Rapport om de danske symfoniorkestre viser hverken ambitioner
eller nytænkning på det klassiske område. Kompromisserne er allerede indgået og der er
ikke et ord i rapporten som kan vække politisk debat.
Store geografiske områder i Danmark er ikke dækket af symfoniorkestre.
Landets største orkester er i sin historisk værste krise. De samlede symfoniorkestre
forfejler aldeles at spille den nyere musik.
Det er nogle af de konklusioner som kulturministeriets orkesterudvalg lægger frem. Alligevel formår udvalget
ikke at stille et eneste forslag som kan hæve øjenbrynene på Christiansborg.
Hvad vil orkesterudvalget?
Orkesterudvalget blev nedsat af kulturministeriet efter offentlig debat om
mulig sammenlægning af nogle af de danske symfoniorkestre. Storebæltsbroen og
Øresundsbroen og den strukturelle krise for Sjællands Symfoniorkester blev brugt som
begrundelse for at nedsætte udvalget. En del af forhandlingsgrundlaget omkring Sjællands
Symfoniorkester og Tivoli har netop været
forventningen til en kommende revision af musikloven.
Men efter læsning af orkesterudvalgets rapport må man spørge, om
udvalget har kunnet se nogen mening med sin egen eksistens. Redaktionen for Søndag
Aften har efterhånden pløjet mange kulturministerielle rapporter igennem.
Orkesterudvalgets tager prisen som den hidtil tyndeste kop the.
Hvad skal vi med den rapport?
Alvorlige problemer
Orkesterudvalget gennemgår det symfoniske områdes strukturelle og
kunstneriske forhold. Man kan pege på en række alvorlige problemer:
at de danske symfoniorkestres repertoire bliver mere og mere
konservativt og mindre og mindre orienteret mod ny symfonisk musik
at symfoniorkestrene fortsat ikke dækker hele Danmark
at der stadig ikke er afklaring om fremtidens struktur for Sjællands Symfoniorkester
Den nye musik
Rapporten konstaterer, at den nyere kompositionsmusik har fået mere
trange kår siden det sidste orkesterudvalgs betænkning i 1992. Trængslerne ser først
og fremmest ud til at skyldes orkestrenes egne programudvalg og de uudtalte forventninger
publikum og politiske bestutningstagere har til repertoiret. Orkestrenes programudvalg
fornemmer, at der er forventninger om et ældre repertoire. Men intet strukturelt eller
principielt forhindrer orkestrene i at afprøve et nyere repertoire.
Orkesterudvalgets svar på dette problem er at etablere en
konsulentordning for symfoniorkestrenes programudvalg. En påfaldende vag løsning på et
problem som er udtryk for en international tendens. Det tidligere orkesterudvalg foreslog
i 1992, at problemet skulle løses ved at etablere en decideret kvoteordning. Forslaget om
kvoteordning blev diskuteret voldsomt dengang - og faldt. Det nye orkesterudvalg
argumenterer imod kvoteordning. Men udvalget formår ikke at stille forslag som på nogen
måde kan give begrundet håb om ændring af orkestrenes repertoire. Udvalget har end ikke
haft øje for, at der kunne tages mange andre kraftfulde initiativer end kvoteordning:
konkrete mål, økonomiske gulerødder m.m.
Orkesterudvalget peger for eksempel på behovet for at udvide orkestrene
med flere musikere - måske skulle denne udvidelse ske i takt med at orkestrene viser evne
til at spille nyere musik...
Orkestre for hele Danmark
Også 1992-betænkningen pegede på at store dele af Danmark er uden
symfoniorkestre. 20 procent af befolkningen bor uden for symfonorkestrenes områder.
Dengang blev svaret at man etablerede en økonomisk pulje til at støtte orkestrenes
turneer i områder uden symfoniorkestre. Men puljen har ikke haft nogen væsentlig effekt.
Orkesterudvalget vil derfor gerne opfordre til yderligere indenlandske
turneer. De områder som ikke har landsdelsorkestre er ivrige efter koncerter, hvorimod
orkestrene generelt set ikke virker interesserede i at turnere.
