Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2002


Lav teaterloven om


CulturCronik:

Af Jørn Langsted

Fremtiden vil bringe nogle småjusteringer af Teaterloven, der ikke vil løse de fundamentale problemer, men snarere bevæge os i den helt forkerte retning, og vi vil starte forfra med et nyt teaterudvalg om 3-4 år, som heller ikke rigtig fører til noget. Og sådan vil tiden gå

For tre år siden blev der i huj og hast skrevet en betænkning sammen om Teaterstøtte i Danmark (Betænkning nr. 1373, Kulturministeriet 1999). Når det skulle gå stærkt, så var det fordi, nu skulle Teaterloven laves om. Siden er der så sket absolut ingenting, i hvert fald ikke med Teaterloven. Og der ser heller ikke ud til at skulle ske andet i den nærmeste fremtid end en fortsættelse af de finanslovsbesparelser, der blev startet i 2002. Det er i sig selv alvorligt nok, bl.a. fordi de - i modsætning til regeringens forsikringer - ikke finder sted efter grønthøstermetoden. De rammer uens ned i teaterlandskabet. Hårdest rammes det område, der støttes af Teaterrådet, mens de store institutionsteatre rammes mindre hårdt, og Det Kgl. Teater rammes ikke, fordi der foreligger en politisk 4-års aftale om teatret. Der føres altså skjult teaterpolitik over finansloven: det mindst institutionaliserede og enkeltprojekterne skæres hårdest. Alene denne form for skjult teaterpolitik kunne være grund nok til at gå forlæns til værks og få ændret selve Teaterloven.

Men der er andre grunde til, at en Teaterlovændring er påtrængende. Der bruges efterhånden ca. 1 mia. offentlige kr. om året for at holde de danske skuepladser kørende, og disse penge, hvoraf ca. 2/3 stammer fra staten, ca. 1/5 fra amterne og ca. 1/8 fra kommunerne, fordeles efter lappeskræddermetoder, som i årenes løb er blevet indbygget i Teaterloven. Der vil være god grund til at se på hele teatersystemet i sammenhæng, bl.a. for at kunne foretage nogle klarere kulturpolitiske prioriteringer. At se på det hele i sammenhæng var ikke den opgave som teaterudvalget fik i 1999. Udvalget måtte ikke inddrage Det Kgl. Teater og teatrene i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Derfor kunne det heller ikke lægge op til helhedsløsninger.

Hvorfor offentlig teaterstøtte?

Hvorfor skal teatret have offentlig støtte? Det økonomiske svar er, at hvis vi overhovedet vil have et levende teater, hvor billetpriserne ikke er på konstant himmelflugt, så vil indtægterne i billetkassen ikke kunne dække omkostningerne, fordi teater er yderst arbejdskraftintensivt, set i forhold til mere teknologitunge medier. Der er snævre grænser for rationaliserings- og stordriftsfordele i teatret. Hvis man altså vil bevare nogle demokratiske principper om lige adgangsmuligheder, så må der offentlig støtte til for at udligne kløften mellem egenindtægter og omkostninger.

Men der er også en afgørende demokratisk og offentlighedsorienteret grund til, at vi skal have en teaterstøtte. Udgangspunktet for de følgende betragtninger er, at et mangfoldigt, kunstnerisk og fornyende teaterliv ikke kan eksistere i et samfund af Danmarks type uden offentlig støtte. Der er måske nok dele af teaterbranchen, der vil kunne fungere på rent kommercielle betingelser, men valgmulighederne vil være begrænsede. Støtte til teatret som kunst skal gives af den demokratiske stat, fordi teatret er et offentligt mødested, hvor samfundet og individerne på én og samme gang kan se sig afbilledet og udfordret på en lystfyldt, underholdende måde. Sådanne mødesteder og arenaer, der fungerer som åndehuller for tankens og følelsernes frie flugt, er det nødvendigt for fællesskabet at etablere, opretholde og videreudvikle. Når de er gode, vil de fungere som kernesteder i samfundslivet. De vil samtidig både kunne forene os som publikum og som deltagere, dvs. som samfundsborgere, og splitte os som individer og grupper med differentierede behov og længsler.

