Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Januar 2002


Efter Festen


Tømmermændene melder sig i kulturlivet. Ingen kender regeringens kulturpolitik, men konsensusmagere blæses til side

CulturCommentar:

Al seriøs debat om VK-regeringens kulturpolitik vil foreløbig være en spøgelsesdebat. Der er ingen konkrete udspil, ingen tal, ingen beslutninger. Der er til gengæld hensigtserklæringer og synspunkter, som har stærk retorisk virkning.

Diskussionen om kulturministeriets udviklingsfond er et godt eksempel på en spøgelsesdebat. Før valget var udviklingsfonden på partiet Venstres liste over nævn og udvalg, som skal nedlægges. Konservative forholdt sig neutralt til Venstres liste, erklærede at man ville gennemgå udvalg og råd. Men de konservative havde ikke nogen erklæret målsætning om at fjerne bestemte råd og udvalg - før valget. Regeringsgrundlaget lægger dog vægt på en omfattende udvalgssanering - dette forpligter naturligvis også en konservativ kulturminister.

Regeringsgrundlaget sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af råd og nævn - men ikke ved de opgaver som varetages af råd og nævn. For udviklingsfondens vedkommende må man dog erindre, at både V og K stemte imod loven om udviklingsfonden i 1998. Den frygt mange nærer for, om udviklingsfondens bliver nedlagt, er således velbegrundet. Samtidigt har den nye kulturminister sagt, at der ikke skal spares på statens kulturudgifter. Der er altså en begrundet formodning om at udviklingsfonden vil blive nedlagt, men ingen - udenfor de helt snævre cirkler - aner, om det vil blive gennemført som besparelse, hvilke andre områder som vil blive tilgodeset eller om visse af de opgaver udviklingsfonden har haft, vil blive videreført af andre organer.

Så'n var det ikke i 90'erne

Det er et paradoks, at de fleste kulturområder - med filmen som enlig undtagelse - har en subjektiv oplevelse, af at være blevet politisk og økonomisk forsømt i det sidste tiår. Trods denne oplevelse og ministerudsagn om at der ikke skal spares på kulturen, har mange en udtalt frygt for, at det skal blive dårligere tider under den nye VK-regering.

VK-regeringens udsagn og voldsomme opbremsning af offentlige aktiviteter, indtil finanslovsforslaget offentliggøres, giver indtryk af en handlekraft i den nye regering. Den signalerede handlekraft mødes især med bureaukratiske modargumenter, det er upraktisk, det virker forhastet osv. Men på samme måde som VK-partiernes velfærdsretorik har overhalet SR-regeringen venstre om, så overhaler VK-regeringens radikale forandringslyst SR-regeringen venstre om. Har vi på noget tidspunkt set en regering med socialdemokratisk deltagelse med samme lyst til at forandre? En traditionel venstrefløjskritik af socialdemokratiets kulturpolitik har netop været, at man ikke turde tage opgør med hidtidig ført politik, men at socialdemokratiet syltede egne holdninger ind i det store konsensusprojekt. Selv om det indtil nu kun er spøgelser vi kan forholde os til, må man tage hatten af for en regering som vil føre politik. Spørgsmålet er om oppositionen kan finde andet end bureaukratiske modargumenter?

Løverne har fået magten

VK-regeringens erklæringer tyder på, at man vil sætte fri fart på de politiske motorveje. Flertallet vil blive brugt, midterstriben og konsensusmagerne bliver blæst til side.

Den radikale forandringslyst vi oplever hos VK-regeringen, er i virkeligheden et resultat af de yngre oprør i V og K i 80'erne - symboliseret ved de unge løver. De unge løver ønskede et opgør med VK-partiernes konsensusmageri. Man ville have en renere politik.

VK-regeringen kan ikke vurderes, før den er begyndt at handle. Signalerne er dog ikke til at tage fejl af. De seneste års hyppige udsagn om, at der ikke længere er forskel på højre og venstre, bliver fejet til side. Vi har fået en regering som vil påvise, at der er en forskel - ikke kun på ansigter, men også i faktisk politik.

For mange mennesker vil regeringens kulturpolitik være en overraskelse. Vi kommer hyppigt til at høre udsagn som "det sagde de ikke i valgkampen". Og man må forvente, at oppositionen i de kommende år vil forsvare den gamle kulturpolitik. Vi kan få en del diskussioner, som minder om 80'ernes diskussioner om karensdag. Folkelige symboler på noget, som var bedre før den nye regering kom og ødelagde plejer.

Der markedsføres mange forsøg på forklaringer og analyser af, hvorfor den gamle regering tabte valget. En helt grundlæggende forklaring er den, at VK-partierne har bedre fornemmelse for befolkningens holdninger end den gamle regering havde. Det er naturligvis tilfældet på de centrale valgkampsspørgsmål. Men tænk, hvis dette også gælder kulturpolitikken!

Hvad kan oppositionen?

SR-regeringens love om billedkunst, udviklingsfond, biblioteker, regionale aftaler, litteratur, mediestyring, amatørkultur, salg af kunst på nettet og ophavsret har måske slet ikke den folkelige opbakning, som kulturområdets aktører har troet.

VK-regeringen vil selvfølgelig bruge sin magt til at gennemføre sin politik. Mange vil opleve ændringerne som rene tilbageskridt. Men selv tilbageskridt vil have sin egen dynamik. En kulturpolitisk debat om 4 år vil - forhåbentlig - ikke komme til at handle at genskabe verden fra før VK. Om 4 år ser verden anderledes ud - også i vores hjemlige kulturpolitiske andedam.

Spørgsmålet er, hvem som sætter den kulturpolitiske dagsorden om 4 år. Har den nye opposition en tilsvarende radikalitet at bidrage med? Eller bliver man blæst til side i en grad, så det bliver svært at genrejse en ny kulturpolitik?

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Søndag Aften 01/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.