Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


november 2001


Konkret beskyttelse af det danske sprog


CulturCronik:

Af Ruben Palma

Måske er kampen for det danske sprog som Don Quijotes kamp mod vindmøllerne, motiveret af en meget umoderne, ikke-globalistisk og håbløs sentimental holdning. Men verden vil blive fattigere uden det danske sprog

Der findes en udbredt, dobbeltsidig antagelse i forbindelse med værdsættelsen af dét, man på en eller anden måde besidder eller forestiller sig at besidde. Denne antagelse fastslår, at vi mennesker har en tendens til at sætte de ting højt, som har været os ressourcekrævende. Og så på den anden side; dét, som har kostet os lidt eller intet, sætter vi lavt.

Jeg tilslutter mig fuldt ud denne antagelse. Et for mig vedkommende eksempel i denne sammenhæng er det danske sprog. Jeg kom til Danmark i en voksen alder og, belastet af en medfødt middelmådighed til sprogindlæring, var det mig en hård kamp (og er det stadig) at lære dansk. Sagt lige ud; det danske sprog har kostet mig sved og slid - og derfor værdsætter jeg det.

Denne omvej tjente udelukkende det formål at forklare, hvorfor netop jeg, en udlænding (perker eller nydansker, alt efter synspunkt og sprogbrug) skulle synes, at det danske sprog er truet - og at der skal gøres noget konkret ved det.

Truslen kommer, selvsagt, fra det sprog, som globaliseringen formulerer sig bedst på: engelsk.

Overgangen fra det besværlige til det lette i enhver proces betragtes i al almindelighed som fremskridt, som udvikling. Og ville det ikke være lettere, meget lettere, hvis hele verden brugte engelsk i skrift og tale? Jo, dansk, på samme måde som alle andre sprog undtagen engelsk, er utvivlsomt en hindring for verdensmenneskers forståelse af hinanden.

Iberisk tabte til latin

Det er en kendsgerning, at ord som joke, trainee, research og world wide web vinder indpas i forhold til henholdsvis vittighed, lærling, undersøge og verdensomspændendespind. Dette forhold bliver i al almindelighed udelukkende opfattet som en sproglig berigelse. Der er bare det problem, at i alt for mange tilfælde ender engelske ord og begreber med delvist eller helt at afløse tilsvarende danske. Og den dag en amerikaner taler engelsk og en dansker dansk, og begge forstår hinanden, så kan man være forvisset om at dansk er blevet taberen; på samme måde som iberisk eller etruskisk blev det efter deres møde med latin.

For at vurdere ethvert sprogs fremtidige muligheder skal man vende blikket mod dem, som skal bære det videre; børnene. De engelsksprogede børne/ungdomsprogrammer og i det hele taget underholdning, som man finder på ethvert hjems fjernsynsskærm(e), overstiger langt i mængde og seertal de danske tilbud. Komplementarisk til dette er, hvad legetøjsindustrien kan levere på engelsk; Hi-manden, Ninja Turtles, War Hammer, Pokemon, osv. Nutidens børn, især drenge, vokser op med fantastiske karakterer i et engelsktalende univers. Engelsk er ikke længere det kommunikationsmiddel, som tidligere generationer kun benyttede sig af i nødsituationer; det er i nævneværdig grad også blevet et sprog, som bærer danske børns fantasier.

En følge af det ovennævnte forhold er, at også det daglige sprog er præget af brugen af engelsk; lige fra bandeord til fagudtryk, som børnene enten ikke vil bruge eller ikke kan finde i dansk version. Fortsætter denne udvikling, vil danske unge indenfor en snarlig fremtid føle sig lige så meget hjemme i engelsk som i dansk. Dette er ganske udmærket, men i en verden som bliver mindre og mindre, hvilket sprog vil de komme længst med? Det kan ikke undre, hvis de vil foretrække at udtrykke deres visioner og fantasier på engelsk frem for på dansk. Der er næppe tvivl om at big thinking (stor tænkning?) vil være bedst tjent på engelsk. En situation, som allerede overgår adskillige musikere, filminstruktører, skuespillere, videnskabsmænd, osv.

Dansk bliver oldnordisk

Sammenligninger med eksempelvis fordums latinske og tyske påvirkninger af det danske sprog er absolut malplacerede. Historien har ikke før vist en så omfattende og effektiv eksportør af sprog og kultur som USA.

Det anføres ofte (som argument for ikke at foretage sig noget som helst), at sproget er levende og behøver næring fra andre sprog for at kunne udvikle sig. Vælger man at anvende denne "biologiske" analogi, skal man derpå erindre, at livet i sig selv - af indlysende grunde - ikke kan være en garant mod svækkelse og efterfølgende død. Endvidere; det levende, hvis det er truet, må nødvendigvis beskyttes, med meget mere end blot god vilje.

Der er tale om en ildevarslende proportion, hvis dansk løbende optager engelske ord samtidig med at utallige danske ikke bruges fordi de opfattes som umoderne eller oldnordiske. Endvidere; geografisk areal og indbyggertal tæller ikke som det danske sprogs fordele i dette temmelig ujævne forhold til engelsk. Der er belæg for at tro, at mandarin og spansk i det lange løb bedre vil modstå presset fra anglo-globaliseringen end dansk.

