge personlige mål inden for forbrug og fritidsaktiviteter gør det legitimt at forfølge personlige mål - og derved bliver forbrugersamfundet en katalysator for en historisk frigørelse af individet.

I den nye verdensorden er individet til enhver tid vigtigere end gruppen. Det betyder ikke, at et enkelt individ er vigtigere end andre individer, men at alle individer, hver for sig, er vigtigere end de fælles regler og institutioner. Reglerne og institutionerne er til for at sikre individernes mulighed for at udfolde sig - og ikke omvendt! Samfundet skal skabe rammer for individernes udfoldelser.

Denne nye verdensorden vil skabe et nyt menneskesyn, som vil gøre op med det menneskesyn, vi har nu, som udspringer af det 19. århundredes industrielle gennembrud. Det gamle menneskesyn er gennemsyret af tre europæiske tænkere, Darwin, Freud og Marx. Darwin lærte os, at vi har udviklet os op gennem jordens historie ved konstant udvælgelse efter princippet "survival of the fittest". Marx lærte os, at det er de økonomiske drivkræfter, og ikke grandiose ideer, som skaber historien. Og Freud lærte os, at menneskets jeg ikke er enehersker i kroppens bolig, men selv beherskes af underliggende drifter, først og fremmest sexualiteten.

Skulle man sætte disse tre tænkere på én formel, måtte den lyde noget i retning af: Mennesket er drevet af sin sexualdrift, som det sublimerer til økonomisk aktivitet i en konkurrence, hvor de stærkeste overlever. Det turde være klart, at selv disse store tænkeres teorier langtfra formår at forklare, hvad det er for en kraft, der driver mennesket fremad.

Historien og vores almindelige iagttagelse viser, at mennesket har en iboende trang til hele tiden at ændre på sine vilkår. Når jeg ser og oplever et andet menneske foretage sig noget, som jeg endnu ikke selv er i stand til, så kan det være, at en trang vækkes i mig - til også at kunne dette. Det er denne medfødte trang, der får dette til at finde sted i mig. Vi kan kalde denne trang for en "ambition", for nu at vælge et begreb fra den moderne verdens økonomisk/politiske aktivitet.

Ambitionen er der fra fødslen af. Det er den, der får en baby til at kravle, og senere er det den, der får en baby til at beslutte sig for at rejse sig op og gå på to ben - sådan som den har set de store gøre det. Og dermed er ambitionens historie i det enkelte menneskes liv først lige begyndt. Det er ambitionen, der får et menneske til at udvikle sig. Et meget enkelt eksempel er et menneske, der ser fodbold på TV, og derefter selv at samler en bold op og prøver at gøre det samme, som det lige har set en Laudrup gøre.

Ambition regnes i nogle samfund for et gode, i andre for noget tvivlsomt egoistisk. Men jeg opererer her med en bredere definition på ambition end blot trangen til at overgå andre mennesker med hensyn til magt og økonomi. Den økonomiske/magtmæssige ambition er dog også omfattet af det jeg kalder for ambition, blot er dens retning bestemt af den gamle ordens samfund, hvor det felt, inden for hvilket mennesket udfolder sig, er gennemsyret af det dominerende fællesskab. Ambitionen bliver hermed let til ambitionen om at være noget i fællesskabet.

Et menneskes omgivelser, især andre mennesker, er dog kun en katalysator for ambitionen. Selve ambitionen er noget iboende og medfødt. Et samfund kan ikke skabe ambition. Det kan understøtte eller undertrykke ambitionen og det kan give ambitionen en retning. Men ambitionen er tæt knyttet til den enkeltes livsudfoldelse.

