Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


februar 2000


Man kan ikke drikke en god vin på afstand

CulturCronik:

Af Hans Bandmann

Vi har kun smagen tilbage i en verden hvor den digitale teknologi er ved at overflødiggøre al menneskelig sansning og bevægelse. I bogen "Cyberworld - det værstes politik" analyserer den franske arkitekt og filosof Paul Virilio de indbyggede uheld og negative sider i vores digitale eventyr

Speederen er i bund. Helt i bund. Teknologien nærmer sig lysets hastighed. Højhastighedstog eller overlydsfly, bredbånd, ASDL eller WAP-teknologi. Hastighed er magt og nettet den rene lykke.

Men den accelererende hastighed har sine bagsider. Alle former for teknologi har en skyggeside og rummer sit eget indbyggede uheld. Broer bryder sammen, tog løber af sporet, skibe synker og fly falder ned.

Teknikkens bagsider

På samme måde med de digitale netværk. Skyggen er der et eller andet sted. Måske er det overvågningssamfundet, elektronisk bedrageri eller industriel og politisk spionage. Det kan være børnepornografi, handel med narkotika og ulovlig medicin eller hvidvaskning af sorte penge. Det kunne måske også være nationalstaternes forsvinden, de giftige tungmetaller fra computerskrot eller faren for globale softwaremonopoler.

Netnarkomanien er ved at blive et reelt problem. I USA viser undersøgelser, at mellem fem-ti millioner er netafhængige og Ringgårdens Center for Ludomani i Middelfart har allerede fået omkring 30 spontane henvendelser fra danskere, der ikke kan styre deres brug af Internettet. Anonymiteten lokker og uhæmmet brug kan isolere den enkelte. Stress og utålmodighed får et ekstra spark, når man kan klikke sig til Kina på brøkdele af sekunder. Håndskriften, der også udvikler identiteten uddør og sproget bliver ensformigt, mens øjnene løber i vand og computermusen overbelaster ryg, arme, muskler og håndled.

Det er ikke præcist til at vide hvilke ulykker der gemmer sig, men Paul Virilio er mere end almindelig bekymret. Og han graver dybt.

Han undersøger de mulige negative konsekvenser ved de uophørligt stigende hastigheder i den digitale transmission og finder skræmmende eksempler på grundlæggende og omfattende tab af menneskelig kontrol. Vi risikerer at miste vores personlige identitet, vi taber vores egen krop, de sociale fællesskaber ophører og demokratiet opløses.

Teorierne om teknologiernes indbyggede uheld stammer helt tilbage fra Antikken, hvor f.eks. de gamle romere kæmpede med blyforurening i deres vandledninger. Vor tids ulykker bliver netværkets digitale katastrofe. Når alle er koblet op. Og selvom det ikke er særlig rart at høre:

"Internettet er det generaliserede uheld. Det er ikke specifikt og lokalt som Titanic, Tjernobyl eller Challenger. Globaliseringen og netværkene giver mulighed for det generaliserede uheld. Et slags uheldenes uheld. Et uheld der vil ske overalt og på samme tid", siger Virilio og nævner børskrak som eksempel.

Hastighed i højsædet

Begrebet hastighed er et centralt element og han definerer en lov om hastighed, som han kalder for dromologi. Fra det græske ord Dromos, der betyder hastighed og løb.

Hastigheden stræber altid efter at blive hurtigere og hurtigere. Overalt har den sin egen indbyggede logik, der gør, at den vil søge at accelerere. Mennesket vil altid benytte sig af den hurtigste teknologi.

Hastigheden bestemmer samtidig den måde vi indretter verden på og verden ændres i takt med stigningerne i hastigheden. De krogede og brostensbelagte gader var gode nok da vi i sindigt tempo kørte med hestevogn. De moderne biler gør det nødvendigt at rette vejene ud, bygge parkeringshuse og finde nye lydløse belægninger. Dromologien fortæller os at en bevægelse altid vil gå i retning af blive hurtigere.

"Mennesket opfinder jo aldrig en teknik, der går langsommere end den forgående", siger Virilio.

