Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


november 2000


Ahnelsens Observatorium

CulturCronik:

Af Pia Vigh

IT som mediestrategi

En række kulturinstitutioner kan med fordel tænke internet som en vigtig – og måske den vigtigste – del af en samlet medie- og markedsføringsstrategi. Og dette synspunkt har for nylig været fremsat i den offentlige debat. (Af Christian Have, redaktør af Kulturpulsen, i kronik i Politiken d. 28. august.) Opfordringen lyder på dannelse af samarbejdsrelationer kulturinstitutionerne imellem, også når det gælder formidling og præsentation af kultur på nettet. En opfordring til nye netværk i bogstavelig forstand.

Den opfordring er vigtig, men forudsætningen for en heldig markedsføring på nettet er at indholdet præsenteres og formidles godt nok. Og det er med formidlingsstrategi for øje, at IT er mest interessant og rejser de sværeste og vigtigste spørgsmål.

Ganske mange af de meget interessante sites om specifikke kulturprofiler og kunstnere eller nye kulturfænomener, er private. Det er oftest amatører som med stor faglig tyngde og lidenskabelig redaktionel ildhu samler ressourcer om for eksempel en forfatter og generøst og beredvilligt linker til åndsfæller med kongeniale eller tilsvarende ressourcer indsamlet og stillet til rådighed på privat og frivillig basis. Lad mig nævne et par eksempler:

Et fremragende site om Søren Kierkegaard er Ilse Mogensens Kierkegaard on the Internet med et velfungerende diskussionsforum, gode artikler, opdaterede og relevante links videre …

Et andet eksempel er Niels Mikkel Michelsens site om Knut Hamsun – et helt igennem kvalificeret site for Hamsun-entusiaster, som blot mangler Hamsuns egne tekster for at være det perfekte vandhul for Hamsun-sindede sjæle.

Men den kulturinstitution, der måtte have rettigheder og muligheder for at publicere f.eks. Hamsuns tekster tænker ikke i Hamsun-site på samme vis; skaber ikke et interessefællesskab med tilknytning til en given udgiver – det være sig af Kierkegaard, Hamsun eller andre kunstnere og kulturprofiler og -fænomener. For mange kulturinstitutioner forpasser chancen til at knytte loyale stambrugere til sig; brugere som ikke har den store interesse i institutionen selv – men i det indhold, den kan tilbyde.

’Content is King’

På alverdens IT-konferencer og senest på den store Reboot-konference på Holmen i foråret mødes alverdens teknokrater og nørder, og hvert år gentages mantraet: "Content is King!" Indholdet er det væsentlige! Og det er vel at mærke et mantra udskreget og gentaget, ikke af museumsfolk eller andre professionelle kulturformidlere, men af kodekarle, web arkitekter, script-troldmænd og andet nørdet godtfolk: Lad os få kulturen på nettet; tekster, billeder, lyd, transmissioner, debatter, fakta, montager, digressioner … oplevelser! Kulturformidlere, private som professionelle, vil fremover skulle tage nye henvendelsesformer i brug for at udnytte internettets spændstighed; henvendelsesformer som ’digital storytelling’, der ændrer brugernes rolle fra at være mediekonsummenter til at være medieproducenter. Internet er den fremmeste kanal til udgivelse, distribution, præsentation og formidling af kultur; det er tv, radio, papir, biograf, bog i ét.

IT tilbyder et krævende og praktisk anvendeligt værktøj til at supplerer de traditionelle formidlings- og fremvisningsstrategier, men er også samtidig et generativt vilkår for mere og mere kunst; netkunst. Internet er også en ny arena at skabe og udstille kunst i.

Kunsten i nettet

Kunsthistorien vidner om, hvordan kunsten gennem tiderne har ladet sig udfordre og forstyrre af ny teknik, nye redskaber og nye medier; moderne kunst har i flere perioder defineret sig på baggrund af og i opposition til teknologien – tydeligst med dadaisternes mekanisering og fremmedgørelse og futuristernes dyrkelse af maskinerne som noget andet end og udenfor det menneskelige. Senere identificerede en konceptkunstner som Andy Warhol sig med maskinens ingenting; han ville være en maskine, et nulpunkt markedsført.

