Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


november 2002


Porno som mainstreamkultur


CulturCronik:

Af Mette Frederiksen

Kulturpolitik handler i høj grad om moral. Ikke om at moralisere, men om moral. Om at sige at alting og alle meninger ikke er lige gode

Da jeg i august 2002 blev valgt som kulturordfører for Socialdemokraterne startede jeg med at blive overrasket. Overrasket over den snævre opfattelse af kultur, der tilsyneladende hersker mange steder i både samfundet og pressen. Min opfattelse af kultur som et bred grænseoverskridende sammensurium af værdier og overvejelser stødte sammen med en årelang tradition for at fokusere på kultur forstået som mursten eller tilskud til biografer, film, teatre eller museer. Ikke at mursten og nødvendige driftstilskud er ligegyldige komponenter. Det er det åbenlyst ikke, men uden en overordnet politisk tilgang fra politisk hold, så ender vi som folkevalgte embedsmænd, der sidder og fordeler penge, fordi sådan har vi altid gjort.

Det er ikke just derfor, jeg er blevet politiker og det er slet ikke derfor, at jeg ser den kulturpolitiske kamp, som det måske allervigtigste politikområde. Kulturpolitik handler for mig om, hvilke værdisæt relationer mellem mennesker skal bygge på. Kulturpolitik er derfor kort sagt diskussionen om, hvilket samfund, det er vi ønsker os nu og i fremtiden.

Det er som bekendt en svær diskussion, og den bliver til stadighed kompliceret af tidens dødsyge mantra om, at alt er lige godt. Et mantra, der er betinget af det noget flagrende begreb "folket kontra eliten", og et udgangspunkt, der gør, at fire tilfældige shoppere på Strøget i samme grad eller måske endda i højere grad er kvalificerede debattører i spørgsmålet om kogalskab, terrorbekæmpelse eller et nyt forlig om universiteterne, end eksempelvis mennesker for hvem de seneste 20 års forskning har handlet om netop dette emne. Det er af mange årsager en farlig udvikling for vores offentlige debat, og vil vi fortsat udvikle vores samfund, må alle parter tage et nødvendigt opgør, alle holdninger og udviklingstræk er bestemt ikke lige gode.

Porno er også kulturpolitik

Senest oplevede jeg denne ødelæggende tilgang til politik da jeg fremførte mit forslag om at kriminalisere kunder ved prostitution. Et forslag jeg selv opfatter som helt nødvendigt. Et forslag, der i sin natur stiller spørgsmålstegn ved det såkaldte frie valg. Et forslag, hvormed jeg beder I andre om at tage stilling til om vi som moderne mennesker synes, at det er helt fint, at der hver år bliver flere og flere prostituerede, og dermed også flere og flere kunder i Danmark. Synes vi, det er er fint, at familiefaderen kan tage på bordel i frokostpausen for bagefter at komme hjem og være ligeværdig ægtemand? Tror vi, at de kvinder og mænd, der arbejde i prostitutionsbranchen reelt har et frit valg og muligheden for at forme sig et godt og anstændigt liv med jobbet i bagagen? Svarer man ja til det sidste spørgsmål, er det i mine øjne hverken udtryk for frigjorthed eller progressivitet, men alene naivitet og fuldstændig tilsidesættelse af almindelige ansvarlighed overfor andre mennesker. Og hvad mere er, så vil jeg ganske enkelt ikke stiltiende acceptere en udvikling, der indtil nu næsten er foregået upåagtet. Derfor foreslog jeg en kriminalisering af kunden og det står jeg fortsat ved.

Ikke overraskende var de første tilbagemeldinger på forslaget, at den slags slet ikke var kulturpolitik, men retspolitik. På den måde kan man effektivt putte de 6.000-8.000 aktive prostituerede og deres kunder i en kasse, hvor kun retspolitikere, jurister og måske politifolk har adgang.

Reaktionen er typisk, men ikke desto mindre katastrofal, især fordi den hastigt voksende prostitutionsbranche er et udtryk for nogle generelle og, for mig at se, usympatiske udviklingstendenser i vores samfund; g-strengstrusser til de seksårige piger, pornofiseringen af ikke mindst internet og tv, at hver fjerde kvinde på min egen alder ønsker at få lavet større bryster og meget andet.

