|
Hvis debatten kun giver plads til det sort/hvide synspunkt "ophavsret er ejendomsret" eller "informationer skal være gratis", så bliver det vanskeligt at nærme sig et frugtbart debatklima.
I debatten om religionernes indtog i den offentlige debat, defineres de destruktive positioner som de religiøse maksimalisters. Defineret som de mennesker, hvis synspunkt kun giver ringe plads til andres synspunkt. Og som konsekvent arbejder ud fra at øge sfæren af religiøst begrundede beslutninger. På samme måde kan man også anskue ophavsretsdiskussionerne som prægede af maksimalisterne. Hvis debatten kun giver plads til det sort/hvide synspunkt "ophavsret er ejendomsret" eller "informationer skal være gratis", så bliver det vanskeligt at nærme sig et frugtbart debatklima.
Nedenfor forsøger vi at tage fat på 10 af påstandende i debatten i et - sikkert naivt - men dog håbefuldt forsøg på at både gøre diskussionerne mere tydelige og at fjerne lidt af det maksimalistiske præg der er over debatten.
1. Ophavsret er ejendomsret
Et hyppigt gentaget udsagn. Brugt med pædagogisk held i debatten om uberettiget download af musik. Pædagogikken bestod i, at få især unge mennesker til at forstå at handlingerne var ulovlige. Men i realiteternes verden er udsagnet noget sludder. Juridisk tales der netop om immatrialret, fordi det ikke er materielle goder.
Hvis jeg køber en bil er det min, indtil jeg sælger den. Der er ikke på forhånd sat et årstal på, hvornår alle og enhver kan snuppe min bil. Der er heller ikke særlige rettigheder til at blinde mennesker kan køre væk med den, når de har brug for den. Og først og fremmest er der den forskel, at kunstneren godt nok mister en mulig indtægt, når hendes værk kopieres. Men hun har stadig værket. Det kan selvfølgelig gøre lige så ondt og være lige så strafbart som tyveri af en bil.
2. Informationer vil være gratis
Baseres på det amerikanske udtryk "informations want to be free", et begejstret slogan fra internettets tidligste år. Den danske variant af udtrykket har det med at glemme den dobbelte betydning af "free". Det kan være som gratis - friplads. Men i nok så høj grad kan det være fri, som i frihandel, frie børnehaver eller frikommuner. Det frie handler altså ikke om betalingsprincipper, men om adgang og udviklingsmuligheder.
Desuden kan man nok føre en lidt mere langhåret diskussion om, i hvilket omfang informationer kan have en selvstændig vilje. Det er nok snarere udtryk for menneskers vilje.
3. Fildeling er forkert
De populære fildelingsprogrammer, først og fremmest Napster og Kaaza, satte for alvor turbo på internettets muligheder for effektiv distribution af ophavsretsbeskyttet materiale, især musik. Hvis man ikke var opmærksom på problemet, så blev man i hvert fald alvorligt vækket af fildelingstjenesterne.
Fildeling er en teknologisk udnyttelse af internettet, som øger nettets kommunikations- og distributionsmuligheder voldsomt. Fildeling kan bruges til både lovlige og til ulovlige handlinger.
Alle de som taler om fildeling som et onde - nogle musikrepræsentanter hævder eksempelvis stadig at fildeling er ulovligt - vil en skønne dag ønske at trykke på fortryd-knappen. Fuldstændigt som de, der engang argumenterede imod kassette- og videobåndoptagere. Eller som nogle engang forbandede selve internet eller selve mp3-formatet.
4. Musikbranchen har sovet i timen
De virksomheder, der er dominerende på musik- og filmmarkedet, har bevisligt været sene til at udnytte internettets potentiale til salg og distribution af musik. Men disse virksomheder har ikke nogen som helst forpligtelse til at være first mover på et nyt og usikkert marked, hvor man samtidig risikerer at tabe gamle markeder. Musikindustriens aktører kan både læse og skrive og har selvfølgelig været opmærksomme på internettets potentiale fra før ordet download blev en del af det danske hverdagssprog.
