Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


august 2001


Pladens århundrede


CulturCronik:

Af Tom Ahlberg

Hvilke strenge ville diskussionen om musikindustrien have slået på, hvis internet var kommet før CDen?

Danmarks Radios P3 vidste næppe, hvor forudseende man var, da man for et par årtier siden valgte at kalde den store musikhistoriske serie for "Pladens århundrede". Få år senere kom CDen og så begyndte slutningen af pladens historie.

Historikere tidsfæster den første grammofon til Thomas Alva Edisons fonograf i 1877. Den var beregnet til at optage det i telefon talte ord. Og det talte ord var også det oprindelige koncept for et af de mest innovative pladeselskaber, RCA Victor, som oprindeligt hed Victor Talking Machine Co. Teknologien og infrastrukturen har været afgørende for pladeindustriens udvikling - sammen med et utal af eksperimenterende og banebrydende musikere.

Vi kan i dag holde ud at høre de tidlige optagelser med Louis Armstrong, fordi han og jazzen nød godt af den elektriske pick-up fra 1925. Men det egentlige massemarkedet når pladeindustrien først omkring 1950 efter introduktionen af vinylpladerne og international standardisering af omdrejningshastighederne 16, 33 og 45 omdrejninger per minut. Magasinet Billboard ramte et nyt behov med den nye markedsmåling: hitlisterne. Vinyl, standard, hi-fi og ny ungdomsgenerations selvstændighed gav god grobund for 50'ernes nye musik, rock'n'roll.

Tressernes nye mulighed for stereooptagelser får væsentlig betydning for den nye musik: hvad ville Hendrix eller Beatles have været uden stereo? Sgt. Pepper blev det første massesælgende album som udelukkende blev solgt som album, der blev ikke udsendt en eneste single fra pladen. LPer blev til kunstværker, sangene varede længere tid. Og singlemarkedet reduceredes i kunstnerisk betydning til B-produkter.

Pladen når nye markedsmæssige højdepunkter med 1980'ernes introduktion af den digitale teknologi i form af CDen. CDens reproducerbarhed kombineret med internets kommunikationsmulighed signalerede siden også afslutningen af pladens historie omkring årtusindeskiftet. Aktørerne var lang tid om at forstå rækkeviden af den digitale teknologi.

Musikindustrien har aldrig været vigtigere end nu. Musik fylder vores hverdag overalt, med mobiltelefonernes ringetoner som seneste påhit. Da Danmark fik reklame-TV forestillede de fleste sig reklamer for sæbe, shampoo og opvaskemaskiner. Men den største indtægtskilde er blevet underholdningsbranchen. Pladeselskaberne kunne drive egne TV-selskaber - og kommer til at gøre det. Pladebranchen bruges over hele Europa som kulturministeriel argumentation for at satse på kultureksport.

Når man ser bort fra en kort amerikansk stagnation efter krisen i 1929, så har pladebranchen i de sidste år for første gang oplevet stagnation og direkte tilbagegang. En branche med konstant økonomisk fremgang kan klare mange ændringer. Men tilbagegang giver krise. Det letteste er at begrunde krisen med udefra kommende faktorer - og glemme, at det er tilsvarende udefra kommende faktorer som har givet indtægterne. Der er alvorlig risiko for at gentage offentlige fejlagtige genoplivningsforsøg som vi tidligere har set det for skibsværfterne og landbruget.

Musikindustrien skal nok overleve. Men næppe ved at udgive plader. Pladens århundrede er slut, musikken vil komme til os under andre former.

Engang var pladeforretningen

I litteraturpolitiske diskussioner spiller boghandlernes virke altid en væsentlig rolle. Boghandlerne er vigtige - og antallet af udsalgssteder er et selvstændigt litteraturpolitisk mål. I musikpolitiske diskussioner optræder pladeforretningerne aldrig. Der eksisterer ikke nogen målsætninger for eller om pladeforretningerne. Og det er velbegrundet.

Der udgives i Danmark 2000 nye plader årligt. Ud over de 5-6 største byer findes der højst 5 byer med pladeforretninger som har et større udvalg end 5% af det sidste års danske udgivelser. Et ikke helt ueffent gæt er, at 2/3 af den danske befolkning bor længere end 10 km fra en pladeforretning med et anstændigt udvalg af ny dansk musik. Tallene ville være endnu værre, hvis kravet var at forretningen også skulle føre et bredt sortiment - med klassisk, jazz og folk. I hvor få af landets amter kan man finde et kvalificeret klassisk udbud?

