Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 2001


Computeren som litterær skrivemaskine


CulturCronik:

Af Søren Pold

Hvorfor litteraturen ikke er truet af computeren, og hvorfor e-bøger er dårlig litteratur

Computeren er bogstaveligt talt en skrivemaskine, og alene derfor er den interessant, relevant, jeg vil endda hævde central for aktuel litteratur. Men e-bogen, som er blevet introduceret af forlag som Gyldendal og bl.a. Microsoft i stærk forening, tager slet ikke højde for, hvordan litteraturen allerede er blevet digital, og hvordan de digitale computernetværk er blevet udforsket af litteratur - hvordan computeren kan bruges som litterær skrivemaskine.

Den digitale skrivemaskine

Computeren kan selvfølgelig bruges til at skrive med, hvilket vel ikke kommer som den store overraskelse, men det er også en skrivemaskine i mere mediemæssig forstand. Det er simpelthen en maskine, der udover den mekaniske opbygning er symbolsk opbygget - altså en skrivemaskine konstrueret og styret af skrift. Der er altså tekst i computerens kasse - på sin vis er der ikke andet end tekst - i hvert fald hvis man hæfter sig ved, hvad der adskiller computeren fra tidligere, mekaniske maskiner.

Medieteoretikeren Niels Ole Finnemann har fastslået, at computeren er en symbolsk, skriftteknologisk maskine. Fra bits og bytes niveauet, 1'erne og 0'erne til de brugervenlige skærmbilleder i moderne software er der tale om en form for tekst. Og her menes der ikke bare en generaliseret tekst, som det blev diskuteret i 80'ernes litteraturteoretiske hovedstrømninger, men helt konkret i forhold til computeren. 1 og 0 i computeren er nemlig ikke tal, men bogstaver og burde således snarere betegnes med A og B. Der er tale om et binært alfabet, som, lige som det alfabet vi kender, er digitalt, det vil sige opbygget af diskrete, arbitrære mindsteenheder (bogstaver), der stammer fra et alfabet (som i computeren kun består af 2 bogstaver mod de sædvanlige 28), og som først giver mening, når de indgår i en sekvens. De enkelte bits er altså ikke tal - der jo som bekendt ikke er tomme for betydning, men bogstaver der kan have frit varierende betydning alt efter, hvilken sammenhæng de indgår i.

Desuden er computeren grundlæggende skrivelig, det vil sige redigerbar. Man kan principielt skrive og redigere i alle niveauer i computeren, og man kan ikke opsætte uigennemtrængelige grænser for denne redigerbarhed, selvom mange kommercielle software pakker netop forsøger at opstille den slags grænser og skjule koden eller teksten bag brugervenlige skærmbilleder. Det er principielt altid muligt at få adgang til at redigere overalt, hvilket er, hvad hackere beviser gang på gang. Computere er altså fundamentalt usikre - eller skrivelige - og ligesom litteraturteoretikeren Roland Barthes gør os opmærksom på i forhold til moderne tekster, kan afsenderen, forfatteren, Bill Gates, eller hvem vi nu taler om, ikke fuldtud kontrollere teksten.

Udfordringen er blot at læse teksten - at få øje på den, få adgang til den, lære at læse og forstå den. Men hvis vi åbner computeren - enten direkte med en skruetrækker - eller som moderne symbolanalytiker via tastaturet - er det alligevel svært at forstå og læse teksten. I modsætning til det traditionelle alfabet er computerens alfabet nemlig mekanisk virksomt. Bogstaverne er elektriske, og de virker også, selvom de ikke bliver læst og fortolket af en menneskelig læser. Når jeg har karakteriseret computeren som skrivemaskine, må det tilføjes at den samtidig er en læsemaskine, der er i stand til at læse, fortolke og handle på baggrund af dens skrift.

Kierkegaard eller C++

Vi har med andre ord brug for et nyt tekstbegreb for at kunne håndtere og forstå computeren. Et tekstbegreb der er bygget op omkring to ting: at computerens tekst er mekanisk virksom, og at den er multisemantisk eller multimedial. Man kan med computeren selvfølgelig skrive tekst, men man kan også skrive billeder, lyd, og virtuelle rum. Computeren er således, som Niels Ole Finnemann udtrykker det "skriftkulturens erobring af den visuelle repræsentation".

