Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Februar 2003


Hvem er teaterpublikum?


Danske teatre har dobbelt så mange tilskuere, som de officielle statistikker fortæller. Vi ved forbavsende lidt om teatre og teaterpublikum. Og vi skal slet ikke stole på undersøgelser om teatre. Undersøgelse om teatervaner i hovedstadsområdet gør os dog klogere

CulturCritik:

Den officielle teaterstatistik (Læs: Søges: teaterkrise) viser, at der er omkring 1 million tilskuere til teatre i hovedstadsområdet. Men den officielle teaterstatistik omfatter kun offentligt støttede teatre og tager ikke højde for de mange teatre som genremæssigt og kvalitetsmæssigt opfører samme slags teater - blot uden statsstøtte. Statistikken medregner heller ikke revyer, shows, stand-up og andre former for scenekunst.

Undersøgelsen Teatervaner i Hovedstadsområdet fra Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab og Teatervidenskab på Københavns Universitet forsøger at kortlægge det samlede teaterforbrug. Undersøgelsen når frem til, at udover den officielle 1 million tilskuere til statsstøttede teatre, er der ½ million tilskuere til andre teatre og knapt ½ million tilskuere til anden scenekunst.

Da teaterpolitik handler om de offentligt støttede teatre, beskæftiger de politiske niveauer sig altså kun med halvdelen af teaterlivet.

DST savner de unge

Undersøgelsen er prisværdigt neutralt skrevet, nærmest renset for forfatternes (mulige) egne præferencer. Enkelte gange er man dog lovligt løs på pennen. Efter en konstatering af, at der er flest ikke-teatergængere (25%) blandt de 15-24 årige, skriver man "I betragtning af hvor meget opsøgende børneteater, der har været i netop denne aldersgruppes levealder forekommer resultatet overraskende.

Undersøgelsens synspunkt bunder i en formening om, at børneteater vist på skoler og institutioner skal opdrage børnene til gode teatergængere. Der er ikke nødvendigvis nogen logik i, at fordi man har set meget teater i skolen, så har man fået banket en teatervane ind. Men undersøgelsens synspunkt symboliserer en væsentlig diskussion: prioriterer vi børneteater for at give børnene nogle oplevelser, en sanselighed, nogle følelsesrum, nogle andre måder at anskue verden på - eller prioriterer vi børneteater for at lære børnene at værdsætte teater som sådan? Altså: ser undersøgelsens forfattere, Det Storkøbenhavnske Teaterfællessskab og kulturpolitikere børneteater som en markedsføringskanal for "rigtigt" teater - eller som en værdi i sig selv?

Det er værd at notere, at andelen af ungt publikum er mindst blandt DST-teatrene. Hensigtserklæringerne med DST-ordningen tilsiger ellers netop en alsidighedsforpligtelse, som andre teatre ikke har. Undersøgelsen peger i retning af, at DST-teatrenes har ondt i den ungdommelige alsidighed (til trods for at teatre med "ung profil" som Dr. Dante og Østre Gasværk tæller positivt med). Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab kan dog trøste sig med, at hovedstadsområdets teaterforeninger har endnu sværere ved at fange det unge publikum (7% af billetterne solgt til unge under 25 år).

Undersøgelsen pointerer iøvrigt, at der gennem de sidste ti år er kommet øget efterspørgsel efter billetter med ungdomsrabat.

Undersøgelser giver ikke løsninger

En af tendenserne i de sidste ti år er, at de store institutionsteatre opfører færre forestillinger (men det samme antal produktioner). Tilskuertallene for hver opførsel er også faldet. For Det Kongelige Teater og DST-teatrene er tilskuertallet pr. opførsel faldet med ti procent. For egnsteatre og små storbyteatre er tilskuertallet dog steget med 50% pr. forestilling.

DST-teatrene havde 366 tilskuere pr. opført forestilling. Da tre af de ni DST-scener kun kan rumme færre end 366 pladser, så må man dog alligevel imponeres over, at DST-teatrene har så mange aftener med mindst 4-500 tilskuere. Det er faktisk mange mennesker.

Undersøgelsen gennemgår en række statistiske undersøgelser om teater - og når frem til den entydige konklusion: stol ikke på disse undersøgelser. Undersøgelserne står i kontrast til hinanden. Påstande kan ikke tages for bogstaveligt, for der er (næsten) altid en undersøgelse der siger det modsatte. Et befriende udsagn i en tid, hvor der lægges mere og mere vægt på tal-beskrivelser af kulturpolitikken. Statistikken fortæller meget - men giver ikke de politiske svar, som mange kunne håbe.

Med et populært udtryk kan man sige, at vi stadigt er forvirrede, men på et højere niveau. Undersøgelsen viser, at der er et stærkt behov for at opprioritere og opkvalificere den teaterpolitiske forskning i Danmark. Der er forbavsende lidt forskning på et felt, som det offentlige årligt bruger 1 mia kr til.