Globalt set står det levende teaterliv i en skærpet konkurrence om menneskers frie tid. Tilbuddene vælter ind via TV, video, Internet etc. Der er ingen grund til at være maskinstormer, men der er grund til at være yderst opmærksom på den globale kulturkamp, der udspiller sig for vores øjne og i vores bevidstheder. Meget af det medieformidlede stof er styret af en international, hovedsagelig amerikansk, medieindustri, der arbejder på homogenisering og ensartetgørelse i udtryk og indhold ud over kloden med henblik på at kunne blive ved med at sælge skidtet. Det betyder, at vores oplevelses- og sanseformer påvirkes i retning af en ny enhedskultur, styret af mediekapitalens interesser. Behovet for et offensivt supplement til denne udvikling er påtrængende. Behovet for mangfoldighed og opgør med kunstnerisk stereotypi er evident. Nationalstaterne kan være velegnede som rammer for udviklingen og udbredelsen af supplementer. Men målet nås ikke, hvis man tror, at det drejer sig om at genetablere svundne tiders centralistiske dannelseskultur, som strålede ud fra hovedstæderne. Kulturbilledet er blevet multicentreret, hvad der for øvrigt er i god samklang med tankerne om mangfoldighed i forhold til fronterne i den globale kulturkamp.

Kunst er ikke alsidig

Jeg lægger altså vægt på teaterkunst som en underholdende og lystfyldt måde at fremlægge og opleve menneske- og samfundslivets centrale temaer på, sådan at mit sanseapparat, mine associationer, mit menneske- og verdensbillede bliver udvidet, nuanceret og rummelig-gjort i forhold til den verden, jeg her og nu lever i. Det lyder vældig højtravende, men det er det såmænd ikke. Dette teatersyn ser f.eks. den særegne danske revy-genre som et vigtigt mødested og kunstnerisk udtryk. Revy-genren kan ikke støttes efter den nuværende teaterlov, hvad der er oplagt urimeligt. Det, jeg forsøger på at sige, er, at ikke alt, der kalder sig 'teater', og heller ikke alt, der kalder sig 'professionelt teater', er centralt i den her teaterforståelse, og at det derfor måske heller ikke bør have så massiv offentlig støtte.

Hvis Det Kgl. Teater f.eks. i sit nye Operahus vælger at tage for sig af det internationale musical-repertoire og spille løs af det, som ude i den store verden fungerer som rendyrket kommercielt teater, så vil det på dette teater være massivt offentligt støttet, mens det samme repertoire, spillet som privatteater på Det Ny Teater, ikke vil have anden offentlig støtte end abonnementsordningens indirekte støtte. Det går over min forstand, at man på denne måde i dansk teaterpolitik og teaterliv blander rendyrket kommercielt teater med det teater, der tilbyder publikum oplevelser, der flytter os.

Hvordan kan det være gået så galt? Jo, det er det, fordi dansk teaterpolitik hovedsagelig støtter faste institutioner. Institutioner, der er hængt op på målsætninger om alsidighed, og som ofte drives af en jagt på store publikumstal for at tækkes formodede politikerkrav. Alsidighedskravet (lidt af det ene og lidt af det andet) strider mod al kunstnerisk kvalificeret opfattelse. Man laver ikke kunst ved at være alsidig, derimod kan man godt drive et folkebibliotek alsidigt. Man laver kunst ved at gå planken ud. Kravet om alsidighed fører direkte til det internationale mainstream-repertoire. I en ny teaterlov vil det være vigtigt at satse på egensindighed og i højere grad på projekter, for min skyld meget gerne projekter, der består af en kæde af forestillinger, og som strækker sig over flere år.

Hvor gør dansk teater en forskel?

