Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2002
Publikumstal som politisk rettesnor
Når færre går i teatret, skal teatrene have færre penge, siger Venstre. Men tilskuertal er ubrugeligt som politisk parameter. Og hvad gør man, når publikumsinteressen nu stiger?
Partiet Venstres valgoplæg sagde det tydeligt: når færre går i teatret, skal teatrene have færre penge. Og dette synspunkt er understreget efter valget med henvisning til faldende publikumstal på Det Kongelige Teater. Kulturministeren har dog intet udtalt - endnu. Forud for dette ligger flere års stillingskrig på teaterområdet (se Søndag Aften Arkiv).
Venstres politiske udgangspunkt er, at befolkningens manglende interesse for teater skal resultere i færre penge. Ud fra samme logik begrunder partiet opbakningen til filmstøtten med de stigende biograftal. Denne sammenkædning mellem offentlig støtte og publikumstal er i skærende modsætning til Venstres øvrige kulturpolitiske tanker, hvor hovedsynspunktet er, at det offentlige bør kompensere på de områder, hvor markedskræfterne ikke er stærke nok (se Søndag Aften Arkiv).
Men tilskuertal er så ubrugeligt et politisk parameter, at man for den politiske proces må håbe, at argumentationen bliver mere nuanceret.
Ifølge Danmarks Statistik steg det samlede tilskuertal til statsstøttede teatre med 2,2% fra sæson 1999/2000 til sæson 2000/2001. Målt over en længere årrække har tilskuertallene været overordentligt stabile - med en væsentlig positiv undtagelse i midthalvfemserne. Statistisk set er publikumsinteressen til statsstøttede teatre stagneret.
Hele stigningen fra sæson 1999/2000 til sæson 2000/2001 skete i Hovedstadsområdet. Partiet Venstre vil derfor på et tidspunkt blive nødt til at foretage en reelt politisk valg: skal teaterpolitik drives efter publikumsinteressen - eller skal Venstres ønske om styrkelse af kulturtilbud udenfor Hovedsstadsområdet følges.
Umuligheden i at støtte efter publikumstal viser sig endnu tydeligere, når man sammenligner publikumssøgningen til de enkelte teaterområder. I de senere år er tilskuertallene til musicals/operetter faldet markant. Men fra 1999/2000 til 2000/2001 er dette fald bragt til ophør med en overvældende stigning på 63 procent. Publikumstallene til opera steg med 25% fra 1998/1999 til 1999/2000, men faldt igen med 38% fra 1999/2000 til 2000/2001.
Heldigvis er teatrene så økonomisk fleksible, at de kan håndtere disse ændringer i publikums bevægelser. Men en offentlig teaterpolitik vil aldrig kunne følge med disse ændringer i publikums lyster og præferencer.
Søges: forskere
En af de store vanskeligheder i diskussionen af teaterpolitik er fraværet af forskning på området. Der er enkelte forskere som beskæftiger sig med området. Men der er for få - og deres muligheder er for begrænsede.
Det primære saglige indspark i debatten kommer i dag fra den årlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Og naturligvis kan kunst til en vis grad kvantificeres i statistiske rubrikker. Men en lang række væsentlige forhold kan ikke kvantificeres gennem Danmarks Statistik. Og det er et problem for sagligheden i debatten, hvis politikere kun tager udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik.
I hvilket omfang påvirker eventkulturen publikums bevægelser? Man kunne formode, at der bag de stabile tal gemmer sig kraftige forskydninger til fordel for enkelte større forestillinger.
I hvilket omfang mindskes søgningen til det helt almindelige skuespil, (hverdagsteatret/ rugbrødsteatret)?
Og hvilke sammenhænge er der mellem udviklingen i publikumstal på de statsstøttede teatre og udviklingen på de private scener. Markante private teaterevents - Cirque de Soleil, Linje 3 eller aktuelle Askepop illustrerer, hvor bredt dette felt er. Hele feltet af private teaterinitiativer er vokset kraftigt gennem 90erne - men fremgår naturligvis ikke i Danmarks Sattistiks opgørelse over statsstøttede teatre.
I Danmark spiller offentlige teatre i et vist omfang forestillinger, som spilles af private teatre i vore nabolande. Måske er dette en forskningsindsats værd. Foruden forskning som går nærmere på sammenhænge mellem teaterforbrug og livsstil. Den spæde danske forskning på disse felter har i dag nærmest præg af pionérindsats.
Et styrket forskning vil resultere i mere nuancerede teaterpolitiske debatter end, hvorvidt Det Kongelige Teater får flere eller færre tilskuere.
Hele stigningen fra sæson 1999/2000 til sæson 2000/2001 skete i Hovedstadsområdet. Partiet Venstre vil derfor på et tidspunkt blive nødt til at foretage en reelt politisk valg: skal teaterpolitik drives efter publikumsinteressen - eller skal Venstres ønske om styrkelse af kulturtilbud udenfor Hovedsstadsområdet følges.