Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2002


Hvis De har lyst en aften klokken otte


CulturCronik:

Af Jokum Rohde

Dramatikken har ikke trange kår i Danmark, dramatikken har gode kår. Kvaliteten og kvantiteten af den spillede dramatik herhjemme er høj

Vores unikke skuespilstradition der placerer sig et sted i trianglen mellem den angelsaksiske realisme, den germanske kølighed og den skandinaviske tristesse gør, at vi som dramatikere arbejder med et for Europa unikt scenisk virkemiddel, der holder os svævende et sted mellem realisme, stilisme og Götterdammerung. Og af vores mange begavede instruktører er der heldigvis en stor del af dem der er sprunget af klassikerdekonstruktionens døde sporvogn og har skiftet til det langt mere relevante nutidssprog, hvor ord og billede interagerer. Op gennem 90´erne har der været en spændende dialog og produktion mellem dramatikere og instruktører i alt fra underholdningsteater, avantgarde, nyrealisme og theatre noir.

Hvorfor siger rygtemagerne så at det går så dårligt?

Grunden hertil er, at publikum i stigende grad opfatter sig selv som medindehavere af vores kunstart. Dette er vel hovedsageligt, fordi teater er en dyr statsstøttet kunstart, og da der er sket et skift i vores opfattelse af skatteafgiften - hvorfor den er lavet, hvad den gør ved et samfund - er det nu sådan, at skatten er en investering i os selv. Noget af den er langsigtet - sygehusvæsen, pensionsidéen, infrastrukturen, uddannelsessystemet - mens andre investeringer er kortsigtede og skal give et umiddelbart cost benefit- afkast. Her er det kritiske blik i særdeleshed rettet mod teatret, den ud over filmen mest subsidierede kunstform, der findes.

´Jeg har betalt det her beløb, altså vil jeg have noget ud af de penge, når jeg går i teatret. Det skal være en historie, der tiltaler mig, og det skal leveres i et format, som jeg er fortrolig med. For jeg har betalt denne forestilling. Jeg er producent!´ Særlig Det kongelige Teater er udsat for dette spektakel, som vi for nyligt oplevede i Hamlet-skandalen. Læserbrev på læserbrev ramlede gennem dagsbladenes spalter fra folk, der aldrig gik i Det kongelige teater, som intet vidste om moderne teateræstetik, men som havde et langt og grumt mellemværende med Det kongelige teater, ja, som var de medindehavere, måske ligefrem aktionærer, der var ved at blive snydt af en uduelig ledelse, sikkert inspireret af Enron, Worldcom, og så videre.

Det personlige skatteregnskab

Dette morads af fejlopfattelser er på en eller anden måde blevet de frie mediers livret, måske endda overlevelse, og de kolporteres derfor i højere og højere grad som den rette umiddelbare mening, før eftertankens kedsommelighed har ødelagt ethvert spor af spontanitet og originalitet. Men lad mig korrigere: for det første er skatten ikke en personlig investering, det er en investering i fremmede mennesker, der ikke vil give en skid for hvem du er, hvor du er, om du er syg eller rask, død eller levende. Denne tanke er måske uudholdelig, men sådan er det nu engang.

Kulturstøtten er heller ikke en personlig investering i en verden, der nu under krav skal varetage dine egne personlige æstetiske præferencer. Det er en investering i nogle mennesker, der i endnu højere grad end den almene befolkning er ligeglade med hvor pengene kommer fra, de skal bare bruges på os selv og vores kunst. Dette er sikkert også en uudholdelig tanke, men sådan er det.

Eller er alle værdier pr. demokratisk efterkrav nu så udjævnede, at den der intet ved og intet søger har samme indsigelsesrettigheder, som den der tænker og leder?

Dette spørgsmål er og bliver relevant, fordi tanken bag samfundsøkonomien er i opløsning, nogle vil sige udvikling. Og jo mere hvert magtfulde individ opfatter sin personlige investering som noget der skal give personligt afkast, jo mere vil han kræve indflydelse. Og jo mere indflydelse han vil kræve, jo mere må visse områder rette sig ind efter denne millionskarige Napoleon.

Forskningen, videnskaben og kunsten vil mærke denne efterspørgsel om afkast. Og i særdeleshed teatret fordi der er så stor konkurrence indbyrdes i vores branche om del af midlerne. Den indre splid her for tiden er desværre slem.

Angivelser, bagtaleri og bedreviden

Da det gik nogle teatre dårligt i månederne efter d. 11 september 2001 var der rent faktisk direktører på de mere besøgte teatre, der beskyldte de små kriseramte scener for at ´pive´ og ikke have check på folkestemningen, som skulle have svar på hvorfor ulykken havde ramt New York, og det prompte. Tænk at hænge sine teaterkolleger sådan ud. Jeg var målløs dengang, og jeg er målløs nu.

