|
Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene blev til Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, som blev til Hovedstadens Teater, som blev til Københavns Teater - vi fortæller dele af 35 års teaterhistorie.
Den særlige storkøbenhavnske teaterorganisation blev skabt midt i 1970'erne. En række teatre var økonomisk nødlidende, og for at sikre disse skabte man organisationen, som blev lovfæstet gennem teaterloven i 1975.
Forhistorien var en storkøbenhavnsk abonnementsordning etableret i 1972 med finansiering af stat, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns Amt i fællesskab og administreret af arbejderbevægelsens kulturorganisation ARTE. ARTE-ordningen, som den blev kaldt, fik flere i teatret, men løste ikke teatrenes økonomiske problem. Så fandt ARTE-folk og lokalpolitikere bag abonnementsordningen på, at skulle etableres en paraplyorganisation, som skulle overtage de københavnske teatre (hvoraf nogle var helt private, andre selvejende institutioner og et enkelt ejet af Københavns kommune) mod at sikre dem en økonomi, så de ikke kunne gå konkurs - den såkaldte underskudsdækning.
I forvejen havde man landsdelsscener i Århus, Ålborg og Odense, hvor amterne bidrog med 50% af udgifterne og staten med 50%. Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene blev etableret som et samarbejde mellem Frederiksberg og Københavns kommuner (som havde amtsstatus) og Københavns Amt.
Det oprindelige lovforslag havde en tilskudsmodel svarende
til de øvrige landsdelsscener. Dette blev dog ændret under
folketingets behandling, hvor man begrænsede det statslige
tilskud til 40%, resten skulle de tre amtskommunale enheder
betale ud fra befolkningstal. Begrundelsen var, at hovedstadskommunerne
i forvejen nød godt af Det Kongelige Teater.
Den storkøbenhavnske Landsdelsscene (DSL) bestod fra starten af 8 teatre: Det Ny Teater, Folketeatret, Scala, Gladsaxe Teater, Alléscenen, Bristol Music Center's Teater, Fiolteatret samt Strøghus Teatret. Gennem årene er der sket talrige ændringer i sammensætningen af teatre i organisationen.
Københavns Teater omfatter i dag 5 teatre: Betty Nansen Teatret, folketeatret.dk, Nørrebros Teater, Republique samt Østre Gasværk Teater. Om de talrige ændringer i teatre og ledelser, læs Teatre i konstant bevægelse.
Underskudsdækning
Styrelsen for Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene bestod af politikere fra de tre amtskommunale enheder samt et medlem udpeget af kulturministeriet (i mange år forfatteren Jens Louis Petersen) og to medlemmer udpeget af personaleorganisationerne (skuespillere og teknikere) og en repræsentant for teaterlederne.
Samtidig havde teatrene deres egne bestyrelser, hvilket kunne give anledning til konflikter. Fx om det var teatrets egen bestyrelse eller DSL-styrelsen, der skulle have det endelig ord vedrørende ansættelse af nye teaterchefer.
Men DSL-styrelsen havde ikke den fulde indflydelse på økonomi og struktur. Det var kommunerne, der var budgetgodkendende (statens skulle bare følge med), og udvidelse eller indskrænkning i kredsen af teatre skulle godkendes af samtlige tre tilskudskommuner og kulturministeriet.
Teatrene opererede med et selvstændigt udgiftsbudget, som skulle overholdes; men på de enkelte teatre var der vandtætte skotter mellem udgifter og indtægter, så teatret mærkede ikke konsekvensen af om billetsalget gik godt eller skidt. Det gjorde til gengæld det centrale DSL- organisation og især i løbet af 1980erne sluttede sæsonen ofte med et samlet underskud, som blev sendt videre til tilskudsydere, så alle kunne starte from scratch ved næste sæson.
Det kunne ses som en sikring af teatrenes kunstneriske frihed at de ikke skulle bekymre sig om indtægterne. Men hvis man ser på repertoiret for disse teatre i 70erne og 80erne viser det ingen særlig tegn på risikovillighed. Snarere blev underskuddækningen en sovepude.
Belægningsprocenter
Som økonomisk styringsredskab
etablerede man begrebet "belægningsprocenter". Belægningsprocenter
var et økonomisk udtryk for, hvor stor del af det økonomiske
potentiale det enkelte teater var i stand til at tjene ind,
så at sige egenindtjeningen i forhold til de potentielle muligheder
(salsstørrelse, kvalitet af pladser etc.).
Indtil sæson 1982/83 var udgangspunktet 220 opførsler pr. teater og en værdibelægning på 60%. Fra sæson 1983/84 budgetteredes med 160 opførsler pr. teater og en værdibelægning på 70%.
"Belægningsprocenter" har siden hyppigt været brugt som skældsord
mod beslutninger om kunstnerisk støtte ud fra indtjeningsgrundlag,
men adskiller sig dybest set ikke fra alle andre teaterbevillinger,
hvor tilskud gives ud fra både budgetterede indtægter og budgetterede
udgifter. Det særlige ved belægningsprocenter var blot en
slags lighedssætning: teatrene får lige økonomiske vilkår,
bare de kan fylde salen med 70% af de potentielt solgte billetter.