Selvfølgelig bliver forfattere og litterater ikke til rene dataloger med et slag, der skifter Søren Kierkegaard ud med C++ og Højholt ud med HTML. Men alligevel må moderne litteratur forholde sig til computerkode og programmeringsprincipper, som også den engelske digitale forfatter John Cayley er inde på med sine litterære maskiner og sit begreb om programmatologi. Datalogiske begreber og digitale struktureringsprincipper som hypertekst og cybertext vil i stigende grad fungere parallelt med mere traditionelle stilistiske figurer i aktuel litteratur. Sådanne begreber fra datalogien, informationsvidenskab og digital litteraturteori kan hjælpe os til at forstå tekstens nye digitale former - former som breder sig fra computerens indre ud igennem dens skærmbilleder og ud i kulturen, samfundet, virkeligheden - og også ud i den litteratur som beholder bogformen. Et digitalt tekstbegreb er ikke kun noget, der vedrører computerens indre, og hvad der måtte ske der, men er et nyt tekstligt paradigme - en ny måde at forstå tekstens betydning nu og her, og selvfølgelig også en ny måde at forstå den litterære tradition på. Det er samtidig et tekstbegreb der får og allerede har enorm betydning for, hvordan vi kommunikerer, organiserer vores samfund, opbygger og lagrer viden, samt i sidste ende, hvordan vi tænker og forstår os selv. Der er kort sagt noget at skrive om og med - og forfattere, kritikere og litterater har meget at arbejde med og en hel del at byde på inden for et sådan digitalt tekstligt paradigme. Digital litteratur eksperimenterer med, hvad og hvordan digitale tekster betyder - et arbejde der ikke alene kan overlades til dataloger, men som i høj grad kalder på litterær bearbejdning. Vi har brug for litterære eksperimenter med digital teknologi.

... og litteraturen?

Men er der så litteratur i computerens kasse? Selv synes jeg de mest spændene litterære ting i computeren er dem, som ikke umiddelbart ligner den litteratur, vi kender. Eller for at sige det på en anden måde, så overser en diskussion om, hvorvidt dette eller hint er god litteratur let, hvorvidt litteraturbegrebet selv er under forandring.

Hyperlinket, som vi kender fra World Wide Web (WWW) er måske det mest umiddelbart synlige nye tegn. Det er et elektrisk tegn, som fører læseren fra en tekstblok til en anden - en slags instrumentalisering af fodnoter, referencer og undertiden mere associative spring. Faktisk opstod hypertekst som litterær form samtidig med teknologien, og før WWW udbredte den. En hypertekst på nettet, der både tematisk og i sin form arbejder med elektrificeringen af teksten er Stuart Moulthrops Hegirascope. Hegirascope præsenterer en kinetisk, elektrisk skrift i stil med lysreklamer, og teksten er både i sin form og tematisk en refleksion over tekstens hastighed, og hvad der sker, når man forcerer sætningens syntaktiske rytme og læsningens hastighed. Umiddelbart kan det let opleves som irriterende at få afbrudt sin refleksive, rolige læsning og få dikteret en læsehastighed, men samtidig tilføjer det teksten en ny dimension, hvor tempoet tilføjer en spænding, som vi for eksempel kender fra de mange tidsbaserede, tempofyldte computerspil. Hegirascope er en tekstlig maskine, som producerer og reflekterer over en kinetisk, topografisk læsning, som den man oplever, når man kører i bil gennem en by.

En kunstnergruppe, som har arbejdet direkte med at skrive med nettet og ikke kun i nettet er Etoy. Deres litterære debut var i 1996, hvor de bortførte over en halv million netsurfere og kidnappede dem til deres daværende hovedwebsted, tanksystem, som er en satire over webbets æstetik og den kommercialisering af nettet, som tog fart omkring 1996. Sidenhen har de arbejdet videre med at afspejle nettets kommercialisering - de har bl.a. forsøgt at sælge deres websted og har senere omdannet sig til Etoy.corporation, som sælges på aktier. Deres seneste litterære happening var mindre intenderet. De blev kort før årtusindskifte sagsøgt af e-handel legetøjsforretningen Etoys, som mente, at netkunstnerne forvirrede deres potentielle legetøjskunder og førte dem på hypertekstuelle afveje, hvilket vel ikke er helt forkert. Legetøjsfirmaet ville have lukket Etoys (kunstnergruppens) domæne på WWW, selvom Etoy havde registreret domænenavnet, mange år før legetøjsforretningen opstod. Kampen udviklede sig til en virtuel legetøjskrig eller Toywar, som Etoy vandt ved at sende legetøjsforretningens aktier ud i frit fald. Etoy arbejder på denne måde med at skrive med og om, hvad man kunne kalde linkets diskursøkonomi - eller hvad der sker når ord bliver til søgeord, varemærker og værdifulde adresser. De viser, at der er magtfulde pengekredsløb bag skærmen, som dirigerer læseren og læsningen i det hypertekstuelle netværk.

