Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2002


Sats på danskheden


CulturCronik:

Af Louise Frevert

Kunst er noget ganske universelt, og kunst er den del af vores kultur og kulturarv, der bliver anerkendt af alle, selv om man måske ikke føler sig som en del af kulturen

Har vi med kunst at gøre, bliver den dog hurtigt anerkendt af os alle. Kunst formidler en direkte dialog, ikke alene mennesker i mellem men også i mellem det kunstværk, produkt, teaterstykke eller balletforestilling, som vi som mennesker har en direkte berøring med.

Derfor er det af yderste vigtighed, at mennesker har direkte adgang til kunst, og i kunsten er ikke alene billedkunsten det litterære udtryk, musikken primært men så sandelig også teatret.

Inden for nær fremtid skal vi tage hul på en meget vigtig men også omfattende diskussion/dialog om revision af den gamle teaterlov.

De to tidligere kulturministre, Jytte Hilden og Elsebeth Gerner Nielsen, har i flere forsøg prøvet på at tage hul på en revision af teaterloven, men det er ikke lykkedes. Ikke fordi det ikke har været relevant eller tiltrængt, men ganske simpelt fordi det har været for kompliceret. Derfor vil jeg sige, at dette bliver det 3. forsøg, alle gode gange 3. Jeg mener ikke, at tiltaget skal ligge i en skuffe længere men direkte ud til interessenterne, som der er adskillige af og lad os så gå i gang med at få en ny fornuftig teaterlov.

Sats på danskheden

I Dansk Folkeparti mener vi, at man absolut bør satse på danskheden i kulturen, specielt fordi Danmark er et lille land, og der kun er 5½ mio. mennesker, der taler dansk. Derfor er det vigtigt, at man bevarer et så nuanceret og kulørt sprog som overhovedet muligt.

Dette kan gøres ved, at man satser på, at hoveddelen af de stykker, der skal opføres, er af danske forfattere, instrueret af danske instruktører og så selvfølgelig med danske kunstnere.

Jeg vil i det følgende delagtiggøre den ihærdige læser i nogle af mine synspunkter som kulturpolitisk ordfører for Dansk Folkeparti.

Det går slet ikke så dårligt i Danmark. Vi har det rigtig godt, men der er jo ting, der skal og må laves om. Jeg ved godt, at det kom som et chok for hele den kreative del af Danmarks befolkning, at der blev besparelser på Finanslov 2002. Specielt blev man indigneret over, at der blev sparet ca. 15% på "aktivitetsniveauet" og 10% over 4 år på driften.

Jeg synes ikke, det ser så dårligt ud i øjeblikket, fordi niveauet i den nye Finanslov 2003 er bevaret fra 2002. Jeg kunne godt forestille mig, at den teaterlov, som vi skal til at udarbejde, bliver en teaterlov, der opkvalificerer teatrene til at være mere erhvervsrettede og i stand til at satse mere på at reklamere og profilere sig selv.

Teatrene må selv lave abonnementsordninger

Det kan man gøre ved at lave abonnementsordningen om. Jeg har jo været en af dem, der har været varm fortaler for at bevare abonnementsordningen og var også med til at bevare den på Finansloven 2002. Men vi går nye tider i møde, og vi må følge med udviklingen. Derfor tror jeg, at man skal give pengene direkte til teatrene efter en nærmere fastsat fordelingsnøgle, og derved gøre teatrene i stand til selv at udarbejde den reklame og medieovervågenhed, som de har brug for. De kan selv lave deres abonnementsordninger med direkte salg på teatrene eller andre ordninger, som de selv udarbejder.

Kultur og teater er en del af lokalsamfundet. Derfor bør man se nærmere på, hvilke teatre der er i hele landet. Det er vigtigt, at man bevarer landsdelsscenerne. Men at hovedparten af teatrene skal ligge i hovedstaden, er ikke nødvendigt. Man kunne måske forestille sig, at man strøede teatre ud over hele landet, så der var lige adgang for alle, og man satte nogle retningslinier for, hvem, hvordan og hvorledes ansvaret skal fordeles med hensyn til teaterbygningerne.

Man kan også forestille sig, at man ikke kun havde eet stort landsdækkende turneteater, men fik luet lidt ud i børneteatrene og havde turnerende børneteatervirksomhed på en anden måde end i dag, som ikke var henvist til gymnastiksale og andet men ville blive mere professionelt etableret og lokalt forankret. Det vil også resultere i, at der bliver sat mere fokus på, at man professionaliserer formidlingsvirksomheden i lokalområderne.

