|
Det går langsomt med at få etableret offentlige danske løsninger for onlinefilm. Modsat Norge, hvor det norske filminstituts filmarkivet.no giver adgang for alle.
Et af forbillederne for danske bibliotekers onlinefilmprojekt, BibCast, er uden tvivl det norske filmarkivet.no. Filmarkivet drives af NorgesFilm AS, som er tæt knyttet til Norsk Filminstitutt. Det norske filmarkiv adskiller sig
fra Bibcast på en række felter: adgangen er væsentligt bredere, repertoiret er større, og der
er betalingsfilm. Teknologien svarer - set fra brugerside - til BibCasts. Dog kræves båndbredde
på mindst 700 kbit. Og Mac-brugere er udelukkede.
Der er adgang for alle bosiddende i Norge (nej, du kan ikke se andet end forsiden til sitet,
for det kræver at din computer har norsk IP-nummer) og repertoiret er større og dermed bredere
(december 2005: 127 spillefilm, 110 dokumentarfilm og 109 kortfilm).
Spillefilmene afspejler et bredt, aktuelt repertoire. Der er film af blandt andre Almadovar,
Woody Allen, Wim Wenders, Michael Moore og Stephen Frears. Nogle film er af ældre dato, ca.
halvdelen er fra 2000 og senere. Nogle af spillefilmene har været store biografsucceser, mange
film har ikke været vist i danske biografer. Samlet set lever repertoiret bedre op til public
service ønskerne end DR1's varetagelse af samme felt (mange ikke-amerikanske film, mange film
fra 3. verdenslande). De amerikanske film er typisk ikke de store blockbusters. Blandt de
nyeste film er (netop nu) Hotel Rwanda, Bowling for Columbine og Super Size Me. Typisk er der
altså tale om film, som både har haft biografperiode og efterfølgende videosalg og -udlejning.
Dog er den nye norske succesfilm Vinterkys også på repertoiret. Den har vi fortsat til gode i
Danmark. De fleste spillefilm koster 40 nok at leje.
Mange kortfilm
En meget væsentlig del af repertoiret er kortfilm, dokumentarfilm og undervisningsfilm. Her er
tale om film, som ellers lever indenfor lukkede distributionssystemer og er særdeles vanskelige
at få fingre i. Disse film koster typisk 10-20 nok at leje. Desuden er der en stor samling
reklamefilm fra 50'erne ("Med Remington Electric bliver brevet utroligt klart og velskrevet"...
som det hedder i en skrivemaskinereklame fra 1958). Reklamefilmene er gratis.
Der er to danske film på repertoiret, Anders Sørensens tegnefilm "Eventyret om den vidunderlige musik"
fra 1991 og Steen Herdels "Det er også Danmark" fra 1996.
Og de kommercielle varianter
Danske TV2 Sputnik har i høj grad de samme funktioner og tekniske krav som det norske
filmarkivet.no. TV2 Sputnik drives i samarbejde mellem TV2 og Nordisk Film og følger i sin
programpolitik naturligvis de samme kommercielle retningslinjer som ejerne har interesse i. Man
må således antage, at programlægningen tager væsentlige hensyn til, hvilke film der i forvejen
distribueres gennem ejernes andre markedskanaler. TV2 Sputnik giver mest indtryk af at være
yderligere et element i filmenes værdikæde: først biografpremiere, så video, så TV2 Sputnik, så
fjernsyn og til sidst glemsel.
TV2 Sputniks repertoire minder mest om alt om tilbuddene fra den lokale videoudlejer, nu blot
via bredbånd. Bredden er smal. Public service er irrelevant.
TV2 Sputnik har enkelte gratisfilm. Det er typisk film som kaldes "bag om" kommercielle
filmsucceser, den slags "bag om" film som bruges som udfyldning på nogle af de
reklamefinansierede TV-kanaler på sene tidspunkter.
Sputnik bremser det offentlige
Set fra et public service synspunkt er TV2 Sputnik uinteressant. Der er blot tale om en af
forløberne for det gigantiske on-line videomarked der udvikles over de nærmeste år.
Helt uinteressant er TV2 Sputnik dog ikke, hvis dette magre forsøg bruges af stærke
rettighedshavere som argument imod at indgå rettigheds- og clearingsaftaler med de, som
forsøger at etablere online-filmtjenester for biblioteker og andre offentlige institutioner.
En tilsvarende tjeneste er etableret af Bonnier-koncernen i form af SF Anytime. Her er knapt
400 film at vælge mellem, repertoiret er stærkt kommercielt, men også noget mystisk.
Repertoiret er givetvis udelukkende bestemt af de bagvedliggende distributionsaftaler, som
publikum ikke kan gennemskue. De aktuelle premierefilm er 1-2 år gamle. På top 5 er Der
Untergang. Som på de andre online filmsites er filmene delt i genrer, drama, komedie etc. Og
SF Anytime har en for danskere sær genre, "svenske film". SF Anytime kan altså ikke skjule, at
der blot er tale om en fordansket kopi af et svensk site. Prisniveauet svarer til de øvrige
tjenesters.
Læs også:
Mens vi venter på onlinefilm
dox:nu
Søndag Aften 12/2005
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|