Hvis man ser på udviklingen i dansk teater gennem de sidste ca. 30 år, så er der to områder, der udmærker sig i særlig grad, og hvor vi gør en forskel.

Det ene er børne- og ungdomsteatret. Der er blevet opbygget et helt teaterområde for børn og unge, som årligt spiller for et publikum på ca. 450.000, dvs. 1/5 af sæsonens publikum til offentligt støttet teater. Det er et område, som bygger på mangfoldighed gennem de mange små teatre, både i storbyer og ud over landet. På disse teatre er der blevet udviklet et helt særegent repertoire, som både et nært på børnene, og som bringer de store temaer inden for rækkevidde. Det er lykkedes at udvikle mange forskellige måder at spille på, som har det til fælles, at man tager sit publikum alvorligt. Dette teater har fostret en lang række fremragende forestillinger. De bedste teatergrupper opnår i stigende grad stor international anerkendelse, når de turnerer i udlandet, eller når udlændinge deltager i børneteaterfestivaler i Danmark. Men herhjemme er det et lavt prioriteret område i Teaterloven. Det officielle Danmark er tilbøjelig til at tro, at det er store institutionsteatre, der er vores internationale trumfkort. Men det er det ikke. Det kan udlandet gøre lige så godt eller oftest bedre selv.

Det andet område er udbygningen af det decentrale teaterliv gennem opbygningen af egnsteatre. For 30 år siden havde Danmark 4 teaterbyer (København, Århus, Odense og Ålborg). Gennem mulighederne for at etablere egnsteatre er rækken af teaterbyer blevet firedoblet. For de byer udenfor storbyerne, der har fået deres eget professionelle teater, som er synligt på mange varierede måder i det lokale kulturliv, er det nærmest en kulturrevolution, der er foregået. Der er pludselig blevet åbnet nogle muligheder for kunstoplevelser, der ikke eksisterede før. Det kan være svært at forstå, når man sidder i en storby, at ét teater kan betyde en hel omvæltning. Men det kan det, fordi det er tæt på, fordi det er 'vores teater'. Også denne ordning har lagt hus til nogle af de få eksportteatre, vi har, nemlig Odin Teatret i Holstebro og Cantabile 2 i Vordingborg. Og den har lagt hus til andre fremragende udviklinger af særegne kunstneriske udtryk. Teatret Møllen i Haderslev er et eksempel på et teater, der gennem års intenst arbejde er nået frem til en fuldstændig original og kunstnerisk nybrydende måde at lave teater på, både for børn og for voksne. - Ordningen for egnsteatre har i teaterpolitikken flere gange været under angreb. Årsagen har bl.a. været, at beslutningstagerne faktisk ikke har vidst, hvad egnsteatrene var for nogen størrelser. De har troet, at det var sådan en slags amatørteatre, som bedst kunne klares af de lokale, af kommunerne.

Nu er det jo ikke sådan, at fordi noget har været, at det så også skal fortsætte. Og det er heller ikke nødvendigvis sådan, at vi skal prioritere det, som nyder anerkendelse i udlandet. Når en kommende teaterlov bør højprioritere børneteatret og egnsteatrene, så hænger det sammen med, at i begge disse tilfælde bliver teatret som mødesteder og oplevelsesfællesskaber udbredt, dels aldersmæssigt og dels geografisk. Ud fra det anlagte teatersyn er det en utrolig vigtig opgave i den demokratiske teaterpolitik.

Principper for en ny lov

Vi har en offentlig teaterstøtte, hvor stat, amter og kommuner er involveret på kryds og tværs. Det vil være hensigtsmæssigt at etablere en noget klarere arbejdsdeling mellem disse niveauer. Og vi har en teaterstøtte, der på produktionssiden, dels er institutionsstøtte og dels projektstøtte, og på afsætningssiden, dels er abonnementsordningen for voksne og dels refusionsordningen for institutioners køb af børneteater.