Som alle andre virksomheder der er uafhængige af statslig støtte, har musikindustrien tilpasset sit engagement på det nye marked til de kommercielle muligheder.
Det har dog tydeligvis givet en hel industri et udynamisk renomé.
5. Lovbrud uden offer
De som downloader ophavsretsbeskyttet materiale har hyppigt en opfattelse af, at der godt nok er tale om en ulovlighed, men det går ikke ud over nogen. Det er lidt lige som at køre over for rødt lys midt om natten. Who cares?
Der er en fornemmelse af, at kunstneren - som man har mere sympati for end pladeselskabet - alligevel kun får få håndøre for hver solgt sang. Og måske har kunstneren endda allerede fået sin betaling på forhånd. Ophavsretsorganisationerne kræver også erstatning for musik, som ikke er til salg. Der er altså ikke noget tab, al den stund den mulige sælger ikke mener der er noget marked.
Tidligere var der et kommercielt - men illegalt - marked for bootlegs, typisk koncertoptagelser uden kunstnerens accept. Ser man bort fra kunstnerens droit morale - retten til at bestemme kunstnerisk over sit værk - så har det ulovlige og gratis download fjernet muligheden for at uberettigede tjener penge på piratoptagelser.
Selv om der således er mange argumenter for at der ikke er et offer, så er der selvfølgelig et offer. Nemlig kunstnerne, producenterne og alle de mellemled som har sikret at det kreative produkt overhovedet eksisterer. Salgstallene er jo et vigtigt parameter for om et selskab også vil udgive en efterfølgende plade. For nogle må legen stoppe, når den ulovlige kopiering tager overhånd.
6. Musik er en vare
Musikmarkedet eksisterer udelukkende i kraft af at være netop et marked, et sted hvor man sælger varer. Disse varer sættes til en given pris og den økonomiske afhængighed af indtægterne for varen gør at aktørerne på musikmarkedet tænker i varer.
Den kultur der trives på nettet har i høj grad afsæt i glæden for musikken, man fjerner altså det tingslige i varen og betragter værket ud fra en kulturel værdi. Mere ideel, kan man hævde.
De mennesker som ud fra en juridisk betragtning er lovbrydere, er samtidig begejstrede for musik. Det er oplagt at disse to værdifundamenter har svært ved at mødes. I første omgang kan man blot konstatere, at så længe samtalen udelukkende foregår på den juridiske banehalvdel, så er der ikke rigtigt tale om nogen sam-tale. Og i lige måde: så længe argumentet er at der er tale om en deterministisk teknologisk udvikling, hvor alt bliver nemmere og billigere, så er der heller ikke meget at sam-tale om.
7. De rige kunstnere klarer sig
Den enkelte kunstner lever måske isoleret og for ganske få penge. Myten om den fattige kunstner på loftsrummet har sin bund i virkeligheden. Og der er ganske god grund til at slås for denne kunstners ret. Men der er lige så god grund til at slås for den rige kunstners ret. I dagens samfund kræver vi ikke ligeløn blandt automobilhandlere, taxachauffører eller nogen som helst andre grupper af borgere. Hvorfor er det så lige, at der er en kollektiv fornemmelse af at netop blandt kunstnere skal der ikke være nogen, der kan tjene store penge? Hvorfor kommer der altid misundelsesbetragtninger, når nogle forfattere får betydeligt mere i bibliotekspenge end en gennemsnitsløn?
Man kan til dels begrunde misundelsen med at det er offentligt finansierede penge. Men der er ikke noget offentligt ramaskrig over, hvad andre frie fugle med basis i offentlig økonomi kan tjene: læger eller tandlæger (blot for at nævne nogle lette eksempler - uden ønske om stigmatisering af disse). Der har heller aldrig været særlig interesse for direktørlønninger i statssubventionerede virksomheder.
