Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


oktober 2000


Med på en bytter!

CulturCronik:

Af Leif Lønsmann

Pladeindustrien troede de førte krig mod Napster – og vandt. I virkeligheden var det deres egne kunder, de bekrigede. Og det giver bagslag!

En amerikansk District Judge ved navn Marilyn Hall Patel skrev Internethistorie, da hun i juli dømte det amerikanske internetfirma Napster til at fjerne alt beskyttet musik fra deres Internet Site.

Napster lancerede i 1999 en hjemmeside, www.napster.com, hvor musiklyttere fra hele verden kunne udveksle musik via Internettet i form af mp3-filer. Napster og formentlig flertallet af deres 20 millioner brugere hævder at Napster er en byttetjeneste, hvor pladesamlere og musiklyttere ganske uden kommercielle hensigter lægger deres købte og betalte plader frem til fælles aflytning og bytning. Den amerikanske musikindustri og dens branchesammenslutning RIAA (The Recording Industry Association of America), mener omvendt, at der var tale om simpelt tyveri og hæleri af kunstnernes (og pladeselskabernes!) produkter. En række kunstnere, herunder en dansk trommeslager fra heavy-bandet Metallica, vidnede i sagen og hævdede at musikerne gik glip af store summer, når deres musik via Napster blev stillet gratis til rådighed.

Påstand står mod påstand. Napster anker dommen, mens RIAA forbereder de næste retssager mod andre musiksites, i første omgang MP3.com, MP3Board og Scour.net.

Logik for frimærkesamlere

Fra brugernes synspunkt vinder Napsters logik. Napsters brugere gør i al banalitet det samme som frimærkesamlere, der bytter frimærker. En frimærkesamler har sin fulde ret – og 150 års hævd – til at vise sin samling frem til andre. Eller til at bytte med en anden samler. Først hvis han begynder at sælge sine frimærker, bliver det et anliggende for andre. Eller hvis han har stjålet dem. Det første tager skattemyndighederne sig af, og det sidste klarer politiet og straffeloven. Men man har dog aldrig oplevet at postvæsenet eller frimærketrykkeriet gør krav gældende i den forbindelse.

Omvendt med pladesamlere. Jeg har – siden mine unge år – efterhånden opbygget en anselig samling af single-plader, De ved, de små plasticskiver, der spilles på en grammofon med 45 omdrejninger i sekundet. De fleste er købt og betalt. Andre har jeg byttet mig til eller fået foræret af venner og bekendte. Af og til mødes jeg med en kreds af single-freaks. Vi viser vores gamle klenodier eller nyeste erhvervelser frem; lytter, synger, skriver tekster af – og det ville ikke ligge mig fjernt at bytte mig til et manglende Tom Jones- eller Ulla Pia-hit. Hverken KODA, DECCA eller SONET kommer og kalder os røvere og hælere, når vi sidder der i kolonihaven med alle deres produkter på bordet.

Med Napster og dens mange søster-sites har jeg fået en global pendant til min pladeklub. Her kan jeg vise mine seneste erobringer frem, og bladre igennem de andres. Jeg kan lytte, synge med, skrive tekster af, bytte, forære bort eller tage for mig af de plader, de andre har lagt frem. Hvis jeg begynder at tage penge for at andre hører eller downloader mine plader, vil jeg acceptere skattevæsenets eller for den sags skyld pladeselskabernes interesse. Og hvis jeg har stjålet pladerne eller computeren vil jeg acceptere politiets mellemkomst. Men efter Napster-dommen risikerer jeg nu også at måtte åbne døren eller pengepungen for The Recording Industry Association of America.

Byttere, udbyttere - og fribyttere!

Det er frimærkesamlerlogikken, Napsterbrugere og Net-lyttere føler trådt under fode med dommer Patel’s afgørelse. Derfor viste de deres støtte til Napster og en håndfuld andre musik-sites. Og derfor protesterede Mettalica-fans mod bandet, hvis danske trommeslager havde vidnet i retssagen.

Bytte-lytte-siderne på Nettet er ikke en trussel mod hverken pladeselskaber eller kunstnere. Tværtimod skaber den øgede brug af Internettet som musikmedie en ny efterspørgsel efter musikken. Det er historien om radiomediet om igen. Da kammersanger Emil Holm i 1925 proklamerede at han ville begynde at sende koncerter i Statsradiofonien, protesterede musikerne og deres kassemestre. "Kammersangerens musikradio vil lægge koncertsalene øde og føre til massearbejdsløshed blandt musikerne," hed det.