Den musik, bred såvel som smal, som vi gennem offentlige støttesystemer, som Statens Kunstfond eller Statens Musikråd, har valgt at prioritere er idag utilgængelig for den danske befolkning. I pladeform. Du kan ikke købe musikken medmindre du er heldig at bo i en af de større byer. Med supermarkeder, tankstationer og egentlige pladeforretninger er der selvfølgelig et net af salgssteder. Disse koncentrerer sig dog udelukkende om at sælge den musik, der kan tjenes penge på. Markedsmæssigt helt logisk. Om få år vil det bedste signalement af det teknologiske B-hold være, at det er de mennesker som endnu bruger fysiske pladeforretninger.

Kvalitet med lille k

Internet viste ikke synderlig styrke som salgskanal, da nettet blev brugt til revitalisering af den hensunkne postordresektor. Men da brugerne af internet fik anvendelig båndbredde og kunne hente musik direkte fra nettet blev truslen alvorlig. Da produktet er digitalt savner man en logisk begrundelse for fysiske mellemhandlere. Større pladeforretninger vil givetvis klare backlist- og alsidighedsbehovet ved muligheden for at downloade på stedet. Det bliver blot en mellemstation i dødskampen, for brugerne vil bare have musikken - de behøver ikke covers og det regulære copyright-stempel. Og med downloading af musik er der igen fokus på de enkelte sange. Kunstnerisk respekterede albums kan i dag downloades i sin helhed. Men popalbums med 1-2 hits har det svært. Hvem gider bruge harddiskplads på fillers, når man kan sætte musikken sammen efter behag. Vi nærmer os en tilstand af gigantisk global jukebox. Albummet som kunstnerisk helhed, typisk med 8-12 sange, forsvinder måske som samlende musikalsk udtryksform.

I en tid, hvor forbrugere hyppigt stiller større krav til kvaliteten af produkterne, viser musikforbrugerne en kvalitativ ligegyldighed. Vinylpladen blev - under kvalitative protester - udkonkurreret af CDen. CDens gode lyd afløses af den lidt svagere og hyppigt fejlhæftede mp3-komprimering. Tidligere brugte - især unge mænd - gerne 20-30.000 kr på et labert stereoanlæg. I dag hører de samme unge mænd musik fra PC, et apparat som slet ikke er skabt til at høre musik. Alle vi som møjsommeligt har samlet store LP- og CD-samlinger kan se nye generationers trækken på skulderen. Man kan typisk have musik svarende til 1.000 CDer på en harddisk. Og når den er fyldt, er prisen for en ny harddisk halveret og ydelsen firdoblet.

Der findes samlere for hvem de originale førstevinyludgaver er de eneste værd at eje. Men samlerne er i mindretal. Ligeså de som vil have omslag, sangtekster og andet originalt og copyrightsikret materiale. Forbrugerne vil bare have musikken. Og historisk set er der intet der tyder på at forbrugere varigt lader moral styre købsvaner. Mange vil give 20% mere for det moralsk forsvarlige produkt. Men meget få vil give 20 gange mere. Det er den prisforskel forbrugerne oplever i dag.

Musikbranchens samlede omsætning vil sikkert fortsat stige. Men det er stærkt sandsynligt at omsætningen fra salg af reproduceret musik vil falde. Nogle vil finde nye indtægter og nogle må leve af helt andre ting.

Radio Vedder

Alle som er økonomisk afhængige af pladeindtægter vil søge at finde andre indtægter. Abonnementsordninger, som vi kender det fra kabel-TV er en af mulighederne. Tvangs- og aftalelicenser er en anden. Og så er der alle de muligheder som følger med internet og som vi kun kan gisne om i dag. Pearl Jam valgte at udsende en CD fra hver koncert på turneen i 2000. Næste logiske skridt er at åbne for internet i real time. Radio Pearl Jam, hvor du kan følge orkestret året rundt, evt. en radiokanal for hver af de fem bandmedlemmer - og så med samsending, når de er i øvelokale eller studie. Lyt til Radio Vedder. Pengene? Pearl Jam er et brand. Når Real Madrid kan tjene ½ mia på T-shirts, så kan Pearl Jam også finde andre indtægter. Og i hvert fald nemt større indtægter end de 72 koncerters dobbeltCD'er gav. Pladebranchens største succeshistorier er tæt knyttet til de kunstnere som har valgt at bruge ny teknologi og nye kommunikationsveje. Der er ikke nogen grund til at tro at dette ændres med internet og digital kopiering. Tværtimod.

Hva mæ ophavsretten?