Den dagsorden er ikke længere aktuel. De sidste tyve års udvikling af digital teknologi og digitale maskiner har haft en kolossal indflydelse på kunstnere, publikum – på hele opfattelsen af, hvad kunst er, og hvordan den påvirker. Med og ved internettets protokol konvergerer kunstens og teknologiens udviklingsbaner. Mødet mellem kunst og teknologi har blotlagt og rystet den traditionelle opdeling mellem proces og produkt, mellem kunstner og publikum, mellem kunsten og dens teknikker. Det digitale medie er ikke bare proteser, som udvider vor kulturelle kapacitet, når for eksempel Den Hirschsprungske Samling digitaliserer Krøyers billeder, men web som medie sætter os i helt nye situationer både som kulturinstitution, publikum og kunstner. Det er givet, at Krøyers billeder må præsenteres og fremvises på nettet på en måde forskellig fra den, vi oplever i de nye smukke lokaler på Den Hirschsprungske Samling. Men hvad ville Krøyer mene om sit evige netliv? Hvor radikalt ændres et menneskes opfattelse af Krøyers billeder, hvis hun udelukkende oplever de digitale originaler? Simuleringen af kunstobjekter, digitaliseringen og præsentationen af for eksempel malerier rejser fascinerende spørgsmål om autencitet og originalitet, og kunstnerens fraternisering med teknologien skaber kritisk debat om både værkets autencitet og kunstnerens kreativitet.

Digitale medier giver bred og stadig øget adgang globalt og mod et potentielt deltagende publikum. Med øget båndbredde og drastisk faldende priser på computere og online-adgang bevæger vi os hastigt i retning af Dadas visioner om demokratisering af kunsten. Vestjysk Musikkonservatorium har en særlig faible for og viden om den danske komponist Per Nørgård – og den har de naturligvis delagtiggjort os andre Nørgård-interesserede i ved at tilrettelægge et Nørgård-site med information, data, perspektivering, kalenderstof og vigtigst: masser af musik! Her kommer vi godt omkring Nørgårds fortræffeligheder – og det på en måde, ingen analog opførsel af en Nørgård-komposition ville kunne tilbyde.

Kunst behøver ikke længere blot at opfattes som et fysisk udstillet objekt – på en væg, i en montre, ved en begivenhed, på en scene – men kan danne genstand for publikums deltagelse, på publikums betingelser. Kulturen ejes ikke længere af kunstnerne, af museerne, teatrene, arkiverne – men af publikum. Om det forhold at publikum har taget magten over kulturen kvalificerer eller diskvalificerer den, er en anden diskussion, som ligger uden for denne kroniks afsæt, men det er så afgjort en debat vi kommer til at forberede os på – og i øvrigt gerne stiller forum til rådighed for på Kulturnet Danmark, online som offline.

Netkunst, det 2. årtusindes guldalderkunst

De etablerede kulturscener og -institutioner stiller sig tøvende og til tider defensive overfor IT teknologien og dens medier, som allerede på radikal vis har ændret deres måder at arbejde på; discipliner og genrer opretholdes stadig for nidkært, men der er ingen tvivl om, at fremtiden – og med den kunstnerne og publikum – er at finde hvor grænserne mellem medier, mellem kunstens genrer og arter, mellem kunstner og publikum nedbrydes. Fremtidens kultur og dens agenter skaber og oplever kunst, som lever op til sine egne iboende kriterier mellem udtryk og indhold, mellem ’media’ og ’message’, som medieforskeren Marshall McLuhan skrev. Kulturformidlingen i dag og formentlig en årrække fremover kerer sig om at besvare spørgsmål som: ’er det ægte?’, ’hvad betyder det?’, ’hvad skal det bruges til?’, ’hvad er det lavet af?’, ’hvem har lavet det?’ og ’hvorfor?’ … etc. Og den form for kulturformidling vil formentlig være nødt til at ændre sig i retning af en optagethed af, hvorvidt et givent kunstværk virker, hvilken effekt det har, om det er i stand til at tilbyde en bevægelse af sanserne, en ændring af verden.