Desuden må man have nogle ensartede regler for kommuner og amter, hvad angår tilskudsordninger, så det ikke er de store forskelle på, om man er medlem af DST, af et egnsteater, en landsdelsscene eller et børneteatere. Der skal sættes nogle nye rammer, så der bliver større åbenhed uden - vil jeg fastslå - at der her vil være tale om et besparelsesforslag. Som jeg tidligere var inde på, bør man måske se på, om mængden af teatre i hovedstadsområdet er relevant.

Der har netop været nogle undersøgelser, der viser, at tilstrømningen til de store scener er for nedadgående, hvor de små scener har bevaret deres publikumsmagnetisme.

Da biograferne var i samme krise, hvad gjorde man da? Man nedlagde en del af de store biografer og etablerede små biografsale i bygningerne i stedet for, og det har været en kassesucces. Desuden skulle man nok overveje at lukke et par teatre i København, og det ene kunne måske være et af de store teatre, som man kunne bruge til eksempelvis et musical teater - i tråd med at vi skal til at se på en eventuel nye musical uddannelse - og bruge teatret til moderne dans.

Dansen skal prioriteres

Moderne dans har været et længe underkendt område, måske fordi danserne ikke har været gode nok, men den moderne dans er i rivende udvikling, og jeg synes, den skal have en chance. Et hvilken som helst storby med respekt for sig selv har et moderne dansekompagni. Det er ikke nok, at man har nyt dansk danseteater, hvor halvdelen af danserne er udlændinge eller en Peter Schauffus ballet i Jylland, som har medlemmer, der primært er udenlandske.

Om man skal separere dansen i en ny lovgivning eller implementere den i teaterloven, er en drøftelse, som vi kan vende tilbage til, hvis vi kan komme overens om et teater, der kan bruges til danseteater.

I en teaterlov/danselovgivning er det vigtigt, at følgende elementer bliver indeholdt, så den moderne dans kommer ud i landet og ikke kun har et hovedsæde på eet teater. Man skal præcisere, at det primært skal være ny dansk koreografi, der skal implementeres. Lige så vel som i en teaterlov skal implementere, at teatrene forpligtiger sig til at spille en vis procentdel, som man nærmere kan fastsætte, af danske forfattere, lyrikere, dramatikere samt en hvis procent af gamle klassiske stykker. Den moderne danske dans kan overleve, hvis man giver den en chance, men det skal selvfølgelig være, inden det er for sent, og i og med at danseuddannelsen har været fungerende i 10 år, må det siges at være nu eller aldrig.

De forkælede

Jeg tror i det hele taget, at man skal revidere sit syn på teatre, også fordi den teknologiske udvikling går i retning af digitalisering og høj teknologi, hvilket vil sige, at mange teatre vil have sværere ved at opfylde de tekniske krav, som man egentlig forlanger som publikum i dag. Derfor er det nok nødvendigt, at gå ind og se på, hvilke eksisterende teatre, som er velegnet til at optimere teknikken.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, at dansk kunst, teater og dans har været ret forkælet i de sidste 10 år. Der er blevet tilført flere og flere ressourcer til området, og det har været godt, så kreativiteten har kunne blomstre, men talent udvikles ikke altid ved, at man har en forventning om en pose penge. Vækstlagene har fået lov til at leve, og det er nok på tide, at de skal ud og prøve kræfter på egne ben. Derfor er det vigtigt at revidere abonnementsordningen, og jeg tror også, at den nye struktur i kunststøtteordningen vil give nye spændende tiltag i branchen.

Vi må se i øjnene, at teatrene må og skal være mere erhvervsorienterede, og ikke alene kunstnere men også teatrene skal lære at sælge sig selv som små virksomheder/forretninger og ikke føle hellige og hævet over alt, hvad der lugter af kommercialisering.

Alt i alt er jeg positiv og parat til at gå ind i en spændende dialog og ser frem til, at der sker noget på området, som længe har været tiltrængt.

Louise Frevert

Louise Frevert, MF, er kulturpolitisk ordfører for Dansk Folkeparti.

Læs også:
Ønskes: teaterlov
Teaterlove 1962-2002
Teaterkrise - hvor?
Danmarks dyreste skuespil
Rialto igen?
Lav teaterloven om
Hvis De har lyst en aften klokken otte
De tilfældige børneteatres hændelige død
Amatørteatrets placering i kulturpolitikken
I arkivet:
Knock-out før teaterlov
Teatre til tælling
Publikumstal som politisk rettesnor
Teaterloven der forsvandt
Teaterlov udskydes
Teaterdebat peger bagud
Betænkelig betænkning
At justere teatre
Teatrene ud af kommunerne
Farvel til Teaterfællesskab
De uadskillelige
Enighed om teaterlov
Hastværk med teaterlov
Ny ledelse af københavnske teatre
Afgørende valg for københavnske teatre

Søndag Aften 10/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.