Teater for teaterets skyld

I tilknytning til undersøgelsen har Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab bestilt en undersøgelse fra Gallup Kvalitativ. Denne undersøgelse består i gruppeinterviews og samtaler med publikum om deres teatersyn.

Interviewundersøgelsen bærer præg af en uudtalt forudsætning om, at der skal skaffes mere publikum til teatrene, som et led i en markedsførings- og kommunikationsstrategi. Der spørges ikke, hvordan man forbedrer selve oplevelsen, hvordan man bedre sikrer at publikum finder de stykker der er relevante for den enkelte, hvordan den enkeltes teaterpræferencer hænger sammen med musikpræferencer. Der anvendes et ganske unuanceret teaterbegreb - og tilsvarende unuanceret film-, musik- og kunstbegreb. De subkulturelle sammenhænge der er mellem forskellige stilarter berøres ikke. Men først og fremmest har de interviewede fået spørgsmål, der har til formål at skaffe flere mennesker i teatret. Og så bliver svarene derefter: det skal være lettere at få overblik over alt teater (som om det ikke er, hvad ARTE har haft som altdominerende mission), en internetportal ville være rart. Dagbladene skulle have flere teateroversigter.

Undersøgelsen har ikke været interesseret i publikums tværgående referencer. Er der en subkultur af publikum som er hooked på Dogmefilm og Dr. Dante? Mange kulturforskere peger på øget individualisme og mangfoldighed som et tidsfænomen. Dette kunne muligvis føre til at man ikke undersøgte teater som blot teater, men mere nuancerede teaterbegreber, som også hænger sammen med andre kulturelle præferencer. Og så ville konklusionen måske ikke være endnu en bred teateroversigt, men måske en mangfoldighed af kommunikation i samvirke med andre kulturelle subkulturer.

Nu har vi fået en undersøgelse, der bl.a. konkluderer, at "de højfrekvente (teatergængere) er væsentligt mere detaljerede og nuancerede end de lavfrekvente. Således nævner de højfrekvente flere teatergenrer, flere teatre, flere stykker samt flere skuespillere og skuespilgrupper end de lavfrekvente". Læseren kan udskifte "teatergængere" med boglæsere, udstillingsbesøgere, biografpublikum, avislæsere eller netbrugere. Vi får altså en universel sandhed: jo mere du bruger mediet, jo mere ved du om det. Offentlige myndigheder betaler tusindvis af kroner for at få private konsulenter til at skrive sådanne universelle sandheder.

Teaterpolitik som dilemma

De interviewede fortæller, at teaterturen er dyr (mange kombinerer teater med restaurant og andet), billetterne er besværlige at få fat på og at teaterturen kræver planlægning. Det interessante er, at disse negative elementer faktisk også er med til at gøre teateroplevelsen vigtig. De forberedende ritualer er vigtige for publikum. Hvis teaterturen var billig, lettilgængelig og spontan (som biografen) - så ville det ikke være den samme oplevelse.

Et gennemgående udsagn er, at teater ikke er en hverdagsoplevelse i modsætning til biografer som er en hverdagsoplevelse. Biograferne fremstår tydeligvis som moderne, lettilgængelige og billige. Teatrene som det modsatte. Dette til trods for, at der i Danmark blev solgt 4 mio teaterbilletter i 2001-2002. I 2000 blev der solgt 2,1 mio og i 2001 3,6 mio biografbilletter til danske film. Dansk teater er en hverdagsoplevelse. Der er altså flere som ser dansk teater til dyre billetpriser, besværlig tilgængelighed og med krav om planlægning - og det fremstår i den offentlige debat som et problemområde.

Danskere som Strindberg og Ibsen

Et af disse års gennemgående kulturpolitiske temaer er det danske sprog. Det er beskæmmende, at læse en rapport fra Det Storkøbenhavnske Teaterfælleskab, hvor rubrikkerne hedder Management summary og Main Findings. Og de fleste læsere bliver nok i tvivl, om hvad der menes, når børnefamilers alternative kulturaktiviteter gentagne gange er walkathon. Undersøgelsen lever glimrende op til tidens kulturforvirring, når man skriver:
Blandt de klassiske danske dramaer figurerer Strindberg og Ibsen forholdsvis højt, og disse to danske dramatikere værdsættes især pga. deres evne til at skildre livets barske realiteter.
Jamen. Det står der. I en undersøgelse bestilt og betalt af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Der er ikke noget at sige til, at Dansk Folkeparti vil vægte danskheden stærkere. Det øvrige indhold virker troværdigt, men man bliver godt nok usikker, når sådant vås slipper igennem.

Gallupundersøgelsen er ikke tilgængelig på nettet.
Det er derimod Christina Geisler og Stig Jarl: Teatervaner i Hovedstadsområdet

Læs også:
Søges: teaterkrise
Teaterkrise - hvor?

Søndag Aften 02/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.