Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


maj 2001


Intellektuelle ejendomsrettigheder


CulturCronik:

Af Morten Helveg Petersen

Hvem ejer retten til produkter i den digitale tidsalder?

Før i tiden var produktionen håndgribelig og fysisk, mens den i den digitale verden i høj grad er uhåndgribelig. Og ejendomsretten til produktet vil i fremtiden være ikke-rivaliserende. Det betyder, at flere mennesker kan eje det samme produkt, som f.eks. software, retten til at se en fodboldkamp eller en video.

En anden afgørende forskel i forhold til traditionelle produkter – f.eks. en stol – er, at en stol koster en vis sum at producere. Og dens pris er stort set den samme, uanset hvor mange stole, der laves. Der kan være mængderabat, hvis man køber stort ind til produktionen af stole, og de arbejdere, der laver stolene, kan blive dygtigere, når de producerer mange ad gangen, men i store træk koster stol nummer 10.000 det samme at lave som den første stol.

I den digitale økonomi er omkostningerne størst i forbindelse med selve tilblivelsen af det digitale produkt. Det vil sige det intellektuelle og kreative arbejde forbundet med en ide og udførelsen, uanset om det drejer sig om manuskriptet til en bog, et stykke musik eller et stykke software til en computer.

Derimod er omkostningerne forbundet med produktionen og mangfoldiggørelsen forsvindende lille. Det koster ikke noget særligt at brænde en ekstra cd-rom. Når man kan lave digitale kopier af fremtidens uhåndgribelige produkter, er mangfoldiggørelsen det mindste problem, og mange kan have adgang til det samme digitale produkt samtidig.

Kan ejendomsretten håndhæves?

Før i tiden var det også nemmere at administrere ejendomsrettighederne til et produkt eller et patent. Opfindere tog patent på deres opfindelser og kunne gøre krav gældende over for ulovlige kopier. Men allerede i dag er der svære problemer omkring de såkaldte intellektuelle ejendomsrettigheder. Hvem ejer retten til produkter i den digitale tidsalder? Og hvordan håndhæves ejendomsrettigheder, når man kan lave perfekte kopier af et digitalt produkt og sende det over internettet stort set uden risiko for opdagelse?

På et tidspunkt gik der en historie om, at fodboldholdet Manchester Uniteds angribere ville kræve patent på de mål, de scorede. Umiddelbart en absurd tanke. Men problemstillingen illustrerer udfordringerne i fremtidens digitale samfund.

Musikbranchen revolutioneres

I musikkens verden er den såkaldte Napster-sag blot en forsmag på, hvad der venter os. Napster er en hjemmeside, www.napster.com, hvor man kan komme i kontakt med mennesker, der har musik liggende på deres egne computere. Musikken lægges ud på internettet i et digitalt format (MP3), der gør det muligt at downloade og afspille det på en MP3-afspiller eller direkte fra computeren.

Kvaliteten af afspilningen er lige så god, som hvis du havde investeret i originalen, fordi det hele foregår i digital kvalitet. Uanset, hvor mange eksemplarer du downloader, er kvaliteten ensartet høj. Det er lysår fra min ungdom, hvor vi stak mikrofoner ind i højttalerne og optog Christian Flagstad fra P3 på små (analoge) båndoptagere. Det var måske heller ikke lovligt, men kvaliteten var i det mindste så ringe, at det i sig selv forhindrede en større udbredelse.

Pointen er, at internettet på dette område revolutionerer musikbranchen. Intet mindre. Nogle kunstnere vælger at lægge deres musik direkte ud på internettet, uden brug af musikforlag til at gøre reklame for produktet, og de samme kunstnere omtaler internettet som det største og mest demokratiske medium overhovedet, fordi det giver brugere og musikelskere mulighed for at lytte til alle typer af musik fra hele verden.

Rapperen Chuck D. vidnede for den amerikanske kongres i juni 2000 i en høring om internettet, digitale ejendomsrettigheder og musik. Chuck D. var frontfigur i bandet Public Enemy, der havde stor succes i 1980’erne. For Chuck D. er sagen klar. Den nye musikindustri foregår på internettet, revolutionen er i fuld gang, og Napster og mulighederne for at downloade musik er den største begivenhed siden disco, rap og The Beatles. Internettet overflødiggør pladeselskaber og pladeforlag, fordi kunstnerne kan nå direkte ud til forbrugerne.

