Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juni 2001


Da musikken fik filter


CulturCronik:

Af Henrik Marstal og Henriette Moos

Den elektroniske musiks udvikling de seneste 100 år er ikke bare en del af musikhistorien. Den er også fortællingen om hvordan de strømførende teknologier har spillet en afgørende rolle i den vestlige verdens udvikling fra industrisamfund til kommunikationssamfund

Opfindelsen af det såkaldte telharmonium – et slags elektrisk kæmpeorgel – omkring år 1900 er et godt eksempel på samspillet mellem indsutrisamfund og musikkens univers. I en bygning på Manhattan i New York bliver det 200 tons tunge monstrum af et telharmonium installeret med det formål at transmittere taffelmusik til New Yorks restauranter, barer og private hjem, alt sammen via telefonnettet og med hjemmelavede paptragter, der forstærker telefonrørets lyd ud til lytterne.

Naturligvis går det galt næsten lige med det samme: musiktransmissionerne forstyrrer samtalerne på resten af nettet, og byens telefonselskab opsiger derfor øjeblikkeligt kontrakten med den stakkels, nu ruinerede ophavsmand, Thaddeus Cahill.

Til trods for telharmonium’ets tragiske endeligt, foregriber tankegangen bag instrumentet flere centrale udviklinger i 1900-tallets musiklytning.

Usynlig musik

Allerede i 1930rne er muzakken – dvs. den bevidst organiserede baggrundsmusik – på hurtig fremmarch. Overalt i det offentlige rum strømmer underholdningsmusikken ud fra radioer, grammofoner og jukeboxe hvor den fx på restauranter absorberer alle forstyrrende lyde, lige fra gadestøj til tallerkenernes klirren og småsnak fra nabobordene.

Denne måde at frembringe musik på kunne ikke være sket uden strøm til radioerne, grammofonerne og jukeboxene – altså de revolutionerende teknologier, der på meget kort tid gør det muligt at transmittere, optage, gemme og afspille musik.

Med de elektroniske teknologier bliver det for første gang muligt at adskille den klingende musik i tid og rum fra de udøvende musikere og lade den ’usynlige’, transmitterede musik komme til lytteren. Muligheden for på denne måde at gemme og transmittere musik revolutionerer vores omgang med musik. På den ene side styrker det lytterens egen selvbestemmelse over hvad der høres hvornår inden for hjemmets fire vægge, på den anden side bliver musik også en mere udbredt og uundgåelig del af lydtapetet, som man bliver påtvunget så snart man bevæger sig ud i det offentlige rum.

Elektriciteten som grundvilkår

Historien om telharmoniumet viser at elektricitet i 1900-tallets begyndelse er blevet et grundvilkår i den vestlige verden, og det giver derfor mening at tale om en elektrificeret virkelighed, også i forhold til musik. Når man først har accepteret denne grundtanke, kan det lade sig gøre at skrive en anderledes musikhistorie hvor den røde tråd er lyden af elektroniske musikteknologier i 1900-tallets vestlige musik.

Når man på denne måde at fokusere på teknologien som ’musikinstrument’, inddrages automatisk en række vidt forskellige musikgenrer og –traditioner der i andre fremstillinger som regel ikke sættes i nævneværdig forbindelse med hinanden. Det bliver derved også mere oplagt at betone de relationer der rent faktisk eksisterer mellem to hovedspor i 1900-tallets musik – avantgarde- og populærmusikken – frem for at fokusere på de åbenlyse forskelle der også findes.

Flere af de centrale teknologier og teknikker til lydmanipulation som anvendes i avantgarden af komponister som fx Karlheinz Stockhausen, inspirerer således i 1960erne og 1970erne adskillige rockmusikere og producere, deriblandt The Beatles, til på lignende måder at eksperimentere med spolebåndoptagere og lydeffekter i deres langt mere iørefaldende og lettilgængelige beatmusik.

Amatørernes musik

Et andet forhold der karakteriserer brugen af elektroniske teknologier og instrumenter er at det ofte har været amatørerne der først har taget dem til sig. Selve lyddannelsen med elektroniske lydgivere forudsætter nemlig ikke længere traditionel musikalsk skoling eller spilleteknisk kunnen. Det er derfor ofte radioamatører, lydteknikere eller bare folk med kreative opfattelser af hvad teknologien kan bruges til der sætter dagsordenen for de musikalske nybrud i 1900-tallets avantgardemusik. Det samme gør sig gældende indenfor populærmusikken.

Sidst i 1970erne, omtrent 70 år efter Cahills telharmonium, begynder de sorte hip hop-dj’s i New Yorks ghettoer at bruge deres pladespillere og grammofonplader på nye måder og tilføjer derved ekstra lydlag til den afspillede plademusik.

Det sker fx i form af scratch hvor dj’en med hånden kører den ene plade rytmisk frem og tilbage så der opstår rytmiske støjlyde fra pladespillerens pick-up og hurtige gentagelser af musikalske brudstykker som blander sig med musikken fra den anden pladespiller. Denne måde at lave musik på bringer en helt ny problemstilling på banen. For når dj’en spiller, hvem er det så egentlig der spiller – dj’en selv eller hans pladespillere?

Spørgsmålet er ikke så enkelt at besvare. Teknologier som båndoptageren og pladespilleren har gjort det stadigt lettere og billigere at optage, gemme og afspille alverdens musik igen og igen. Dj’ens musik er derfor resultatet af originale sammensætninger og sammenblandinger af allerede eksisterende lyde fra grammofonpladerne, snarere end af originalt frembragte musikalske lyde fra musikinstrumenter.

Dette viser sammen med andre tiltag en stigende tendens i 1900-tallet til det man i dag ville kalde en sampling-tankegang. Collagen bliver altså i stigende grad det grundprincip som den musikalske kreativitet udfolder sig inden for.

I dj-miljøerne bliver den musik der i forvejen findes i den omgivende verden således opfattet som en slags bruttomængde af lyd hvorfra man kan låne eller sample de lydudsnit man finder anvendelige til sin egen musik. Det originale eller kreative moment ligger i udvælgelsen af bestemte musikalske passager, i integrationen af dem i nye og uvante sammenhænge og i sammenstillingen af udvalgte passager.

Set i det perspektiv er det selvfølgelig helt og holdent dj’en der spiller, ikke hans to pladespillere.

Henrik Marstal og Henriette Moos

Henrik Marstal og Henriette Moos har netop udsendt bogen Filtreringer - Elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1898-2001, Høst & Søn.

Søndag Aften 06/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.