Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


marts 2001


Handel, monopoler, kulturel mangfoldighed og copyright


CulturCronik:

Af Roger Wallis

Efterhånden som globaliseringen griber om sig, forsøger de store industrielle kulturproducenter at strømline deres produktudbud og deres distributionskanaler. Og selv om ingen med sikkerhed kan forudsige eller manipulere de globale behov, kan kontrol af medier og distributionsformer udgøre en alvorlig trussel mod den kulturelle mangfoldighed

Sammen med en forskerkollega fra Sverige, Krister Malm, foretog jeg i begyndelsen af 1980erne en række lange rejser til 13 små nationer rundt om i verden. Initiativet var del af et projekt ved navn Music Industry in Small Countries (MISC). Formålet var at se, hvordan den internationale musikindustris øgede marketingsfremstød, adgangen til billig teknologi til bl.a. lydoptagelser og distribution og lokale forhold påvirkede hinanden. Hvad var konsekvenserne for den kulturelle mangfoldighed, og kunne vi forudsige fremtidens udvikling?

Vi vendte blikket mod de nordiske lande, som alle havde ti års erfaring med pladeselskaber ejet af musikere – mange af dem som del af den såkaldte progressive musikbevægelse. Indsatsen fra mindre iværksættere og entusiaster førte tydeligvis til en forøgelse af kulturprodukter, selv om deres markedsandel var lille. Vi besøgte lande, som i årevis havde forsynet verden med musikalske perler, f.eks. Trinidad og Jamaica. Og vores rejseplan omfattede også lande i Afrika: Kenya og Tanzania, som vi følte i fremtiden kunne blive leverandører til den internationale underholdningsindustri. Vi hørte mange bedrøvelige historier om musik, som var blevet ’lånt’ fra Afrika, men som kun havde givet de oprindelige ophavsmænd et begrænset eller slet intet økonomisk udbytte. Cymru eller Wales var et andet interessant studium i marken. En lille lokal musikindustri blomstrede op som følge af en uventet ændring af radioens programpolitik. Tilladelser til nye kommercielle lokalradiostationer krævede, at de skulle reservere nogle timer hver dag til udsendelser på walisisk. Det medførte et behov for programindhold, og der voksede hurtigt en subkultur frem. Krister Malm og jeg besøgte endda Sri Lanka - et af de små lande i Asien. Det var det eneste land, hvor de etablerede pladeselskaber påstod, at der slet ikke fandtes nogen musikindustri. Tilbage i 1930erne plejede EMI-India at sende en tekniker ned til Colombo en gang om året for at indspille nogle sinhala-sange, men siden da, erfarede vi, havde det været en hvid plet på den kommercielle musikindustris landkort.

Da vi nu var i Sri Lanka, besluttede vi at checke gyldigheden af denne lille bid af musikbranchens konventionelle visdom. Vi slog op i telefonbogen, spurgte dørvogtere i natklubber om den lokale musikscene og udvekslede artigheder med lokale sælgere af kassettebånd med piratkopier af ABBA og Boney M. Det stod os hurtigt klart, at Sri Lanka havde en blomstrende lokal musikindustri baseret på kassetteteknologi. Nogle få lokale indspilningsstudier, nogle af dem finansieret af den romersk katolske kirke, anvendte simple flersporede kassettebåndoptagere, købt i Japan. Når det gjaldt kopiering, var de lokale musikere fuldstændig afhængige af kunne udnytte ledig kapacitet hos piratindustrien i Singapore. Det var sikkert at lave kopier der, eftersom der kun var begrænset eller slet ingen international efterspørgsel efter kassetter med sange på sinhalesisk. Sri Lanka var et interessant eksempel på, hvordan teknologi, økonomi og forretningssans, såvel som lokale kulturelle forhold og traditioner kan påvirke hinanden og forstærke den kulturelle mangfoldighed.

Kulturimperialisme eller transkulturalisme?

