Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


September 2008


Fedtlag, vokseværk og centralisering


Københavns Teater - hvad var egentlig meningen?

Et af Teaterlovskommissionens mange forslag til ændringer af teaterstrukturen har vakt særlig opmærksomhed: Københavns Teater (KbhT) skal opløses som selvstændig organisation og de enkelte teatre lægges under Scenekunstudvalget.

Kommissionens argument er, at konstruktionen med en overordnet styrelse for den samlede ordning og de selvstændige bestyrelser og teaterchefer på teatrene er uhensigtsmæssig samt at det administrative apparat er overproportioneret.

Umiddelbart tog både kulturministeren, nogle politikere og enkelte teaterchefer afstand fra forslaget med den begrundelse, at dels var ordningen kun et år gammel, så det var urimeligt at foretage indgreb så tidligt, dels var det ikke ønskeligt at samle så megen magt hos Scenekunstudvalget. Så man fik nærmest fornemmelsen, at det forslag var skudt i jorden allerede samme dag, det var lanceret.

Jeg tror, at det havde været sværere at foretage en sådan umiddelbar afvisning, hvis kommissionens forslag havde været ledsaget af argumentation baseret på en ordentlig analyse.

Hvad var formålet?

Det er jo korrekt, at KbhT formelt først oprettes i 2006; men ret beset har vi haft en paraplyorganisation for københavnske teatre i godt og vel 30 år. Fra Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene over Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab til Hovedstadens Teater, der i løbet af kort tid blev til Københavns Teater. I lige så lang tid har der været kritik af den type konstruktion: en offentlig institution med central styrelse og sekretariat, der står over et antal privatretslige teatre med hver deres bestyrelse og teaterchef. Kritikken er bl.a. kommet til udtryk i en diger konsulent-rapport fra PLS i 1997.

Kommissionens andet kritikpunkt går på, at KbhT er en administrativ dyr konstruktion. I dag, hvor der fokuseres meget på såkaldt overflødige fedtlag og at det er vigtigt, at kunststøtten bruges til at skabe kunst og ikke til administration, tror jeg, at kommissionen havde stået stærkere, hvis man havde præsenteret en form for dokumentation. Fx havde brugt nogle af de research-penge, som man fik fra Skuespillerforbundet til at undersøge, hvad ordningen i et par tidligere sæsoner (fx i 80erne og 90erne) kostede i alt til sekretariatsdrift og i administrationen på de enkelte teatre og så havde sammenlignet med den tilsvarende udgift i dag.

Der er naturligvis nogle forbehold at tage, men jeg kan godt forestille mig, at det vil være interessante tal. Nu må vi se, om der er nogen, som tør se nærmere på det forhold i de nye varslede redegørelser.

Generelt kan jeg godt blive bekymret ved store konstruktioner og især sekretariaters evne til at vokse, hvorefter de legitimere deres størrelse ved at påtage sig yderligere aktiviteter og så kører spiralen.

Somme tider er det nødvendigt at stoppe op og spørge, hvad det egentlig var, man ønskede, at den pågældende organisation skulle tage sig af.

Styrket scenekunstudvalg

Men er Scenekunstcentret og Scenekunstudvalget - som teaterlovskommissionen ønsker skal styrkes - ikke lige præcis den samme type organisation?

Joh, i et vist omfang. Selv om der naturligvis er forskel på at være en forvaltning, som centret og et armslængdeorgan som udvalget. I den forbindelse er det vigtigt at se på hvilke opgaver, der giver mening at have placeret sammen, og hvornår de har bedst af at være helt eller delvist adskilt.

Jeg er ikke bekymret for, at et armslængdeorgan som Scenekunstudvalget får større bevillingsansvar. Men jeg tror ikke på, at man bare kan smide bevillingen fra Københavns Teater over i Scenekunstudvalgets kasse og herefter bede fx Betty Nansen Teatret om at søge i samme pulje som børneteatret Mariehønen eller Teatret Veras Øje. Det kan ingen være tjent med.

