Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


oktober 2001


Onkel Hectors hånd i farver


CulturCronik:

Af Martin Glaz Serup

Jane Aamund sælger helt vildt, ligesom Lola Baidels digte gjorde det i 80’erne. Men hvordan kan det så være at den litterære konsensus hævder at Aamund og Baidel er dårlige? Og kan man overhovedet tale om ’god’ og ’dårlig’ litteratur? Ja! Selvfølgelig kan man det

Selvfølgelig kan jeg kun tale for mig selv, og for mig er Dagbladet Information finere end Ekstra Bladet på samme måde som jeg betragter det meste litteratur som finere end Jane Aamunds. Men hvorfor er Jane Aamund ’dårlig’? I virkeligheden skriver hun om præcis det samme som den ’gode’, kanoniserede litteratur; det er de store eksistentielle temaer der er på spil, det er liv og død, kærlighed og tab, sygdom, sorger og drifter i diverse afskygninger.

Hvorfor er det ikke Aamund og hendes storsælgende Coloradodrømme der bliver kanoniseret i Danske Digtere i det 20. århundrede, men smal lyrik kun en relativ inderkreds af fanatiske entusiaster kender til. Pia Juul og Peter Laugesen fx. Jeg er ret sikker på at det kun er et fåtal af den danske befolkning de navne siger noget – og helt sikker på at der er flere der kender Aamund og Baidel, end Juul og Laugesen. At ingen læser bøgerne gør dem ikke automatisk bedre – men omvendt er det bestemt heller ikke noget kvalitetsstempel at lortet sælger. Det gør Jane Aamund, men det gør Ekstra Bladet også, og Kig Ind og Her og Nu og Op og Ned og Se og Hør og Frem og Tilbage.

Dameforfattere og de alvorsfulde herrer

Den største og nok vigtigste forskel på ’dameforfatterne’ (defineret som den ’billige’ litteratur, oftest skrevet af og for kvinder,) og de kanoniserede, alvorsfulde herrer der hovedsageligt befolker litteraturhistorien, ligger i graden af kompleksitet i værkerne. Ikke sådan forstået at en bog for at være god, skal være svær tilgængelig – det forholder sig nærmest omvendt, mener jeg. Men bogen skal være klog, nuanceret og i farver. ’Dameforfatterne’ har skrællet alle nuancerende lag af deres fortællinger; vi bliver præsenteret direkte for facit-listen, analysen, konklusionen. Dét de kloge på universiteterne bruger energi, år og tykke bøger på at forklare og afdække åndfuldt, står dér, direkte på siderne, uden omsvøb eller plads til eller behov for, læserens egen fortolkende indsats. Hvad du ser er hvad du får, og det der står er det der står.

Og hvad så? Er det ikke bare intellektuelt lir at afskrive en teksts kvaliteter, blot fordi den ikke udfordre hverken formen eller læseren, fordi den er for let at gå til og alle kan være med? Nej, det er det ikke – det er ikke snobberi at hævde at et værk skal invitere til selvstændig tankevirksomhed, opildne den enkelte læsers kreative evner, udfordre og pirre dennes fantasi og menneskesyn. Det er måske reaktionært at hævde og udtryk for en holdning om at litteraturen kan noget, er i stand til at gøre noget ved os i den ’virkelige’ verden, men det er ikke snobbet.

’Dameforfatternes’ ’overfladelitteratur’ (re)producerer ensidigt stereotyper og ’forældede’ mennesketyper, der hovedsageligt kun findes i billig kiosklitteratur. Den fastholder fx opfattelsen af kærligheden som alt eller intet og idéen om den eneste ene, om lyserødt Barbara Cartland, og fordrejer virkeligheden og forventningerne til den, til ren romantik. Det kan godt være nogle menneskers liv virkelig ser sådan ud, men det ligger uendelig fjernt fra mit eget livssyn, og for mig er det nærmest uforståeligt at nogle vil leve deres liv som en Cartland-roman. Om jeg er desillusioneret eller ensporet eller begge dele ved jeg ikke, men ifølge min bedste overbevisning fortjener den virkelige virkelighed, hvis det sted virkelig findes, en bredere og mærkeligere litteratur. At Jane Aamund angiveligt skriver på rigtigt, levet liv ændrer ingenting – for det er ikke liv vi som læsere forholder os til, men derimod den litteratur det er blevet omsat i.

