Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2011
Museer med nye driftsherrer
Er der plads til nye museer i museumsdanmark?
Administrativt set er der indenfor Kulturministeriets område i dag 2 typer museer: de rent statslige (fx Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet) og de statsligt støttede (i høj grad samfinansierede med kommunerne).
Udredning - om fremtidens museumslandskab foreslår, at status for 5 konkrete statslige museer revurderes: Statens Forsvarshistoriske Museum, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Landbrugsmuseum, Hirschsprungs Samling samt Ordrupgaard. Som statslige museer er disse i dag støttet gennem finansloven, men i øvrigt minder de i virksomhed og struktur på mange måder om de statsligt støttede museer.
Udredningen lægger op til, at disse fem museer skal blive statsligt støttede og evt. indgå som dele af større museumsenheder.
Derimod skal de to nationale fyrtårne, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet fortsat administrativt styres direkte af Kulturministeriet. Realiteten er, at disse to museer er for store og magtfulde, til at en Kulturarvsstyrelse vil være i stand til at agere modpol endsige stopklods, hvis man ser problemer i virksomheden.
Velkommen fra andre ministerier
Et antal statslige museer støttes i dag gennem Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Det drejer sig dels om Statens Naturhistoriske Museum, dels om et antal universitetsmuseer: Medicinsk Museion, Stenomuseet og Antikmuseet. Disse museer er derfor ikke omfattet af museumsloven.
Udredningen foreslår - så diplomatisk som det kan gøres - at disse museer knyttes til Kulturministeriet og dermed kommer til at fungere under museumsloven. Dette vil føre til bedre rammer for den fortsatte museumsfaglige udvikling af disse museer.
Plads til de nye?
Et af de spørgsmål, som rapporten kun indirekte tager stilling til er, hvordan der opstår nye museer. Tanken er nærmest, at der ikke skal etableres nye museer i Danmark. Derimod skal nye museumsprojekter kunne indgå i allerede etablerede museer.
Rapportens plan er at tilskønne til sammenlægninger af en række museer, enten ud fra geografiske eller faglige kriterier. Herefter forestiller man sig, at Danmark har en fremtidig fast forankret museumsstruktur. Den videre udvikling af museer skal være baseret på systematisk udformede nationale strategier, hvori man prioriterer efter "nationale indsatsområder".
Umiddelbart lyder dette tilforladeligt. Man skal dog erindre at sådanne "systematisk udformede nationale strategier" i lighed med fx resultatkontrakter, vil have en tendes til at blot være forlængelse af tidligere beskrevne strategier. Man vil således meget nemt udelukkende forholde sig til strategiske diskussioner indenfor velkendte tema.
Museer som opposition
Langt de fleste museer er historisk set opstået som et brud med hidtidig museumstænkning. Det er ikke en national strategi, som har sikret den geografiske spredning, der er i den danske museumsverden. Det er heller ikke nationelle strategier, som har skabt grundlaget for nogle af efterkrigstidens markante nye museer, fx Louisiana, Arken, Arbejdermuseet eller Vikingeskibsmuseet.
De fleste nye museer gennemgår en tidlige fase, hvor det er vanskeligt at opnå offentlig støtte, blandt andet fordi man til en vis grad er i opposition til etablerede museer. Med en stærkere systematisk-strategisk tænkning vil dette blive vanskeligere i fremtiden. Samtidig er det værd at bemærke, at de nye museer har en tendens til at blive endog meget store publikumssuccesser.
Museumsredegørelsens intentioner er tydeligvis at gøre det endnu vanskeligere at etablere nye museer ved at fastholde etablerede museumsstrategier. Men naturligvis vil der også i fremtiden opstå nye museumsplaner i opposition til etablerede museer. Konsekvensen vil således blive, at det politiske niveau vil påtage sig ansvaret for at sikre den dynamik nye museer giver det samlede danske museumsvæsen.
Styring af indhold
Den strategiske planlægning som præger Udredning - om fremtidens museumslandskab giver også grund til at nære bekymring for den fremtidige selvstændighed for museerne. Sat på spidsen: er museerne til for Kulturarvsstyrelsens skyld eller omvendt? Den strategiske tænkning breder sig også ind over indholdet. I museumsfaglige kredse kan man føle at forskningsfriheden begrænses. En tendens til dette ses i den planlagte kampagne om Velfærdssamfundet. Når Kulturarvsstyrelsen i så høj grad målretter et fælles initiativ og understøtter dette økonomisk, oplever museerne en strammere statsstyring end tidligere. Og hvis Kulturarvsstyrelsen agerer ud fra specifikke politiske hensigter, er der grund til bekymring.
Systematisk strategisk tænkning bliver nemt til øget centralisering og mindre mangfoldighed. Var det ønsket, da daværende kulturminister Carina Christensen underskrev kommissoriet for udredningen om den fremtidige struktur på museumsområdet?