Grænser for engelsk

Flere lande, bl. a. Polen, Finland, Frankrig, har udstedt konkrete regulativer som fastslår grænser for brug og optagelse af engelske ord. En af de mest konsekvente indsatser for bevarelse af eget sprog findes nok i provinsen Quebec, hvilket ofte latterliggøres af udenforstående. Men mon ikke quebecianere (eller hvad de nu hedder), er i deres fulde ret til at forsvare deres franske sprog. De er trods alt kun 7,6 millioner; bogstaveligt talt omsluttet af mere end 300 millioner engelsktalende.

En forvirret tanke indenfor denne problematik, er den, der anser forsvar af eget sprog som ensbetydende med fjendskab overfor andre sprog. Men i hvert fald i Europa udgør danskere en af de dygtigste flersproglige nationer, og jeg ikke kan forestille mig, at de skulle holde op med at være det, fordi de beslutter sig til konsekvent at beskytte deres sprog.

Tåbeligt ville være nu, at begynde at "rense" sproget for allerede optagne engelske ord. De skal vedblive den berigelse de hidtil har været. Men hvordan forhindrer man, at et sprog, som kun bruges af lidt over fem millioner mennesker, bliver på sigt en karikatur af engelsk? Jeg kan ikke forestille mig andet end ved at skabe et rum; et fysisk rum, hvor det danske sprog kan nyde en slags fortrinsret i forhold til engelsk.

Dog forudsigeligt er det, at man her i landet - og under uundgåelig henvisning til dansk mentalitet; denne hvide og efterhånden temmelig handlingslammende elefant - vil modsætte sig en udstedelse af, eksempelvis, forbud mod visse former for offentlig skiltning på engelsk. Og man vil heller ikke forhindre offentlige instanser, som har let ved at finde det danske sprog utilstrækkelig, i at bruge nye engelske ord. Den bevidstgørelse, den vilje, der skal til for at beskytte og bevare det danske sprog er simpelthen ikke til stede - endnu. For jeg tror, at før eller senere, og netop som en modreaktion mod globaliseringen, vil enten de fleste eller alle ikke-engelsktalende lande indføre sprogbeskyttende foranstaltninger.

Se til Latinamerika

Paradoksalt nok, også en bevæggrund til at skrive dette udsprang af min senere tids læsning af moderne spansk og latinamerikansk litteratur. Et indtryk jeg deler med andre interesserede i emnet er, at der for tiden bruges mange flere spanske ord end nogensinde. Tydeligt er, at forfatterne - spaniere, chilenere, argentinere, osv - er yderst motiverede til at gøre brug af såvel arkaiske som nydannede ord, hvilket efter min mening har givet det i forvejen ordrige sprog et velgørende løft. I forbifarten vil jeg tilføje, at spanskskrivende forfattere lever under gunstigere kår, når det gælder sproglig frihed, end deres danske fæller. Danskerne er mere betingede i deres arbejde af den indspisthed og sans for konsensus, som følger med det lille sprogområde og dets forholdsmæssige få toneangivende figurer. Spaniere og latinamerikanere kan takket være de indbyrdes enorme geografiske og mentalitetsmæssige afstande bedre undslippe kriterier om hvad man må og ikke må med sproget.

Globaliseringen er i sin kerne en altomfattende standardisering af økonomiske og tekniske processer - og dermed, og her ligger det problematiske, også af sprog, kultur og tankegang. Denne proces og dens tilsyneladende uundgåelighed har antaget næsten religiøse dimensioner. Den har i hvert fald affødt globallisten, som ser sig selv som et slags internationalt menneske, i skarp modsætning til alt lokalt og nationalt. Men blind globalisme er i sin kerne lige så uintelligent som forstokket nationalisme. For hvad interessant er der ved en pseudointernationalisme, som erstatter forskellighederne med en praktisk, verdensdækkende ensporethed?

Særligt dansk reklame- og underholdningsindustri er præget af et meget moderne og "globalistisk" mindreværdskompleks i forhold til engelsk: Danish Music Awards, The Voice, Big Brother, Let´s talk about it… opremsningen kunne fortsætte i en uendelighed. Konceptskaberne finder sikkert disse engelske efterligninger geniale og kreative. Men for mig at se, udtrykker de netop mangel på sproglig fantasi og en ulidelig, "trendy", plathed.

Kan vi piske en kreativ lavine i gang?

Et første skridt i en konstruktiv retning kan være at opmuntre og støtte, eventuelt med præmier og økonomisk belønning som motivation, brugen af ældre og dannelse af nye danske ord indenfor forvaltning, kunst, undervisning, underholdning, reklame, osv. Overvundet de første igangsættelseshindringer kunne man måske være vidne til en sand lavine af kreativitet til gavn for sproget.

Men, det kunne jo være at disse linjer i virkeligheden er noget i retning af Don Quijotes kamp mod vindmøllerne, motiveret af en meget umoderne, ikke-globalistisk og håbløs sentimental holdning til det danske sprog. For tænkes kan, at en eller anden altomfattende, universel plan allerede har forudbestemt at menneskeheden om nogle generationer kun vil bruge engelsk og dets lokale, mishandlede varianter. Og fremtidens danskere vil synes, at det gamle danske sprog, til den tid en sag kun for nostalgikere, var en værre besværlighed at kommunikere med.

Ja... i så tilfælde kan jeg kun sige, at det ville være ærgerligt, meget ærgerligt - for det er min overbevisning, at verden vil blive fattigere uden det danske sprog.

Ruben Palma

Ruben Palma er forfatter, født i Chile, bosat i Danmark siden 1974.

Søndag Aften 11/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.