Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2013
Kulturløftets virkninger
Kulturløftet, som har dannet grundlag for den nuværende norske regerings kulturpolitik siden 2005, har medført et væsentligt forøget kulturbudget. Virkningen varierer dog stærkt mellem de forskellige kulturområder.
Efter opdrag fra det norske kulturministerium, har forskeren Georg Arnestad gennemregnet de mere detaljerede konsekvenser af den store kultursatsning. Hans beregninger danner grundlag for de konklusioner, der refereres nedenfor. Beregningerne er gennemgående ud fra løbende priser.
Den helt klare vinder er frivillighedsområdet, som er øget med 491% (!) siden 2005.
Museumsområdet er forøget med 95%, musik med 93% og scenekunst med 92%.
Kulturområde;
Samlet ændring 2005-2013
Realændring 2005-2013
Almene formål
75,3%
41,7%
Kunstnerformål
41,8%
9,3%
Billedkunst, kunsthåndværk
56,8%
28,1%
Musik
92,8%
63,6
Scenekunst
92,0%
56,7%
Sprog, litteratur, bibliotek
74,2%
36,1%
Museer, kulturarv
95,2%
71,7%
Arkiver
81,8%
49,1%
Kulturformål totalt
77,3%
45,9%
Kilde: Georg Arnestad: Tala i Kulturløftet, Del 1, Kulturløftet i det statlege kulturbudsjettet 2005-2013 (2012).
Kunstnerformål er kun steget med 42%, hvilket i faste priser svarer til 9%.
Nationale institutioner
En væsentlig del af de norske kulturbevillinger går fortsat til centrale, nationale institutioner. Den forøgelse af budgetterne, der er sket siden 2005, har dog i høj grad styrket de mindre og friere institutioner.
På musikområdet udgjorde fx de tre største institutioner, Rikskonsertene, Oslo-filharmonien og Bergen Filharmoniske Orkester samlet 45% af musikbevillingerne i 2005. I 2013 udgør disse tre institutioner kun 36% af musikbevillingerne. Styrkelse af bredden er således en af konsekvenserne af Kulturløftet.
Øget decentralisering
Norsk kulturpolitik har altid været kendt for en stærk decentralisering. I kulturløftet indgår decentralisering dog ikke som et udtalt mål. Det viser sig dog, at Kulturløftet især har styrket kulturlivet udenfor Oslo.
Analysen viser, at kulturudgifterne udenfor Oslo er steget med 81%, men kun med 33% i Oslo. Denne del af analysen er dog behæftet med en vis usikkerhed, idet institutioner kan have bredere geografiske formål end den aktuelle postadresse viser (i Danmark vil folketeatret.dk kunne tjene som et eksempel, teatret er bosiddende i København, men har som primær opgave at turnere med forestillinger udenfor København).
Pudsigt nok var decentralisering altså ikke nogen udtalt ambition med kulturløftet – men decentraliseringen er alligevel en reel konsekvens af de øgede bevillinger.
Idrætten som vinder
Idrætspolitik anses i Norge som udenfor kulturfeltet. Idræt tælles således ikke med i opgørelsen af løftet om 1% af statens udgifter til kultur. Dog har idrætten indirekte været den store vinder. Dels fordi den store stigning til frivillighedsområdet først og fremmest er gået til idrætsorganisationerne, dels fordi idrætten indenfor den samme periode har fået en væsentligt øget andel af de norske tipsmidler.
Den officielle evaluering af Kulturløftet forsøger at definere den del af kulturen, som ønskes støttet, som ”ytringskultur” (for netop at afsondre idrætten). Ifølge evalueringen er forøgelsen til frivillighed primært gået forbi ”ytringskulturen”.
Floridaisme i kommunerne
Evalueringen taler ligefrem om ”Floridaismen” i kommunernes kulturpolitik (efter den amerikanske professor Richard Florida, ophavsmand til begrebet den kreative klasse). Man vurderer, at kommuneren har bevæget sig fra at være kulturproducent til at være tilrettelægger for ”et kulturliv, som udspiller sig i grænsefladen mellem frivillighed, marked og det offentlige”. Begivenhedskulturen er vokset – mens det ”kulturelle fundament” – folkebiblioteker og kulturskoler – er stagneret.