Under vore rejser oplevede vi alle de traditionelle modeller for kulturel interaktion. Kulturel udveksling med musikere, der var fælles om sange og rytmer; og kulturel dominans, hvor bestemte musikformer udelukkede andre udfra opfattelser om lavere eller højere former for kunst. Kulturimperialisme var bestemt til stede, men ikke altid lige succesfuld. Begrebet er også problematisk, da det har en tendens til at blive gennemsyret af en overflod af sammensværgelsesteorier fra dem, som går ud fra, at ’djævelen’ kan komme af sted med alt.

Vi bemærkede imidlertid en ny trend, som vi gav navnet ’transkulturalisme’. Begrebet refererer til de hybridformer, som kan opstå, når kommunikationen forbedres og Indholdet fra internationale medier spiller sammen med lokale kulturer og subkulturer. Den transkulturelle proces afspejler en tovejsstrøm. Processen starter, efterhånden som musikbranchen spreder dens hardware og software til forskellige lande. Til tider kan der være tydelige konflikter mellem opfattelser af, hvad der betragtes som kulturimperialisme og hvad der er transkulturation. Når alt kommer til alt kan man jo hævde, at også piraterne i Singapore bidrog til udviklingsprocessen i Sri Lanka.

I dag tyve år senere ser vi et lignende forløb med nye distributionsteknologier, nye muligheder og nye trusler. Internettet og softwareprogrammer som Napster anses af musikbranchens gigant selskaber som en åben invitation til piratvirksomhed, uforenelig med tanken om et retfærdigt handelsprincip. Ved at tillade, at brugere deles om musik på deres harddiske, stjæler Napster penge fra ’kunstnere og komponister’. Sådan lyder det officielle argument. Men selvom superstjernerne måske mister et par håndører ved sådanne foreteelser, kan det gå hen og blive mangfoldighedens redning. Dagens debat og den enorme lobbyisme, som musikindustriens oligopoly – den lille gruppe musikproducenter der dominerer markedet – udøver, ligner den moralske panik, der opstod omkring kopiering af kassettebånd, da båndoptageren kom på markedet i begyndelsen af 1970erne. Dengang fik vi at vide, at det var pladeindustriens endeligt. Faktum er, at salget er steget støt og roligt lige siden. Salget af CDer i Sverige – et af de lande i verden med flest netbrugere i verden – steg med godt 27% i første kvartal af 2000. I USA var Carlos Santana den hyppigst downloadede kunstner sidste år. Carlos Santana solgte samtidig flere CDer end nogen anden kunstner i 1999.

Økonomiske og teknologiske interesser versus transkulturation

Vore globale studier i 1980erne førte til forudsigelsen af to mulige fremtidige udviklingsmønstre. Enten ville den transkulturelle proces føre til en fuldstændig ensretning af musik og musikvirksomhed - ud fra et scenario om ’én verden - én musik’. Eller vi ville komme til at opleve en overflod af kombinationer og forandringer, som ville skabe nye musikvarianter. Nogle ville blive spredt til hele verden og blive trends, andre ville leve et afgrænset lokalt liv. Vi var sandsynligvis de første forskere, som forudsagde fremkomsten af fænomenet ’verdensmusik’. Det første alternativ, ensretningen, ville betyde en smule tilfredsstillelse for en masse folk og stor tilfredsstillelse for meget få. Det andet alternativ ville producere en mangfoldighed af musikformer på grundlag af ændrede leveforhold, nye elektroniske teknologier, på samme måde som traditionel musik altid har tilpasset sig nye omgivelser. I vores bog Big Sounds from Small Peoples, udgivet i 1984, lod vi spørgsmålet stå åbent. I dag i år 2000 ville jeg hævde, at vi igen står ved et teknologisk og økonomisk vendepunkt, som byder på store muligheder, men også store trusler mod mangfoldigheden. Tillad mig at komme med nogle betragtninger om forholdene på nationalt, regionalt og internationalt plan.

