Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
september 2001
Anakronistisk afgift
Biblioteksafgiften er ikke fulgt med udviklingen siden 1946. Den nuværende afgift bygger på et forældet grundlag
Biblioteksafgiften bygger på en årlig optælling af folke- og skolebibliotekernes bogbestand. Det altafgørende for beregningen er, hvilke bøger der står på hylderne, ikke hvilke bøger som lånes ud.
Der er kun to faktorer som har betydning for ændringer i biblioteksafgiften: bibliotekernes indkøb og bibliotekernes kassaktion. Den forfatter som er steget i biblioteksafgift, er kun steget fordi hun har solgt til bibliotekerne i det forgangne år. Den forfatter som er faldet i biblioteksafgift, er kommet i kassaktionsalderen. Der kasseres flere af hendes bøger, end der købes ind.
Forfattere og andre modtagere af biblioteksafgifter har derfor en meget stabil indtægt med kun beskedne ændringer. Stigningen kan blive væsentlig ved udgivelse af en bog som hitter. Men kassaktionen sker gradvis. Altså en meget nænsom behandling af de, som ikke læses mere. Som regel til gavn for lange forfatterskaber.
Hvis afgiften blev baseret på det faktiske udlån, ville udsvingene fra år til år være væsentlige. Aktuelle forfattere - hvis bøger er i bibliotekernes reservationskøer - ville tjene godt. Derimod ville de lange forfatterskaber tabe penge og altså miste en væsentlig del af den faste og budgetterede årlige indtægt.
Biblioteksudviklingen glemt
Biblioteksafgiften bygger fortsat på de optællingsprincipper som man besluttede i 1946. Man talte bøger på de statsstøtede biblioteker. Biblioteksloven blev siden til en folkebibliotekslov og senere blev biblioteksafgiften skilt ud fra folkebiblioteksloven som selvstændig lov. Men afgiften bygger kun på optælling fra folke- og skolebiblioteker.
I de mellemliggende år har der været en rivende udvikling af danske forskningbiblioteker. Men forfattere som er repræsenteret på forskningsbibliotekerne, for eksempel universitetesbibliotekerne tæller ikke med og snydes altså for biblioteksafgift. Sondringen mellem folke- og forskningsbiblioteker er ikke begrundet i lovgivningen. Man må antage, at forskningsbibliotekerne har "overhalet" afgiften: der er i dag langt flere forskningsbiblioteker, der er kvalitativt bedre - og har bedre beholdningsregistrering og de er også blevet langt mere eksternt indstillet. Private som bestiller bøger fra bibliotek.dk kan - uden at vide det - bestille bøger fra danske forskningsbiblioteker.
En lignende "overhaling" af biblioteksafgiften gælder gymnasiebibliotekerne. Folkeskolernes samlinger tæller med i afgiften, gymnasiernes tæller ikke med. Dette er heller ikke begrundet i lovgivningen. En sandsynlig forklaring er, at gymnasiebibliotekerne er etableret senere end skolebibliotekerne - og at antallet gymnasier er vokset eksplosivt i de sidste 40 år.
I uddannelsessektoren findes i øvrigt mange andre biblioteker, som kunne være med i optællingen, ofte uddannelser som formelt set er private, men som reelt finansieres af offentlige midler: private grundskoler, private gymnasier, højskoler, efterskoler m.v.
Forklaring mangler
Lovgivningen, og de mange skriftlige forarbejder til skiftende lovgivning, begrunder ikke hvilke bibliotekstyper som skal tælles med. Der har aldrig været offentlig debat om dette.
Det er et godt gæt, at lovgiverne har været for optaget af alle årenes diskussioner om, hvordan afgiften skal fordeles til at kunne tænke på at grundlaget for afgiftsberegningen kunne ændres.
Men nogle forfattere snydes for bibliotekspenge - uden at nogen kan fortælle hvorfor de snydes.