Bag denne tilstræbte lighed lå det solidariske princip, at
alle teatrenes indtægter gik i den samlede fælleskasse. Fællesskabet hentede gevinster og dækkede
underskud.
Konstante underskud
Foruden de mange gennemførte ændringer i teaterstrukturen har der gennem årene
været talrige forslag til lukning af teatre, gennem 1980'erne
var der nærmest årlige lukningsdiskussioner. En af disse,
om Nørrebros Teater, endte modsat, idet man i 1984 valgte
at gennemføre en omfattende renovering af teatrets bygning.
De mange skift blandt teaterdirektørerne har ligeledes givet
skærmydsler i medierne og i teatermiljøer.
For organisationen som helhed kommer dog de første alvorlige prøvelser i begyndelsen af 1980'erne, hvor gentagne underskud dræner de kommunale kasser. Siden 1981/82 præges teatrene af faldende billetsalg, som man prøver at kompensere for ved at øge billetpriserne, først særligt høje musical-priser, sidenhen generelle prisstigninger. Det bliver til en selvopfyldende profeti.
Pengeposen
Den afgørende ændring igangsættes i 1987, hvor Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene
nedsætter en arbejdsgruppe til at gennemarbejde muligheder
for "Strukturændringer af den offentlige teaterstøtte i Storkøbenhavn."
I 1988 lancerer arbejdsgruppen det strukturforslag, som siden
bliver virkeliggjort. Det vigtigste element i arbejdsgruppens
forslag er ophør af automatisk underskudsdækning for de enkelte
teatre. Samtidig med arbejdsgruppens forslag fremlægger Dansk
Skuespillerforbund et tilsvarende forslag, kaldet pengeposemodellen.
I historisk lys er forslaget fra Dansk Skuespillerforbund
interessant, idet der i ganske klare ord nævnes problemer
og løsninger:
-
Modellen som bygger på underskudsdækning, udspillede reelt sin rolle i 1981-83, da underskudsdækningen de facto ophørte med at fungere
-
Der skal ske en uddelelegering til det enkelte teater, af såvel kompetence som ansvar både hvad angår økonomiske, kunstneriske, personalemæssige og driftsmæssige beslutninger.
-
Der skal ske en sikring af det enkelte teaters særlige profil.
-
Det enkelte teater skal have mulighed for selvstændig markedsføring.
Skuespillerforbundets forslag indeholdt også etablering af en nødhjælpspulje og nedlæggelse af landsdelsscenens styrelse.
I modsætning til skuespillerforbundet, var både teaterteknikerne og teaterlederne uenige i forslaget om en pengepose.
Fra DSL til DST
I løbet af 1989-1990 opnås politisk enighed om en pengeposemodel, dog uden nødhjælpspulje.
Der opnås enighed om en lang række ændringer, som gennemføres
som en del af en samlet teaterlovsrevision i 1990.
Blandt ændringerne er:
- Navnet Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene udgår af loven. Efterfølgende enes
om, at omdøbe organisationen til Det Storkøbenhavnske
Teaterfællesskab (DST).
- Frederiksborg og Roskilde amter indgår i ordningen.
- Den automatiske statsrefusion fjernes, i stedet fastsættes det statslige tilskud i de årlige finanslove.
Styrelsen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev rent politisk, organisationernes og kulturministeriets repræsentanter trådte ud.
Ved lovændringen overtog Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab
ansvaret for billetstøtteordningen, som hidtil været
varetaget af Teaterudvalget for Storkøbenhavn. Dette indebar
en mulig interessekonflikt, idet den samme DST-styrelse nu havde
driftsansvar for en "sine egne" teatre og samtidig ansvar
for rabatsystemer for samtlige københavnske teatre. I virkelighedens
verden var ændringen ikke så stor, idet det indtil lovændringen
var de samme politikere, der sad i styrelsen for Den Storkøbenhavnske
Landsdelsscene som i Teaterudvalget for Storkøbenhavn. Man
holdt møderne i forlængelse af hinanden. Den reelle ændring
blev således, at man nøjedes med en dagsorden for hele mødet.
Geografi eller kunst
Inddragelse af Frederiksborg og Roskilde amter havde længe været et ønske fra
de tre oprindelige tilskudskommuner. Dette blev begrundet
med, at der var en høj andel af publikum, som boede i de to
nye amter.
Hvor det statslige tilskud tidligere havde været 40% af det samlede, blev statens tilskud i den ny ordning nu fastsat på finansloven. Niveauet kom til at ligge på ca. 35% af det samlede tilskud; men med den væsentlige forskel at hvor regningen for underskud i DSL tidligere havde kunnet sendes videre til både stat og kommuner, havde staten nu sikret sig, at man ikke kom til at betale mere end man havde budgetteret med. Dette blev realpolitisk begrundet med, at staten havde sikret organisationen bedre økonomi ved at lovgive om de to nye amters medvirken.