Love kan ikke stoppe teknologi

I det modsatte ringhjørne sidder Lars Ulrich, trommeslager i heavy-bandet Metallica. Lars Ulrich har været frontfigur i kampen mod uretmæssig kopiering af musik. Argumentet fra Ulrich og andre kunstnere er, at det drejer sig om at kontrollere ens kunst. Ifølge Ulrich ejer Metallica deres egne sange og ønsker derfor at kontrollere anvendelsen, også på internettet.

Napster har i gennemsnit 38 millioner kunder, der lytter til 25 millioner musiktitler om dagen. Intet andet medium har så stor udbredelse. Ifølge analysebureauet Jupiter er Napster-brugere 45 procent mere tilbøjelige til at købe musik end folk, der ikke bruger Napster. Det bliver brugt som argument for, at Napster spreder kendskab til musik, ligesom radioen gør det. Når man har hørt et nummer med en kunstner, styrter man ned og køber pladen, cd’en eller MiniDisc’en.

En domstol i USA har pålagt Napster at lukke hjemmesiden og stoppe den måde, hvorpå folk kommer i kontakt med hinanden på og downloader den gratis musik.

Men som jeg ser det, er der ingen måde at lukke ånden tilbage i flasken på. Ethvert forsøg på at stoppe anvendelsen af den nye teknologi fra lovgivers side vil blive mødt med nye og kreative måder at omgå disse forbud på. I stedet bør pladeindustrien og kunstnerne samarbejde konstruktivt.

Slaget skal slås på markedspladsen

Hippie-rock-orkestret Grateful Dead turnerede for tre årtier siden rundt i USA, hvor deres fans optog koncerterne på kassettebånd. I starten var orkestret meget imod de ulovlige optagelser, men de affandt sig efterhånden med det. Kassettebåndene blev udbredt og også solgt kommercielt, hvilket blot affødte ny efterspørgsel efter Grateful Deads musik. På tilsvarende vis argumenterer Napster-tilhængere i dag med, at hvis man har adgang til musik på internettet, vil det blot øge ens appetit på musikken.

En anden hjemmeside, www.My.MP3.com tillader brugeren at indsætte en cd i computeren, hvorefter man beviser, at man ejer den pågældende cd. Derefter kan man lytte til en digital kopi af musikken, som i forvejen er lagret på MP3.com’s computer, uden at man skal konvertere ens egen cd til computerfiler. Pointen er altså, at i stedet for at skulle gennemgå en proces, hvor ens egen cd konverteres til det rette format, hvilket tager tid, ja, så »låner« man adgang til den samme cd af My.MP3. Argumentet fra MP3 er, at det ikke er en krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, idet man skal bevise, at man selv har den pågældende cd ved at indsætte den i computeren. Fordelen for brugeren er, at man sparer tid og problemer, hvis man ikke er den store tekniske haj. Men MP3.com blev i henhold til amerikansk lovgivning fundet skyldig i at kopiere 80.000 cd’ere til deres egne computere. MP3.com svarede igen med, at alt, hvad virksomheden har gjort, er at gøre det meget nemmere for musikfans uden de store teknologiske evner at udnytte, hvad internettet gør muligt, nemlig at man kan have adgang til sin egen musik, uanset hvor man er.

Hilary B. Rosen er præsident for den amerikanske musikindustri, og hun har udtalt, at digital copyright bevæger sig for hurtigt til, at den amerikanske kongres kan følge med med hensyn til lovgivning. Rosen siger også, at hun har svært ved at forestille sig, at denne problemstilling kan løses andre steder end på markedspladsen. Det vil sige, at pladeselskaberne efterhånden vil finde frem til en model, hvor såvel kunstnere som forbrugere drager gavn af det nye medium.

Hvor er guldgruben?

Problemstillingen er ikke kun snævert begrænset til musikkens verden. I slutningen af 1970’erne lagde filmindustrien sag an for at stoppe salget af videomaskiner. Argumentet var, at industrien tabte penge, hver gang seere kopierede film fra fjernsynet over på videobånd. I begyndelsen af 1980’erne forsøgte filmselskaberne herudover at få en afgift, for hver gang man lejede en video i en videobutik. Intet af dette lykkedes, men alligevel blev salg af video til en guldgrube for filmindustrien.

