Kulturens nye Danmarkskort
ser rationelt ud. I rationalitetens navn fraskriver man
den kvalificerede dialog
Det er næsten synd for Kulturministeren, at han allerede
en gang har betegnet et politisk udspil som "den største
kunstpolitiske reform". Havde han dengang vidst, hvilke
ændringer Strukturkommissionens arbejde ville føre
frem til, havde han nok holdt inde med de store ord. Gennemføres
VK-regeringens forslag til strukturændringer på
kulturområdet, så vil det uden sammenligning
føre til de største kulturpolitiske ændringer
siden tresserne.
Selv om reformen ikke begrundes økonomisk, så
indeholder den klart et udgiftsstyrende perspektiv for Staten.
Mange af de områder som lægges ud til kommunalt
selvstyre, er områder som har haft voldsom vækst
i antallet institutioner og dermed har øget presset
på Finansloven. Kun hvis man antager, at kultursektoren
i dag er fuldt udbygget og at der ikke er behov for fremtidig
vækst, vil man kunne modsige dette ræsonnement.
Altså: nye egnsteatre har været betalt af Staten
og kommunerne i fællesskab; fremover skal nye egnsteatre
udelukkende finansieres af kommunerne. Desto flere opgaver
Staten på denne måde decentraliserer, desto
mindre vil presset på Statens finanser blive.
Omvendt betyder eksempelvis placeringen af landsdelsorkestre
i statsligt regi, at Staten må engagere sig i løsningen
af problemerne med kapaciteten i de københavnske
koncertsale.
Gulerødder, bye bye
Siden sidst i tresserne har det såkaldte gulerodsprincip
været centralt i udbygningen af kulturaktiviteter
i Danmark. Gulerodsprincippet bestod i et løfte om
statslig økonomisk støtte, når kommuner
og amter satte nye kulturelle aktiviteter i gang. Udbredelsen
af egnsteatre og af musikskoler er eksempelvis sket ved
at Staten har betalt halvdelen af udgifterne.
Gennem de sidste 15 år har Staten forsøgt
at begrænse mængden af gulerodsordninger, først
og fremmest for at kunne styre udgifterne. VK-regeringens
oplæg til strukturreform fjerner de sidste rester
af gulerodsprincip, de få tilbageværende refusionsordninger
forsvinder.
I en slags bureaukratisk perspektiv vil dette kunne sælges
som en forenkling: nu skal kulturelle iværksættere
blot i dialog med en myndighed. Problemet er dels, at det
dermed vil være vanskeligere at få finansieringen
hjem til det givne projekt; det bliver sværere at
nå gennem nåleøjet. Dels har den hidtidige
dialog med både kommune og Kunststyrelse ikke kun
været bureaukratisk, dialogen har også medvirket
til at kvalificere projekter. Kultursektorens "patchwork-økonomi"
giver ikke et rationelt indtryk - men har faktisk indbyggede
kvalitetsparametre, som vil blive savnet.
Regionale samarbejder forsvinder
På museumsområdet skal man finde nye samarbejdsflader.
I mange amter er de små museer hidtil blevet styrket
gennem et regionalt samarbejde omkring praktiske forhold.
Mange amter har således amtslige fælles konserveringsanstalter.
På Fyn har man f.eks. arbejdet frivilligt mod en ansvarsdeling
og i Sønderjyllands Amt er hele opgavefordelingen
omkring indsamling og forskning helt formelt blevet delt
emnevis mellem amtets museer.
I mange amter har amtsmuseumsrådene i mange år
været koordinatorer, men da de blev nedlagt som obligatoriske
institutioner ved seneste museumsrevision, er nogle råd
fortsat mens opgaverne en del steder er overgået til
de amtslige kulturmiljøråd. Nu skal amtsmuseumsrådene
nedlægges (gøres frivillige) og de amtslige
kulturmiljøråds skæbne er slet ikke omtalt.
Disse regionale udvalg har været vigtige ved at
samle den regionale ekspertise og været en modvægt
mod kommuners snævre lokale interesser. Især
omkring den nyere kulturarv er fortalere vigtige, især
med kulturmiljørådenes ret til at indstille
bygninger til udpegning som bevaringsværdige.
Små specialmuseer har ofte været afhængige
af amtslige tilskud. De vil fortsat kunne klare driften.
Problemet et, hvordan udviklingsmulighederne sikres, når
det fortsat er svært at komme op i gruppen af §16-godkendte
specialmuseer. Med et øget (inter)nationalt orienteret
museumsvæsen vil problemet vokse; især når
et ’lokalt’ museum ikke mere via status som
’regionalt’ museum kan bevæge sig opad.
Kommunal helhedspolitik
De øgede opgaver giver kommunerne langt bedre mulighed
for at føre en samlet og helhedsorienteret kulturpolitik.
Nogle områder er ikke direkte berørt af forslaget,
eksempelvis centralbibliotekerne. Centralbibliotekerne er
i dag uafhængige af amtslige penge, men er stadig
geografisk spredt efter de gamle amtsgrænser. Strukturforslaget
må føre til fornyet diskussion om antallet
centralbiblioteker, om øget specialisering af de
enkelte centralbiblioteker og om samarbejdsflader mellem
folkebibliotekerne.
På denne måde vil næsten samtlige kulturfelter
blive indirekte påvirket af strukturændringen
og dermed blive nødt til at igangsætte nye
strukturelle overvejelser.
Enkelte af VK-regeringens forslag er decideret smålige.
Det gælder frem for alt kommunaliseringen af Det Jyske
Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi og Odsherred Teaterskole.
Der ville være en strukturel logik i, at Staten også
påtog sig ansvaret for disse uddannelsesinstitutioner.
Eller også skulle disse kunstneriske uddannelser operere
indenfor Folkeoplysningsloven. Det nuværende forslag
ligner mest af alt en hævnaktion fra Kulturministeriets
side, siden man for 2 år siden blev tvunget til at
videreføre statstilskuddet til Det Jyske Kunstakademi.
En forsinket tak for sidst.
Læs
også:
Kulturens nye Danmarkskort
Teatre i krydsild
Kan kommunerne kulturen?
Fra arkivet:
Kulturen og kommunestrukturen
Fra gulerødder til væksthæmmere
Kommunereform giver flere kulturkronere
Søndag Aften 05/2004
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|