Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


December 2004


Hvor skal biblioteksmusikken hen?


Med en dårlig brugerflade og et ufleksibelt DRM-system får Bibliotekernes Netmusik svært ved at finde lånere


CulturCommentar:

Det skortede ikke på store ord, da Bibliotekernes Netmusik blev lanceret 1. september. "Denne lovlige digitale distribution af musik vil uden tvivl være til gavn for den danske musikverden", sagde Kulturministeren. Og avisernes rubrikker var endnu mere begejstrede for bibliotekernes lovlige musikudlån.

Bortset fra en kortvarig omtale af, at dygtige brugere også kan kopiere bibliotekernes såkaldt "sikre distribution" har der været stille om Bibliotekernes Netmusik. Så stille, at brugerne også falder fra.

Bibliotekernes Netmusik er på mange måder en succes: det er lykkedes at etablere et samarbejde med de vigtigste pladeselskaber. Der er væsentlig vækst i antallet tilgængelige musiknumre, selv om det totale antal fortsat er langt fra de mængder man kender fra kommercielle onlinebutikker. Det er lykkedes at blive enig om en teknologisk standard. Og det er lykkedes at etablere et system som bibliotekerne vil tilslutte sig.

Det eneste man mangler er lånerne.

Lånerne gider ikke DRM

Der kan gives mange forklaringer på manglen på lånere. Brugerne er som bekendt klar til at downloade gratis musik i store mængder. Brugerne mangler altså hverken lyst til musik eller teknologisk evner.

Umiddelbart kan man give mindst to forklaringer på den manglende succes for Bibliotekernes Netmusik:

Brugerfladen er elendig. Det er for bøvlet at downloade, man kan eksempelvis ikke downloade et helt album på en gang (Se Søndag Aften Arkiv). I forhold til, hvor mange af nettets onlinebutikker man kunne bruge som inspiration er der ærgerligt at det offentlige Danmark præsenterer sig så svagt overfor brugerne. Det valgte design dufter stærkt af database. Er det forbudt for folkebibliotekerne at være bare lidt funky?

Men den væsentligste forklaring finder man givetvis i den valgte teknologiske model, DRM-systemet (Digital Rights Management). Det er muligt at snyde og lave kopier af musikken fra Bibliotekernes Netmusik. Men det er så bøvlet, at det kræver stort teknologisk snille. Og de som kan det, har i forvejen andre snedige måder at skaffe sig beskyttet musik på.

For de almindelige og lovlydige brugere, har DRM-systemet den væsentlige begrænsning, at musikken kun kan høres på computeren. Det er nok de færreste som vil sidde foran computeren og lytte til Wagners Rhinguldet. Man kan altså ikke høre musikken på et almindeligt stereoanlæg eller i bilen eller i sommerhuset. End ikke i en Ipod eller andre af de absolut populære små mobile musikafspillere. CD-skiverne har fortsat langt større fleksibilitet end Bibliotekernes Netmusik.

For lidt for pengene

Pladeselskaberne kan glæde sig over Bibliotekernes Netmusik. Der er i hvert fald ikke skabt noget sikkerhedshul, så piratkopieringen kunne tage til. Og det offentlige betaler for en række udviklingsomkostninger for pladeindustrien.

Naturligvis må man forvente sig, at Bibliotekernes Netmusik bliver mere brugervenlig. Og siden man nu har opnået målene med hensyn til antallet af tilgængelige sange og antallet tilsluttede biblioteker, er det naturligt at forestille sig, at brugerfladen prioriteres.

Men på det strategiske niveau bliver bibliotekerne nødt til at diskutere de valgte begrænsninger i DRM-systemerne. De valgte betalingsmodeller er næppe holdbare, siden så få brugere er med. Bibliotekerne får for lidt for pengene og begrænser dermed den service man burde kunne give lånerne.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Læs også:

Bibliotekerne har netmusikken - hvor er lånerne?
Det virtuelle musikbibliotek
Hvor er onlinemusikken?
Den billige onlinemusik - og den dyre
9 øre pr. sang
Fra Rusland med musik
Musikkens mange formater

Søndag Aften 12/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.