Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Februar 2003


Film med filter


Hvem skal bestemme filmens indhold: producenten eller forbrugeren? Det er kernen i en kommende amerikansk retssag

De store Hollywoodselskaber føler endnu engang deres rettigheder gået for nær. Efter i årevis at have solgt TV-versionerede udgaver af film, vil man nu stoppe forbrugernes muligheder for selv at bestemme filmens indhold. 8 store filmstudier har lagt sag an mod selskaberne ClearPlay og Clean Flicks.

ClearPlay har produceret en DVD-afspiller med indbygget filter, så brugeren kan indstille DVD-afspilleren til at springe alle voldelige eller pornografiske scener over. ClearPlays DVD-afspiller kan dog ikke købes endnu, foreløbigt må man nøjes med at abonnere på ClearPlays software, som kan bruges, når man ser DVD-film på PC. Brugeren kan vælge mellem adskillige filterniveauer.

Clean Flicks sælger og udlejer videoer og DVDer, som selskabet har renset for anstødeligt indhold. Indtil nu kan man vælge mellem 500 film. Selskabet MovieMask tilbyder et produkt til PC svarende til ClearPlay. Alle tre selskaber er hjemmehørende i mormonstaten Utah, som i forvejen er kendt for mange "familievenlige produkter". Desværre melder historien intet om, hvorvidt man kan indstille filteret til kun at vise de farlige dele af filmene ;-)

For filmselskaberne handler retssagen om retten til selv at bestemme indholdet i produktet. Instruktørens kunsteriske rettigheder overtrædes, siger filmselskaberne. Modsat siger ClearPlay og Clean Flicks, at forbrugerne selv må bestemme, hvad de vil se. Hvis man skal holde hånden over børnenes øjne hver gang det bliver for uhyggeligt, så er det ikke forbrugervenligt. ClearPlay har desuden den pointe, at de ikke bestemmer, hvad forbrugeren kommer til at se. Deres censur-medarbejdere har blot givet forbrugerne nogle mere sikre redskaber, til at se det, der passer den enkelte forbruger.

CounterStrike uden skydevåben

Den tilsvarende diskussion kendes fra Internet, hvor en lang række filter-virksomheder - heriblandt en del fra Utah - har givet forbrugerne mulighed for at sortere upassende indhold fra (se Søndag Aften arkiv). I musikindustrien har man nået konsensus ved at industrien selv tilbyder en lang række versioner af de samme sange, "radio edit" til alle, "parental advisary" til de der kan tåle mosten. Musikerne har altså affundet sig med, at skulle udgive værket i flere udgaver. Filmselskaberne er også vant til at lave særlige, mere familievenlige udgaver af film, tilpasset TV. Ligesom instruktører hyppigt ændrer film for at opnå bedst mulige "rating" til biografmarkedet.

Umiddelbart skulle man tro, at Clean Flicks, som sælger et ændret produkt, har en svagere sag end ClearPlay. Og mon ikke filtermuligheden er kommet for at blive. Kender man filmselskaberne ret, så er de sikkert allerede igang med at lave egne filterprodukter. ClearPlay og CleanFlicks kom bare først og skal bremses før de når at udbrede produkterne. Om få år vil du sikkert kunne se Motorsavsmassakren på et minut. Eller spille CounterStrike uden skydevåben?

Søndag Aften 02/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.