Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2002


De tilfældige børneteatres hændelige død


CulturCronik:

Af Michael Ramløse

Nedskæringerne rammer børneteatrenes produktionsmidler - samtidig skærer skolerne i køb af forestillinger

Så fik statsministeren holdt sin åbningstale til Folketinget. Ikke overraskende var det en panegyrisk hyldest til regeringens evne til at holde, hvad den før valget havde lovet sine vælgere isprængt de efterhånden velkendte excesser i newspeak, hvor en perlerække af tidens plus-ord og plus-begreber kastes i grams for at sminke den faktiske politiske virkelighed.

F.eks. har der slet ikke været tale om en milliard-nedskæring på u-landsbistanden. Næh, det regeringen - med begejstret støtte fra Dansk Folkeparti - har gennemført er, at man har "ændret og effektiviseret udviklingsbistanden".

Skoleområdet får følgende statsministerielle ord med på vejen: "Lad mig sige det ligeud: Jeg mener, at børn og unge går i skole for at lære noget". Hvilken nybrydende tanke !!! - og findes der mon et eneste menneske i dette land, der ikke er enig?

Og videre: "Vi skal gøre op med den udlignende skole, hvor man siger: "Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære". - Det er der da vist gjort op med for lang tid siden - hvis det i øvrigt er en holdning, der nogen sinde har eksisteret - eller i det mindste været fremherskende andre steder end i statsministerens og ligesindedes skræmmebilleder og fordomme om lærere og pædagoger.

Heldigvis ingen kulturpolitiske meldinger

Med baggrund i ovenstående er det naturligvis med en vis lettelse, man konstaterer, at der i åbningstalen ikke findes et eneste ord om kulturpolitik. (Det har der vist i øvrigt aldrig gjort i nogen åbningstale - det er jo, når alt kommer til alt et fuldkomment perifert område, som udelukkende vedrører vores åndelige dannelse, vores identitet og vores menneskelige indsigt og udvikling).

Og i det hele taget er det vel mere end tvivlsomt, om man med nogen ret kan påstå, at regeringen har en kulturpolitik, medmindre man vil hævde, at en nærmest kritikløs hyldest til kommercialisering af kulturlivet og grønthøster-nedskæringer indenfor alle dets områder kan kaldes kulturpolitik.

Kulturministeren startede da således også sit heroisk-liberalistiske felttog for kulturlivets "ret" til at fungere på rene markedsbetingelser med at gengive Fætter BR de tabte muligheder for at sende reklamer ud til de mindste seere på TV-2. Til gavn for børnenes oplevelser og kulturelle udvikling gennem børne-tv? Ja - det må det vel være. For det er vel i den ende af skalaen, en kulturministers interesse ligger - eller?

Stolte i skåltaler

Der skrives meget om - og det er almindeligt anerkendt så godt som alle steder - at Danmark i et internationalt perspektiv er førende, når vi taler om børnekultur. Det gælder TV for børn og unge, hvor der bringes internationale priser hjem år efter år. For børnefilm gælder det samme. Danske børne- og ungdomsbøger oversættes og eksporteres i stor stil, og danske børneteatre spiller hvert år flere hundrede forestillinger på turnéer og festivaler i udlandet, ligesom manuskripter oversættes og spilles i adskillige lande. De danske børneteaterfestivaler er målet for flere og flere udenlandske festival- og turnéarrangører osv. osv.

Dertil kommer, at det jo selvfølgelig er danske børn og unge - og deres forældre - der først og fremmest har glæde af og udfordringen i denne mangfoldighed af talent og kvalitet, som kan ses indenfor kulturtilbuddene til disse aldersgrupper.

Umiddelbart skulle man mene, at det måtte være kræs for en kulturminister at se - og være med til at sørge for - at nye generationer voksede op med hele denne kulturelle ballast, med alle disse muligheder for oplevelser, fordybelse og berigelse af deres liv, med lysten til også om voksne at være engagerede kulturbrugere.

Alle disse professionelle tilbud til børn og unge kombineret med deres egne udfoldelser indenfor teater, musik, billedkunst, dans osv. Og kulturtilbuddene til børn og unge bliver da også ofte omtalt som havende høj prioritet i den officielle retorik, der trækkes frem og festlige lejligheder.