Frigørelsen hæmmer

Det rejser to spørgsmål. Det ene er om vi overhovedet ved nok om området. Hvordan er samspillet mellem seksualitet og kultur? Hvor meget og hvordan påvirkes vi af, hvad der sker i det offentlige rum? Hvordan dannes den seksuelle "identitet"? Den diskussion er næsten ikke eksisterende og af moderne dansk forskning findes der endog meget lidt. At vi også på dette område halter bagud med forskningen kan imidlertid ikke undre. Det meste forskning foregår som oftest på de populære områder, og har som regel en klar kønsmæssig slagside.

Sammen med udviklingen af forholdet til det seksuelle bør vi også spørge os selv om de slagord, der passede, da billedpornoen blev givet fri i 1969, stadig gælder. Det sympatiske mål var dengang en seksuel frigørelse som samtidig blev set som et opgør med den småborgerlige kulturs hæmmende seksualnormer. Det slag vandt man, og pornoen blev givet fri med det resultat af selv kendte skuespillere deltog i de småvovede sengekantsfilm.

Men spørgsmålet er for mig at se om ikke pornoen og det offentlige rum nu er begrænset og hæmmet af den selvsamme frigørelse, der i dag har etableret sig som normen. Det betyder, at vi nu har en kultur, hvor mænd og særligt kvinder i porno-inspirerede positurer og traditionelle kønsrollemønstre bruges til at sælge alt fra vaskepulver til trusseindlæg. Den seksuelle frigjorthed er med andre ord OGSÅ blevet kommercialiseret gennem pornoen og seksualiseringen af det offentlige rum. Dermed er pornoen blevet vor tids mainstream og det betyder desværre også, at selv de mindste pip om en anden vej bortkastes som udtryk for et ønske om en tilbagevending til de hæmmede og bonerte tider og ikke som et indlæg i en kulturel debat om en alternativ samfundsmæssig sti.

Derfor føler jeg mig, hverken mere eller mindre nypuritansk, bornert eller seksualforskrækket end de fleste danskere, men jeg forventer, at man som både politiker og borger tager stilling til den udvikling. For seksualiseringen, eller pornofiseringen handler også om andet end, hvad vi skal stille op med vores relativt nyvundne postmaterialistiske frigjorthed. For er der overhovedet tale om en frigjorthed, eller har vi bare skifte det ene dominerende værdisæt ud med et andet og kaldt det frigørelse? Det spørgsmål bliver særligt aktuelt, når ca. halvdelen af alle unge i 7. - 9. klasse angiver, at den bedste seksualvejledning opnås gennem medierne. En opvækst med erfaringer og holdninger til mellemmenneskelige relationer, sex og seksualitet dikteret af massemedierne. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget mere fattigt.

Kulturpolitik handler om moral

For mig at se hænger udviklingen desuden også sammen med indførslen af et præstationsprincip både på arbejdet, i privatlivet og i sengen. Budskabet er, at vi er sammen for at få noget ud af det, og gud nåde og trøste den, som ikke lever op til de billedskønne idealer, som vi konstant skal forholde os til i mediernes reklamer. I den forbindelse kan man jo se på de ord som de prostitueredes kunder anvender om deres handlinger. De "bruger prostituerede" og fremhæver det omkostningseffektive i forbindelsen. Det er nemmere end at gå i byen og stå der med sin usikkerhed og det er nemmere end at forsøge at opbygge eller fastholde et parforhold. Kort sagt, det er nemt. Det er uforpligtende, og i lang tid har ingen spurgt til, om det også er godt.

Personligt synes jeg, det er en rystende opfattelse, og jeg er overbevist om at netop væksten i forbruget af prostituerede og porno i høj grad er med til at udbrede denne målrettede og overfladiske opfattelse og udnyttelse af medmennesker. Andre årsager presser sig også på, men det voksende anonyme seksuelle forbrug af andres kroppe står for mig som et af de klareste signaler om, at vi måske er på vej et forkert sted hen. Og alligevel tager store dele af både borgere og politikere ikke stilling af angst for at virke moraliserende. Det er trist, for politik og kulturpolitik handler i høj grad om moral. Ikke om at moralisere, men om moral. Om at sige at alting og alle meninger ikke er lige gode.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen er medlem af Folketinget og kulturordfører for Socialdemokraterne

Søndag Aften 11/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.