Det er naivt af orkesterudvalget at tro, at små bureaukratiske
forbedringer af puljer til turneer vil få afgørende indflydelse på dette. Det er
påfaldende, at man i musikloven har tvunget Vestsjællands og Storstrøms amter med i
Sjællands Symfoniorkester (imod amternes egen vilje), så dette orkester alene skal
spille for 44% af befolkningen - og med langt flere koncerter pr. år end noget andet
orkester. Hvorfor overvejer man ikke tilsvarende tiltag for de øvrige amter?
Man kan til enhver tid problematisere tvangsordninger. Men lovens
bindinger af de to sydsjællandske amter har faktisk virket efter hensigten: musikken
bredes ud geografisk. Når man ikke foreslår tilsvarende ordninger for de jyske amter er
det også tvang: at en række amter tvinges til at undvære den symfoniske musik.
Og når orkesterudvalget tror at dette problem kan løses ved små
ændringer af puljeordninger, så er det udtryk for at man reelt ikke ønsker at gøre
noget ved problemet. Og når man ikke stiller et eneste visionært forslag på dette
punkt, så forhindrer orkesterudvalget at dette tema vil blive diskuteret i de næste
mange år. Eller med orkesterudvalgets egne ord: Hvis orkestrenes geografiske
opgavevaretagelse blev ændret, er det usandsynligt at forestille sig, at deres øvrige
virksomhed ville blive dækket forsvarligt.
I realiteten har orkesterudvalget altså ikke den målsætning om at
orkestrene skal dække hele landet - og alligevel ønsker udvalget at fortsætte puljerne
til indenlandske turneer. Det gør man med den modsatte begrundelse: det er af
afgørende betydning, at man i alle egne af landet kan opleve koncerter med symfonisk
musik i professionel udførelse.
Udvalget savner at vise, hvorledes denne afgørende betydning har
indvirket på rapportens konklusioner.
Sjællænderne igen igen
Søndag Aften har tidligere beskrevet de særlige problemer for Sjællands
Symfoniorkester (Se Søndag Aften Arkiv).
Orkesterudvalget gør intet for at gå ind i debatten om Sjællænderne.
Man nøjes med at pege på, at de økonomiske parter bag Sjællænderne skal finde en
ordning samt en understregning af, at orkestret har behov for en stærk og
handlekraftig ledelse.
Det er som bekendt altid gratis at udtrykke behovet for at andre får
stærke ledelser. Men er Sjællændernes problem kun ledelsesmæssigt? Eller er det kun et
økonomisk mellemværende mellem Tivoli, staten og de sjællandske amter?
Orkestrets store turneforpligtelse nævnes ikke som et problem (selv om
landets øvrige orkestre kvier sig ved at turnere), orkestrets omfattende
spilleforpligtelse hele året nævnes heller ikke som et problem endsige orkestrets lave
publikumstal.
Orkesterudvalget tager heller ikke konsekvensen af det før nævnte
synspunkt vedrørende orkestrenes geografiske opgavevaretagelse: hvis fem
landsdelsorkestre ikke forsvarligt kan dække hele landet - hvordan kan et orkester
forsvarligt dække 44% af befolkningen?
Nej, orkesterudvalget har fundet et andet vigtigt problem for Sjællands
Symfoniorkester: nemlig at orkestret optræder med to forskellige navne i Danmark - og et
tredje navn i udlandet.
Således lykkes det for orkesterudvalget at undlade at komme med indspil
om fremtiden for det største landsdelsorkester. Der vil ikke være en eneste
anvendelig sætning fra orkesterudvalgets rapport, når orkester og tilskudsydere skal
finde den fremtidige løsning. Orkesterudvalget overlader trygt hele slagsmålet til alle
de parter, som ikke dagligt har noget med musik at gøre. Hvem skal komme med de fagligt
begavede og forsvarlige impulser til denne debat?
Plan 2024
Det forrige orkesterudvalg etablerede en pulje for at lokke amterne til at
udvide musikerantallet i orkestrene. Denne pulje har været succesfuld. I gennemsnit er
landsdelsorkestrene udvidet med en håndfuld musikere. Men det nye orkesterudvalg sætter
nu konkrete målsætninger for antallet af musikere i orkestrene. På forholdsvis kort
sigt bør de udvides til mindst 78 musikere og på længere sigt op til 88-90 musikere.
