Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2011
Fremtidens museumssamarbejde
Har museerne så travlt med at fusionere med hinanden, at de glemmer at samarbejde med andre?
Udredning - om fremtidens museumslandskab påstås at angive 3 modeller for fremtidig museumsstruktur:
Fortsættelse af nuværende strukturudvikling med ny tilskudsstruktur,
Som model 1, men med koncentration af udvalgte opgaver på færre museer,
Konsekvent opdeling af museer i statslige og kommunale.
Model 3 er for så vidt ganske besynderlig, idet den dels er i strid med kommissoriet for arbejdet: "Udredningens anbefalinger skal respektere den velfungerende arbejdsdeling mellem stat og kommuner", dels finder man ingen argumenter for denne model 3. Derved har udredningens model 3 nærmest karakter af en akademisk øvelse for at undersøge om det politiske grundlag for arbejdet har været fornuftigt. Så gik der tid med det.
Herefter er det selvfølgelig nemmere at hævde, at man er nødt til at vælge en af de to tilbageværende modeller.
Forskellene mellem model 1 og 2 er ikke væsentlige, model 2 er dog en videreudvikling af model 1. Arbejdsgruppens anbefaling er her ganske pudsig, idet man anbefaler "at implementere model 1, og at model 2 implementers som en relevant videreudvikling af model 1".
Altså man etablerer et valg mellem 2 modeller som er tæt beslægtede. Derefter når arbejdsgruppen frem til at de er så beslægtede, at man er nødt til at anbefale dem begge!
Realiteten i dette er, at model 1 i høj grad svarer til de udviklingstendenser der i forvejen er blandt danske museer. Model 2 er en grad mere ambitiøst i retning af central styring. Dette vil man gerne have lov til at iværksætte - uden at det skal fremstå for håndfast.
Ny tilskudsmodel
Det mest aktive redskab udredningen foreslår for at samle museerne i færre enheder, er ændring af tilskudsvilkårene. I dag udløser et ikke-statsligt tilskud på 1,2 mio. kr. et statsligt driftstilskud på 0,4 mio. kr. Minimumsgrundlaget for et statsanerkendt museum er således en offentlig støtte på 1,6 mio. kr. Dette foreslår udredningen øget til 3,0 mio. kr., hvor minimumstilskuddet udenfor statens skal være 2 mio. kr. for at udløse 1 mio. kr. i statslig støtte.
Denne ændring i tilskudssystemet vil give vanskeligheder for 10 nuværende museer, som enten skal få større kommunalt tilskud eller fusionere med andre museer.
Udredningen begrunder i øvrigt på ingen måde, hvorfor en fornuftig drift lige nøjagtigt kræver 3 mio. kr. som tilskudsgrundlag. Hvorfor ikke 4 mio. kr.?
Det ville vel ikke være for meget forlangt, at en udredning af denne art, indeholdt nogle modelregnskaber, som viste, hvilke faglige og kvalitative muligheder der er ved bestemte økonomiske vilkår? Udredningen har en gennemgående påstand: stort er godt. Det lader til, at dette primært begrundes i at man ikke kan forvente flere penge til museernes drift, derfor må kvalitative forbedringer ske gennem fusioner. Det er en afgørende svaghed ved udredningen, at den ikke har søgt at belyse hovedpåstanden ad økonomisk vej.
Den nye tilskudsstruktur skal finansieres ved at nedlægge de nuværende tilskudsordninger: § 15-tilskuddet, § 16-tilskuddet, tidligere amtstilskud, ø-ordningen samt kompensationen for fri entré for børn og unge. Uanset størrelsen af minimumstilskuddet, synes der i museumskredse at være bred accept af forslaget om at nedlægge moradset af nuværende tilskudsordninger. Der vil dog opstå et særligt problem, idet enkelte statsanerkendte museer fremover vil have staten som hovedtilskudsyder.
Er museerne sig selv nok?
Udredningen undlader helt og aldeles at forholde sig til det som i kommissoriet kaldes "stort potentiale for et frugtbart samarbejde med uddannelses- og kulturinstitutioner". Udredningen kommer derved i høj grad at blive et internt anliggende for museerne. Hvor man i kommuner diskuterer samarbejder på tværs af forskellige kulturinstitutioner, hvor man internationalt taler om samvirke mellem arkiver, biblioteker og museer, så er dette helt fraværende i udredningen.
Man kunne sagtens forestille sig, at museerne lod sig inspirere af rapporten om Folkebibliotekerne i vidensamfundet fra 2010 (se Søndag Aften arkiv). Heri fremstilles tanken om alt biblioteksmateriale som en del af en stor og sammensat databrønd (se Søndag Aften arkiv).
En vision om samtlige museer, små som store, statslige såvel som private, i hovedstad såvel som i udkant som fælles bidragsydere til en brønd af viden og læring, kunne muligvis være mere perspektivrig end en vision om færre chefansigter.
Museer for viden eller oplevelse
I Udredning - om fremtidens museumslandskab tager man udgangspunkt i en række eksterne udfordringer for museerne. Blandt disse er den omsiggribende oplevelsesøkonomi, hvori kravene for at tiltrække publikum er stadig stigende. Museerne skal være mere offensive i konkurrence med erhverv, turisme og infrastruktur.
Dette svarer til en række af de tiltag museerne gennem de senere år har gjort for at styrke formidlingsarbejdet.
Samtidig fremhæver udredningen at museerne skal bidrage til det 21. århundredes videnssamfund:
Målet er ikke længere fokuseret på alene at sikre og bevare kulturarven. Kulturarvens rolle skal udvikles, og kulturarven skal være en aktiv ressource i det danske samfund. Den viden, der genereres, skal bringes i anvendelse og gøres relevant for borgere og samfund. Museerne skal bidrage til at skærpe bevidstheden om vores historie og udvikle befolkningens viden om kunst, natur, kultur og kulturel diversitet. Museernes viden skal perspektivere den aktuelle samfundsudvikling og -debat og være et råstof for løsning af samfundsmæssige opgaver.
Museerne vil altid bevæge sig i brudfladerne mellem oplevelsesøkonomi og videnssamfund. Effekterne af oplevelsesøkonomien er nemme at måle, eksempelvis gennem publikumstal. Museernes bidrag til videndeling kræver mere sofistikerede evalueringsredskaber. Det er et klart savn, at udredningen ikke forholder sig til, hvordan man kan udvikle nye evalueringsredskaber.
I forhold til tankerne om videnssamfund, fylder begrebet læring uendelig lidt i udredningen.