Spørgsmålet er, om ikke kryptering og rimelige priser kan få den nye måde at distribuere musik på til på tilsvarende vis at blive en guldgrube for industrien?

Sony’s øverste chef, Nobuyuki Idei, udtalte til Financial Times sidste år, at for 65 millioner år siden blev jorden ramt af en meteor, hvorefter dinosaurerne uddøde. Internettet er musikindustriens meteor. Napster har betydet, at pladeindustrien er nødt til at finde en fundamentalt anderledes forretningsmodel. Det vil måske ikke ske i de første tre til fem år, men i en virksomheds liv – som f.eks. Sony – er tre til fem år ikke ret lang tid.

Problemet for pladeselskaberne er, at de skal tjene penge på elektronisk distribution af musik, men der er ingen, der endnu har fundet ud af hvordan. Alle de store pladeselskaber – BMG, Warner Music, Sony og EMI – har annonceret planer om at tilbyde begrænsede muligheder for at downloade musik fra internettet. Men det er stadig måden at gå over til digital distribution, der driller. For hvordan gør man det, samtidig med at man tjener penge?

Opmærksomheden samler sig indtil videre mest om to modeller: Den ene er downloading af musik på engangsbasis, det vil i virkeligheden sige det samme princip som i dag, hvor man går ned i en pladeforretning og køber pladen én gang, men blot over internettet i stedet – man downloader musikken efter at have betalt. Den anden model er en slags abonnementsmodel, der giver forbrugerne fri adgang til nye udgivelser. Det bygger på en antagelse om, at folk er villige til at betale et givent beløb hver måned for at få adgang til smagsprøver på den nyeste musik, som man så skal betale yderligere for, hvis man vil have værket i sin helhed. Pladeselskabernes tvivl går på, om model nummer to virkelig er gangbar, altså om folk virkelig er indstillet på at betale pr. abonnement? På den måde har Napster altså ændret dagsordenen i branchen og har netop indgået et samarbejde med forlaget Bertelsmann om at udvikle en sådan abonnementsordning.

Loven skal ændres

Problemstillingen er ikke isoleret til at gælde musik, men gælder i høj grad også film. I løbet af sommeren 2000 blev en norsk programmør tiltalt i en retssag i USA, fordi han havde udviklet et program, der gjorde det muligt at bryde koderne på DVD – Digital Video Disc – og dermed lægge det ud på internettet. Den tiltalte programmør var 16 år gammel og havde udviklet programmet i samarbejde med to andre, han havde kontakt med via internettet. Det siger i sig selv meget om udviklingen og de udfordringer vi står over for. En 16-årig, der er i stand til at true hele filmindustrien!

Pointen er, at når vi alle har adgang til bredbånd, og dermed også til alle de nye og spændende tjenester, der kombinerer lyd, billeder og tekst, ja, så bliver det sværere i fremtiden at opretholde de digitale ejendomsrettigheder, som om intet var hændt. Er det godt eller skidt? De fleste kunstnere er ikke i tvivl. De vil gerne fastholde et skrapt sæt af intellektuelle ejendomsrettigheder, så det fortsat er attraktivt at skabe kunst og blive betalt for det. Men hvad med forbrugerne?

Det bliver umuligt fremover at opretholde et forhistorisk forbud mod kopiering af digitale produkter. Herhjemme har vi været nødt til at ændre loven, således at det bliver tilladt i det mindste at lave en digital kopi til sig selv af ens egne plader, cd’er, DVD, eller hvad det nu måtte være.

De fleste af os vil gerne være lovlydige, også på dette område. Teknologien kan hjælpe et stykke hen ad vejen i form af kryptering, der forhindrer udbredt kopiering. Men udvikling af nye forretningsmodeller i industrien selv vil være afgørende for overholdelsen og respekten for ejendomsrettighederne. Hvis vi giver det helt frit, vil det være svært for kunstnere at opretholde deres eksistens. Så der må altså fortsat være grænser.

Morten Helveg Petersen

Morten Helveg Petersen, MF for Det radikale Venstre.

Cronikken er tidligere offentliggjort i bogen Enter, et personligt bud på Danmarks IT-fremtid af Morten Helveg Petersen, Aschehougs Forlag.

Søndag Aften 05/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.