(Jeg skal her undlade at kommentere kulturministerens forslag til børneteatrene - ved åbningen af Børneteaterfestivalen i Lyngby - om at alliere sig med forlystelsesparker og spille "midt mellem vandrutsjebanerne og karusellerne. Eller mellem kamelerne og kaninerne i Zoologisk Have" - det har jeg gjort i anden anledning).

Den høje prioritet, som gives til kultur for børn og unge, når der holdes taler og skrives memoranda, har foreløbig udmøntet sig i nedlæggelsen af Kulturrådet for Børn samt så kraftige nedskæringer på Teaterrådets område, at to børneteatre er blevet frataget deres støtte helt (med udsigt til at måtte lukke) og to andre teatre er blevet beskåret så kraftigt, at deres fremtid er endog meget usikker. Herudover er hele puljen til teknik og biler blevet skåret væk. Specielt på bil-området vil det kunne mærkes, da hovedparten af børneteatrene jo er opsøgende - vi spiller ude hvor børn og unge er: på skoler, biblioteker, institutioner, klubber osv.

Og det var i forbindelse med Finanslov 2002, hvor den nytiltrådte regering kastede sig over det danske statsbudget som var det Argentinas.

Kvalitetsteatre truet

Finansloven 2003 er mindre hidsig på det punkt. Men en besparelse på Teaterråds-området på ca. 3% betyder ikke desto mindre, at der stadig ikke er til biler og teknik samt at i hvert fald endnu et børneteater må se i øjnene, at nøglen skal drejes om.

Og vi taler her om både velfungerende og velrenommerede teatre, hvis støtteværdighed ingen stiller spørgsmålstegn ved.

Som situationen er nu har de berørte teatre alle besluttet at fortsætte deres aktiviteter og produktioner, at kæmpe for deres berettigelse i det danske teaterbillede. Det har jeg naturligvis den største respekt og forståelse for. Så let skal det heller ikke være at slå os ihjel.

Men hvis nedskæringerne fortsætter - og det ser det desværre ud til, at de gør - er det måske også for os i børneteatret en overvejelse værd, om det at vi ikke vil lade os kue og derfor spille videre uanset, hvad de gør ved os, er en politisk farbar vej i længden. Nu er der skåret små 6 mio i produktionsstøtte alene i Teaterrådets tildeling til børneteatrene; men udadtil bliver der leveret lige så meget teater som før.

Vil teatrenes kamp for deres berettigede plads i billedet - med de afsavn og store økonomiske vanskeligheder, det indebærer for både teatret og den enkelte ansatte - måske medføre, at de bevilgende myndigheder får den - i disse nedskærings-fokuserede tider - nærliggende tanke: "Vi kan roligt skære videre - de spiller jo alligevel. Det er mere teater for færre penge".

Kort efter sin tiltrædelse som kulturminister bebudede Brian Mikkelsen, at en revision af teaterloven stod højt og snarligt forestående på hans prioriteringsliste. Ved gennemlæsning af regeringens lovkatalog i forbindelse med statsministerens åbningstale er der ikke annonceret en sådan revision.

- Og Gud ske lov for det.

Det er glædeligt, at ministeren har besindet sig og indset, at det er ganske kompliceret at revidere Teaterloven - og at det ikke kan gøres uden et grundigt forberedelsesarbejde.

Kulturpolitik efter ratings

Der er som sagt ikke meget at glæde sig over - om noget - i den statslige politik (jeg bruger med vilje ikke ordet kulturpolitik). Det samme gælder desværre en del - især store - kommuner ud over landet.

I København har kulturborgmester Martin Geertsen - uden anden dokumentation end det af ham selv udarbejdede budget - bombastisk annonceret, at der er for mange små teatre - herunder børneteatre - i hovedstaden. Faktum er, at folk rent faktisk kommer i de små teatre. Der er interesse for deres repertoire, for intimiteten, for relevansen af det, der bliver spillet. Det er jo ikke de små teatre, der har besvær med at fylde teatersæderne i København (de har hver især heller ikke så mange at fylde som de store, naturligvis).