Kultur- og kunstinstitutionerne skal forvalte og varetage traditionen. Det er en vigtig prioritering. Og en prioritering vi skal holde fast i. Avantgarden har aldrig fundet sig til rette på statsanerkendte kulturinstitutioner … eller været videre velkommen der; det er en af de præmisser og en vigtig del af den selvforståelse, som ligger til grund for avantgarden, og for de kulturbevarende og –formidlende institutioner. Men det er ligeså givet, at det er vigtigt for den etablerede og professionelle kulturformidling at have et øje på netkulturen, netkunsten; dens muligheder, dens udtryk og dens betydning og placering. For på et tidspunkt bliver netkunsten som genre salonfæhig; som udtryk for guldalderen i begyndelsen af det 2. årtusinde, og komplekse, ubegribelige og provokerende kunstværker, som Soulbath vil være reduceret til baggrundsbilleder på de bærbare computere i campingvognene rundt omkring i det danske sommerland, side om side med andet kitsch. Digitale kunstnere er vor tids avantgardister, som om 15 år har deres eget bind i kunsthistorien.

Det komplekse og interaktive miljø muliggjort af digitale maskiner som computeren og anarkistiske og grænseløse medier som web virker tilbage på ældre medier og andre anvendelser. Kunstnere, som ikke anvender nettet finder sig selv sporet ind på nogle af de former og tilgange, som karakteriserer nettets præmisser og muligheder. Det skrevne ord, den trykte bog, den kanoniserede litteratur må overveje de muligheder og udfordringer, de nye medier og nye kommunikationsformer frembyder, når e-bogen bliver hvermands eje. Det er hyperteksternes ikke-linearitet på kollisionskurs med traditionel narratologi. Det er forfatterens erkendelse af ikke længere af være autoriteten bag sin tekst. Bøger, tekststykker, sætninger, ord må redefineres som hypertekst og netværksplot, som synes at skrive sig selv . Det er Aristoteles’ mareridt og opfyldelsen af Roland Barthes’ fugtige drøm om teksten, der lystfyldt skriver sig selv for sin egen fornøjelses skyld.

IT som kulturforståelse

Informationsteori og medieteknologi har ikke bare muliggjort nye former for kunstneriske udtryk og formidlingskanaler; de har også genereret en ny forståelse af kunst og et nyt syn på kunstnerens rolle. Maskinkodernes bits og bytes, et-taller og nuller introducerer et nyt indtryk af konsistens, af kompatibilitet, af forbindtlighed imellem det, som engang var diskrete sensationer og distinkte formater. Web er en fælles platform, et nyt plateau hvorfra udsigt og lyd, bevægelse og ro, tekst og kalkuler kan interagere, hvor medier kan fusionere, nye kanaler åbne og sanser stimuleres – i tilfældigheder af tilfælde. Internet er hvad Kierkegaard ville have kaldt et Ahnelsens Observatorium.

Når kulturen begynder at krybe ud af sine rammer, ned af væggene, ud af koncertsalene, begynder verden udenfor kulturinstitutionerne også at krybe ind og korrumpere de æstetiske protokoller – at definere en kultur af nye udfordringer; hvorfor fremstille smerte, sorg, skønhed, bevægelse når den kan injiceres? Hvorfor portrættere en fremtid, når den kan bygges?

Kulturens indtog på nettet stiller nye krav til såvel kunstnere, som publikum og kulturformidlere og kulturinstitutioner, og det handler ikke først og fremmest om teknisk indsigt, anskaffelse af digitalt isenkram eller øgede bevillinger til kulturen. Det handler om et kulturskifte, der er langt mere omsiggribende end en opdateret mediestrategi. Der er ingen konflikt i spørgsmålet om, at ville samle sig i større fællesskaber med henblik på bedre at kunne sælge billetter, og Kulturnet Danmarks holdning til skabelse af en merværdi på nettet – af indhold, af forståelse og oplevelse; mediestrategien er en logisk følgevirkning af en god formidlingsstrategi.

Netværksdannelsen kulturinstitutioner imellem er en helt afgørende forudsætning for god kulturformidling, og det er grunden til at et IT-projekt som Kulturnet Danmark er tænkt og bygget som et netværk af kulturformidlende institutioner; et netværk som arbejder aktivt og målrettet i retning af samarbejde på tværs af institutioner med fælles publicering for øje. Mediestrategien følger af sig selv, når nettet forstås og bruges som det formidlingsværktøj, det især er.

I den aller nærmeste fremtid er udfordringen derfor at fortsætte diskussionen om en sammensmeltning eller måske nedsmeltning af videnskab, informationsteknologi og kultur. En diskussion Kulturnet Danmark ser frem til og meget gerne stiller sig til rådighed for.

Pia Vigh

Pia Vigh er projektleder i Kulturnet Danmark

Søndag Aften 11/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.