Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2013


Abba - et museum værd


Etableringen af det nye Abba The Museum i Stockholm har vakt store følelser i den svenske kulturdebat. Museet formidler på prægtig vis Abbas musik, men kun succeserne.

Velkomstfilmen på Abba The Museum formlig blæser den besøgende omkuld i et voldsomt lyd- og billedbombardement. På 2-3 minutter serveres utallige sange, som langt de fleste vil nikke genkendende til. Og de fire Abba-medlemmer ses i så mange udgaver, at man ikke er i tvivl om, hvad denne museumsoplevelse vil handle om.


Foto: Åke E:son Lindman ©Abbathemuseum
  Der er ikke nogen grund til at gå i små sko, når man etablerer et museum for 1970'ernes største popnavn. Abba The Museum i Stockholm bruger også massivt med tekniske virkemidler for at formidle Abbas historie og musik.



4 svenskere, alle født efter 2. verdenskrig, populære enten som solister eller i bands i 60'erne, og som tidligt i 70'erne finder sammen og skaber en enestående international succes, båret af en voldsom mængde hits og en klar og distinkt lyd.

Vi får historien om de fire, fra barnsben til de er samlet og vinder det internationale Melodi Grand Prix i 1974 (ja, vi følger optællingen af de sidste stemmer). Og vi kan følge den musikalske modning, der sker af bandet fra nemme nyn-med-sange til langt mere komplekse sange.

Museet har megen fokus på grand prix-sejren. Måske for meget i forhold til at Abbas egentlige legacy i langt højere grad består af senere sange som Mamma Mia, Dancing Queen, Summer Night City, Voulez-Vous, Gimme! Gimme! Gimme (A Man After Midnight), Super Trouper eller The Winner Takes It All.

Museet er selvfølgelig fyldt med genstande som guldplader (og guldkassettebånd!), scenetøj, sko og støvler - og ganske imponerende: en omfattende samling af lp- og singlecovers fra hele verden i al den sproglige og designmæssige mangfoldighed man kan tænke sig.

B-siden glemmes

Abba The Museum er i Abbas ånd en omfattende præsentation af succes'en, omfattende beskrivelser af den lykkelige kærlighed mellem de to par, især brylluppet mellem Agnetha og Bjørn får megen plads.

 
Illustration: Johan Celsing Arkitektkontor


Til gengæld forbigås skilsmisserne næsten helt, og man skal som gæst være stærkt opmærksom for at opdage, at gruppen opløses. Eftertiden forbigås næsten også helt.

Moderne formidling

Abba The Museum er skabt for private midler og kommer således til at stå som et yderligere element i den totale merchandising af Abba. Museet skal derfor ikke leve op til offentlige kriterier for museumsdrift.

Til gengæld er det et krav til museet, at formidlingen er så sanselig og pågående, at publikum føler, det får noget for pengene (entre 195 sek!).

Blandt de mere avancerede elementer er en række karaokebokse, hvor man kan indsynge sin egen sang over grundbåndet, en scene, hvor man kan stille sig op foran museets øvrige publikum og synge ved siden af meddansende hologrammer af de fire medlemmer, en mikserpult, hvor man selv kan mikse en sang ud fra råbåndene - og bagefter høre Michael B. Tretows endelige miks af samme sang, eller man kan danse i et lille dansestudio.

Bagefter kan man gå ind på museets hjemmeside, taste sit billetnummer ind og høre og/eller se den forevigede udgave af egen udfoldelse.

I opposition

Etableringen af Abba The Museum har vakt ganske stærk debat i Sverige. Når man i Danmark bruger årstallet 1968 til at vække følelser betinget af, hvor man stod på daværende tidspunkt, så har den svenske musikbevægelse "Proggen" tilsvarende symbolkraft.

I dag ved alle naturligvis, at Abba blev en kolossal international succes, men gruppen stod igennem hele sin aktive karriere i kraftig modsætning til den progressive musikbevægelse. På museet formidles dette som en modsætning mellem den kommercielle og den ikke-kommercielle musik. Svensk TV kunne fx begrunde, at man ikke ville portrættere Abba med, at gruppen jo tjente penge nok.

Museet glemmer at anføre, at en del af modsætningen handlede om at synge på svensk eller engelsk.

Wiehe som linedanser

I den svenske debat har fx en af musikbevægelsens daværende frontfigurer, sangeren og komponisten Mikael Wiehe i juli 2013 skrevet:
Jag förnekar inte att Abba har gjort en rad fantastiska schlager- och popmelodier. Men inte var deras musik utmanande, upprorisk eller nydanande som Beatles eller Janis Joplin. Och ingen kan väl hävda att Abba i musik, text eller i kraft av sin framgång lyfte ett finger för de napalmbombade vietnameserna, de torterade i Latinamerika, de svarta i Sydafrika eller arbetarna i Kirunas gruvor. Det var detta som musikrörelsens kritik av Abba handlade om.
Ordvalget kan forekomme en smule stærkt, erindringen om Janis Joplins politiske virke noget overdrevent. Lidt mere subtilt kunne man måske forvente, at en dreven musikalsk analytiker, ville være i stand til at høre andet i Abbas musik end blot og bar underholdning; kvindesynet eksempelvis. Eller titelsangen fra finalealbummet, The Visitors, om livet for datidens dissidenter i Sovjetunionen - men det var heller ikke et tema, som havde stor interesse i den svenske musikbevægelse.

Forskellige veje

Man kan lidt drilsk endda hævde, at mens Mikael Wiehe har bevæget sig fra udelukkende politiske sange til også at kunne synge om sine egne kærlighedsforhold, så bevægede Abba sig den modsatte vej.

Mikael Wiehes tidlige musik bar inspiration fra svensk folkemusik. Benny Andersson (og Björn Ulvaeus) er gået den modsatte vej, og har efter Abba-årene udgivet mængder af musik inspireret af den svenske spillemandstradition - og skrevet musicalen Kristina från Duvemåla baseret på forfatteren Vilhelm Mobergs udvandrersaga.

Men skåret ind til essensen, udtrykker Wiehe på mange andres vegne en klar sondring mellem de musikere, som ville mere end blot musikken og de musikere, som blot ville underholde.

Abba The Museum vil underholde. Det lykkes man ganske fortræffeligt med. Når museet om Abba, 30 år efter opløsningen, kan give anledning til en hidsig svensk kulturdebat, viser det, at 70'ernes stridigheder stadig føles vedkommende.

Søndag Aften 08/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.