Men borgmesteren, som også er en god liberalist, har også en ide til, hvordan man på en for kulturlivet helt ny og moderne måde finder ud af, hvilke teatre, der så ikke skal være plads til. Systemet hedder "rating" - som man bruger det på TV-området. Dels skal der måles antal tilskuere, men - og her kommer det epokegørende - tilskuerne skal også gennem spørgeskemaer eller andet tilkendegive, hvad de synes om forestillingerne på det og det og teater. På baggrund heraf kan kulturborgmesteren så se, hvad folket vil have - og det må være dér støttekronerne skal falde.

Det er på sin egen charmerende måde en meget kontant udmøntning af statsministerens opgør med og felttog mod (især venstreorienterede) smagsdommere.

Ideen er måske en mindre gennemtænkt lapsus fra kulturborgmesterens side - på den anden side kan det kan jo også være et meget konkret bud på hvad en liberal, markedsorienteret kulturpolitik går ud på.

Eventyrhovedstaden

I Odense, hvor man udover et velfungerende Teaterhus, som tjener som bl.a. åben scene, gennem flere år har støttet to små storbyteatre, som spiller for børn og unge, har kulturrådmanden i sit kommende budget lagt op til, at teaterstøtten på dette område nedskæres fra næsten 8 mio til godt 4 mio. Det er en besparelse på ca. 50 %. Samtidig beskæres også driftstilskuddet til Teaterhuset, hvor de støttede teatre bor og delse om faciliteter.

Odense Kommune har bedt Teaterrådet evaluere sine teatre. Det er i sig selv jo en fornuftig og veltænkt disposition at bede den højeste autoritet på området om en sådan evaluering. Evalueringer skal jo tjene til at man sammen med de evaluerede arbejder på en stadig forbedring af kvaliteten i arbejdet, på udvikling og fremsyn m.v.

For Odense Kommune og kulturrådmand Jørgen Lund ser det dog helt klart ud til at det valgte tidspunkt for en evaluering er spørgsmålet om at legitimere, hvilket eller hvilke af kommunens teatre, man kan lukke med "overdommerens" velsignelse. Teaterrådet har klogeligt - og naturligvis - takket nej til at medvirke i dette kommunale mummespil, hvor landets tredjestørste by - som tidligere var en progressiv og fremsynet kommune i sit forhold til de små teatre - vælger kun at have råd til at støtte et enkelt professionelt teater (og måske ikke engang et, der spiller for børn og unge).

"Teaterhuset", som nu er et kraftcenter af professionelt teater for alle aldersgrupper og et meget fint fungerende spillested for teatre, der gæster byen, skal i stedet befolkes af de lokale amatørteatre.

Og sådan går det derudaf - heldigvis også med nogle lyspunkter iblandet: Viborg Kommunes og Viborg Amts store børnekulturelle satsning "Kulturprinsen", mange progressive tiltag i Vestsjællands Amt, forhøjelse af det kommunale tilskud til Møllen i Haderslev og helt sikkert flere eksempler, som jeg ikke kan nævne på stående fod.

Skolerne falder fra

Men selv med disse lyspunkter in mente ser fremtiden for dansk børneteater desværre ikke lys ud. Og det er unægtelig meget trist set i lyset af, at kvaliteten over en bred kam aldrig har været højere, at interessen for at bruge børneteatret både herhjemme og i udlandet aldrig har været større.

Det er kombinationen af det statslige nedskæringer på teaterbudgetterne kombineret med regeringens krav til amter og kommuner i forbindelse med det stort opreklamerede skattestop, der kommer til at slå hårdest. Købet af børneteater til skoler og institutioner vil formodentlig rasle ned fra 2003, hvor kommunerne og amterne også begynder at skære hårdt.

Formanden for "Skole og Samfund" har udtalt, at skolebestyrelserne rundt om allerede river sig i håret. Man bliver nødt til - for at sikre de basale ting i skolen - at skære alt overflødigt væk. Her nævnte han så lejrskoler, fester, forældresamarbejde. Her skal man nok være særdeles optimistisk for ikke at tilføje "børneteater" til hans liste. (Og selvfølgelig - som statsministeren sagde: " Jeg mener, at børn og unge går i skole for at lære noget".