Et af de store problemer ved de nuværende samfunds regulering af den menneskelige ambition er, at kun en meget begrænset del af befolkningen kan realisere ambitionen om rigdom og magt. "Den amerikanske drøm" er kun mulig for 10 % af den amerikanske befolkning, og dette forhold gør de andre 90 % af amerikanerne ret så frustrerede. Tænk blot på, hvilke problemer det vil give, når og hvis de store befolkninger i Kina og Indien og andre steder i verden bliver grebet af denne drøm om penge og magt. Der vil altid være knaphed på disse ting. Det ligger i deres definition. Og dermed er 90 % af verdens befolkning i sidste ende dømt til at være frustrerede, idet deres ambition ikke kan udfoldes.

Men også andre forhold end dette resourcespørgsmål må drage den herskende retning af den menneskelige ambition i tvivl. Mennesket er nemlig drevet af to drivkræfter: Ambition og trangen til tilfredsstillelse. Uden tilfredsstillelse, uden lykke, bliver ambitionen en destruktiv eller i al fald en nyttesløs faktor i det enkelte menneskes liv.

Dette rejser spørgsmålet om, hvor og hvordan alle 6 milliarder mennesker på én gang kan udfolde deres ambition. Og vi må hellere se at besvare dette spørgsmål, for den moderne informationsteknologi vil helt sikkert vække alle 6 milliarder enkeltindivider op til en verden, hvor folk som noget naturlig sætter sig personlige mål. Med mellemrum kastes den tanke op, især i USA, at det uendelige verdensrum er nøglen til dette. Vi kan alle rejse ud i rummet. Der er plads nok. Men bortset fra, at rumrejser vil kræve endnu større økonomiske resourcer end den nuværende rigdoms- og magtudfoldelse, så synes det klart, at en orientering i retning af rumekspeditioner kun kan tjene som en sidste udflugt, inden mennesket begiver sig ind på en anden uendelig vej, nemlig udforskningen og udfoldelsen af det selv.

Mennesket selv, det enkelte individ, indeholder uendelige rigdomme og muligheder for udforskning og udfoldelse.

Og vi er allerede igang med at ændre hele vores begreb om rigdom. Den traditionelle opfattelse er, at man er rig, når man har mange penge i banken. Men i den økonomi, der kommer, hvor vi kan tilfredsstille vore fysiske behov ved en forholdsvis ringe produktiv indsats, vil pengene og de materielle ting begynde at spille en mindre rolle. Samtidig vil personlig udvikling og udfoldelse mere og mere være den form for rigdom, som mennesker vil rette deres ambition imod.

Hvad nytter det at eje alverdens rigdom, hvis man har tabt sin sjæl - sagde allerede Jesus. Lad os oversætte det til: Hvad nytter det at have mange penge i banken, når man ikke i sit liv kan glæde sig og udfolde sig? Bankens rigdom er blot et tal, som iøvrigt kan blive udraderet af den næste børskrise, mens evnen til at bruge sig selv ikke så let kan mistes igen.

Det starter i skolen, ja, allerede før skolen. Alle børn ønsker at lære. De ønsker ikke altid at lære det, som skolen, dvs. samfundet, ønsker de skal lære. De ønsker at lære det, som deres ambition fortæller dem, at de vil lære, hvad enten det er at spille tennis eller guitar, kunne bruge computere, starte deres eget firma eller løbe stærkt.

I den ny verden vil 6 eller flere milliarder individer allesammen på én gang kunne tilegne sig rigdom, for deres rigdom vil være udforsknigen og udviklingen af dem selv. Deres glæde er at kunne noget og at kunne glæde sig. De kan blive rigere og rigere, samtidig med at deres nabo bliver rigere og rigere - ja, de vil ovenikøbet kunne gøre hinanden rigere, idet ambitionen hos den enkelte netop tager næring i at se andre udfolde sig. Hele denne utrolige forandring i verden, som redefinitionen af rigdom vil forårsage og hvis teknologi i øvrigt er informationsteknologien og bioteknologien, vil også føre til en redefinition af kontrakten mellem den enkelte og samfundet.