Verden er i farver

Jo mere eksplicit en historie fortælles, så meget desto mere fjernes muligheden for selv at fyldet huller ud, for at læseren kan generere og give ny mening til værket. Læseren afskæres fra at skabe med, og derfor også fra at gøre værket personligt og andet end en grov karikatur. For hver detalje og valg der allerede er truffet for os, sænkes abstraktionsniveauet tilsvarende så teksten og udlægningen af den stadig bliver mere entydig og forvansket. Mere sort-hvid og dum – men verden er da i farver!

Ligesom med moderne klassisk musik (det lyder jo som en selvmodsigelse…) og abstrakte malerier – og skal dét nu være kunst? Det er en gammel diskussion. Det behøver ikke at betyde noget, det kan være skønt i sig selv; den dybe oplevelse kan sagtens ligge i overfladen. Maleriet behøver ikke at forestille noget; men det kan det sagtens. Man kan fx høre kvindernes ivrige pludren over teen, deres tsk-tsk og nej, dét er virkelig utroligt og henriiiivende, i den tjekkiske komponist Leos Janáceks lille stykke ’They chattered like swallows’. Men det er slet ikke nødvendigt, dét billede af kvinderne om tebordet, for at kunne nyde musikken. Ligesom med den abstrakte reproduktion jeg købte for nogle år siden i IKEA, og stadig har hængende på væggen; ’Water Taxi’ hedder det, og er malet af en vis Jack Roberts. Dér kan jeg sommetider se taxaen, vandet, de våde gader og byen, jeg kan se bilen indefra eller udefra, og nogle gange kan jeg ingenting se. Der er noget det ligner kaniner og sædceller, og farverne i sig selv ligner en stemning.

Det er dét (god) kunst kan og gør; tilbyder hundreder af åbninger og muligheder. Ind-, ud- og afgange en masse. Kunsten behøver ikke være ’svær’, men den bør være ’kompleks’ således forstået at der er flere lag, flere muligheder i den – man skal kunne gå til kunsten, til de former og farver, de ord og de toner, og trække dét ud af dem der giver mening for den enkelte. Det er deri værket giver individet en unik oplevelse. Der kan godt være en hjort et sted derinde, brølende, og en skovsø, i dén vandtaxa, men der er det ikke nødvendigvis. Her er valg, og man er selv aktivt indrullet i betydningsdannelsen, i ind- og afkodningen. Jeg tror megen ’underholdningslitteratur’ ikke inviterer til at stille særlig mange (forskellige) spørgsmål – og derfor bliver de i mine øjne fattigere værker.

Barbara og Bjørn er rigtige venner

Man kan sagtens nyde en opera fx, uden at fatte hvad der går for sig deroppe på scenen, og så på tjekkisk, tysk eller dansk, jeg kan ikke høre forskel. Men at kende værket, vide hvad der er tænkt med det, hvad nogen synes det kan forestille, gør ikke værket mindre så længe det har den åbenhed – storhed havde jeg nær skrevet patosoversvømmende – der tilbyder et utal af fortolkningsmuligheder, der ikke behøver at udelukke hinanden.

Dansktoppen eller Giro 413 afliver effektivt enhver changeren, før den sættes i bevægelse; den næste sang handler om ulykkelig kærlighed, om to der elsker hinanden eller rigtige venner. Det samme handler verdenslitteraturen og meget stor kunst om. Dér hvor Barbara Cartland og Bjørn og Okay adskiller sig markant fra den ’gode’ og ’fine’ kunst, er hvor de heller ikke handler om andet eller mere end ulykkelig kærlighed, to der elsker hinanden eller rigtige venner.

Det behøver ikke at indeholde de klassiske avantgarde-strategier for at være godt (fx ironi, fragment, metabevidsthed, polyfoni). For at kunne noget for nogen. Men det behøver heller ikke at være enstrenget og forudsigeligt, når der nu er så mange strenge at spille på og hænge sig i.

Hvad gør den gode litteratur?