Der må være forskellige puljer og nok også delvist forskellige udvalg eller evt. underudvalg trukket fra et lidt større samlet scenekunstudvalg med de relevante kompetencer repræsenteret. Ellers risikerer vi for tilfældige beslutninger.

Kommissionen lægger op til, at Scenekunstudvalget ikke blot får forøget sit bevillingsansvar, men også skal have ansvaret for det såkaldt teaterpolitiske helhedssyn. I den forbindelse listes et katalog af opgaver, som vel strengt taget burde få sådan en som mig (jeg er til daglig lektor i Teatervidenskab) til at juble.

Ud over at Scenekunstudvalget nu skal fordele en større del af midlerne til dansk teater, skal de inddrages i forhandlinger om de politiske 4-års aftaler (Ja! Naturligvis), de skal også have ansvar for information og dokumentation, evalueringer, forskning og formidling samt for debatter, internationalt samarbejde og erfaringsopsamling. Sådan! - Alt sammen arbejdsopgaver, som jeg finder yderst relevante og helt klart vil være til gavn for dansk teater.

For mange roller

Alligevel bliver jeg lidt usikker. Det er ganske simpelt for meget på et sted. Jeg tror ikke på, at alle disse opgaver kan forenes under samme opdragsgiver.

Selv om man må gå ud fra at Scenekunstudvalget i et vist omfang vil uddelegere opgaver, er jeg også bange for, at man kan risikere at få en magtkolos af et Scenekunstudvalg (og -center), som vil have rigtig svært ved at finde ud af hvornår man er armslængdeorgan, forvaltningsorgan, evaluator, kritisk forsker eller formidler.

Der er igen tvivl om, at der vil være klare fordele ved et mål af koordination og samarbejde ved løsningen af de forskellige arbejdsopgaver; men jeg kan ikke lade være med at spørge, om man vil kunne forvente, at en sådan institution nu også vil dokumentere de aktiviteter, som den afviser at give støtte? - og vil den sætte debatter og research i søen, som er kritiske over for dens egen praksis?

Så for mig at se er målet at sikre, at de nævnte opgaver bliver løst (og det må være oplagt at inddrage de organisationer og institutioner, der allerede arbejder med en del af disse opgaver); men også at sørge for, at man ikke placerer opgaver, der har nogle iboende modsætninger i samme organ.

Karakterpenge til teatrene

Specielt lægger kommissionen vægt på, at dansk teater skal evalueres, og man fremhæver den model, som har været brugt ved uddannelsesinstitutionerne. Igen bliver jeg lidt skræmt.

Samtidig med at jeg ofte har argumenteret for, at lige som virksomheder afleverer såvel grønne som etiske regnskaber som supplement til det økonomiske, så burde teatre også aflevere kunstneriske regnskaber. I lighed med de kontoplaner man har for de økonomiske regnskaber kan man udarbejde modeller for, hvordan man ønsker, at teatrene skal reflektere over, hvad der kunstnerisk er kommet ud af sæsonens arbejde, og i lighed med de økonomiske regnskaber sendes de kunstneriske regnskaber til en slags revision. Det skal naturligvis tages alvorligt nok - det er da helt klart en mangel på respekt, hvis ikke bevillingsgiver interesserer sig for kvaliteten af produktet.

Men jeg tror ikke, at det gavner kunsten at sætte et korps af evaluatorer til med jævne mellemrum at vurderer teatrene efter ensartede normer. Og slet ikke på at bruge evalueringer som en slags karakterpenge-system (hvilket nu heller ikke ligger i teaterkommissionens forslag).

Den selvbestaltede teaterkommissions arbejde kan ses på teaterlov.dk. Betænkningen sætter tanker og modsigelyst i gang, og det er et rigtig godt udgangspunkt for det videre arbejde.

Tak for det!

Stig Jarl

  Læs også:
Teaterpolitisk helhedssyn

Søndag Aften 09/2008

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2008






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.