Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


November 2004


Kulturpolitik for begyndere


Bog om kulturformidling giver god introduktion til kulturteori og til de kulturpolitiske diskussioner. Ærgerligt nok er bogen stærkest i beskrivelserne af kulturpolitikkens udvikling før vi fik et Kulturministerium


CulturCritik:

Opgaven og ambitionen med bogen Kulturens former og institutioner, Grundbog i kulturformidling er imponerende. Og overblikket er stort. Så bogen bør kunne få god plads på de (efterhånden) mange uddannelser i kulturformidling. Den udfylder rent faktisk et stort tomrum.

I Kulturens former og institutioner indgår dels definitioner af centrale kulturpolitiske begreber (eksempelvis en aldeles fremragende introduktion til udviklingen af kulturbegrebet) dels introduktioner til forskellige kulturområders historie og aktuelle diskussioner. Bogen kommer for så vidt rundt om de centrale felter, ligesom opfordingerne til videre læsning og kildehenvisninger er grundige og inspirerende. Bogen giver strålende indblik i tidlige kulturelle mødesteder og sammenslutninger, som har haft væsentlig betydning for udvikling af publikum og etablering af en dansk offentlighed.

Gennemgående er en række vanskelige begreber forklaret klart og forståeligt. Ind i mellem er abstraktionsniveauet ganske vanskeligt, et enkelt eksempel (s. 230):
"Det dobbelte kulturbegreb rummer både det, man har (det universalistiske), og det, man er (det relativistiske). Men begreberne afhænger af hinanden; det universalistiske forstår kulturen som en række frembragte artefakter, der indgår i en række normative sammenhænge, mens det relativistiske beskriver helheden i kulturen - inklusive eksplosionen af artefakter."

Kommunerne ude

I bogens beskrivelse af kunstnerisk ytringsfrihed beskrives censur som et helt historisk begreb. Der er ikke en eneste reference til nogle af det sidste tiårs talrige diskussioner, som har sat grænserne for kunstnerisk ytringsfrihed til debat.

Selv om bogen i det væsentlige følger en definition af kulturpolitik ud fra, hvordan verden ser ud fra Kulturministeriet, så er forfatteren ikke følgagtig overfor ministeriet. Eksempelvis kan man læse, at "Kulturministeriet er befæstet med bureaukrater, som fordeler de midler, der er afsat på finansloven til kulturen". Bortset fra, at brugen af begrebet bureaukrater for nemt fastholder en unuanceret myte om kolde administratorer, så er det noget sludder. Det er ikke ministeriets medarbejdere der fordeler pengene, derimod enten ministeren eller relevante råd og nævn med hjemmel givet af af Folketinget.

Bogens væsentlige svaghed er dels, at man udelukkende tager udgangspunkt i kulturpolitik og institutioner, som det praktiseres gennem Kulturministeriet og som det defineres i den forstand. Det betyder, at hele kulturens decentralisering er fraværende: kommunernes rolle behandles ikke, de regionale kulturforsøg er end ikke nævnt. Muligvis er regeringens nye kommunalstruktur kommet i konflikt med bogens deadline; men selve problemstillingen central/decentral styring er altså udenfor de konfliktflader som nævnes i bogen. Så selvfølgelig optræder den standende diskussion om Hovedstad vs. provins heller ikke. Og derfor figurerer den lange række af væsentlige kulturinitiativer udenfor Hovedstaden heller ikke: Aros, Musikhuset i Århus, Holstebros væsentlige satsninger, Horsens nye koncerthus, Den Jyske Opera, Århus Festuge osv. Ikke fordi disse initiativer hver for sig nødvendigvis skal omtales, men fordi det er symptomatisk for bogens kultursyn: den dynamiske kulturpolitiske udvikling udenfor København eksisterer ikke. For selvfølgelig skal der prioriteres, men så havde det måske ikke været nødvendigt at gennemgå, hvor mange møder pressenævnet holder hvert år (15).