Jodi er en kunstnerduo, der arbejder med at dekonstruere computeren og vende vrangen ud på interfacets grænseflade mellem bruger og computer. De viser, hvordan computerens skærmbilleder dækker over tekst, som normalt er skjult for læseren, og deres værker demonstrerer tekstlige interferensfænomener mellem den menneskelige, kommunikative skrift og de mere maskinelle, kodede tekstlag. De hacker hul i skærmbilledet og viser teksten underneden - eller hvordan de vinduer og sider, vi ser som WWW, for computeren er koordinatsystemer. Som anden god litteratur viser de, hvordan den digitale virkelighed er kontrolleret af symbolske koder. De undergraver brugervenligheden - ja for det meste endda brugbarheden og i stedet iscenesætter de den digitale virkelighed som kodekunst eller HTML-lyrik. Nogle gange ser det ret dramatisk ud - undertiden ser det endda ud, som om de ødelægger computeren med deres litteratur, hvilket man kan erfare ved at besøge deres labyrintagtige og konstant foranderlige websteder - http://www.jodi.org, http://sod.jodi.org, http://oss.jodi.org, http://404.jodi.org - gamle Jodi sider kan også findes på http://www.0100101110101101.org. Dermed beviser Jodi på deres egen finurlige måde, at computeren ikke ødelægger litteraturen, men at det lige så godt kunne være omvendt: Litteratur kan i hvert fald nedbryde, underløbe eller måske dekonstruere computerens funktionalitet og i den proces lære os at læse computeren, og hvordan dens kode strukturerer betydning.

E-bogen og digital litteratur

E-bogen bliver nu lanceret i Danmark med støtte fra Gyldendal og Microsoft, og ved første øjekast ligner e-bogen den længe ventede digitalisering af litteraturen - en udvikling som for længst er foregået inden for musik og er kraftigt på vej inden for fotografi har endelig nået bogreolerne. Men på mange måder markerer e-bogen et tilbageskridt for litteraturen - ikke mindst i lyset af de mange eksperimenter med digital litteratur der har fundet sted de seneste ti år på Internet, cd-rom og diskette. E-bogen repræsenterer et tilbageskridt i forhold til digitale eksperimenter med, hvordan man kan skabe en digital litteratur, hvordan litteraturen kan udforske og udfordre computernetværkene og computerens multimedialitet (dens evne til at integrere og 'skrive med' billede, lyd, rum, film). I stedet for at understøtte disse eksperimenter forsøger E-bogen, som det tidligere er blevet fremhævet af Søndag Aften, at få computerens skærm til at ligne en bog, og således er der nøgternt betragtet tale om en neddroslet computer.

Samtidig er e-bogens litteraturbegreb meget traditionelt i forhold til mere tidssvarende eksperimenter med at udforske computerens former litterært og udforske litteraturens muligheder hinsides bogen i de digitale netværk. E-bogen er således et paradoks; på den ene side en digitalisering af litteratur og læsning, på den anden side foregår denne digitalisering i en form, som synes at ignorere udviklingen inden for digital litteratur, som jeg er kommet med nogle eksempler på ovenfor. E-bogen repræsenterer en digitalisering af litteraturen uden at medieudviklingen fra bog til computer reflekteres i den litterære form modsat litterære eksperimenter som Jodi, Etoy og Hegirascope. Disse eksempler ligner måske ikke umiddelbart litteratur som vi kender og elsker den, og det også muligt at fremtidens litteratur ikke vil ligne sådanne eksperimenter. Men i modsætning til e-bogen peger sådanne eksempler på litteraturens nye muligheder og udtryk i de digitale netværk - hvordan litteraturen kan skrive med computerens og netværkenes kode og dermed fortælle tidssvarende historier om, hvordan vores digitale virkelighed er indrettet. Muligheder der også udnyttes af danske forfattere og kunstnere på websteder som AfsnitP, Erik Kjær Larsens Cyberhagen, Artnode og n2art.

Med sin krampagtige fastholdelse af litteraturen i et bogligt interface ligner e-bogen snarere en bestemt litterær forståelses gravsten end begyndelsen til en digital litteratur. E-bogen afslører en stor uvidenhed om eller måske decideret fortrængning af den digitale litteratur, der allerede lever på nettet. E-bogen ligner det dårligst tænkelige kompromis mellem computeren og bogen, og som litterat foretrækker jeg en Playstation 2, en bærbar computer - og mine bøger.

Søren Pold

Søren Pold er adjunkt på Litteraturhistorie/Multimedieuddannelsen, Aarhus Universitet. Han forsvarede i december ph.d. afhandlingen Ex libris - Litteratur i medieurbaniteten og har desuden skrevet en række artikler om litteratur og medieudviklingen, både historisk og aktuelt.

Søndag Aften 01/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.