Den globale underholdningsindustri styres af en kompleks blanding af økonomiske, kulturelle og teknologiske faktorer. Efterhånden som globaliseringen øges, søger producenterne veje til at strømline deres udbud af produkter og deres distributionskanaler. Der er imidlertid ingen, der kan forudsige eller fuldstændig manipulere globalt behov. Man kan kunstigt skabe kulturprodukter og markedsføre dem med en vis succes. Men den globale medieindustri har aldrig fundet en idiotsikker måde til at undgå at ’skulle kaste mudder mod væggen, for se om noget hænger fast’. Og når noget hænger fast, ønsker industrien at have total kontrol med, hvordan artefaktet eller produktet, såvel som kunstnerne og deres rettigheder håndteres. Faktisk søger den globale medieindustri efter veje til at retfærdiggøre deres udnyttelse af kultur, produkter og kunstnere.

På den anden side kan det ønske om kontrol over medie- og distributionsformer, der ligger i sådan en forretningsfilosofi, blive en alvorlig trussel mod den kulturelle mangfoldighed, som kan blive resultatet af en friere brug af musikteknologi og fri adgang til distributionskanaler. Den type transkulturationsproces, vi observerede i 1980erne, som forøgede mangfoldigheden, kan blive blokeret, når de store firmaer indgår aftaler med kabelselskaber, internetudbydere og netværksoperatører. Samtidig skal man være klar over, at de gigantiske konglomerater har et væsentligt problem, når de prøver at beskytte de midler, de har samlet sig. De ser sig om efter teknologisk hjælp. Men teknologi er aldrig et særligt godt redskab, når det gælder om at løse forretningsproblemer forårsaget af teknologi. På mange måder har industrien en kompleks udvikling, hvor nye muligheder hyldes i ord, mens handlingerne taler et helt andet sprog. Kompleksiteten resulterer i et interessant forhold mellem de ’store’ og de ’små’. Gnidningerne kommer og går mellem mindre kulturer og de større kommercielle kulturer, mellem mængden af mindre kendte kunstnere og et relativt begrænset antal af superstjerner, mellem små og mellemstore firmaer og globale oligopoler, mellem de teknologier, der ansporer til mangfoldighed og de teknologier, som giver mulighed for kontrol med en begrænset mængde globale produkter.

Ny teknologi og muligheder for kulturel mangfoldighed

En række faktorer er udslagsgivende for, om den kulturelle mangfoldighed kan overleve i en verden, hvor kommunikationsmåderne ændrer sig hastigt. Projektet Music Industri in Small Countries viste, at adgang til teknologi af en rimelig kvalitet og til en overkommelig pris er en afgørende faktor. Adgang til distributionskanaler, både fysisk og elektronisk er en anden forudsætning.

Ny teknologi skaber stort potentiale for øget mangfoldighed, gensidig påvirkning mellem forskellige kulturelle udtryk, og frembringelse af nye interessante hybrider. Internettet giver udøverne enorme muligheder for at møde et publikum, også til de mindre niche-genrer, hvis ellers budskabet kan trænge igennem støjen i systemet. Det er ikke sikkert, at Internettet er et godt distributionsmedie til mainstream-produkter, i det mindste ikke hvis forbrugeren skal betale for dem. Internettet viser faktisk ikke noget tegn på at producere et globalt kulturelt overherredømme, hvor hele verden lytter til den samme musik, og taler om den samme film eller bog. Alt tyder på, at nettet snarere tjener til at stimulere lokal aktivitet. Og det er grunden til, at de store aktører i kulturindustrien betragter Internettet som en trussel mod deres kontrol over indhold og mangfoldighed.

