Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juni 1999


Boghandel på internet:    Duften af database


Hvis den almindelige levende boghandel synes at duften af papir og støv holder kunder fast, så må internetboghandlerne tro, at duften af database trækker kunderne til.

Søndag Aften har denne gang taget et nærkig på en række større boghandlere på internet. Nu er kanonerne ved at blive kørt i stilling til krigen om den danske netbogmarked. Og selv om fastbogpriserne gør det danske marked mindre attraktivt end de udenlandske markeder, så er det tydeligt at der er ved at ske en opvågnen.

Boghandel eller supermarked

Man skulle tro, at der var en særlig linje på web-designskoler der handlede om at lave indkøbskurve. Overalt, hvor der er e-handel, ser man disse kundevogne fra supermarkederne. Nogle gange i Bilka-størrelse, andre gange som små håndholdte. Men overalt, hvor man prøver at sælge noget på nettet, giver man illussionen af at man er i et supermarked - den mest upersonlige indkøbsform.

Hvorfor er der ikke nogen som putter varerne på en bestillingsseddel, en cafeteriabakke, i julemandens sæk, på en trailer eller med en brevdue?

Bøgerne illustrerers konsekvent af bogomslag in miniature. Bogomslagene er skabt til at trykkes på papir og i ordentlig størrelse. De små bogomslag giver en idé om, hvordan varen ser ud. Men varen består af så meget andet, først og fremmest af ord.

Bøger er forskellige

Vi vi gerne se citater, portrætter af forfattere, bagsider af bøger, anmeldelser, interviews - hvorfor får vi aldrig lov til bare at se lidt inde i bogen? I den virkelige boghandel skal man skeje meget ud for ikke at få lov til at stå og bladre og læse løsrevne dele. I den virtuelle boghandel er der stop efter bogomslaget. Og i den virtuelle boghandel behandles alle bøger ens. Nogle enkelte bøger fremhæves på emneforsider, men ellers er der præcis de samme informationer om alle bøger. I den levende boghandel har man forfatterportrætter hængende, en plakat for en forfatteraften, en hylde helliget noget aktuelt, udklip af anmeldelser. Det giver ofte indtryk af at være lidt hulter til bulter, men det giver først og fremmest indtryk af, at nogen kender de varer man sælger og holder af varerne. Der er plads til det subjektive i den levende boghandel - den virtuelle boghandel er blot databaser og de har forbandet svært ved at forstå de levende ord. Alle bøger er forskellige - det er svært at opdage det gennem databasernes få poster.

Et af problemerne med databaser er, at de er voldsomt omfattende. Det betyder, at boghandlerne kan hævde at de har 30.000 bøger på lager. Men hvordan finder man alle disse bøger? Kun ved at søge i søgemaskinen. Det er en meget lille del af de 30.000 bøger som er sat frem på internetsiderne. De fleste er gemt nede i databasen. Det paradoksale er, at de virtuelle boghandlere i princippet har flere bøger - men de levende boghandlere viser flere bøger frem for publikum. Trods det, er den internationale tendens, at internetboghandlere sælger langt flere forskellige og altså bredere dele af litteraturen end den almindelige boghandel. Databaserne bliver altså også brugt.

Saxo i spidsen

Den største danske netboghandel er www.saxo.dk. Den adskiller sig klart positivt fra de øvrige ved at have et langt dybere indhold end de øvrige. Der er mere om bøgerne - og litteraturen i det hele taget. Bagmændene bag saxo.dk interesserer sig for bøgerne. Det er godt. Men så er det ærgerligt, at man er bundet til at være så neutrale. Man skal stille samtlige landets boghandlere tilfredse, man skal stille samtlige landets forlag tilfredse og man skal stille samtlige landets forfattere tilfredse. Saxo.dk's største svaghed er at man skal bevæge sig rundt i dette minefelt af interessenter, der vogter på hinanden. Tænk, hvis man kun havde anmeldelser af nogle forlags bøger, hvis man kun havde nogle få redaktionelt udvalgte forfatterportrætter, hvis man havde hele kapitler fra 20 udvalgte bøger. Saxo.dk ville have svært ved at tackle det bøvl der kom ud af at prioritere og udvælge.

Samtidigt virker saxo.dk så lidt fokuseret på faktisk at sælge bøgerne, at man kan have dem alvorligt mistænkt for først og fremmest at ville bremse muligheden for at andre skulle kunne tjene på det danske internet-bogmarked.

Poesi, tak

For den levende boghandel er forfatterbesøg en stadig opmuntring. Der sælges bøger og man får en intens oplevelse af de mennesker, som skaber de værker boghandlen lever af. Hvorfor er der ikke nogen af netboghandlerne som har forfatterbesøg? Internet er det ultimative kommunikationsredskab. Mange forfattere holder af at møde læserne - det er så nemt at lave på nettet: chats, konferencer, spørgsmål & svar osv. Og nettet har endda den fordel, at man ikke er afhængig af at have en superseller på besøg. Selv de interessante bøger i små oplag kan samle til et forfattermøde, når det er uafhængigt af tid og sted. Så kunne man måske endda gøre noget for den berømte smalle bog.

Netboghandlerne vil - for hovedparten - gerne sælge bøger. De mangler at fortælle os, hvorfor det er bøger og ikke tandpasta de sælger. Hvorfor er der ikke en eneste boghandel som leger med ideer som dagens digt, ugens novelle, månedens tilbageblik, eller hvad man nu kunne forestille sig?

Vi vil have lidt poesi på siderne, tak. Vi vil have noget, der rimer bedre på database.

Læs også:
En boghandel er en boghandel er en...
Boghandel på internet
Oprustningskapløb mellem boghandlere
Netbogkrigen raser

Anmeldelser:
www.bokus.dk
www.gad.dk
www.myboox.com
www.saxo.dk
www.webhut.dk

Søndag Aften 0699

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.