I juridisk forstand gælder loven såvel for den fattige som for den rige kunstner. I moralsk forstand ligeså. Dette gælder ikke blot for kunstnerne, men også for alle de som er en del af den kunstneriske produktion, fra assistenter til direktører, fra små uafhængige pladeselskaber til store dominerende virksomheder.
8. Ophavsretsloven er uklar
Mange mennesker går over for rødt lys. De begår ulovligheder, men er bevidste om det. De fleste af de som downloader og kopierer ved også godt at de handler ulovligt. Nogle mennesker ved ikke, hvor grænserne går. Derfor har Kulturministeriet udviklet hjemmesiden infokiosk.dk. Derfor kræver G8-landene nu at alle lande skal etablere tilsvarende hjemmesider. Oplysning er godt. Men ikke nok.
De ændringer, som kom med EU's infosoc-direktiv og den danske ændring i ophavsretsloven i 2002 med særlig beskyttelse af tekniske foranstaltninger, der underminerer både forbrugerens sikkerhed for at kunne bruge produkterne og forbrugerens mulighed for at tage de indtil da lovlige private kopier, er et eksempel på en lov som aldrig bliver helt klar. Vi er for tæt på et teknologisk felt i rivende udvikling. Lovgivningen kommer i for høj grad til at gavne bestemte aktører på markedet.
Ophavsret er kompleks. Det er skatteret også, alligevel har langt de fleste en klar fornemmelse af, hvornår man er over grænsen for det rimelige og fornuftige. Og man kender både sanktioner og har en eller anden grundlæggende tryghed ved skattevæsenets torskegilder. Alligevel er der igen og igen brug for at kræve øget oplysning om klageveje og beskyttelse af borgernes privatliv.
I Danmark er vi almindeligvis stærkt bevidste om privatlivets fred. Men vi tillader at en privat organisation som Anti-piratgruppen kan agere uden de krav til åbenhed, klageadgang og øvrig offentlig indsigt som vi ellers forlanger og forventer af offentlige myndigheder. Vi lader i stigende omfang private aktører få større frihed og samtidig få magt til at definere lovgivningen.
Den ofte meget moralske fordømmelse af piratvirksomhed fører til aldeles besynderlige sager, hvor pirater behandles på en måde vi almindeligvis ikke vil acceptere. Som udgangspunkt ligestiller loven parterne - kunstnerne og piraterne. Men når kunstnerne gennem organisationer som Anti-piratgruppen har råd til stærke og velfunderede advokater, så er det retslige magtforhold ikke længere ligestillet. I USA er borgere blevet udsat for aldeles groteske økonomiske krav, som vil kræve så urimelige ressourcer at forsvare sig imod, at den eneste mulighed er at indgå forlig.
I Danmark savner vi retslige afgørelser på nogle af de krav som er rejst mod borgere. Og vi savner måske også, at debatten mellem kunstnere om metoderne til inddrivelse af penge blev ført helt åbent. Den aktuelle svenske debat om både politikeres og politis indgreb mod Pirate Bay viser, at også den nordiske retsfølelse kan undermineres på dette område.
9. Kunstnere er svage
Uanset hvor isolerede de enkelte kunstnere måtte føle sig, så har de som fællesskab organiseret sig til en magtfuld position. Både kunstnernes og producenternes organisationer har etableret sig som parter, der i hvert fald ikke kan overhøres. I USA er musiklobbyen så økonomisk magtfuld, at pengestrømmene derfra har reel betydning for valg og genvalg af politikere. Sådan er det ikke i Danmark. Men de danske musikorganisationer kan i det mindste glæde sig over, at altid blive hørt. I nogle tilfælde endda så meget, at de eneste debattører i realiteten er kunstnerorganisationerne. Det er eksempelvis derfor vi har to forfatterforeninger i Danmark. Organisationerne har så stor indflydelse på de politiske beslutninger om biblioteksafgiften, at enighed giver beslutningen.