Der kan i disse år ikke skrives et eneste officielt oplæg om de nye digitale muligheder, uden at der er væsentlige bisætninger som handler om at først skal problemerne med ophavsretten klares. Ophavsretten er ikke problemet. Problemet er at aktørerne endnu ikke tør satse på de nye teknologiske muligheder. Lovgiverne kan ikke lave en ny ophavsretslovgivning uden at aktørerne har vist, hvilke veje man vil betræde - og hvordan nye medier påvirker indholdet og hvordan styrkeforholdene bliver mellem de forskellige parter. Det internationale mønster er, at musikbranchen har aftvunget en række løfter og hensigter fra politikere og administrationer. Konsekvensen af disse løfter og hensigter er at musikbranchen vil forblive i god dialog med de offentlige systemer. Men samtidigt vokser kritikken fra parlamentarikere i lande som USA, England og Tyskland af en for konservativ musikbranche. Napster og peer-to-peer teknologien har på kort tid fået overraskende mange allierede. Musikbranchen risikerer at sætte det hidtidige monopol i meningsdannelsen om ophavsret over styr. Politikere er naturligvis følsomme overfor den massebevægelse som nettets gratister udgør.

Ophavsretslovgivningens historie kan tydeligt ses som et spejl af teknologiens udvikling. Alle væsentlige ændringer i ophavsretslove er konsekvenser af teknologiske eller infrastrukturelle ændringer. Disse års fokus på behovet for internationale ophavsretslige normer kan ses som en gentagelse af de 19 århundredes øgede samfærdsel og nedbrydning af toldmure - de ændringer som førte til ophavsrettes internationale grundlov, Bernerkonventionen fra 1886.

Jura og retfærd

Ophavsrettens økonomiske side har fulgt en klassisk velfærdsmodel. Man har sikret bedre og bedre vilkår for kunstnerne og deres efterladte. Flere og flere beskyttes og opnår mere og mere i kompensation. Ved Bernerkonventionen gjaldt beskyttelsen i ti år fra værkets offentliggørelse. Det er først i begyndelsen af det 20, århundrede, at de internationale aftaler opererer med en beskyttelse i relation til forfatterens dødsfald. Dels var det en ligestilling af de efterladte enker, som økonomisk og praktisk havde været uundværlige. Dels kunne man forhindre spekulation i kunstneres dødsfald: Hvorfor genudgive en bog af en 95-årig forfatter. Vi venter til han dør, så er der mere at tjene.

I dag er dette blevet til en kompensation som dækker 70 år efter ophavsmandens død. Der bliver stadig spekuleret i "frie" værker, men dog knapt så gravfredskrænkende som tidligere. Tallet 70 er tilfældigt, det kunne være 60 eller 80, men er vel det bedste udtryk for et internationalt acceptabelt kompromis. En hyppigt gentaget anekdote fortæller at de 70 år blev lobbyet igennem af Disney-koncernen for at beskytte Mickey Mouse mod plagiater. Uanset om anekdoten holder vand eller ej, så fortæller den en afgørende ændring. Ophavsretten kom til for at beskytte den fattige kunstner, i dag beskyttes kunstneren fortsat - men det er først og fremmest de globale underholdningsindustrier som har interesser i håndhævelse af ophavsretten.

Al diskussion om fremtidens ophavsret tager udgangspunkt i verden som vi kender den ud fra de kompromisser vi hidtil har accepteret. Værkbegrebet er fast forankret som en beskrivelse af noget unikt og urokkeligt. De dynamiske værkformer som er opstået med hiphop, remix-kulturen, DJs, karaoke og med talrige radio-edits, clean-versions etc. af populærmusikken udhuler værkbegrebet. Man kan juridisk definere sig frem til ophavsretshavere, den juridiske definition behøver dog ikke at have noget med retfærdighed at gøre.

Et klassisk eksempel på dette er George Harrisons juridiske nederlag for sangen My Sweet Lord, som blev dømt plagiat af Chiffons He's So Fine. Ex-beatlen tabte ved domstolen, men retfærdigt var det næppe, al den stund at My Sweet Lord havde så mange særegne og originale elementer.

I en musikkultur, hvor fortolkerne betyder mere og mere, er det nærliggende at tro, at fortolkerne vil kræve større andel af kagen. Den DJ som versionerer en sang til et hit, har i retfærdighedens navn, en stor betydning for de penge sangen kompositionen skraber sammen.

Ophavsretten er dynamisk

Ophavsretten har været ændret gennem årene. Og vil fortsat udvikles dynamisk efter diskussioner og stridigheder mellem de mange involverede parter. Der findes ikke et bestemt ophavsretspolitisk mål. Man kan tilstræbe retfærdighed og rimelighed. Men det der opleves som retfærdigt i 1990 opleves måske ikke som retfærdigt i 2000.