Ustabil identitet

Når vi ved hjælp af et enkelt klik kan komme i elektronisk forbindelse med mennesker i Tønder eller Tokyo ophæves vores fornemmelse af afstand. Problemet er, at forberedelsen til rejsen, selve rejsen og ankomsten smelter sammen i et øjeblik. Paradokset er, at computeren udvider vores muligheder for kontakt, men samtidig indsnævrer den vores rum. Både det mentale og fysiske.

I den virtuelle virkelighed er der ikke længere noget "her". Alt er "nu". Fortid og fremtid forsvinder og tilbage bliver kun nutid.

For nylig har Virilio til det norske Morgenbladet udtrykt det sådan her: "Mennesket er ikke bare kød og blod, mand og kvinde, men også proportioner. Eftersom vi ikke rager tyve meter op over jorden, er menneskets dimensioner et eller andet sted begrænsede. Et rums kvalitet er kvaliteten af afstande i rummet. Enhver teknik modificerer tidens afstande. Transport- og telekommunikationsmidler reducerer uophørligt afstandende".

Grænserne viskes ud og landskabet forsvinder og når de fysiske barrierer er væk, bliver det sværere at definere sig selv i forhold til rummet, tiden og andre mennesker. Selvopfattelsen og identiteten er på gyngende grund. Det bliver måske sværere at sige "jeg" og dermed vide, hvem der er hvem. Samfundet accepterer ikke ventetid og med lysets hastighed er teknologien nu også på vej ind i kroppen. Transportmidlerne og transmissionsmidlerne bliver i stigende grad til transplantationsmidler. Menneske og maskine smelter sammen i cyborgen og rejser det fundamentale spørgsmål om personlige frihed.

Demokrati på spil

Identitet og krop går grassat. Men ikke nok med det. Der er negative konsekvenser for verdens økonomi. Virilio advarer om byernes opløsning, analyserer den elektroniske krigs minimering, de skjulte lidelser og det politiske livs død.

Ved hjælp af det verdensomspændende netværk kan vi nu foretage politiske afstemninger via skærmen, men demokrati er i sit væsen dialog.

Og diskussioner tager tid

"Der bliver tale om et tele-demokrati", siger Virilio og forklarer: "Det bliver et demokrati på afstand. Den demokratiske proces elimineres fordi der ikke bliver tid til at reflektere. På få sekunder kan politikerne aflæse folkestemninger og dermed vil de elektroniske hastigheder erstatte refleksionen med en refleks."

Franskmanden er en mester i korte og fyndige sætninger, der efterlader én godt og grundigt i tvivl om, hvor vi er på vej hen. En af hans mange pointer i kritikken af cyberspace og on-line samfundet er hans konstatering af det fjernes fascination.

"Vi har hellere tele-kontakt med mennesker i fjerne egne end med vores nabo. Når vi fascineres af det fjerne taber vi fascinationen af det nære", siger han og giver sine overvejelser en ekstra drejning når han f.eks. karakteriserer den moderne rumfart:

"Når vi erobrer rummet taber vi jorden. Det er ikke jordens undergang, men et mentalt tab."

Frihed til kritik

"Uden frihed til at kritisere teknikken er der heller intet teknisk fremskridt" - man kan roligt sige at kritikken er fundamental, uden at være fundamentalistisk.

"Fordi jeg elsker at lytte til Beethoven, men ikke kan lide en bestemt tolkning, holder jeg jo ikke op med at kunne lide musikken. Jeg opfatter mig som en slags teknikkens kunst-kritiker" siger Virilio.

Han maner hverken til gadekamp eller underskriftsindsamlinger, men er en af de få, der for alvor tør kritisere den herskende teknologi-optimisme. Det er dejligt befriende i en verden, der så ensidigt og massivt lovpriser internettet som denne og den kommende verdens frelse.

Til reklametrommernes buldren har Virilio denne bemærkning: "Hver evig eneste dag bliver vi bombarderet med reklamer for Internettet, fordi Bill Gates og alle de andre vil sælge os deres produkter. Det er ikke kun teknikken der volder mig problemer, det er ligeså meget propagandaen for teknikken".