Imidlertid prøver de store aktører at anvende teknologi til at kontrollere de forretningsproblemer, som skyldes teknologi – hvilket man ved fra faglitteraturen om virksomhedsledelse er en strategi, som sjældent virker. Musikindustriens SDMI, Secure Digital Music Initiative, er sandsynligvis dømt til at mislykkes. Og i strid med industriens påstande, vil et mislykket SDMI ikke påvirke mangfoldigheden negativt, selv om det måske vil mindske indtjeningen for Spice Girls og deres pladeselskab. Dette forklarer, hvorfor udtrykket ’piratvirksomhed’ anvendes så bredt i branchedebatten. Det kan referere til en illegal CD-fabrik, som sprøjter tusindvis af ulovlige optagelser ud. Men den globale musikindustri anvender samme term om teenagere, der deler MP3 filer.

Teknologi og størrelse er de mest populære redskaber, som de største industriselskaber anvender til at befæste deres magt. Konsolideringen inden for kulturindustrien er i øjeblikket karakteriseret ved en sammensmeltning af selskaber på globalt plan. Målet for de mange megasammenslutninger synes at være at få kontrol over så meget indhold som muligt, samt at få kontrol over midler til at udnytte indholdet. De ønsker med andre ord at kontroller den størst mulige del af indtjeningskæden. Den foreslåede sammenlægning af AOL-Time Warner-EMI (Virgin) vil eksempelvis kunne føre til skabelsen af den største ejer af musikrettigheder i verden. De vil kunne få kontrol over mere end 900.000 stykker musik, der er registreret hos det svenske copyright selskab (STIM), hvilket er over 50% af samtlige publicerede musikværker. Det nye dominerende selskab vil også kunne nyde kontrol over både fysiske og ’usynlige’ distributionskanaler til forbrugerne. Udfra denne model bliver internettet et netværk, hvor adgangen er knyttet til en bestemt ejer af et specifikt indhold. Ejeren vil forsøge at minimere økonomisk risiko ved at begrænse valgmulighederne til bestemte produkter. Ironisk nok kan mange af de kunstnere, hvis værker ejes af denne nye gigant, komme til at lide under uvirksomhed. Kontrollen vil spænde fra at foretage sig en masse til intet at gøre, udover at sidde på rettighederne. En sådan sammenslutning vil uden tvivl vise sig at være en trussel mod mangfoldigheden, og ikke kun i de udviklede lande.

Omvurdering af monopol og distribution

Monopoler, oligopoler og store sammenslutninger tiltrækker diverse monopoltilsyners og internationale handelsorganers opmærksomhed. På den globale scene retter den udtrykte bekymring sig mest mod de fattigere landes modvilje mod at betale royalties, som regel til USA, for forskellige former for software (inklusiv kulturprodukter). Der er mindre snak om gensidighed, når det drejer sig om brugen af udviklingslandenes ressourcer i industrien, som f. eks. afrikanske sange og sjældne planter til medicin.

Med hensyn til monopolistiske tendenser og sammenslutninger er der et klart behov for at skifte reguleringsfokus. Det er nødvendigt, at det traditionelle fokus på horisontal integration udvikler sig mod en tydeligere forståelse for virkningerne af vertikal integration. Lastbilfabrik A køber lastbilfabrik B og opnår en markedsandel på mere end X %. Dette er et helt enkelt eksempel på horisontal integration i bilindustrien. I kulturbrancherne bliver alting langt mere komplekst som følge af vertikal integration. Store selskaber opkøber rettigheder hvor end de kan finde dem - nogle gange blot for at forhindre andre i at anvende dem. De søger at kontrollere indhold (mangfoldighed), udnyttelsesmidler og distribution. Disse fremgangsmåder udgør den alvorligste trussel mod kulturel mangfoldighed. Og de skubber også kunstnerne længere væk fra beslutningsprocessen.