Forbrugernes ret til at kopiere til private formål er forbundet med bogen. Oprindeligt den omstændige manuelle afskrift, som ingen kunne opfatte som en kommerciel trussel. Da fotokopieringen vandt frem, blev det nødvendigt at indsnævre den tilladte privatzone, så en lærer ikke kunne fotokopiere til alle elever.

Retten til privatkopiering har - ud fra bogmediet - været normdannende for andre felter. Ved først spole- og siden kassettebåndoptagernes gennembrud i 60'erne og 70'erne ville rettighedshaverne have foretrukket at der ikke var nogen ret til privat kopiering. Kopiering ved hjælp af båndoptagere fik dog aldrig væsentlig betydning, så presset på den tilladte privatkopiering blev ikke væsentligt.

Den samtidige fremkomst af billige CD-brændere og internet har dog for alvor sat privatkopieringen under pres. Internationalt ses en række forskellige forsøg og forslag til indskrænkning af retten til privatkopiering, eksempelvis ved den nye danske ophavsretslovs ændring fra privat til personlig. Alle internationale forsøg på kopisikring indeholder begrænsninger i privatkopieringen. Det store, men sandsynligvis fejlslagne, fælles industriprojekt, SDMI, indeholdt en maksimal privatkopiering på 4 gange. At fiksere kopiering til et bestemt antal er praktisk set det letteste, men strider imod lovgivernes hidtidige ønske om at privatkopiering skulle vurderes konkret. Har du sommerhus, bil og walkman, så har du brugt tre kopier. Har du ikke nogen af disse ekstra behov for kopier, så kan du teknisk set forære kopier til hvem som helst.

Ophavsretten gjaldt oprindeligt kun komponisten. Det er først fra Romkonventionen i 1961 at pengene begyndte at blive fordelt til de andre rettighedshavere, for eksempel musikerne. I Danmark var det en vældig provokation, at Axel Schiøtz ikke fik penge for alle de indspilninger radioen dagligt brugte. I fyrre år har musikere tjent penge på rettigheder. Det er velfortjente og rimelige penge. Og det bliver en voldsom forandring, hvis disse penge ikke fortsat kommer ind i samme omfang. Det er menneskers levebrød, derfor er det nødvendigt at lave overgangsløsninger som sikrer en blød landing. Men det skal være løsninger som tager udgangspunkt i den nye mediale virkelighed. Lovgivere kunne klogeligt stille spørgsmålet: hvordan ville vi gøre, hvis internet var kommet før CDen. Så ville man nemlig have ladet musikbranchen selv klare overgangen fra grammofon til CD/internet.

CDen er digital og dermed principielt reproducerbar. Der kan gøres meget for at gøre kopiering svært - men umuligt bliver det ikke.

Internet er skabt af militærhensyn for at sikre at man til enhver tid kunne kommunikere fra punkt a til punkt b. Det skulle ingen anden magt, endsige industri, kunne forhindre. De som tror at man kan forhindre transporten af digitale sange og andet mellem mennesker på nettet, må således mene, at det militære formål kan stoppes. Intet tyder på at internet ikke kan leve op til de oprindelige formål.

Musikere og typografer

Debattøren Niels Højlund skrev i Kristeligt Dagblad august 1971:
"Kampen om ophavsret er kapitalisme i renkultur. Det er en kamp for med vold og magt at påføre åndsprodukter en karakter af varer, af privatøkonomisk udbytningsobjekt, som samme produkt ifølge sin natur næsten ikke lader sig påføre ... De udmærkede fremstillere af åndsprodukter burde holde sig for gode til at pukke på en privatkapitalistisk ophavsret. Når forfatteren eller journalisten har fået sit honorar, så er hans værk alles ejendom, og han burde fryde sig over, at nogen gider bruge det."
30 år senere gentages Niels Højlunds argumentation hyppigere og hyppigere. Også blandt ophavsmænd og rettighedshavere.

Illusionen om at alle i musiklivet har fælles interesse er ved at blive brudt. Koncertmusikere var bange da radioen brød igennem, da grammofonpladen ramte dansegulvene og da TV-kanalerne kom ind i stuerne. Der opstod nye udtryk, nye sammenhænge og nye indtægter. Og nogle af de gamle indtægter fortsatte. Alle musikere har ikke samme interesse. Alle komponister har ikke samme interesse. Og de skabende og udøvende har ikke samme interesse som selskaberne.

Disse års argumentation for at alle i musiklivet har fælles interesser svarer til at fortsat hævde at typograferne havde fælles interesse med alle andre ansatte på Berlingske Tidende ved de 141 dages konflikt. Historien gav ikke ligefrem typograferne ret.

Tom Ahlberg

Søndag Aften 08/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.