Som jeg principielt er imod principper, mener jeg dog at man skal kunne læse sig ind i litteraturen, genkende situationer eller grundstemninger eller følelser eller farver, for at få noget ud af den. Men litteraturen skal også – og det gør den gode – skrive sig udover klichéerne. Og den skal skrive læseren ud af og ud over sig selv, sine egne erfaringer og forudsigeligheder. Den gode litteratur vil os noget, den gode litteratur gør os klogere i den forstand at vi ved endt læsning ved noget vi ikke vidste før – også selvom man ikke præcis kan sætte fingeren på hvad eller hvordan, også selvom man måske ’kun’ er blevet en nuance eller en uformelig tone rigere.

Samme stereotypisering man kan boltre sig i i ’damelitteraturen’, kan man finde i det meste ’mande-horror-litteratur’ (defineret som den ’billige’ gyserlitteratur, hovedsageligt skrevet af og for mænd (tror jeg)). Fx hos Dean R. Koontz, hvor mændene oftest er nogle voldelige, drikfældige, sexfikserede møgsvin, og kvinderne og børnene er ofrene, de uskyldige, gode og rene i hjertet, der må beskyttes og hjælpes og i det hele taget sjældent formår selvstændige handlinger eller at løfte sig ved egen kraft. Det betyder jo ikke at Koontz’ bøger ikke er – eller principielt kan være – underholdene; stereotyperne ligger i genren, som man kan iagttage yderligere ved fx at kigge på Stephen King, Richard Laymon eller Dennis Jürgensen.

På samme måde kan Jane Aamund og Barbara Cartland være ganske underholdene, og nok også sige noget om ’livet’ som sådan. Selvfølgelig skal man læse præcis hvad man vil – smagsdommere er til at lokke op (i lejligheden, med bolcher) og skide i – men det betyder ikke at alt er lige godt. Ærgerligt, hvis Cartland og Jürgensen er det eneste man læser, for der er dæleme forskel på surround sound og mono, som der er det på sort-hvid og farver.

Hvad gør Hector med den hånd?

Forskellen på en god og en dårlig bog, er ikke den samme som forskellen på god og dårlig litteratur. Jeg er overbevist om at Jane Aamund, for at blive i eksemplet, har skrevet mange gode bøger der ikke er synderlig interessante som litteratur betragtet. Ligesom Peter Laugesen har skrevet stykker der stort set er ulæselige, næsten umulige og alt for rablende sære til at få hold på, hvad forestiller det? De kan være svære at få noget ud af – men det forklejner ikke deres litterære eksperimenter eller den ’gode’ litteratur. Når Pia Juul skriver digte om sin Onkel Hector, der altid gør sådan med hånden, sådan, er det svært at forklare hvad, hvordan, hvorfor det virker, hvad er det det kan – men det kan det, det kan hundrede ting, det går klart ind i hvert fald hos mig og kan noget vidt forskelligt for den enkelte, uden man nødvendigvis kan sætte ord på det. Onkel Hectors hånd er tusinde gange mere produktiv end mange hylde(kilo)meter triviallitteratur. For følger man blot reglerne bevidstløs, er det de samme bevidstløse stereotyper der (re)produceres i ét væk, de samme lallede og kedelige løgne. Man må prøve noget og tage chancer for at komme videre. Udsagnet skal nuanceres, der kræves dybde og bredde, og værket må være uforudsigeligt. For netop ved at overraske læseren gør man denne opmærksom og får ham til at investere noget mere og måske noget ukendt af sig selv i læsningen og oplevelsen af den.

Jeg tror ikke den gode kunst kender reglerne. Peter Laugesen har skrevet at et digt er en fløjte i munden på en dommer der ikke kan reglerne, og det er dét det drejer sig om; at være med til at bestemme et spil man ikke på forhånd kender til hudløshed. Man skal lade sig inspirere og løbe med, med digtet i kæften piftende sin egen sang.

Det gør triviallitteraturen netop ikke, og derfor er Aamund og Baidel i min optik ’dårlig’ eller ’kedelig’ litteratur, selvom det kan være fin underholdning. Som nu Ekstra Bladet.

Martin Glaz Serup

Søndag Aften 10/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.