Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Juni 2002


Se til Århus og Aalborg


I diskussionen om den fremtidige struktur for kunststøtte har Kulturministeriet hentet erfaringer fra udlandet. Kunne kulturministeren også lære af kommunale erfaringer med tværgående samarbejder?

Kulturministeren har lagt op til omfattende omstrukturering af kunststøtten (se Søndag Aften arkiv). I diskussionerne henvises hyppigt til erfaringer fra de andre nordiske lande. Men der er også danske erfaringer, som fortjener at samles op og bidrage til diskussionen om den fremtidige struktur.

Først kom Aalborg

Aalborg kommune etablerede allerede i 1992 en Kulturpulje. Oprindeligt var puljen på 400.000, i de senere år har det årlige beløb været 800.000 kr. Puljen administreres af en styringsgruppe bestående af 4 lokale kunstnere med vidt forskellig baggrund.

Formålet med Kulturpuljen er, at fremme eksperimenter og tværkulturelt samarbejde til udvikling og fornyelse af kulturlivet. Kulturpuljen støtter:
  • Utraditionelt samarbejde mellem kulturinstitutioner og grupper
  • Initiativer fra både professionelle og amatører samt samarbejde mellem disse
  • Samarbejde mellem kunstnere fra Aalborg og andre byer, hvis resultatet af sådant et samarbejde kommer borgerne til gode
  • Kulturinitiativer/oplevelser som ikke tidligere har været repræsenteret i det lokale kulturliv
I 2001 fordelte Styringsgruppen de 800.000 til 25 projekter, beløbene varierede mellem 4.000 og 100.000 kr. Der var ialt 50 ansøgninger.

Så kom Århus

I 2000 etablerede Århus kommune et Kunstråd bestående af 7 medlemmer med kunstnerisk eller kunstfaglig baggrund. Århus Kunstråd har et noget større budget, 4 mio kr. I 2001 fik man 110 ansøgninger og gav tilskud til 55 af ansøgerne. Tilskudene var fra 9.000 til 600.000.

Århus Kunstråd har disse opgaver:
  • Indstilling om fordeling af midlerne i Kulturudviklingspuljen og Vækstlagspuljen
  • Kunstfaglig rådgivning
  • Evaluering af kulturinstitutioner
  • Rådgivning af Rådmanden og Fritids- og Kulturforvaltningen
I pengetildelingerne kan de to store kommuners kulturpuljer minde om hinanden. Grundlaget er dog noget forskelligt. I Aalborg har Kunstpuljen primært en administrativ funktion, man fordeler støtte. Det kan praktisk begrundes med, at der er tale om mennesker, som har forstand på kunst - og at man derved kan fastholde armslængdeprincippet.

I Århus er Kunstrådet tænkt langt mere politisk. Grundlaget for kunstrådets virksomhed er en lokal udviklingsplan Vækstlag og Flagskibe. Kunstrådet er efterfølgende nedsat som et led i en kulturpolitisk udviklingsstrategi, og kunstrådet har en politisk funktion som rådgiver for forvaltning og politikere og som evaluator af kulturinstitutioner.

Tålt armslængde

Bevillingerne i Ålborg ser ud til at være mere passive: man modtager ansøgninger i henhold til det formelle grundlag, man behandler ansøgninger - og giver støtte til det, som man mener bedst lever op til forventningerne. I Århus er Kunstrådet udfarende og beskriver selvstændigt felter, hvor man vil være opsøgende og igangsættende.

I Aalborg bestemmer Styringsgruppen suverænt over de tildelte penge. I Århus er armslængden med ført hånd: alle bevillinger skal godkendes af Rådmanden, bevillinger over 250.000 skal godkendes af Byrådet. De formelle rammer for Århus Kunstråd lever således ikke op til den almindelige definition af armslængde. Selv om der ikke er konstateret åbne konflikter mellem Kunstråd og politikere, så er alene muligheden for sådanne konflikter med til at begrænse handlefriheden. Man kunne kalde det tålt armslængde.

Både Kunstpuljen i Aalborg og Kunstrådet i Århus har opgaver som svarer til den nu nedlagte kulturministerielle Udviklingsfond, altså fokus på eksperimenter, genrebrud og afsøgning af grænser. I Aalborg har man endda også fokus på samvirket mellem amatører og professionelle, et af hovedpunkterne i Udviklingsfondens forgænger, Kulturfonden.

I Aalborg er bevillingerne tydeligvis enkeltbevillinger. I Århus er der ofte tale om mere generelle bevillinger, som skal følges op senere, eksempelvis basistilskud til Granhøj Dans. Grænsen mellem driftsstøtte og udviklingsstøtte lader til at være noget uklar i Århus - hvordan (og hvornår) overgår Granhøj Dans til fast kommunal driftsstøtte på lige fod med egnsteatre og andre Teaterrådsstøttede initiativer?

Den kunstpolitisk interessante kombination støtte til enkeltansøgere og udvikling, evaluering, rådgivning af kultursektoren som sådan er en stor mundfuld. Til hvert af kunstrådets medlemmer er kun afsat 35.000 kr. pr. år til at udfylde denne kollosale arbejdsopgave. Det kan kun være det perspektivrige i arbejdet som trækker medlemmerne til, kommunen har sikret sig lavtlønnet arbejdskraft. Det kan - udefra - se ud som om dette er en af årsagerne til at Kunstrådet nuvægerligt kommer til at prioritere driften (bevillingerne) og dermed nedprioritere det kunstpolitiske arbejde (selv om rådet er flittig med temamøder og diskussioner om evalueringer).

Først struktur så strategi?

I diskussioner om kunstpolitiske strukturer er der en tendens til at tage stærkt hensyn til mulige konflikter mellem de forskellige kunstområder. Den brede sammensætning i Aalborg og Århus ser ikke ud til at bestyrke disse fordomme. Der arbejdes og bevilliges på kryds og tværs. Ligesom kulturministeriets Udviklingsfond var dejligt fri for snævre båse-diskussioner.

De to store kommuner har med fordel etableret tværgående råd til at arbejde med de genrebrydende og udviklingsorienterede opgaver. Århus Kunstråd er ambitiøse med eksempelvis diskussioner om multimedier som kunstnerisk udtryksform. Det er ikke alle statslige råd og nævn som har søgt at gå i dybden med multimedial tænkning. De er ofte for bundet af de traditionelle hovedområder.

Kulturministeriet har overvejelser om en såkaldt Provinspulje. Det kunne være at ministeriet skulle lade sig inspirere af Provinsens strukturerfaringer. Den helt afgørende forskel er, at man i Århus vedtog en samlet strategi - og derefter etablerede et Kunstråd. I Staten laver man en struktur - og har derefter fået travlt med at opfinde startegier, der kan passe ind i strukturen.

Søndag Aften 06/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.