Fællesskabet er ikke længere det ophøjede mål, som tidligere stammen, fædrelandet, partiet eller religionen var det. Nu er det tværtimod fællesskabet, som skal tjene individerne. For første gang i historien siden landbrugssamfundets indførelse har individerne tid til sig selv. Overlevelsen og produktionen kræver takket være nye produktions- og informationsteknologier ikke, at alle står tæt sammen hele tiden. Indvidet har plads og tid til sig selv.

Og er dette ikke i virkeligheden den drøm, som utopisterne havde? Fællesskabet var jo bare et redskab til opnåelse af dette for enhver (eliten har jo altid haft det). Men fællesskabet er gået hen og blevet et mål i sig selv, og nu kommer en tid, hvor det tilsyneladende nedbrydes. Men ud af denne nedbrydning kommer et nyt samfund. For også individerne har brug for et samfund, bare et andet samfund. Og det er det samfund, vi skal skabe i det 21. århundrede. Et samfund, der tjener individerne. Et samfund, der understøtter mest mulig frihed og personlig udvikling for alle borgere.

Hvordan dette samfund kommer til at se ud er øjeblikkets helt store politiske spørgsmål, som vi knap nok har taget fat på bevidst at besvare. Men vi besvarer det ubevidst hver eneste dag med alt hvad vi foretager os og selvfølgelig også, når vi tager stilling til sociale spørgsmål. Nogle tiltag vil fremme denne frigørelse og nye velstand for alle. Andre tiltag virker imod. Og dette gælder både inden for politik, kultur og erhverv. Opgaven bliver da at tage bestik af individernes samfund og forstå, hvor dybt forankrede vi er i fællesskabets samfund (som har afløst kongernes samfund).

Er der nogen, som har problemer med individernes samfund? Ja, det er der. Og de er mange. Og de er stærke. Det er nødvendigt at tage bestik af disse kræfter, for de vil med magt og vold forsøge at holde udviklingen tilbage. De vil råbe op om "værdiernes forfald", om "de gode, gamle dage". De vil tage nationernes og religionernes navne forfængeligt og om nødvendigt slå ihjel for at forhindre "Individernes Samfund" i at blive dannet. De vil lave bevægelser, hvor tusinder og atter tusinder af mennesker vil sværge troskab til en moralkodeks, som nye ledere har skrevet (med kendte, gamle ord) og som de hævder kan genoprette ro og orden imod den ny tids kaos.

Men mennesker fødes stadig, hver og én, med denne utrolige trang til at udfolde sig og lære nyt. Løsningen på kaos er ikke at genindføre tidligere tiders strenge afretning af de enkelte for at de atter kan blive pæne samfundsindivider i stedet for vilde dyr, styret af deres lyst, som man tidligere troede det ville ske, hvis børn ikke blev afrettet.

Vildskaben i den enkelte er ikke dyrisk, men meget menneskelig. Alle samfund har hidtil haft hver deres strategi for, hvordan man tilrettede de enkelte. I disse samfund var fællesskabet altid vigtigere end den enkelte. Men i den ny tid vil individets lykke, hvert eneste individs lykke, blive målet for fællesskabet. Derfor kan vi meget passende kalde den ny tids fællesskab for "Individernes Samfund".

Når vi ser alt dette, så bliver det også klart, at informationsteknologiens udvikling må løbe parallelt med individernes frigørelse. IT er på én gang et resultat af den nye individualitet og en betingelse for den i vores stærkt komplicerede verden. Hvad informationsteknologien lover er ikke bare en masse information. Det har vi jo allerede i form af aviser, blade og TV og radio. Men IT-udviklingen peger på individet. Internettet muliggør personlig information på den enkeltes initiativ. IT peger på personlig frihed i forhold til arbejdstid og arbejdssted. IT udgør derfor en vigtig infrastruktur for Individernes Samfund.

IT-udviklingen vil hjælpe os med at besvare spørgsmålet: Hvordan kan vi leve et liv med personlige valg midt i en kompliceret massekultur?