Et overordnet princip bør være, at staten står for produktionsstøtten, og at kommuner og amter står for afsætnings- og formidlingsstøtten. Herfra bør der kun være én undtagelse, nemlig at stat og kommuner deles om finansieringen af egnsteatre. Det vil fastholde en lokal fundering og et lokalt engagement, og det vil samtidig betone, at staten lægger stor vægt på teatrets geografiske udbredelse.

En kommende teaterlov bør fastslå, at teaterformidling skal støttes af kommuner og amter. Den generelle abonnementsstøtte for voksne bør opgives. Teatrene er selvfølgelig velkomne til at etablere deres egne abonnementsordninger. I stedet bør det pålægges kommuner/amter at give støtte til en ungdomsrabatordning, som sikrer, at unge har mulighed for at komme billigt i teatret. En sådan ordning er nødvendig for at den mest vitale del af publikum har gode muligheder for at gå i teatret. Desuden bør det pålægges kommuner/amter i en vis afstand fra storbyerne at støtte lokal teaterformidling. Hvis Danmark skal bevare en teaterforeningsstruktur uden for de større teaterbyområder, som kan sørge for at arrangere forestillinger med turnerende teatre ud over landet, så er det givetvis her nødvendigt med forhåndstegning af abonnement. Forestillinger spilles nemlig oftest kun én gang hvert spillested, så hverken anmeldelser eller mund-til-øre-metoden kan nå at virke. Der bør altså indrettes en teaterformidlingsstøtte til arrangører. Det kan være teaterforeninger, musik- og teaterhuse eller nogle helt tredje. Modtagelse af teaterformidlingsstøtte bør være betinget af, at man gør en aktiv indsats for at nå bredere ud både repertoire- og publikumsmæssigt end til provinsens midaldrende sagførere, gymnasielærere og tandlæger. Støtten skal være fleksibel, så den kan anvendes til abonnementsstøtte, til professionalisering af formidlingen eller til andre formidlingstiltag som lokalt er af betydning.

Projektstøtte i stedet for driftsstøtte

Refusionsordningen for institutioners køb af børneteater bør også gøres til en kommunal/amtslig opgave. Den har stor betydning for at sikre de nye teatres - også dem, der ikke modtager produktionsstøtte - adgang til 'markedet'. Og det har vist sig vigtigt, og vil vise sig endnu vigtigere i de kommende år med pressede institutions- og skolebudgetter, at institutioner (skoler, biblioteker, børnehaver) kan købe billigt teater. I forbindelse med kommunalisering af denne opgave bør det fastslås, at hvert barn skal have mulighed for at se mindst to professionelle teaterforestillinger om året.

Samtidig bør der etableres rammer for oprettelse af dramaskoler rundt omkring i kommunerne, svarende til dagens musikskoler. På lidt længere sigt bør musik-, drama- og billedkunstskoler kunne integreres til kunstskoler, som også tager sig af kunstneriske udtryk af informationsteknologisk art.

Staten er altså så den støttegiver, der koncentrerer sig om teaterproduktionen. Det helt overordnede princip bør være at driftsstøtte gives som projektstøtte, hvor et projekt kan være en enkelt forestilling, en flerhed af forestillinger eller et repertoire, der omfatter op til 3-4 år.

Eftersom teatrets fortsatte geografiske decentralisering stadigvæk er vigtig bør der opretholdes en egnsteaterordning som den nuværende, hvor staten gennem refusion animerer kommuner til at oprette og drive egnsteatre. Der bør være mulighed for at egnsteatre kan blive større end den nuværende økonomiske overgrænse.

Og Det kgl. Teater bør også opretholdes - som et repræsentations- og huskested - men det bør splittes op i to teatre, et for opera og ballet og et for skuespil i overensstemmelse med nybyggerierne. Organisationen, som den er nu, er alt for stor til, at den kan få kunstnerisk dynamik. I forbindelse med opdelingen i to selvstændige teatre bør institutionen søges slanket. Det er og bliver uholdbart, at halvdelen af statens teaterstøtte går til dette ene teater. De to teatre bør som særlig opgave, som de skal bruge en stor del af kræfterne på, have at vedligeholde og forny klassikerarven.