Af en eller anden grund bliver nettets skyggesider overset og fortiet. Måske er politikere, erhvervsliv, journalister, mediebaroner og andre lykkeriddere for alvor blevet hypnotiseret. Halleluja og mer´ af det hele, lyder det overalt i samfundet.

"Som amatør kan jeg kun udvikle min interesse for teknikken gennem kritikken og kun kritikken kan bringe den tekniske kultur fremad", siger han og tilføjer, at udviklingen af nye teknologier bør ske gennem en analyse, en kritik og en overskridelse af uheldene.

Virilio nævner f.eks. historien om de europæiske jernbaneingeniører, der i 1880 mødtes i Bruxelles og opfandt et blokerings-system der skulle hindre togene i at støde sammen. Det var man nødt til fordi der skete alt for mange ulykker i togenes barndom. Det gør der også i dag.

Nu hedder togenes automatiske bremsesystem ATC. Der er airbags i bilerne og katapultsæder i jagerflyene. Risikovurderinger er en videnskabelig disciplin og folketinget nedsætter etiske råd og kommissioner, der skal forudsige og helst hindre eller i det mindste lindre de værste teknologiske uheld.

I skolerne lærer børnene om farene ved alkoholmisbrug og narkotika. Måske skulle man også indføre obligatorisk undervisning i Internettets mørke sider og én times obligatorisk bevægelse om dagen i stedet for at halse efter mantraet om en computer til hver elev.

Digital Bordeaux

Cyberworld er en bog, der opfordrer til både modstand og debat. Men den viser også nogle veje ud af moradset. Virilio taler om at vi skal "generobre sproget". Det havde glædet gamle Grundtvig. Vi kan også bruge mere tid på kunst, der ifølge Paul Virilio er en af de bedste politiske og æstetiske seismografer for den fremtidige udvikling. Og så skal vi tage begrebet om "næsten" alvorligt.

Han er ikke mod teknologi og han tror hverken på at man kan eller skal forhindre den teknologiske udvikling. Men teknologien skal styres personligt, politisk og etisk.

"Cyberworld-det værstes politik" peger på de nye teknologiers paradokser og fælder og Paul Virilio foreslår, at man fornægter enhver form for afgudsdyrkelse.

"Alle vores sanser er på vej til at blive transformeret til modtagere. Vi kan foretage os alt på afstand uden at være tilstede , men vi kan ikke producere en digital Bordeaux!"

Paul Virilio er et barn af krigen. Han blev født i 1932 og oplevede som dreng tyskernes bombardement af byen Nantes, hvor familien havde søgt tilflugt. I midten af tyverne begynder han at undersøge den europæiske Atlanterhavskyst. Det bliver til hans første bog Bunker Arkæologi. Den udkom i 1975 og er en fotografisk dokumentation og beskrivelse af den befæstede kyst fra Norge i Nord til Spanien i Syd.

Siden er det blevet til over tyve bøger, artikler, foredrag og udstillinger. Virilios overordnede teoretiske analyser er inden for det militære, det urbane og det politiske rum. Han tager udgangspunkt i de teknologier der anvendes i konstruktionen af de rum eller fænomener han analyserer.
I Danmark er den 68-årige filosof blevet kaldt begrebsaktivist og fremtidsarkæolog og han har i tidens løb rundet emner som fotografi, film, politik, astrofysik, kvantemekanik, økonomi, filosofi, malerkunst, skulptur for at nævne nogle.

Paul Virilio er oprindelig uddannet glaskunster og arbejdede sammen med Braque, Matisee o.a. Han er uddannet byplanlægger og arkitekt, men opfatter også sig selv som urbanist og civilisationskritiker. Indtil for et par år siden, har han været rektor for Arkitektskolen i Paris.

Hans bøger er oversat til utallige sprog og bruges på universiteter og militærakademier verden over.

Hans Bandmann

.


Cyberworld - det værstes politik" er en interviewbog og udkommet på dansk på Introite! publishers, 152 sider, 195 kroner. (Med ekstra forord af Paul Virilio og en grundig introduktion til hele forfatterskabet og en bibliografi af lektor Niels Brügger)
virilio

Søndag Aften 02/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.