Derimod er forbrugersiden og den offentlige side meget svagt organiseret. Bortset fra biblioteksrepræsentanter findes der ikke nogen i Danmark som forsvarer den position man kunne kalde "allemansret", eksempelvis behovet for at kunsten frigives efter en årrække, "public domain".
I den offentlige debat glemmes hyppigt det perspektiv, at når et værk er ophavsretsligt beskyttet i 70 år fra ophavsmandens dødsår, så er det samtidigt rigtigt mange år, hvor værkets offentlige tilgængelighed er begrænset. Dette uanset om der er en kommerciel interesse eller ej. Langt den dominerende del af ophavsretsbeskyttede værker er irrelevante i kommerciel betragtning efter ganske få år.
I den almindelige debat anses et initiativ som Creative Commons for et alternativ til den almindelige ophavsret. Det kan selvfølgelig ses som et alternativ, alene fordi det formuleres af mennesker som er kritiske til pladeselskabernes og de kunstneriske organisationers dominans af debatten. Men Creative Commons er helt afhængig af og bygger derfor på ophavsretsloven. Eksempelvis ville musikindustrien kunne nyde særdeles godt af at udbrede, styrke og udvikle tankesæt svarende til Creative Commons. Det er nemlig først og fremmest et lettilgængeligt og nemt forståeligt redskab for både brugere og producenter af ophavsretsbeskyttet materiale. Det er en måde at gøre livet nemmere på. Og det kan være et godt formål i sig selv i en periode hvor den samlede tilgængelige kreative produktion vokser eksplosivt år for år.
10. Løsningen er juridisk og teknologisk
Nogle buspassagerer sætter billetten fast på busstoppestedet, når de har kørt den sidste tur. Så kan andre buspassagerer tager denne gratis billet og køre gratis i bus. Det er kun en lille minoritet som på denne måde overdrager busbilleten til andre. De må ikke gøre det og de har i virkeligheden slet ikke nogen interesse i at gøre det. De får hverken tak eller penge for denne tjeneste. Og i et større perspektiv bliver deres busbilletter kun dyrere, for fællesskabet i kraft af busselskabet bliver nødt til at hæve billetpriserne. Det går også ud over giveren.
Nogle mennesker bliver på dydens smalle sti og lader være med at tage billetten - også selv om der hverken er vidner eller skjult kamera. Det er busselskabets og fællesskabets idealmennesker.
De fleste mennesker tager busbilletten og bruger den videre - men undlader at give den videre til de næste passagerer. Det er fildelingens gratister og sikkert dem der er flest af i vore fællesskaber. Mennesker som nyder gavekulturen uden selv at give. De er med til at underminere et godt fællesskab, busdriften. Og musikdriften.
I højstemte momenter kan de tale for gratis kollektiv trafik - eller musik. Men de lader det mest blive ved snakken.
Sådan er vi. Moderne mennesker med forventninger til givende fællesskaber. Fildeling er en voldsom udfording i enhver betydning. Men måske mest i at magten til at styre kommunikation og distribution fundamentalt ændres. Ophavsret diskuteres juridisk og til dels moralsk. Udfordringerne i måske i virkeligheden hverken juridiske eller moralske. Det handler om fællesskaber; vi skal have sociologer og antropologer på banen. Vi skal have sprogforskere og kultursociologer. Og sikkert mange andre faggrupper.
Ophavsretsloven er en balanceakt. Der har været en fint afstemt balance mellem rettighedshaveres interesser og almenhedens. Denne balance er tydeligvis blevet forrykket under indtryk af rettighedshavernes vanskeligere position. Diskussionen forsøger at indkredse enten juridiske eller teknologiske løsninger. Balancen findes sandsynligvis ved at spille på helt andre boldbaner. Vore fælleskaber omdefineres.
Læs også:
Ophavsret og -vrang
Næste slag: Omgåelse af tekniske foranstaltninger
Raidet på The Pirate Bay
Creative Commons på dansk
Grundbog om musik og ophavsret
Os nu
Kopikunst
Søndag Aften 08/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