Musikerne og pladeselskaberne havde held til at sikre at de skulle have betaling for radiostationernes musikanvendelse, og det er dette princip, der stadig er gældende. Efterhånden som nye medier er kommet til, har kunstnere og pladeproducenter gentaget argumentationen fra 1920’erne. Brugen af nye medier vil dræbe musiklivet eller pladebranchen, hedder det, og derfor skal der betales afgift. Pladeindustrien kalder pladebyttere for udbyttere, for at fastholde deres egen status som fribyttere (sørøvere og andre, der hævder frihed til at tage bytte, red.).

I virkeligheden forholder det sig omvendt. Nye musikbærende medier stimulerer interessen for musikken – og øger omsætningen af den. Fremfor tomme koncertsale og hungrige kunstnere førte kammersangerens koncertprogrammer i stedet til et øget kendskab til og en stigende interesse for den klassiske musik. Det samme gjaldt 40 år senere for populærmusikken, som via Radio Luxemburg, Radio Merkur og senere DRs P3 kom ud til hele det danske folk. Som styrtede ned i pladebutikkerne og købte de plader, de havde hørt i radioen.

Radio og Internet øger pladesalget

Alle - også kunstnerne og pladebranchen - ved, at det fremmer pladesalget at blive spillet i radioen. Det beviser de selv ved deres ihærdige indsats overfor radiostationerne. Enhver radiostation oplever at blive løbet på dørene af radio-promotorer, der har til opgave at øge pladeselskabernes air-play. En sådan radio-promotor, Bjørn Bengtsson fra Sony, siger til dagbladet Politiken den 26/9 2000, at "en hot rotation, hvor en single bliver spillet 15 gange i fem uger betyder meget og kan ofte læses på pladesalget. 80-90 procent af de album, der ryger over disken, sælges på, at folk har hørt dem gentagne gange i radioen.".

Det samme gælder for Internettet. De amerikanske Netradioers sammenslutning, DiMA, har spurgt lytterne hvordan netlytningen påvirkede deres pladekøb. 60% sagde, at de jævnligt købte plader og CDer, som de først havde hørt eller downloadet fra Netradioerne."

Der er penge i både Radio og Internet, også for pladeindustrien. Derfor forekommer det grådigt, at den prøver at indkassere dem to gange: både når folk lytter til musikken i radioen eller på Nettet, og når de efterfølgende køber den i pladebutikken eller On Line. Efter Napster-dommen har det amerikanske research-institut Jupiter Communications foretaget en undersøgelse, der viser, at de 20 millioner Napster-brugeres pladekøb i de to år, Napster har eksisteret, er steget med op til 45%.

 

Den globale musikbytterbevægelse slår til

De store multinationale pladeselskaber (som også kontrollerer det danske marked) ved godt, at der er en nøje sammenhæng mellem radio- og netlytning og lyst til at købe musikken. Pladeindustriens såkaldte "big five" (EMI, Sony, Universal, BMG, Warner) er selv dybt involverede i både radio- og net-aktiviteter. EMI og Sony eksperimenterer begge med lyt- og køb-sites på Nettet. Universal er ved at udvikle en 25 mio. $ Internetservice. BMG har købt Online-tjenesten "CDNow", og Warner har alle muligheder liggende for deres fødder efter fusionen med AOL (America On Line). Når de ønsker at lukke Napster, er det ikke fordi de vil plade-bytningen til livs. Det er fordi de selv vil tjene på den.

Det kan millioner af netlyttere og Napster-brugere godt gennemskue. Derfor saboterer de helt automatisk og uorganiseret pladebranchens favntag med Napster. Nye byttetjenester dukker op: Gnutella, MyNapster, Napigator, FreeNet, OpenNap, nogle af dem med klar reference til Napster. Men de er ikke som Napster organiseret som virksomheder, der bringer folk sammen. De udnytter Internettets charmende anarkistiske struktur. De er uformelle virtuelle netværk, såkaldte "open-source projects", med mange udviklere og ingen ejere eller ledere. Musikken ligger ikke på en central server, men på de tilsluttede brugeres egne harddiske. Der er simpelthen ikke noget selskab at anlægge sag imod! Den globale musikbytterbevægelse har taget sagen i egen hånd. Pladeindustrien troede de førte krig mod Napster – og vandt. I virkeligheden var det deres egne kunder, de bekrigede. Og det giver bagslag!

Leif Lønsmann

Leif Lønsmann er Radiodirektør i Danmarks Radio

Søndag Aften 10/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.