Det vil samlet set kræve knap 50 musikeransættelser at nå op på 78
musikere i alle orkestre og knap 100 ansættelser at nå op på 88 musikere.
Men orkesterudvalget vil blot lade udvidelserne ske som videreførsel af
de eksisterende puljer. Ingen prioriteringer, ingen forsøg med at lade enkelte orkestre
udvides hurtigere end andre.
Begrundelsen for udvidelsen af orkestrene er behovet for at kunne opføre
især nyere store værker som kræver mange musikere. Hvis den positive stigningstakt
siden 1993 kan fastholdes, så vil målet på 88-90 musikere i orkestrene være nået i
2024!
Denne form for langtidsplanlægning gør, at nogen må blive
nødt til at diskutere kraftigere incitamenter til at udvide orkestrene, eller man må
prioritere mellem orkestrene. Det sidste vil orkesterudvalget dog ikke. I stedet for at
fange en ide om ét større orkester, siger man at behovet for udvidelser gælder alle
orkestre.
Dette begrunder orkesterudvalget med at det ville give en skævhed i
orkestrenes chancer for at tiltrække de bedste dirigenter, de bedste solister og de
bedste musikere. Denne konstaterede skævhed er givetvis rigtig - men gælder vel næppe
kun i Danmark - så alle danske landsdelsorkestre må vente til 2024 med at kunne
konkurrere med orkestre i Oslo, Stockholm, Helsinki og Berlin om dirigenter, solister og
musikere.
Det er svært at se svanerne flyve, når man kun kigger ned i andedammen.
Konsensus oh konsensus
Orkesterudvalgets konklusioner er påfaldende vage. Der er ikke skrevet én
linje som kan falde nogen danske institutioner for brystet. Der er ikke stillet et eneste
opsigtsvækkende forslag. Der er ikke behov for lovændringer.
Det er ikke hvert år et kunstnerisk område får foræret en mulighed for
at pege på nye udviklingsmuligheder med så frie hænder. Og det varer sikkert en del år
førend en ny mulighed byder sig. Det kunne tyde på at alt er fred og idyl på den danske
koncertscene. Eller det kunne tyde på at udvalget har været fokuseret på at begrave
alle tænkelige stridsøkser.
Indledningsvis glæder udvalget sig over, at mens udvalget har arbejdet,
har den offentlige debat om eventuel nedlæggelse af et orkester fortonet sig. Og udvalget
sætter i hvert fald ikke mere ild til de små bål der findes rundt omkring i det danske
koncertliv.
Orkesterudvalget udtrykker ikke lyst til at sætte sig selv i spidsen som
stærk og handlekraftig igangsætter af en visionær udvikling for de danske orkestre.
Udvalget føler sig nødsaget til at fremhæve at udvalgets synspunkter
ikke nødvendigvis dækker Statens Musikråd, selv om der er et vist personsammenfald. Men
udvalgets rapport giver god grund til denne mistanke. Statens Musikråd har gennem årene
været skueplads for talrige voldsomme debatter mellem musikkens forskellige
interessenter. For Statens Musikråd er det et formål i sig selv at sikre
konsensus i musiklivet. Og orkesterudvalgets rapport er skrevet for at opnå musikpolitisk
konsensus. Det er muligt at det giver Statens Musikråd bedre arbejdsrammer i det daglige.
Med udvalgsrapporten lykkes det sikkert at opnå fred i vor tid - men de
reelle modsætninger og uenigheder ulmer videre under overfladen.
Men når en udvalgsrapport udtrykker at alle kompromiser allerede er
indgået, så undgår man at give den nødvendige grobund for nye visioner.
Orkesterudvalget tager ikke et sekund opmærksomheden væk fra Det Kongelige Teater eller
filmstøtten.
Kulturministeriet har fået en rapport, som ved første øjekast er dejlig
læsning. Her er ingen store udgiftskrav, her er fred og fordragelighed. Man behøver ikke
engang foreslå lovændringer. Problemet for kulturministeriet er, at rapporten kun kan
engagere få. Kulturministeriet har behov for visioner som rækker en årrække frem,
ministeriet har brug for oplæg der kan vække debat om dansk kulturpolitik. Bagefter skal
ministeriet nok strikke de nødvendige kompromiser sammen. Uden visioner bliver
ministeriet arbejdsløs.