Vi ser, at IT-systemerne peger i flere retninger på én gang. For det første bliver hele verden bundet sammen, netværket. For det andet får individet nye frihedsgrader. Det peger på, at individets frihed ikke skal realiseres gennem øget isolation af den enkelte, men gennem bedre netværk. Den enkelte frigøres for den nære gruppes snærende bånd, ikke for at gå ud i skoven og gemme sig, men for at udfolde sig med en meget større gruppe, som individet selv vælger.

Når man ser TV-verdenens masseensretning idag, når man ser CocaCola og Mcdonald skyde frem allevegne, kan det være svært at tro på denne vision for individet og for et nyt samfund. Det er som om masseproduktionssamfundet er ved at uniformere hele menneskeheden. Men disse fænomener er "bare" klimakset for en døende kultur. Nedenunder vokser helt nye strukturer frem. Det store udvalg af såkaldt etniske restauranter i alle byer er et af tegnene på den større valgfrihed, som er ved at komme.

Vi har altså to bevægelser, to kulturer, to strømninger på én gang. Den ene går ud på, at vi allesammen skal leve på samme måde. Den anden på, at individet kan finde sin helt egen vej gennem alle valgmulighederne.

Massesamfundets fornemste udtryk er myldretiden, hvor vi alle kører samme sted hen på samme tid for at sidde på en stol, mens vore børn er afleveret i institutioner.

Individernes Samfund er det næste skridt, men det kommer ikke bare automatisk. Det kommer som et resultat af en række forandringer, som individerne allerede er ved at indstille sig på, men som også skal komme til udtryk gennem etableringen af nye sociale strukturer. Hjemmearbejde, internet, et helt andet uddannelsessystem og et helt andet arbejdsmarked vil være nogle af områderne, hvor denne nye kulturkamp udfolder sig.

I sidste ende er det individets erkendelse af, at livet er for kort til at spilde ved at rende rundt og gøre som alle andre og tro, at man derved har sit på det tørre. Individet må stoppe op og lytte til sig selv. Hvad har jeg egentlig lyst til? Hvordan vil jeg leve? Hvad vil jeg gøre? Mulighederne er uendelige - men de skal erobres. Og det kræver et menneske, der kan vælge og tage initiativ.

Er det hvad vi opdrager vore børn til idag? At vælge og tage initiativ. Hvis det ikke er, så ved vi, hvor skole- og uddannelsessystemerne skal udvikles henad. Skole- og uddannelsessystemerne er idag stadig et udtryk for den industrielle masseproduktion. Der undervises mere end der studeres. Der arbejdes i klasser mere end som individer. Der realiseres forudbestemte målsætninger bestemt af et ministerium og et folketing.

Hvordan ser da Individernes Samfund ud?

Det ligner mere et orkester end en hær. Alle spiller forskellige instrumenter, som de øver sig på i absolut ensomhed, men de har brug for andre til at lære af og de har brug for at komme sammen for at spille sammen. Uden evnen til at fordybe sig i ensomhed bliver man ikke god til at spille. Og uden evnen til at lære af et andet menneske og lære fra sig til andre går musikken i stå. Og uden disciplinen i team-arbejdet falder det hele sammen. Hvis jeg vil nyde at spille med, må jeg kunne alle disse ting, og jeg må indstille mig på et team-arbejde, som siger spar to til vor tids arbejdsdisciplin. Arbejdsdisciplin bæres af frygt for at blive stødt ud samt belønningen i form af arbejdets frugter. Et orkesters disciplin bæres af nydelsen ved musikken, som kun lyder godt, hvis alle kan, og alle respekterer alle.

Det er et fællesskab, der er forudsat af individualitet, og en individualitet, der blomstrer i et fællesskab. Og vi ved allesammen inderst inde, at det er sådan det skal være - når det er rigtig godt.

Ole Grünbaum

.


Cronikken er et uddrag fra:
Ole Grünbaum:
den digitale darwinisme


Tiderne Skifter 1999.

Søndag Aften 01/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.