|
Ophavsret er en svær ting. En glimrende og oplysende debatbog fra Kulturministeriet giver den bedste introduktion til en varm kulturpolitisk debat.
CulturCritik:
Med Kulturministeriet som ansvarlig udgiver skulle man umiddelbart foranlediges til at tro, at Finn Gravesens bog Hvem ejer musikken? ligger under for almindelig ministeriel neutralitet og har grundige forbehold til alle sider. Men tværtimod. Bogen er både en aldeles glimrende indføring i de ophavsretslige problemer, der præger disse års musikdebat og en problematiserende debatbog, hvor forfatteren tillader sig at skyde skarpt. Selv om bogen påstår at målgruppen er 14-20-årige, kan alle andre med interesse for ophavsretsdebatten have glæde af bogen. Samtidig gives en introduktion til dele af musikhistorien - i et markeds- og økonomisk perspektiv. Ganske godt gået på knapt 80 sider.
Hvem er piraterne?
Hovedsigtet er at forklare ophavrettens principielle balancefunktion mellem beskyttelse af kunstnerne og den offentlige tilgængelighed. Dette forklares i høj grad gennem velvalgte historiske eksempler og perspektiveres gennem en lang række aktuelle eksempler, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved om balancen er rimelig: eksempelvis sagerne om Vimmersvej, Guantanamera og især om konflikterne om sampling af musik, bedst illustreret i sagen om Danger Mouses The Grey Album.
Om samplingkonflikten hedder det: "Hvad det lovgivningsmæssige angår, er der mange i samplingsmiljøerne, som betragter det som et paradoks i musikkulturen, at ophavsretsloven - som blev skabt for at beskytte kunstnernes ejendom, men også for at anspore kunstnere til at skabe - nu anses for at være en hindring for den moderne musiks udfoldelse."
I bogen gives enkelte eksempler på veletablerede danske aktører, som i tidligere perioder baserede deres indtægter på piratvirksomhed. Det gælder eksempelvis det velestimerede musikforlag Wilhelm Hansen, som startede med at piratkopiere tyske og andre danske forlags nodehæfter.
Den danske regering (og aviser) gik imod dansk ratificering af ophavsrettens internationale grundlov fra 1886. "Vi havde mere at tage fra de store lande end omvendt", var ræsonnementet. Først i 1903 tilsluttede Danmark sig Berner-konventionen. I Europæisk målestok var Danmark altså en piratnation.
Hug til musikindustrien
Bogen har en række artigt formulerede hug til musikindustrien og dens lobbyarbejde.
"Man kan undre sig over, at musikindustrien har været så relativt længe om at se mulighederne i internettet som medie for salg af indspillet musik. Den har indtil for få år siden primært udbudt musikprodukter på internettet i fysisk form, det vil sige cd’er, lp’er, kassettebånd og lignende. Salget foregår via onlinemusikbutikker, hvor forbrugerne handler på samme måde som ved traditionel postordrevirksomhed. Dette marked har haft en rimelig størrelse i Danmark.
Der kan være flere grunde til, at musikindustrien tilsyneladende har været tilbageholdende med at gå ind på markedet for salg af musikfiler på nettet. Nye teknologier og nye forretningsmodeller er tit blevet mødt med frygten for, at de ville ødelægge et eksisterende marked, og noget tyder på, at den samme bekymring har været en medvirkende faktor her.
Det har i stort set alle tilfælde vist sig, at nye teknologiske fremskridt medførte nye kommercielle muligheder, som overgik den negative effekt, udviklingen havde på det eksisterende marked."
Og videre om DRM (Digtial Rights Management):
"Hos Apple har man derfor et betydeligt forspring i forhold til fabrikater med en anden DRM-kode. I branchen betragter man disse DRM-koder som rent markedsfif, fordi koden er meget let at bryde. Men det er altså den umiddelbare afspillelighed, der er vigtigst."
Om musikindustriens langsommelighed med at gå ind i digital distribution hedder det:
"Man kan undre sig over, at musikindustrien har været så relativt længe om at se mulighederne i internettet som medie for salg af indspillet musik. Den har indtil for få år siden primært udbudt musikprodukter på internettet i fysisk form, det vil sige cd’er, lp’er, kassettebånd og lignende. Salget foregår via onlinemusikbutikker, hvor forbrugerne handler på samme måde som ved traditionel postordrevirksomhed. Dette marked har haft en rimelig størrelse i Danmark.
Der kan være flere grunde til, at musikindustrien tilsyneladende har været tilbageholdende med at gå ind på markedet for salg af musikfiler på nettet. Nye teknologier og nye forretningsmodeller er tit blevet mødt med frygten for, at de ville ødelægge et eksisterende marked, og noget tyder på, at den samme bekymring har været en medvirkende faktor her.
Det har i stort set alle tilfælde vist sig, at nye teknologiske fremskridt medførte nye kommercielle muligheder, som overgik den negative effekt, udviklingen havde på det eksisterende marked."
Og om musikindustriens argumentation kan man læse dette:
"Man skal imidlertid tage sig i agt for den almindelige fejlslutning, at cd-salgstallene viser branchens befindende. Det er en myte, som selskaberne og IFPI er meget parate til at udbrede. Måske med den hensigt at påkalde sig lovgivningens opmærksomhed.Men ud over det vigende cd-salg er musikmarkedet meget vitalt. Det samlede officielle musikforbrug er på det nærmeste fordoblet, takket være onlinesalg af musik, mp3-afspillere, ringetoner, computerspil, dvd’er, film, koncerter, merchandising, events etc. – og dertil kommer det kolossale uofficielle musikforbrug.
Adgang til musik har aldrig været lettere, og det, der før var nichemusik (etnisk musik, dj-versioner, folkemusik osv.) kommer nu på en helt ny måde frem i lyset. Samtidig med at cd-salget går ned, har fx den amerikanske koncertomsætning været stigende de seneste år. Fra 1,3 milliarder dollars i 1998 til 2,1 milliarder i 2003. Livemusikken står stærkere end nogensinde."
Desværre er der enkelte småting, som er gået lidt hurtigt i redaktionen. På bibliotekernes netmusik kan man kun låne musikken i 1 eller 7 dage, ikke 30 dage, som bogen hævder. Det er også decideret forkert at påstå, at mp3-filer i en bitrate på 128 giver samme kvalitet som på en musikcd. Også lidt ærgerligt, at der ikke blev læst en sidste gang korrektur, så sidetalshenvisninger og overskrifter mangler undervejs.
Bogen er udelukkende skrevet på forfatterens ansvar. Det er dog ikke uinteressant, at Kulturministeriet er udgiver af en bog, som i ganske høj grad kan læses som et frihedsbrev for et ministerium som i meget høj grad udelukkende har fulgt musiklobbyens argumentation og krav. Bogen kan kun læses som et ønske om at nuancere debatten og bløde fronterne op i den hede debat om ophavsret i den digitale verden.
Finn Gravesen: Hvem ejer musikken? En bog om musik og ophavsret
Kulturministeriet 2006
I bogform (gratis) på biblioteker og hos Kulturministeriet.
Elektronisk (gratis) Hvem ejer musikken?.
Læs også:
Ophavsret og -vrang
Næste slag: Omgåelse af tekniske foranstaltninger
Raidet på The Pirate Bay
Creative Commons på dansk
Maksimalisternes og ophavsretten
Os nu
Kopikunst
Søndag Aften 08/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|