Nye, åbne digitale distributionsnetværker fjerner ikke alle de mellemled, som en kunstner behøver for at nå et publikum. Men nogle traditionelle aktører kan og burde blive overflødige. Mindre kendte musikgrupper kan gøre sig synlige over for et potentielt publikum. Publikummet vil sandsynligvis være lokalt, men kunne også være nationalt eller endda internationalt. Hvis det vordende publikum kan lide det, det hører, vil det måske forsøge at komme til en koncert med gruppen eller købe et indspillet produkt. Den slags musikskabere har ikke brug for hjælp fra både et traditionelt pladeselskab og en traditionel forlægger, der hver især tager deres bid af kagen, og som i værste fald afskærer fra muligheden for at nå dette publikum. Jo større giganter underholdningsselskaberne bliver, jo vanskeligere bliver det at bryde den etablerede indtjeningskæde og dermed fremme kulturel mangfoldighed.

Hvad er svaret?

Spredningen af billig teknologi kombineret med fri adgang til distributionskanalerne er grundlæggende vigtigt. Jeg mener ikke, at kabelforbindelser i hele verden, også de steder hvor langt mere vigtige sager burde prioriteres, er nøglen til kulturel mangfoldighed. Teknologi udvikler sig med forskellig hastighed i forskellige samfund, og kommunikation kan være både fysisk og virtuel. Adgangsprincippet er det centrale spørgsmål. På globalt og regionalt plan bør sammenslutninger af mediegiganter, som sammenkæder ejerskab af indhold med udnyttelseskontrol, føre til, at konkurrence- og monopoltilsyn fremtvinger anti-monopollove. Og kunstnerne må fremfor alt generobre initiativet i kulturindustrien. Når alt kommer til alt, var det dem, der startede ophavsretselskaberne, de fleste pladeselskaber og endda nogle filmstudier. Der vil ikke være nogen musikindustri uden en rig mangfoldighed af kunstnere.

Med hensyn til AOL-EMI-Time-Warner-handlen adskiller den sig ikke meget fra Microsoft-sagen. Den foreslåede gigant vil komme til at kontrollere en ordentlig bid af distributionsplatformen over hele verden og det indhold, som følger med. Måske er der nogen, der vil anklage mig for at give en konspirationsteori frit løb. Andre vil mene, at den nye gigant bliver et de facto monopol, men at den vil være en kolos på lerfødder, som er ude af stand til at fungere effektivt og hurtigt. Måske er det sådan, at den største tyr i arenaen brøler højest og trække i de fleste snore. Men har mangfoldigheden råd til det? De mindre lyde er de mest sårbare i denne sammenhæng. Hvis de ikke kan drage nytte af det moderne samfunds fremgang på kommunikationsfronten, er det musikken på verdensplan, som er sat på spil.

Roger Wallis

Professor Roger A. Wallis er kandidat fra Rugby School, Trinity College, Cambridge og har Phd’er fra hhv. Handelshögskolan i Stockholm og Göteborg Universitet (Afdelingen for Journalistik og Massekommunikation). Han er medstifter og medlem af Scandinavian Institute for Administrative Research (SIAR), det senere SIAR-Bossard og af Musiknätet Waxholm(MNW) i Sverige(recording, publishing and distribution companies). Fra 1976 til 1994 har han været BBC’s korrespondent i Sverige, og han har lavet dokumentar- og underholdningsprogrammer i svensk radio og TV. Desuden er han komponist. I 1999 blev han valgt som formad for Föreningen Svenska kompositörer Av Populärmusik(SKAP), og i 2000 udpeget som professor i multimedier på Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. Roger Wallis har udgivet flere bøger, bl.a. The Music Industry in Small Countries (Constable 1984), The Known World of Broadcast News (Routledge, London 1989), og Media Policy and Music Activity (Routledge, 1992).

Oversat fra engelsk af Mo Schulz

Cronikken er tidligere offentliggjort i bogen Images of the World - Globalisering og kulturel mangfoldighed udgivet af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU).


Søndag Aften 03/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.