Kapitlet om teaterpolitik illustrerer dette. Ud af kapitlets 13 sider bruges 9 sider til at beskrive Det Kongelige teater og teaterhistorie før den første teaterlov i 1963. På de resterende sider opsummeres en række statusoplysninger (økonomi, statistik og lovgivning). Børneteatre og egnsteatre nævnes kun i en bisætning. Hele det omfattende udbud af private teatre nævnes overhovedet ikke. Man kan selvfølgelig hævde, at disse teatre ikke er omfattet af Teaterloven og derfor ikke relevante teaterpolitisk. En del af de private teatre nyder dog godt af billetstøtteordninger, ligesom deres blotte tilstedeværelse på teatermarkedet har betydning for den førte teaterpolitik. Selv om der er en grundig historisk gennemgang, omtales institutionen ARTE overhovedet ikke. Uanset konkurs, må man vel håbe, at fremtidens kulturformidlere også bliver undervist i efterkrigstidens mest betydningsfulde private kulturformidlingsinitiativ.

Til gengæld gennemgås regeringens Teaterplan fra september 2003 - en plan som var opgivet allerede få måneder efter den blev fremsat.

Og mens vi er ved forglemmelserne i bogen: amatørkultur nævnes heller ikke. Overhovedet.

Kulturpolitik efter 1961

Bogens årstalsliste er symptomatisk for vægtningen af det aktuelle. Ud af 40 angivne årstal er de 5 fra efter Kulturministeriets oprettelse (1964 Statens Kunstfond, 1966 Filmskolen, 1968 Statens Teaterskole, 1973 Samrådet for Ophavsret, 2003 Kunstrådet).

Bogens tendens er at beskrive væsentlige ændringer i 60'erne og helt aktuelle planer og vedtagelser under den nuværende regering. At hoppe udenom væsentlige teaterlovsændringer i 70'erne og 90'erne, men blot nævne den (ligegyldige) plan fra september 2003 vil næppe holde for eftertiden. At hoppe udenom musiklovene i samme tidsrum, men at citere Kulturministeriets plan Liv i musikken for "Navne som Raveonettes og Junior Senior har indgået kontrakter med store udenlandske selskaber og er godt på vej til at hitte i USA og England" er nok også en vægtning, som for eftertiden kan virke besynderligt ufokuseret.

Bogen bruger en halv side på at gennemgå ændringer og diskussioner om Biblioteksafgiften under VK-regeringen. Men man nævner ikke den i realiteten langt vigtigere ændring der skete i 1991, da loven blev ændret fra kompensation til kulturlov. I stedet står aldeles udokumenteret, at "Afgiften er en kulturstøtte bevilget af Folketinget, men er i princippet en kompensation for tabt bogsalg".

Kulturen set formelt

Bogens tendens er en pudsig underlegenhed i forhold til de sidste 2-3 års officielle kulturpolitik. Og en besynderligt formel indgang til kulturanalyse. I kildelisten angiver man bogføringsloven, men glemmer mærkeligt nok bl.a. filmloven, museumsloven, loven om billedkunst og loven om Statens Kunstfond.

I Kulturens former og institutioner finder man en kort introduktion til såkaldt institutionsanalyse. Her lærer fremtidige formidlere, hvordan de skal analysere kulturinstitutioners virke og økonomi. Helt fatalt er det, at man gennemgår dette, som om den valgte (ganske formalistiske) analyseramme er den endegyldige sandhed. Metoderne til kulturanalyser er mildest talt mangfoldige og diskussionerne om dette er ganske åbne i forskningsmiljøerne. Det er synd for fremtidige formidlere, at bogen bringer dem til at tro på en bestemt metode, som næppe nogen vil kalde fyldestgørende.

Kulturens former og institutioner, Grundbog i kulturformidling
Af Kristian Himmelstrup
256 sider.
Pris 299,- kr.
Hans Reitzels Forlag
Kulturens former og institutioner

Søndag Aften 11/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.