Institutionerne i dansk teater vil fremover så være Den Kongelige Opera og Ballet, Det Kongelige Skuespilteater og egnsteatrene.

Alle større teaterbygninger i øvrigt (landsdelsscener og de storkøbenhavnske teatre) bør overtages af kommuner/amter, som forpligtes på at vedligeholde bygningerne og varetage en minimal teknikerbemanding (viceværtfunktion).

Statens produktionsstøtte bliver så for restens vedkommende omlagt til projektstøtte. Halvdelen af den skal bruges til børneteater. Fordelingen af støtten skal varetages af Teaterrådet (eller teaterudvalget i det kommende Kunstråd).

Man må altså så forestille sig, at folk søger om støtte til et enkeltprojekt til opførelse på et eller flere teatre, til en flerhed af forestillinger, eller at et kunstnerisk kollektiv, bestående af instruktører, skuespillere og teknikere, søger om støtte til et bestemt repertoire over op til 4 sæsoner i en bestemt teaterbygning, f.eks. Odense Teater eller Betty Nansen Teatret, eller som turnéteater. Ansøgerne kan også søge om støtte til at få kunstnerisk interessante udenlandske gæstespil til Danmark.

Støtte kan gives et-årigt eller som flerårig støtte.

Mindre andegård, mere udsyn

Hele ideen med denne overgang fra institutionsstøtte til projektstøtte er at få vitaliseret dansk teater og få sat de kunstneriske ambitioner i højsædet. Det er mit indtryk, at overvejelser, der er så forandrende som de her, er nødvendige, hvis der skal ske nogle påkrævede ændringer i dansk teater. Der må brydes op med vaner og med institutioner, og man løser ikke nogen som helst af de mere dybtliggende problemer, hvis man indskrænker sig til lidt småjusteringer. Skal teatret være på højde med sin tid, så skal måden at lave teater på tænkes om. Vejen fremover må bestå i: mindre institution, mere projekt; mindre centralisme, mere multicentralisme; mindre for midaldrende, mere for børn og unge; mindre andegård, mere internationalt udsyn; mindre reproduktion af udenlandske succeser, mere produktion på eget stof.

Sådan kunne man sige, når man som jeg her selv udskriver en ønskeseddel. Der er imidlertid ingen, der siger sådan, fordi det er politisk helt ukorrekt, urealisabelt og selvmorderisk, og fordi man lægger sig ud med Gud og hver mand, hvis man siger det alligevel. Derfor vil fremtiden bringe nogle småjusteringer af Teaterloven, der ikke vil løse de fundamentale problemer, men snarere bevæge os i den helt forkerte retning, og vi vil starte forfra med et nyt teaterudvalg om 3-4 år, som heller ikke rigtig fører til noget. Og sådan vil tiden gå.

Jørn Langsted

Jørn Langsted er professor i dramaturgi på Aarhus Universitet. Han arbejder forskningsmæssigt bl.a. med kultur- og teaterpolitik

Læs også:
Ønskes: teaterlov
Teaterlove 1962-2002
Teaterkrise - hvor?
Danmarks dyreste skuespil
Rialto igen?
Hvis De har lyst en aften klokken otte
De tilfældige børneteatres hændelige død
Amatørteatrets placering i kulturpolitikken
Sats på danskheden
I arkivet:
Knock-out før teaterlov
Teatre til tælling
Publikumstal som politisk rettesnor
Teaterloven der forsvandt
Teaterlov udskydes
Teaterdebat peger bagud
Betænkelig betænkning
At justere teatre
Teatrene ud af kommunerne
Farvel til Teaterfællesskab
De uadskillelige
Enighed om teaterlov
Hastværk med teaterlov
Ny ledelse af københavnske teatre
Afgørende valg for københavnske teatre

Søndag Aften 10/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.