Angivelser, bagtaleri og bedreviden fylder vores agenda. Er en forestilling gået godt, og en anden dårligt, er der ingen ende på det vid og den hybris den succesrige teaterdirektør har i modsætning til den mislykkede. Moraler drages næsten før premieren. Og folkets stemme er i høj kurs. Hvad folk går ind og ser, er det rette. Hvad folk ikke ser, er det forkerte. Og dette mærker publikum, denne smag af demokratisk magt. Og dette understøtter deres umiddelbare fornemmelse af omsider at få indflydelse i det før så sagnomspundne rige, nemlig kunsten. Den nye annonceform hvor man ser hvor mange danskere der nu er gået ind til den og den forestilling er et klart eksempel herpå.

Men pas på dem, I populistiske teaterdirektører. Kig jer over skulderen når I går hjem fra jeres underlødige forestillinger. For en dag vil selv de være for svære at forstå.

Giv os et Teaterinstitut

Det er jo vigtigt at huske, at der er og skal være en tradition og i fronten af enhver tradition en nyskabelse, der hele tiden omformer sig selv til kontemporær tradition i hvis front der igen er nyskabelse og så videre. Men i denne døende tid hvor den antropocentriske horisont er den eneste vi har, er der opstået en traditionsangst hos publikum samt en kvalme over det uforståelige og nye: Intet må gå ud over sin tid hverken forud eller bagud. Alt skal have direkte relevans for det moderne menneske. For vi vil åbenbart ikke huskes af de kommende længere.

I den nye teaterlovgivning håber jeg at dramatikken vil blive tilgodeset. Flere modeller kunne benyttes: Den bedste løsning ville være at blive ved med at fastholde teatrene på deres kulturelle og nationale forpligtelse overfor den nye dramatik. I landsdelscenernes formålsparagraffer er det udtrykkeligt formuleret, at dele af deres statsstøtte skal gå til urpremierer, altså bestillingen og produktionen af nye stykker. Men desværre er disse paragraffer blevet bøjelige, alt efter teatrets generelle økonomi, hvorfor det sikkert vil være omsonst at bede disse paragraffer skrevet ind i DST- teatrenes og de små storbysteatres statsstøtteaftaler. Men selvfølgelig, hvis disse paragraffer blev overholdt og præciseret og spredt ud på alle teatrene, sådan så at alle teatre havde et aktivt nyskrevet repertorieafsnit, så ville det i mine øjne være det bedste.

En anden sikkert mere langsigtet mulighed er imitationen af filmmediets succes med et Filminstitut. Hvorfor ikke oprette et Teaterinstitut, hvis eneopgave var at støtte, udvikle og delproducere urpremierer sammen med teatrene. Midlerne skulle tages med hård hånd fra landets samlede teatre, 15 % fra ethvert teaters årlige støtte, og disse 15 % skulle da samles i Instittutet og dernæst udløses igen som produktionsstøtte, så snart et teater og en dramatiker havde fundet sammen i en aftale om bestilling af et nyt stykke dramatik. Det skulle være rentabelt for et teater at betale for et nyt stykke, i stedet for nu hvor ydelsesdifferencen på et importeret engelsk stykke og en ny bestilling herhjemme ofte kan løbe op i 30.000 kr. inklusive omkostningerne til en oversættelse af det importerede stykke. Et sådan Institut kunne med den rette profil og den rette mobilitet og smidighed blive lige så stærkt som Filminstituttet. Men det, der ikke må ske, er at alle teatrene samtidigt bliver lige så svage som filmproduktionsselskaberne. En balance må opretholdes.

Det teater som ingen ejer

Den sidste og mindst gode løsning er at lave en aktiv pulje for den nye dramatik på x antal millioner, der skal forbedre arbejds- og lønningsfeltet for et nyt stykke dramatik. Dette for at opretholde den høje kvantitative og for Skandinavien unikke bølge af hjemlig dramatik, der begyndte sidst i firserne og som stadig fortsætter, dalende desværre. Hvor midlerne nu er spredt for alle vinde, ville en centralisering hjælpe dramatikeren væk fra denne græsrodskliché om UDVIKLING af dramatik til en REALISERING af ny dramatik. Ikke som det afprøvende og måske ikke så nødvendige element i dansk teater, men som en af de bærende forudsætninger for nyt dansk teater, nemlig ny dansk dramatik.

Der må være et modsvar til beskæringerne af teaterstøtten, og det eneste gode modsvar er en styrkelse af de skrivende og skabende teaterkræfter der nedefra skaber det teater som ingen ejer. Og som alle kan gå ind og se. Hvis De har lyst en aften klokken otte.

Jokum Rohde

Jokum Rohde er dramatiker.

Læs også:
Ønskes: teaterlov
Teaterlove 1962-2002
Teaterkrise - hvor?
Danmarks dyreste skuespil
Rialto igen?
Lav teaterloven om
De tilfældige børneteatres hændelige død
Amatørteatrets placering i kulturpolitikken
Sats på danskheden
I arkivet:
Knock-out før teaterlov
Teatre til tælling
Publikumstal som politisk rettesnor
Teaterloven der forsvandt
Teaterlov udskydes
Teaterdebat peger bagud
Betænkelig betænkning
At justere teatre
Teatrene ud af kommunerne
Farvel til Teaterfællesskab
De uadskillelige
Enighed om teaterlov
Hastværk med teaterlov
Ny ledelse af københavnske teatre
Afgørende valg for københavnske teatre

Søndag Aften 10/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.