I 1980-erne lykkedes det Margareth Thatcher at smadre det meget velfungerende og også velrenommerede engelske børneteater totalt - ikke ved at skære i nævneværdigt i kulturbudgetterne, men ved at skære voldsomt i undervisningssektoren. Først nu - 15 år efter - er engelsk børneteater ved at komme sig helt over denne snigende massakre.

Børneteatret er - som det meste andet børnekultur - et område, der lever udenfor den store mediebevågenhed. Som derfor også - uanset kulturministerens og andres ønsker - er uinteressante i privat sponsorsammenhæng. Som både hvad angår produktion og distribution er næsten 100% afhængig af en statslig og lokal kulturpolitik, der vil vægte, at børn har behov for og krav på kvalitative teateroplevelser som en del af deres opvækst, dannelse og udvikling.

...hovedet højt

Og kvalitet er naturligvis et uomgængeligt krav til børneteatret.

Men det er også sådan, at kvalitet koster penge. Der er ingen, der finder det mærkeligt, at slagterens hjemmelavede økologiske medisterpølse koster en pæn slat mere, end 5 meter medister fra Netto.

Og der er endnu ingen, der har ført bevis for, at kvalitet for børn koster mindre end kvalitet for voksne - det er kun en behagelig vrangforestilling, der findes hos dem, der bevilger pengene (og dette er ikke et udfald mod den siddende regering specielt - for sådan har det desværre altid været).

Nu hører jeg (måske lidt sent) samtlige læsere stønne: "Hvorfor taler de dog altid om penge - og penge og penge". Jeg forstår godt, man er træt af høre på det samme omkvæd - jeg har selv været træt af at føre det frem i mange år. Men det ændrer ikke på, at det ikke er strukturen i det danske teaterlandskab, der er noget grundlæggende i vejen med - det er simpelthen det faktum, at vores politikere (og ikke kun den regerende magtkonstellation) mangler modet til ville noget på teaterområdet. Forestillingen om det fattige geni på det kolde loftskammer lever i bedste velgående - selv hos folk, der burde vide bedre.

Et uskyldigt spørgsmål: Børn og unge op til 18 år udgør mellem 20 og 25 % af befolkningen. Hvorfor skal mellem 20 og 25 % af den samlede teaterbevilling så ikke gå til teater for den aldersgruppe?

Jeg beklager, hvis dette er trættende at læse, men tingene må siges, for dansk børneteater er i et internationalt perspektiv i den absolutte superliga. Det er vi ikke blevet på grund af den politik, der ført på området gennem årene - vi er blevet det på trods af den. Fordi vi har villet det, og fordi vi arbejdet for det og er blevet ved.

Nu skal vi så have endnu et af de mange gok i nøden, vi har fået gennem tiderne. Jeg er bange for, at det denne gang bliver meget mere alvorligt, end vi kan forestille os lige nu. Fordi vi rammes både i produktionsleddet og på afsætningen af forestillinger samtidig.

Som Dario Fo sagde det i slutreplikken fra "En tilfældig anarkists hændelig død": "Vi står i lort til halsen, så vi holder hovedet højt".

Michael Ramløse

Michael Ramløse er formand for børneteatersammenslutningen.

Læs også:
Ønskes: teaterlov
Teaterlove 1962-2002
Teaterkrise - hvor?
Danmarks dyreste skuespil
Rialto igen?
Lav teaterloven om
Hvis De har lyst en aften klokken otte
Amatørteatrets placering i kulturpolitikken
Sats på danskheden
I arkivet:
Knock-out før teaterlov
Teatre til tælling
Publikumstal som politisk rettesnor
Teaterloven der forsvandt
Teaterlov udskydes
Teaterdebat peger bagud
Betænkelig betænkning
At justere teatre
Teatrene ud af kommunerne
Farvel til Teaterfællesskab
De uadskillelige
Enighed om teaterlov
Hastværk med teaterlov
Ny ledelse af københavnske teatre
Afgørende valg for københavnske teatre

Søndag Aften 10/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.