Et af de tilbagevendende politisk-strukturelle problemer i organisationen var de geografiske præferencer. Omkring halvdelen af teatrene lå i Frederiksberg Kommune, som i det perspektiv kun bidrog beskedent til den samlede økonomi. Kun et enkelt teater lå i Københavns Amt, som derfor havde en oplevelse af at betale for meget til ordningen.
Det siger sig selv, at de tilbagevendende diskussioner om
hvilke teatre der skulle være med i ordningen, slet skjult
havde disse geografiske overvejelser. Da Frederiksborg Amt
var kommet ind i ordningen, gjorde man tidligt opmærksom på,
at et teater i Frederiksborg Amt burde indgå.
Teater med profil
Efterfølgende gennemførte Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab de samlet set
hidtil største ændringer i ledelser for teatrene. Disse ændringer
skete ud fra politiske beslutninger om "profiler" for de enkelte
teatre.
Denne form for profil-beslutning har siden været stærkt kritiseret i brede teatermiljøer, idet det kan være vanskeligt at skabe en sammenhæng mellem en besluttet kunstnerisk profil og en konkret teaterleders vision.
Pengeposemodellen stillede væsentligt større krav til de enkelte
teatres bestyrelser. Ganske tidligt beklagede bestyrelserne
sig over, at ansvaret for ansættelse af ledelser ikke var
uddelegeret.
DST i HUR
I 1999 gennemførtes en lovændring med ganske omfattende detaljeringsgrad vedrørende
Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, der fra 2000 blev lagt ind
ind under det nyetablerede Hovedstadens Udviklingsråd, som
omfatter de samme fem amtskommunale enheder, som allerede
indgik i organisationen.
De politiske medlemmer i styrelsen blev suppleret med et rådgivningsorgan bestående af 3 teaterkyndige medlemmer udpeget af kulturministeren.
Fra HUR til HT Kbht
Ved kommunalreformen, der trådte i kraft i 2007, blev Hovedstadens Udviklingsråd
nedlagt. Samtidig blev også amterne nedlagt. Man havde derfor
brug for en ny organisationsform. Derfor etablerede man i
2005 Hovedstadens Teater (HT), nu som en rent statslig institution.
Den hidtidige støtte fra Hovedstadens Udviklingsråd blev overtaget
af staten, således at der reelt ikke skete nogen økonomiske
ændringer.
Hovedstadens Teater fik en bestyrelse udpeget af kulturministeren.
Der er således ikke længere diskussioner ud fra særlige geografiske
bindinger i organisationen.
Samtidig blev lagt op til, at organisationen i højere grad skulle agere som en samlet organisation, "koncernmodel" var dukket op som begreb i debatten. Man valgte at ændre navnet til Københavns Teater, forkortet Kbht, og markedsføre den samlede organisation.
Bestyrelsen skiftede fokus fra tidligere at sagsbehandle de
enkelte teatre, til nu at udarbejde længerevarende strategiplaner.
Den første strategiplan fra 2007 indeholdt ambitioner om at
nå nye publikumsgrupper, bl.a. gennem at etablere et nyt eksperimenterende
teater, virkeliggjort under navnet Camp X.
I 2008 foreslog en selvbestaltet teaterlovskommission, at
paraplyorganisationen Københavns Teater nedlægges og at de
enkelte teatre fremover skal modtage støtte fra Kunstrådets
Scenekunstudvalg (se Søndag Aften arkiv).
I 2010 foreslog Kulturministeriets teaterudvalg, at man enten
skal nedlægge paraplyorganisationen eller skabe en egentlig
teaterkoncern (se Søndag Aften arkiv).
Som udløber af denne rapport bestilte folketingets kulturordførere
en analyse om økonomien i de forskellige modeller. Denne rapport
blev offentliggjort april 2011 (Læs Københavns
Teater er for dyrt).
Næste kapitel skrives af folketingets kulturpolitikere - men sandsynligvis først efter næste valg.
Læs også:
Københavns Teater er for dyrt
Teatre i konstant bevægelse
Klar til beslutning om Københavns Teater
Fra arkivet:
Videre teaterveje (2010)
Scenen er din, kulturminister (2010)
Fagre nye teaterverden (2010)
Uenighed om Københavns Teater (2010)
Ris og ros til Københavns Teater (2009)
Den vanskelige teaterkabale (2009)
Teaterpolitisk helhedssyn (2008)
Fedtlag, vokseværk og centralisering (2008)
Professionelle ballademagere (2006)
Mens vi venter på ministeren (2006)
Statens hovedstadsteater (2006)
Københavns teaterkoncern (2006)
Farvel til Gladsaxe Teater (2006)
Hovedstad uden teaterpolitik (2006)
Rialto igen? (2002)
Farvel til Teaterfællesskab (1999)
Enighed om teaterlov (1999)
Vi bruger også...konsulenter (1999)
Teaterlov forsinkes (1999)
Teaterforhandlinger genoptages (1998)
Hastværk med teaterlov (1998)
Ny ledelse af københavnske teatre (1998)
Afgørende valg for københavnske teatre (1998)
Søndag Aften
05/2011
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
